En specifik udfordring ved lige netop denne tekst var desuden, at den omhandler kønshormonforskningens begyndelse, hvor retsmediciner og seksualbiolog Knud Sand forsøgte at ‘løse kønnets gåde’ og finde dén biologiske årsag til alle kønslige variationer. Knud Sand var en dygtig forsker ud fra datidens positivistiske videnskabsideal, men lige præcis dette faktum, kombineret med hans kønssyn, gør det svært at skrive en tekst på ca. én A4-sides længde, når man som jeg hverken ønsker at gentage Sands videnskabsidealer og kønssyn ukritisk eller ønsker at kritisere fortiden på nutidens præmisser.

Akvarel af en af Knud Sands høns, der i udstoppet version for tiden er udstillet på Medicinsk Museion

Hvordan undgår man at gentage Sands på sine præmisser logiske og forførende ræsonnementer – som man med et nutidigt videnskabsteoretisk perspektiv kan se flere kritikpunkter i? Og hvordan undgår man at skabe et billede af fortidens forskning som ‘dårlig’ eller ‘mangelfuld’, hvis man lader sin kritik skinne igennem?

Hvis man både vil vise logikken i den historiske forskning, det drejer sig om, og samtidig på en respektfuld og ikke-fordømmende måde vise ‘hullerne’, så kræver det en del overvejelse – og måske mere plads og tid, end man normalt har til rådighed. Om det er lykkedes i denne omgang er jeg stadig usikker på, men nysgerrige skal være velkommen til selv at vurdere resultatet af nævnte proces på væggen bag hønsene i udstillingen – og måske dele tanker med os andre her på bloggen.

Denne problematik er ikke særegen for udstillingstekster – den findes i næsten al formidling af medicin og videnskabshistorie, vil jeg mene. Men udstillingstekstens længde-begrænsninger, og genrens implicitte ideal om en neutral faktaformidlende fortællestemme – der i hvert fald lå i undertegnedes baghoved – gør det til en særlig problemstilling i museal sammenhæng.

Måske er det bare et spørgsmål om øvelse, men når nu man i andre former for medicinhistorisk akademisk skrivning har gjort grundigt op med ideen om en neutral fortællestemme, kunne man måske også overveje at afsøge eller skabe nye genrer inden for udstillingstekstmediet?

Udstillingens arkitekt Mikael Thorsted og assistent Jonas Paludan hænger Liv Carlé Mortensens portrætserie "100 lysår" op i vægmontrene.

Camilla Undén pudser glasset. Gamle tekster klistre stadig...

Gang i et svejseapparat. Montrelåsen krævede lidt tilpasning.

Årsagen til, at vi udsatte den stakkels arkitekt for disse horible arbejdsvilkår… er forberedelserne til en udstilling, som vi åbner på Panum-instituttet d. 8. februar. Udstillingen præsenterer Københavns Universitets nyetablerede forskningscenter for sund aldring (Center for Healthy Aging) og i den anledning henter vi en række herlige hjælpemidler frem fra samlingerne: briller, høreapparater, stokke og kunstige tænder. Mere om udstillingen senere – vi arbejder hårdt på den lige nu - og skal nok få varmen undervejs.

Mark svinger støvsugeren.

Shirley introducerer Design4Science for Museions medarbejdere.

Et sidste lille kig inden for i udstillingen, hvor opsætningen nu næsten er færdig. TIlbage er kun detaljer: de sidste skilte skal monteres, der skal gøres rent, og her til eftermiddag vidste Shirley Wheeler udstillingen frem for Medicinsk Museions studentermedhjælpere, der kommer til at byde publikum velkommen i udstillingen fra på onsdag.

Colin forklarer baggrund for glasskulpturen, der her er næsten færdigopstillet.

Det er måske umiddelbart en udstilling, der virker svært tilgængelig. Vi er mange, der ikke har det store forhold til molekylærbiologen og som måske også giver lidt op på forhånd. Det er der ingen grund til. Udstillingen fungerer nemlig på rigtig mange niveauer. Det er min klare fornemmelse, at dem, der i forvejen er velbevandrede inden for biologien, kan genkende en masse. Og med udstillingens fokus på designfaget som medspiller i forskningsprocessen, er der også en ny vinkel på det velkendte stof. Omvendt er den smukke, fascinerende visuelle dimension en god indgangsvinkel for dem, der ikke kan se op eller ned på et simpelt molekyle (hvis man da kan det ). For udstillingen tilbyder billeder af noget, der er usynlig for øjet og måske fjernt fra vores umiddelbare bevidsthed, men helt essentielle processer og mekanismer i vores krop. Eksempelvis den før omtalte glasskulptur af ATP-syntase, der nu står og lyser grønt i kælderen. Kom selv og se .. Design4Science.

Det endnu u-udpakkede vægtige kunstværk af Colin Rennie på det svajende gulv.

Nu skal man selvfølgelig passe på med sin dømmekraft, når man endnu har jetlag og californiske biorytmer i årene – men, om ikke jeg tager meget fejl, er gulvene begyndt at bue faretruende i vores udstillingsrum. “Synderen” er en tons tung glasskulptur af Colin Rennie. De 30 lag af glas forsøger at vise en model af et centralt enzym (atp-syntase) der indgår i en livsvigtig, men også usynlig proces, nemlig den stadige energitilførsel til cellerne i vores krop, formidlet af atp. Colin Rennie viser 3D strukturen af ATP syntasen, som udskæringer i glasset, der fremtræder forskelligt og af og til helt forsvinder alt efter beskuerens bevægelse og position. Den gennemsigtige flyske bevægelighed kræver imidlertid sit glas, som tynger de ældgamle gulve i Bredgade. Man begynder at forstå, hvorfor lægerne og kirurgerne tilsidst måtte forlader deres elskede Akademi for godt 50 år siden. Kongens gamle prestige-projekt fra 1787 var simpelthen ikke gearet til de nye (tunge) teknologier, som krøb ind på de medicinske uddannelser. Nu har vi huset – og vi elsker det – trods skæve trapper og svajende gulve. For intet andet hus i København viser så smukt sammmensmeltningen af uddannelse, viden og omsorg for borgernes ve og vel, som Det Kongelige Kirurgiske Akademi.  PS. Hvis alle, som kommer til åbningen på tirsdag lige smider et par hundrede gram og sætter deres håndtasker inden de går ind i udstillingen, vil vi dog være taknemmelige

Five o'clock tea. Shirley, Jim, N.C. og Thomas holder pause.

Siden frokost har stærke mænd været i gang med at bære alle udstillingselementerne til Design4Science indendøre. Bl.a. denne væg med afsindigt smukke billeder fra molekylærbiologiens forunderlige verden. Det er sjovt at se, de rum vi lige har lært at kende som Oldetopia-udstillingen blive fyldt op med et nyt udtryk. Selvom alt endnu er i bobleplast og kasser, stikker der her og der et hjørne ud og giver en fornemmelse af, hvad vi har i vente. Det bliver flot!