MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

Når man kommer kørende ad Hovedvej 19 fra vest mod Hillerød tårner tre røde murstenssøjler sig op i horisonten i det bakkede grønne marklandskab. De tre søjler drager den interesserede til at køre ind på en grusstensbelagt plads, sætte køretøjet for først at få en uventet spadseretur igennem en idyllisk anlagt urtehave for så at komme videre langs kornmarker, hele tiden med blikket rettet mod de tre søjler. Pludselig åbenbares der for en fundamentrester af Nordens største Augustinerkloster, Æbelholt Kloster, der blev anlagt ca. år 1175 af Abbed Vilhelm, senere helgenkåret Skt. Vilhelm. Æbelholt Kloster fik herefter sin storhedstid i næsten 350 år. Efter reformationen blev Æbelholt Kloster revet ned og stenene anvendt til bygning af Frederiksborg Slot i Hillerød. En augustinerordens epoke var slut.

De glorværdige ruiner og lægeurtehaven er i dag et middelalder-, religions- og medicinhistorisk vidnesbyrd på, at en omfattende kannikervirksomhed har spillet en betydelig rolle på stedet med tilstedeværelse af præsteskole, gæsteherberg for gejstlige, ikke – gejstlige, fornemme og fattige, pilgrimsmål og endelig har der været infirmeri. Denne betydningsfulde rolle afspejles også i klosterets dertilhørende ikke synlige kirkegård, hvor udgravninger i årene 1935 – 1948 ledet af medicinalhistorikeren Vilhelm Møller-Christensen med bistand fra Nationalmuseet afdækkede ca. 800 skeletter eller skeletdele. Disse arkæologiske humane levninger, hvor ca. 600 i dag befinder sig i Medicinsk Museions samlinger, er særlige unikaer for den medicinske kulturarv. Gennem disse knogler fortælles der stumt om sygdomme, dødsårsager, behandlingskundskaber og ikke mindst om levevilkår i Middelalderen og på Æbelholt Kloster.

Det er interessante fortællinger som ligeledes kan opleves gennem de øvrige ca. 200 humane levninger og det fundne arkæologiske medicinske behandlingsudstyr i Æbelholt Klosters museumsbygning opført på ruinområdet til formålet i 1957 af Tyge Hvass.

For at disse udstillede arkæologiske humane levninger fortsat kan fortælle deres stumme historie, har konservatoren været på banen med en inspektion af udstillingslokaliteterne. Det blev hurtigt klart, at en udstillingspleje i form af rengøring og stabilisering af montrer og genstande var hårdt tiltrængt.

Museet har med en beliggenhed tæt på en hovedvej og i landlige omgivelser været væsentligt udsat for smuds- og støvbelastning. Der ses tydelige spor overalt i udstillingslokaliteterne i form af smudsige støvede vægge, ruder og genstande, der er mere eller mindre dækkede af spindelvæv og ekskrementer fra mus og insekter, samt insektrester. Det er skadelige og nedbrydende faktorer for det arkæologiske knoglemateriale. Smuds- og støvpartikler da det med sit skadelige indhold af partikler fra luft- og vejforureningen kan påvirke materialet. Desuden er insekter og ekskrementer oplagt grobund for yderligere angreb af mikroorganismer.   

Døde insekter, ekskrementer og spindelvæv i et udstilingsmontre.

  Billedet til venstre viser et eksempel på de smudsige støvede udstillingshylder. Bemærk hvidlige pletter, som er tab af knoglemateriale fra kranierne. Til højre ses samme hylde i rengjort tilstand.

På grund af museumsbygningens alder har det ikke været muligt at opretholde optimale klimatiske opbevaringsforhold for knogle- og tandmaterialet. Det har således været udsat for svingende relative luftfugtigheder og temperaturer. Da knogler er et hygroskopisk materiale, hvilket vil sige det reagerer med fugtindholdet i luften, har det den uheldige virkning, at der under disse forhold kan opstå spændinger i knoglestrukturen. Ved lav relativ luftfugtighed kan der i værste tilfælde opstå udtørringsrevner, opskalninger eller krakeleringer i overfladen med tab af knoglemateriale, hvilket skal undgås.

Disse uacceptable forhold bliver der nu rettet op på.

For minimering af smuds- og støvpartikler foretages der en grundig rengøring af montrernes vægge, lofter, hylder og ruder med klude fugtet med demineraliseret vand, samt en afsluttende desinfektion med ethanol for minimering af angreb af sporer og partikler fra mikroorganismer. Knogle- og tandmaterialet bliver forsigtigt afrenset med tørre bløde pensler afhængigt af deres bevaringstilstand. Løse dele bliver limet fast til deres tilhørssted med en lim, der er egnet til knogle- og tandmaterialet alt efter deres bevaringstilstand og hygroskopiske egenskaber. Som eksempel kan en lim, såsom den velkendte 10 sekunders cyanoakrylatlim med hårdhærdende egenskaber medvirke til yderligere spændinger med revnedannelse under knoglematerialet hygroskopiske bevægelser end en lim, som er mere bevægelig med knoglematerialets hygroskopiske egenskaber.

Efter endt rengøring og konservering er nogle udstillinger blevet omarrangeret, således de fremstår bedre formidlingsegnet i forhold til udstillingsteksten og de humane levningers stumme fortælling.

    Udstillingsmontrer før (tv) og efter (th) et omarrangement for at få en bedre formidling af genstandene.

Hvad angår et fyldestgørende billede af de klimatiske skadelige faktorer i museumsbygningen, skal opstillede dataloggere til måling af den relative luftfugtighed og temperatur over en længerevarende periode give et detaljeret billede af miljøet. Efter endt udstillingspleje skal det vurderes på baggrund af disse målinger, hvilket klimatiske tiltag der skal foretages med bygningens alder, opbygning og beliggenhed taget i betragtning. 

Dog er resultatet allerede nu synligt og udstillingslokaliteterne fremstår stabiliserede og under optimale opbevaringsforhold vil de ca. 200 arkæologiske humane levninger gennem deres knogler fortsat fortælle deres stumme spændende medicin- og kulturhistorie i Middelalderen og på Æbelholt Kloster.

I det ene hjørne i Det Kgl. Frederiks Hospitals Apotek på Medicinsk Museion knejser en 63 cm høj grågrøn bemalet beholder af tin på en rektangulær sokkel. Det er en smuk beholder, som næppe undgår den besøgendes blik.

Med store bløde guldbogstaver på sort baggrund toner Christian d. 5’s monogram frem omgivet af en båndkartouche med guldindskriften THERIACA ANDROMACHI.

Der er tale om lægemidlet Theriak, der hævdes, at være komponeret af Andromachus den ældre, der var græker og livlæge for Kejser Nero (58 – 68 e.kr.), heraf den omtalte inskription THERIACA ANDROMACHI

 Men hvad er lægemidlet Theriak og hvorfor denne præsentation?

 Theriak er det ældste sammensatte lægemiddel, der kendes i dag. Det var i brug helt op til 1700- tallet og kunne stadig fås på danske apoteker i begyndelsen af 1900 – tallet.

Oprindeligt var Theriak lægemidlet mod dyregift, hvilket også afspejles i navnet. Theriak er således afledt af det græske ord theriakos, der betyder ”virksom mod dyregift”, der igen er afledt af therion, der betyder ”vilddyr”. Sidenhen blev Theriak også opfattet som universalmidlet mod alle smitsomme sygdomme.

Som lægelig universalmiddel bestod Theriak af en lang række ingredienser, hvilket var kutyme for datidens lægemidler. Det bestod af 66 bestanddele både af mineralsk, vegetabilsk og animalsk herkomst, hvoraf de mest nævneværdige nok er hugorme, bævergejl, lakridsekstrakt, kanel, aloe, myrra, safran, renset honning, madeira og ikke mindst opium, der nok var det mest virksomme af alle stoffer. Dog må kombinationen af disse stoffer nok mere have haft en berusende virkning end en helbredende..

At Theriak har spillet en stor rolle i lægevidenskab og farmaci er den omtalte beholder på Medicinsk Museion, der i øvrigt er en tro kopi af en beholder fra 1600 tallet, der opbevares på Svaneapoteket i Ålborg, et vidnesbyrd om.  

Udover symbolværdien på Theriak’s betydning gennem tiden, er beholderen en fin repræsentant for et stykke tidligt museumshistorie, der ligger bag dannelsen af den nuværende omfangsrige farmacihistoriske samling, der i dag befinder sig i Medicinsk Museion.

Beholderen er med sit genstandsregistreringsnummer ”26” en af de første genstande, der i 1889 blev en del af Medicinsk Museions Farmacihistoriske samling. Beholderen kommer til i en tid, hvor en omfattende indsamling af genstande fandt sted, og sidenhen blev til Medicinsk Museions farmacihistoriske samling.

Med sin omtalte status som vidnesbyrd på Theriaks store betydning gennem tiden og som en repræsentant for et stykke museumshistorie på Medicinsk Museion er vigtigheden af beholderens fortsatte eksistens af betydning.

Således har beholderen af tin været under konservatorens skånsomme hænder. Der er foretaget en nænsom vådrensning med vatpinde/klude fugtet i demineraliseret vand mod støv- og smudspartikler, hvis indhold af mulige skadelige forurenende partikler kan medføre en nedbrydning af materialet Desuden har støv- og smudspartiklerne bidraget til et kedeligt gråligt, fejlagtigt visuelt indtryk af beholderen, således at dens oprindelige udseende ikke kommer til sin ret.

Beholderens omtalte bemalede overflade har virket som en beskyttelse mod nedbrydning af tinnet, men ikke afværget en afrensningsproces. Hakker og ridser i den bemalede overflade har lettet tilgangen for smuds- og støvpartikler, hvis indhold af kondenseret vand med et muligt indhold af svovlholdige og andre forurenende partikler, såsom klorid bl.a. fra afsætning af håndsved, fremmer nedbrydningsaccelerationen under den bemalede overflade. Dette til trods for, at tins frie overflade ligesom mange andre metaller, såsom sølv, hurtigt overtrækkes af et usynligt mørkt oxidlag, som i en ren og tør atmosfære virker beskyttende mod reaktioner mellem metallet og omgivelserne. Alligevel blev laget i dette tilfælde gennembrudt, hvilket viser sig som ujævnheder i form af små bobler under den bemalede overflade. En nedbrydningsfaktor, som helst skal undgås og holdes i skak ved gentagne vedligeholdelser og korrekte opbevaringsforhold, som er rene, tørre med en temperatur omkring 20 °C.

Afslutningsvis skal det nævnes, at opbevaring af tin i kolde omgivelser under 12 °C vil fremme den værste nedbrydningsfaktor for tin, den såkaldte tinpest. Ved tilstedeværelsen af tinpest sker en omdannelse af tins struktur fra metallisk form til en struktur, hvor tin under en volumenforøgelse begynder at drysse i form af gråligt pulver. Heldigvis er tinpest et sjældent problem, idet andre faktorer gør sig gældende. I den forbindelse skal det bl.a. afsluttende kort bemærkes, at tins legering med metallerne bly eller antimon virker hæmmende mod tinpest.

På 1. sal i Medicinsk Museions smukke gamle hovedbygning i Bredgade findes et komplet officin fra Det Kgl. Frederiks Apotek fra 1758, som tidligere lå i Bredgade nr. 75 (Skråt overfor Kunstindustrimuseet).

Apoteket er i udstillingen en pragtfuld repræsentant for farmacihistoriens apoteker og disses indhold. Dette afspejler sig klart i den righoldige smukke velbevarede samling af dekorative apotekergenstande/redskaber og fine apoteksinteriører.

På hylderne bag beskyttende glasruder ses mange fine gamle apotekerkrukker af henholdsvis glas, keramik, metal og træ i alle former og størrelser. Disse er mere eller mindre rigt bemalede med farverige kartoucher/våbenskjolde omgivende en eller flere inskriptioner, der angiver krukkens indhold. Denne rigt præsenterede mængde apotekerkrukker bidrager ligeledes til farmacihistorien med et bredt uvurderligt billede af krukkernes stilhistoriske udvikling, forandring og brug gennem tiderne, hvorfor det er uhyre vigtigt, at de bliver bevaret på bedste vis for eftertiden.

At apotekerne tidligere har spillet en stor rolle i fremstillingen af medicinske medikamenter afspejles også i officinet fra Det Kgl. Frederiks Apotek på Medicinsk Museion ved tilstedeværelsen af de gamle vægte med messing- og hornskåle, diverse mortere og instrumenter, samt “pillebrættet” til at fremstille runde piller med. Heraf har tidligere tiders apotekere fået tilnavnet “pilletrillere”.

Desværre har de omtalte glasruder, der tjener som effektiv beskyttelse mod nysgerrige pilfingre, ikke beskyttet genstandene og interiøret mod smuds- og støvpartikler, som gennem flere år har lagt sig som et fast fedtet lag i den ellers så smukke og tidligere prægtige farmacihistoriske officin fra Det Kgl. Frederiks Apotek.

Dette bliver der nu rettet op på, således officinet kan genvinde sin pragt og glans, hvilket også er positivt set ud fra bevaringsmæssige synspunkter.

For det første er almindelige smuds- og støvpartikler en stor, men ofte overset nedbrydningsfaktor, idet de kan indeholde skadelige partikler fra blandt andet luftforureningen i form af gasser, såsom svovloxider, nitrogenoxider, ozon og svovlbrinter. Disse skadelige partikler kan forårsage eller medvirke til en aggressiv acceleration i den kemiske og fysiske nedbrydning af genstandene.

For det andet kan de omtalte partikler være fødekilder for skadedyr og mikroorganismer, hvilke absolut ikke er velkomne i udstillingerne, idet de kan forårsage uoprettelig ødelæggende fysisk og kemisk skade på genstandene.

For det tredje kan en stor smuds- og støvbelastning forøge risikoen for slid på genstandene ved rengøring og vedligeholdelse af genstandene. Til sidst giver smuds- og støvpartiklerne også et kedeligt gråligt fejlslagent visuelt indtryk af genstandene, så deres oprindelige ret ikke kommer til skue.

Således har konservatoren i de sidste to – tre uger været gang i en omfattende udstillingspleje af officinet i form af omsorgsfuld nænsom rengøring både af de fine interiører, samt de talrige apotekerkrukker og redskaber, således de skadelige påvirkninger fra smuds- og støvpartiklerne minimeres betydeligt, og fremtidig rengøring bliver mere skånsom for genstandene.

Som omtalt tidligere i bloggen er de foretrukne rensningsmetoder en tørrensning med pensler og/eller vådrensning med vatpind/klude fugtet i demineraliseret vand. Ved vanskelige pletter/mærker f.eks. på gammelt klister er vatpinde fugtet med acetone meget forsigtigt anvendt afhængigt af materialet. Dog specielt ikke på bemalede områder, idet midlet kan opløse bemalingen.

Resultatet af den omfattende udstillingspleje er meget synlig og den tidligere prægtige farmacihistoriske officin fra Det Kgl. Frederiks Apotek er ved at genvinde sin pragt og glans fra fordums tider.

Kom selv og se resultatet og konservatoren i arbejde på kulturnatten d. 9. oktober kl. 18.00 – 24.00. Her er de medicinhistoriske udstillinger i det Kgl. Kirurgiske Akademi i aftenens anledning også bemandet med museets ansatte, som fortæller om huset, udstillingerne og viser nyt og gammelt fra museets samlinger. I det gamle anatomilokale vil Danmarks Lungeforening være til stede for at sætte fokus på lungesygdommen KOL. Her kan man få målt sin lungefunktion.

Trænger man til afslapning eller musikalsk nydelse er auditoriet et oplagt besøg værd, omgivet af busterne af de historiske kirurger og medicinere hvor tonerne til korsang kan nydes, når Bastionskoret ved dirigent Cæcilia Glode synger kl. 20.00 og kl. 21.00.