MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

Den sorte sygebåre er kommet til London og har indtaget sin plads på udstillingen Dirt på Wellcome Collection.

Med hjertet i halsen blev båren pakket og sendt afsted fra Medicinsk Museion i sidste uge, og med sommerfugle i maven stod jeg og ventede på at vi skulle pakke båren ud på museet i London. Det var derfor en stor lettelse at opleve et imødekommende og dygtigt hold fra Wellcome Collection, der stod klar til at pakke båren ud. Med fuld opmærksomhed blev trækisten åbnet og stødabsorberende polstring og silkepapir blev fjernet, for at båren tilsidst blev løftet ud i rummet. Efterfølgende blev båren efterset for eventuelle skader fra transporten.

Inden båren blev placeret i sin montre, blev der målt og sat mærkater der hvor båren skulle stå, for at undgå at håndtere båren mere end højest nødvendigt. Hvorledes den bedst kunne flyttes over i montren blev gennemgået,  således at de involverede vidste præcis hvad der skulle foregå.

At overvære en professionel og meget bevidst håndtering af museumsgenstande, er uden tvivl noget der gør en konservator medgørlig og rolig i sindet (tænk på en genstand kan være uerstattelig samt alle de timers arbejder der ligger bag en konservering). Det modsatte derimod, kan  forårsage frustration og stor undren over nogle menneskers uforsigtighed og ligegyldighed. På Wellcome Collection er der dog ingen tvivl om, at de ved hvad de arbejder med! Se billedet til venstre; Fem personer der alle er fokuseret på at placere båen i montren, så den står som den skal i første omgang.

Allerede inden udstillingen er færdigopstillet, står båren og ulmer af nogen hengemt, dragende og mystisk i sin montre. Der er lagt op til en fin og spændende oplevelse i den nye udstilling Dirt.

Ja, du læste rigtigt, og det gode spørgsmål er; hvad er koleratarmvand? Det gode svar er at det er vand fra tarmen på en patient med kolera i udbrud. I dette tilfælde er det en af Medicinsk Museion helt specielle genstande, en flaske med tarmvand fra en patient fra den store koleraepidemi i København i 1853.

Kolera skyldes smitte med bakterien vibrio cholera. Hvis der kommer en tilstrækkelig stor mængde kolerabakterier ned i tarmen danner de giftstoffer der kan inficere cellerne i tarmvæggen, og det medfører en betydelig udskillelse af vand og elektrolytter. Resultatet er en voldsom diarré hvor patienten kan miste op mod 24 l vand i døgnet. Ubehandlet kan kolera være livstruende og især børn under dårlige hygiejniske forhold er udsatte. Behandlingen er at give patienten rigeligt vand med sukker og salt.

På flasken med koleratarmvand sidder en etiket med teksten: ”Tarmexcretion fr. en patient i utbildad Cholera Oktob; 1853″ og “Framgik til helsa”. Vi kan altså læse at patienten var slemt angrebet men også overlevede den voldsomme diarré. Vi kunne naturligvis have ønsket os en række andre oplysninger. Vi ved ikke hvem patienten var. Vi ved heller ikke hvem lægen var, men etiketten viser at han var svensk (alle læger var mænd på den tid).

I 1853 var København stadig klemt inde bag voldene, med en yderst dårlig hygiejne til følge, og der var ikke kendskab til sygdomsfremkaldende bakterier, og hvordan sygdommen skulle bekæmpes. Dødeligheden var stor og denne epidemi satte gang i en diskussion om hvordan hygiejnen kunne forbedres. Det resulterede i en langsom forbedring af boligforholdene med opførsel af bedre boliger, og forberedelser til at skifte de gamle latriner under husene ud med et kloaksystem, selvom det skulle tage sin tid.

Hvorfor skal dette klenodie fra koleraepidemien nu til London? En af vore gode samarbejdspartnere Wellcom Collection åbner en udstilling d. 23. marts “Dirt. The Filthy Reality of Everyday Life“, og vi har imødekommet deres anmodning om at få lov til at låne flasken med koleravand og en fin gammel sygebåre.

Transporten af en mere end 160 år gammel flaske med koleravand kræver naturligvis særlige sikringsforhold. Flasken er limet på en plade i en glasboks. For at sikre den blev frontglasset afmonteret så flasken kan understøttes med et tilformet stabilt plastmateriale. Vi ved ikke hvornår glasboksen er fremstillet men den er ikke oprindelig. Dette indgreb giver kun en minimal belastning for glasboksen og glasset kan monteres igen uden synlige tegn på at det har været afmonteret. Der blev lavet to små snit på under 1 cm hver i side af det støttestof der holder glassene sammen, og limen her kunne opløses med demineraliseret vand. Der er fremstillet en særlig stødabsorberende kasse til transporten, der foregår i en luftaffjedret lastbil.

Udstillingen kører på Wellcome Collection frem til 31. august, så hvis du kommer til London inden er her et godt forslag til en udflugt.

Her pakkes og afskibes henholdsvis et tarmvandspræparat – en prøve afføringsprøve fra en kolerapatient anno 1853 – og en sygebåre fra Medicinsk Museions samlinger. De skal det næste halve år være udstillet på Wellcome Collection i London på særudstillingen Dirt. Vores konservator Charlotte rejser i næste uge efter kasserne og skal sørge for, at de to genstande bliver pakket forsvarligt ud igen. Mere om sagen her på bloggen i den kommende tid.

Lederen af Wellcome Collections ‘Public Programmes team’ Ken Arnold har den sidste måned været gæsteprofessor her på stedet. Han har kun nået en tiendedel af det han havde planlagt, men har til gengæld fået mange uventede og interessante samtaler med forskere og museumsfolk i København. Så selv om 18 af de 20 medbragte bøger kommer med hjem igen, ulæste, så har Ken alligevel fået masser af inspiration med i bagagen. Både til museumsarbejdet og til hans kommende bog, der handler om museal formidling inden for det medicinhistoriske felt og om hvordan museer både skaber og deler ideer.

Jeg talte med Ken et par dage før han rejste tilbage til London, og han fortalte meget positivt om sit ophold. Selv regnvejret kunne han lide. Og cyklerne. Og ikke mindst dansk smørrebrød. Han beskrev den behagelige følelse, han havde mens han var i København som følelsen af at være ”comfortably foreign”. Her var han hverken indfødt eller turist, men befandt sig i en slags mellemposition. Han var ikke fremmed i byen, men kunne alligevel nyde den med friske øjne.

Bare det at være væk hjemme fra gav ideerne friere spil. Han karakteriserede danskernes måde at tale om og dele ideer på som præget af fænomenet ”happy accident”. Her er man ikke så målorienterede, men udveksler tanker, fordi man tilfældigvis kender hinanden, eller opdager et interessefællesskab. Det har selvfølgelig sine fordele og ulemper, men for Ken var det en behagelig forandring.

For os på museet har det også været både hyggeligt og interessant at have Ken Arnold på besøg. På seminarer og i køkkenet er der blevet talt om genstandenes frigørelse, lugten af museer, udstilling som politisk faktor og forholdet mellem forskning og formidling. Som en sidste bemærkning nævnte Ken, at han overvejer at kopiere vores mandagsmødetradition, hvor alle har egen deres egen frokost med, og museet bliver forvandlet til en slags storfamilie.

Medicinske museer mødes: Medicin og helbred er for vigtige emner at overlade til videnskabsfolk alene. Det er et af udgangspunkterne for Wellcome Collection i London, der i tre år har arbejdet med at skabe udstillinger, som kreativt formidler sundheds- og biovidenskabelige emner og historier. Alle udstillinger har et medicinsk indhold, men de er aldrig udelukkende medicinske. F. eks blev udstillingen ’War and Medicine’ ledsaget af videoinstallationer af sårede soldater, skabt af en udsendt britisk kunstner i Afghanistan.

Faglighed og formidling: Medicinsk Museion afholdt i dag et uformelt seminar med Wellcome Collections senior curator James Peto og event manager Lisa Jamieson. En af de ting der blev talt om, var forholdet mellem forskning og public engagement. På den ene side skal forskning i tilknytning til et museum være relevant hvordan vi formidler viden til offentligheden, på den anden side skal formidlingen være baseret på forskning og rig på upoppet videnskabelighed.

Genoplivning af genstande: På Wellcome Collection har de flere events ugentligt, for at åbne udstillingerne op og for at invitere publikum til at tage stilling til dem. Udstillinger med ægte, opgravede skeletter eller events som live streaming af en hjerteoperation direkte fra hospitalet til museets auditorium, er nogle af de ting der kan få folk til at opfatte museer som andet og mere end informationsstandere og støvede gamle genstande. Derfor afsætter eventholdet altid en tredjedel af tiden til diskussion og spørgsmål. Events kan genoplive de historiske genstande, og kan få selv museets egne kuratorer til at se deres samling i et nyt lys.

Det sanselige museum: Vores introstipendiat Anette Stenslund gav et kort oplæg om sit arbejde med ufrivillige, fysiske lugte i forhold til de lugte vi frivilligt parfumerer og omgiver os med. Det førte til en interessant diskussion af museets æstetiske og sansemæssige dimensioner. Målet er ikke bare at videregive information, men at give publikum en oplevelse, og derigennem mere effektivt skabe en forståelse for udstillingens emne. Lydene, lugtene og det visuelle spiller en stor rolle i det moderne museum. På Wellcome Collection får sanserne frit spil, når samlingens gamle nodebøger bliver spillet live af hornorkestre i forhallen, eller man inviterer en slagter til at afholde en anderledes anatomitime. Der kommer man ikke uden om at bruge alle sine sanser.

Tid til at opleve: Det er også vigtigt at publikum får et personligt forhold til de udstillede genstande. Da Wellcome Collections første udstilling om hjertet kom op for tre år siden, var en af de udstillede genstande det kasserede hjerte fra en vellykket transplantation. Et par dage efter åbningen kom den tidligere ’ejer’ af hjertet og kunne opleve sit eget organ som objekt i en museumsmontre. En anden måde at skabe kontakt mellem objekt og beskuer på er ved at tvinge dem til at bruge tid på den enkelte genstand. Man kan minimere antallet af genstande, eller som vores postdoc Lucy Lyons gør, få folk til at tegne det de ser. Processen med at tegne en ting, er netop at tage tingen til sig og forstå den, for at kunne udtrykke dens essens i to dimensioner.

Se video fra seminaret her: http://www.youtube.com/user/medicalmuseion?feature=mhum