MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

Medicinske museer mødes: Medicin og helbred er for vigtige emner at overlade til videnskabsfolk alene. Det er et af udgangspunkterne for Wellcome Collection i London, der i tre år har arbejdet med at skabe udstillinger, som kreativt formidler sundheds- og biovidenskabelige emner og historier. Alle udstillinger har et medicinsk indhold, men de er aldrig udelukkende medicinske. F. eks blev udstillingen ’War and Medicine’ ledsaget af videoinstallationer af sårede soldater, skabt af en udsendt britisk kunstner i Afghanistan.

Faglighed og formidling: Medicinsk Museion afholdt i dag et uformelt seminar med Wellcome Collections senior curator James Peto og event manager Lisa Jamieson. En af de ting der blev talt om, var forholdet mellem forskning og public engagement. På den ene side skal forskning i tilknytning til et museum være relevant hvordan vi formidler viden til offentligheden, på den anden side skal formidlingen være baseret på forskning og rig på upoppet videnskabelighed.

Genoplivning af genstande: På Wellcome Collection har de flere events ugentligt, for at åbne udstillingerne op og for at invitere publikum til at tage stilling til dem. Udstillinger med ægte, opgravede skeletter eller events som live streaming af en hjerteoperation direkte fra hospitalet til museets auditorium, er nogle af de ting der kan få folk til at opfatte museer som andet og mere end informationsstandere og støvede gamle genstande. Derfor afsætter eventholdet altid en tredjedel af tiden til diskussion og spørgsmål. Events kan genoplive de historiske genstande, og kan få selv museets egne kuratorer til at se deres samling i et nyt lys.

Det sanselige museum: Vores introstipendiat Anette Stenslund gav et kort oplæg om sit arbejde med ufrivillige, fysiske lugte i forhold til de lugte vi frivilligt parfumerer og omgiver os med. Det førte til en interessant diskussion af museets æstetiske og sansemæssige dimensioner. Målet er ikke bare at videregive information, men at give publikum en oplevelse, og derigennem mere effektivt skabe en forståelse for udstillingens emne. Lydene, lugtene og det visuelle spiller en stor rolle i det moderne museum. På Wellcome Collection får sanserne frit spil, når samlingens gamle nodebøger bliver spillet live af hornorkestre i forhallen, eller man inviterer en slagter til at afholde en anderledes anatomitime. Der kommer man ikke uden om at bruge alle sine sanser.

Tid til at opleve: Det er også vigtigt at publikum får et personligt forhold til de udstillede genstande. Da Wellcome Collections første udstilling om hjertet kom op for tre år siden, var en af de udstillede genstande det kasserede hjerte fra en vellykket transplantation. Et par dage efter åbningen kom den tidligere ’ejer’ af hjertet og kunne opleve sit eget organ som objekt i en museumsmontre. En anden måde at skabe kontakt mellem objekt og beskuer på er ved at tvinge dem til at bruge tid på den enkelte genstand. Man kan minimere antallet af genstande, eller som vores postdoc Lucy Lyons gør, få folk til at tegne det de ser. Processen med at tegne en ting, er netop at tage tingen til sig og forstå den, for at kunne udtrykke dens essens i to dimensioner.

Se video fra seminaret her: http://www.youtube.com/user/medicalmuseion?feature=mhum

Som fortsættelse på et tidligere blogindlæg, som Bente havde svaret på, kommer her en uddybning: I Science artiklen står der:

”To test the rats’ propensity for risk, the researchers adopted a gambling task used by psychologists to study risk-taking in people. The animals learned that pressing one lever produced small but certain rewards in the form of small sugar pellets and an adjacent lever yielded bigger rewards–more pellets–but paid off less frequently. The researchers rigged the game so that in some testing sessions choosing the certain reward was the best overall strategy, while in other sessions the “risky” lever yielded the greatest overall payoff.

Teetotaling rats figured out the game over the course of a testing session and adjusted their strategy accordingly. Rats in the alcohol group also quickly learned that pressing the levers could lead to food, which Bernstein says argues against a general learning impairment. But 3 months after their last drink, they always preferred the risky lever, even when they payoff was poor, the researchers report this week in the Proceedings of the National Academy of Sciences.”

Forsøget virker tilforladeligt, og forskerne er selv behørigt forsigtige med at konkludere fra rotter til mennesker. Så den dristige slutning fra rotter til mennesker i Søndagsavisens indlæg må nok nærmere tillægges journalistens sensationalistiske og forsimplende sprogbrug.

Men man kan også sætte spørgsmålstegn ved hele setup’et: Hvorfor overhovedet søge efter en biologisk forklaring på komplekse, socialt og historisk situerede menneskelige adfærdsformer? (Og som du påpeger, Bente: Hvad er risikobetonet adfærd? Det er ikke lige madvalg, jeg først ville tænke på, hvis jeg skulle tænke på menneskelig risikobetonet adfærd på trods af det aktuelle sundhedsfaglige fokus på folks madvaner).

I et forsøg som det beskrevne kan man sige, at forskerne reducerer et begreb (risikobetonet adfærd), der normalt dækker over bestemte komplekse menneskelige adfærdsformer, der finder sted i en bestemt social og historisk kontekst, til at dække over rotters valg af mad-dispenser, hvorefter de benytter det reducerede begreb(s indhold) til at forklare menneskelig adfærd. Man kunne forvente at forsøgets forklaringskraft dermed ville svækkes, men tværtimod ser den ud til at være blevet stærkere af reduktionen – eller biologiseringen?

Måske sker dette, fordi forskningens konklusion passer godt med forskernes og samfundets forventninger? Mange har nok en erfaring med, at der kan være en sammenhæng mellem alkohol og f.eks. cykelstyrt, slåskampe eller uheldige udsagn. Men ok, det kan da være trygt også at få det verificeret gennem rotteforsøg. Og forskernes overordnede konklusion (ifølge ovenstående artikel) er da vist i øvrigt heller ikke helt ny: “Alcohol for some reason is very toxic to developing nervous systems.” Har man ikke vidst det længe?

Her i weekenden faldt jeg tilfældigvis over følgende sætning i Søndagsavisen:

Nye rotteforsøg viser nu, at unge, der drikker heftigt, kan få en mere risikobetonet adfærd, når de bliver voksne.” (Søndagsavisen, 25-27 sept. 2009, s. 5)

Øh, hvordan viser rotteforsøgene lige dét? fristes man til at spørge. Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet over de mange mulige scenarier med rotter i labyrinter, der får skylden for unge menneskers fremtidige adfærd, som citatet fremkaldte. Lidt som sommerfuglen, der skaber orkan på den anden side af jorden. Der er usandsynligt mange informationer og kausale mellemregninger imellem første del af sætningen og anden, som læseren ikke får noget at vide om. Oceaner af kausalitetsforklaringer.

Men egentlig er sætningen måske ikke så sjov, hvis man tager den som et eksempel på, hvordan medieomtaler af moderne biomedicin ofte springer virkelig mange mellemregninger over, når de rapporterer forskernes konklusioner. Den korte artikel i Søndagsavisen baserede sig på siden videnskab.dk, som igen henviser til en artikel hos American Association for the Advancement of Science (AAAS) online magasin Science, hvor der står lidt mere om rotteforsøgene, og om hvorfor alkoholindtagelse måske kan påvirke unge menneskers fremtidige adfærd.