Mens vi travede langs hylderne og op og ned af trapper fra det ene magasin til det andet, gjorde vi derfor meget ud af at understrege, hvor meget spændende nyere tids teknologisk udstyr museet også har. Vi forsøgte at få Anette og fotografen Jes til at se mulighederne i, at lade de mange apparater spille en rolle. Men vi kunne også godt mærke, at vores begejstring ikke smittede. Vi forsøgte fx at få den kunstige hjertepumpe HeartMate med, men den var ikke umiddelbart lige så fængende meget som fx barneskelettet fra en engelsk syge-patient eller hudstykket med en tatovering. Ikke desto mindre troede vi, at det var lykkedes os, at få sneget et stykke nyere medicinsk teknologi ind i reportagen: Et elektrochokapparat, nærmere bestemt en Siemens 622 Konvulsator fra Kommunehospitalet, hvor den efter al sandsynlighed er blevet brugt til elektrochokbehandlinger i psykiatrien. Apparatet blev i hvert fald klargjort til fotosessionen, og holdet brugte ret lang tid på at få taget et godt billede af det. Desuden skrev Anette en fin tekst, der afslørede apparatets historie, men kort inden Ud & Se kom på gaden fik vi at vide, at denne genstand var blevet redigeret ud af reportagen.

Fotografering af det senere fravalgte elektrochokapparat

Derfor er konvulsatoren ikke med på udstillingen, og titlen blev et nummere lavere, end vi oprindelig troede. Når man ser på de seks udvalgte genstande og den færdige reportage, synes jeg egentlig også, at det var det rigtige valg. Jeg kan godt se, at det var et lidt desperat forsøg fra vores side på at favne hele museet. Konvulsatoren ville på en eller anden måde have strittet i en forkert retning, og vores pointe med at få den med, ville nok alligevel ikke have været særlig tydelig. Men det ændrer ikke på, at vi stadig synes, at den teknologiske del af vores samling er værd at beskæftige sig med, og jeg kunne sagtens forestille mig en fotoreportage, der gik amok i apparatur. Men det må blive en anden gang. Elektrochokapparatet er båret tilbage til magasinet, mens de øvrige 6 genstande kan ses i Ud & Se’s martsnummer, samt på særudstillingen “6 ting og sager” her på Medicinsk Museion.

Den norske fotograf Øystein Horgmo, der driver bloggen “The Sterile Eye – Life, death and surgury through the lens, har været på besøg på Medicinsk Museion. Det er der kommet en meget smuk fotoreportage ud af, der i den grad har fået det bedste ud af vores gamle hus og udstillinger. Se reportagen her.

Medicinsk Museions Ion Meyer viser institutleder Mette Madsen, Institut for Folkesundsvidenskab, skelettet fra et barn, der led med engelsk syge.

Journalisten Annette K. Nielsen har valgt de 6 genstande efter en omfattende rundtur i museets magasiner. Der er ikke umiddelbart nogen sammenhæng mellem de enkelte genstande, og på den måde fremstår udstillingen som fragmenter fra vores store samling. Hver genstand repræsenterer gode historier, som bliver fortalt i bladet, men i udstillingen har vi valgt at nedtone fortællingerne omkring hver genstand og kun komme med enkelte uddybende oplysninger. Der kunne sagtens siges meget mere om de seks genstande, men vi ville ikke ikke drukne dem i tekst. Til gengæld vil vi i de kommende måneder skrive om genstandene her på museionblog.dk. (Nanna har allerede skrevet om konserveringarbejdet, der er gået forud her)

De seks ting og sager, som hermed er hentet frem fra magasinerne er: En række anatomiske præparater: en lungeafstøbning, et skelet fra et barn med rachitis (også kaldet engelsk syge), en tatovering og en øreknogle. Desuden viser vi Knud Sands hønsefugle, der ikke umiddelbart er, hvad de giver sig ud for at være.  Og endelig er Kejserinde Dagmars rejseapotek udstillet for første gang.

Udstillingen “6 ting og sager” er stillet op i museets receptionslokale, og der er adgang for besøgende i museets almindelige åbningstid.

Stud.mag. Thomas Lund Johansen under nedtagning af Primary Substances

Tusindvis af studerende, ansatte, samarbejdspartnere og gæster i Panum-Bygningen har siden begyndelsen af september 2009 fået ny viden om proteinforskningens udvikling. Det er sket gennem informative tekster og inspiration af de smukke genstande i udstillingen “Primary Substances: Treasures from the history of protein research”, den første udstilling i de nye udstillingsmontrer i vandrehallen. Men alt har sin tid, og nu skal proteinmaterialet erstattes med en udstilling om Sund Aldring der laves i samarbejde med Center for Sund Aldring.
I disse dage får alle der går gennem udstillingsområdet et kort blik af de aktiviteter der ligger bag produktionen af en udstilling. En god udstilling kræver mange forberedelser. Der skal være et klart og aktuelt tema og en god udstillingsidé, faglig viden og faglige ressourcer, økonomisk støtte, mulighed for praktisk indretning, inddragelse af arkitekt og designer, et markedsføringsprogram og ekspertise til at udvælge, klargøre og konservere de genstande der skal bruges.

Thomas Lund Johansen får hjælp af stud.mag. Malthe Bjerregaard til at kontrollere det tekniske udstyr

I disse dage tømmes montrerne af medarbejdere fra Medicinsk Museion for genstande der kommer fra museets egne samlinger, men også i stort omfang er lånt udefra. Der er lånt et større antal genstande fra Novo Nordisk History and Art Collection, Carlsberg Laboratory, Carlsberg Arkiv og Uppsala Medicinhistoriske Museum, samt genstande fra andre private firmaer og fra afdelinger på KU. Der er tale om unikke genstande. Genstandene, museets egne såvel som de lånte, er indsamlet og bevaret til forskning og formidling, der skal dokumentere den relevante udvikling og fortælle historie, men de skal også bevares for femtiden. De er blevet renset og hvis nødvendigt konserveret før udstillingen, og skal behandles med forsigtighed både under håndtering, transport og under selve udstillingen. Genstandene er udført i mange forskellige materialer, og en del af dem har tydelige tegn på nedbrydning efter mange års anvendelse og opbevaring. Det kræver konserveringsfaglig viden at sikre, at disse genstande kan anvendes til deres formål og samtidig bevares for fremtiden, samt praktisk erfaring for at kunne håndtere dem uden at der sker skader. Det sidste er der mulighed for at opleve lige nu hvor udstillingen tages ned, og igen når udstillingen Healthy Ageing åbner i begyndelsen af februar.

Det er ikke kedeligt at lave udstillinger

Proteinudstillingen har været et godt eksempel på museumsformidling og -udstilling i det offentlige rum. Interessen har været stor og det mærkes tydeligt på alle de spørgsmål der kommer fra de forbipasserende, men vi kan berolige med at der åbner en ny udstilling i forbindelse med Healty Ageing-projektet d. 8. februar.

Det er overvejende en plancheudstilling, selvom der er krydret med en række modelopstillinger i typisk Statens Naturhistoriske Museum/Zoologisk Museum-stil. Plancherne er farverige, og så vidt jeg kunne se på mit korte besøg, veldisponerede og ikke mindst velskrevne. Udstillingen er forholdsvis teksttung, men det gør ikke noget, når teksterne er så velskrevne som i tilfældet her. Modelopstillingerne af fx et rev (billedet herover) er flotte, og hvem falder ikke for en udstoppet isbjørn, men opstillingen af en model af en et-tons tung kulklump forstod jeg ikke. Til gengæld er der nogle flotte digitale jordkloder, hvor fx vejrsystemer på en meget flot måde bliver projiceret op. Fornemmelsen af, at det her med klima ikke kun er noget for de stakkels indbyggere på Maldiverne, men berører os alle, bliver nærværende, når man ser de store vejrsystemer feje hen over vores lille blå klode.  

Udstillingen er produceret af American Museum of Natural History i samarbejde med en lang række museer verden over, og altså tilpasset danske forhold af Statens Naturhistoriske Museum.

Det er svært at forestille sig et vigtigere emne at beskæftige sig med for tiden, og det er selvfølgelig også aktuelt ud over alle grænser med det forestående klimatopmøde i København. Det undrer mig derfor meget, at der ikke i skrivende stund har været en eneste avisartikel bortset fra i Universitetsavisen, der omtaler udstillingen. Den manglende omtale er formodentlig fatal for besøgstallet. Og det er rigtig synd.. Her er nemlig en glimrende lejlighed til på en overskuelig måde at blive lidt klogere på et vigtigt emne.

Udstillingens mest markante genstand er en smadret bil der fungerer som en hård og kontant påmindelse om, hvorfor det giver mening at donere blod. Bag bilen ses Bjørn Kromann-Andersens kunstværk der består af 100 blodposer ophængt på hvid baggrund. Denne del af udstillingen er den klart bedste og installationerne gik rent ind hos mig. Selvom man får historien om de århusianske bloddonorer og et indblik i bloddonationens historie er udstillingen dog en smule forvirrende bygget op. Overfor bilen og kunstværket ses en videofilm fra midten af 1950erne der fortæller, hvordan man i 1800 tallet så på og brugt bloddonationer. Jeg så den sammen med min kæreste, men det var først 10 minutter inde i filmen, at jeg kom til at gå ind under en lydkegle der aktiverede lydsporet på filmen. Vi troede begge at det var en stumfilm. Sensoren på keglen var indstillet så den kun blev aktiveret på et ganske bestemt sted og man var med jævne mellemrum nødsaget til at vifte med armen for at få den i gang igen. Det var et irritationsmoment da sætningerne blev afbrudt, hvilket gjorde det vanskeligt at følge med i filmen. Jeg gav simpelthen op og installationen tjente som et fint eksempel på, hvorfor man skal passe på med at bruge interaktive elementer i en udstilling – og det var næppe meningen. Levende billeder stjæler hurtigt opmærksomheden og derfor skal man være varsom med at bruge dem. I netop denne film var der så mange kulturhistoriske betydningslag at den uden tvivl var interessant, men den virkede en smule ved siden af resten af udstillingen og det var uklart, hvad den egentlig skulle fortælle. Det var ærgerligt, men overordnet gav udstillingen et fin indblik i bloddonationens historie.

Hestetrukken ambulance ca. 1900

Afgrænsningen til det øvrige udstillingsrum var desuden ikke helt tydelig og det var først da jeg stod ansigt til ansigt med denne fantastiske hestetrukne sygetransport, at jeg opdagede, at jeg var gået ud af udstillingen om blod – og ind i udstillingen om medicinens historie. Denne del af museet rummer nogle fantastiske genstande og opstillingen af tandlægestuen fik mig til at føle mig helt hjemme.

Noget som jeg dog personligt har det svært ved, at den udbredte brug af dioramaer. Specielt når det er med så ”upersonlige” dukker som sygeplejersken her. Fraværet af ansigtet giver mig ganske enkelt kuldgysninger.

Selvom jeg ikke selv kan lide den form for opstillinger må jeg dog også sande at de kan have en funktion. Som det kan ses nedenunder:

 Personligt kunne jeg godt have undværet manden (også selvom han faktisk har et ansigt), men min kæreste som ikke er voldsomt interesseret i medicinhistorie, syntes at den gav hende en bedre ide om, hvordan røntgenapparatet bruges.  

Den udstilling som jeg i virkeligheden havde set mest frem til at se, var ”Ægløsninger – At få børn med teknologien” – specielt efter at have læst Mette Kia Krabbe Meyers artikel i det seneste nummer af Nordnytt. (den er for øvrigt i sig selv en blogpost værdig – og mere til. Den kan varmt anbefales).
Noget af det første man (bør) ligge mærke til i udstillingen er gulvet. Der er et blødt gulvtæppe som dækker hele udstillingsrummet. Desværre havde vi overset det skilt der informerede om, at man skulle stille skoene, men ideen er god. Gulvtæppet giver en anderledes følelse af ro. Museumsbesøg er generelt set rolige, men gulvtæppet giver alligevel en mere afslappet følelse. Det giver plads til leg.

Ved indgangen til udstillingen

Gulvtæppet var dog ikke det første der stjal opmærksomheden da vi trådte ind i udstillingen. Det var derimod den store livmoder der er placeret så den ikke er til at overse. Fra artiklen i Nordnytt havde jeg forstået, at det var muligt for den besøgende at kravle ind i denne. Det er en smule svært at få en voksen mand til, men det er uden tvivl en succes hos det yngre publikum. Personligt synes jeg, at det var for underligt og jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg er helt med på, at det giver mening, at give de besøgende en kropslig museumsoplevelse, men udover der, er jeg en smule usikker på, hvad pointen i virkeligheden var? Så havde jeg det straks nemmere ved “moderskabet”, hvor der er mulighed for at iføre sig en kunstig gravid mave. Her synes jeg, at ideen om at få den besøgende til at reflektere over, hvad det betyder at det er kvinden der bærer barnet, faktisk virkede.

Udstillingsrummet er også brugt på en god måde. Det indbyder i høj grad til at man kan gå på opdagelse iblandt de mange genstande. De tre store sædceller der hængende fra loftet, kæmper sig ned mod ægget i midten er en kende overvældende for mig, men igen tror jeg, at de et gode i en formidlingssituation til et yngre publikum. Mht. udstillingens fysiske opbygning forklarer Mette Kia Krabbe Meyer det således: “At indrette udstillingsrummet som et landskab snarere end som et forløb var således motiveret af ønsket om at give den besøgende bevægelsesfrihed. Derudover havde vi også et ønske om at arbejde med udstillingsscenografi i et åbent rum, fordi et sådant landskab ville have nogle æstetiske kvaliteter, som et forløb ikke ville have.” (Nordnytt: 2009, 20)

En god pointe, men også farlig. Som museumsgæster er vi opdragede til, at der er en kronologisk fortælling som skal opleves fra A til B. At bryde med den risikerer, at gøre den besøgende mere forvirret end godt er. Det er heldigvis ikke noget problem i “Ægløsninger”, fordi udstillingen er så lille, at man aldrig helt mister overblikket.

Et af de interaktive elementer i udstillingen består i en digital simulation af en mikroinsemination, hvor man tager rollen som lægen der bl.a. skyder sædcellen ind i ægget. På en sober måde bliver den besøgende her, nærmeste kastet ind i overvejelser om, hvordan undfangelsen også kan forgå. Og vi er temmelig langt fra den gammeldags metode. Fint interaktivt element.

Alt i alt er der tale om en yderst seværdig udstilling, som jeg varmt vil anbefale til alle der besøger Steno Museet.     

 Hov…så opdagede jeg desuden at jeg ikke er den første der har anmeldt udstillingen. Tjek hvad Mathilde Jensen fra 7B på kragelundskolen syntes om den. Hendes anmeldelse kan læses her

Den sorte boks er en del af vores nye særudstilling, “Del og Hel – Brudstykker fra biomedicinens tid” og er intet mindre end en interaktiv udstillingsgenstand, der giver de besøgende mulighed for at foretage en endoskopundersøgelse – i hvert fald næsten. Inde i boksen er nemlig placeret forskellige objekter og billeder, som man kan betragte ved hjælp af en endoskopislange man selv kan styre rundt. Men er der ikke lys i endoskopiapparaterne bliver det unægteligt mindre interessant, hvorfor vi måtte finde vej ind i boksen for at skifte de to pærer.

Jonas rekognoscerer fra oven for at finde den bedst mulige måde at nå ind til endoskopi-apparaterne

Dette var imidlertid en hel del lettere sagt end gjort, da boksen for det første er h….s tung og for det andet er temmeligt sindrigt konstrueret, med sokkel, ledninger, objekter og apparater indeni. Dette gjorde ikke just sagen lettere og i sidste ende måtte vi altså tilkalde ekstra hjælp til løftearbejdet, ligesom vi også måtte bruge alskens værktøj og nogle stykker træ at stille boksen på mens vi foretog selve “operationen”.

Det interessante ved denne slags opgaver, såvel som ved at have været praktisk medhjælper på udstillingen, er at man pludselig ser museumsgenstande og deres funktion fra en helt anden side end man er vant til. Helt oplagt ser man selvfølgelig de praktiske problemer det fører med sig at gøre tingene på denne eller hin måde, men det er bestemt også spændende at tænke over hvordan de udstillinger man besøger er konstrueret fra designernes side. Det er jeg i hvert fald selv blevet meget mere opmærksom på efter jeg startede på Museion.

Operationen lykkes og patienten overlever endda(!)

Nå, men tilbage til den sorte boks og vores pære-skiftnings eventyr. På trods af at det, som tidligere antydet, var noget af en omgang lykkedes det hele dog ved fælles hjælp til sidst og boksen er endnu engang samlet, funktionel og klar til at give de besøgende på “Del og Hel” både sjove og interessante oplevelser. Selv nærer jeg blot det stille håb at pærerne ikke springer lige foreløbig.

Den sorte boks i al sin herlighed

Ud over genstande fra biomedicinens arbejde med at dele, analysere og forstå menneskekroppen vil “Del og hel” nemlig også rumme to kaniner. I biomedicinen arbejder man i vidt omfang på molekylært niveau, hvor der ofte er lige så meget at lære ved at kigge på dyr som at kigge på mennesker, hvis man vil lære om menneskets sundhed og sygdomme. Fx kan kaniner bruges til at danne antistoffer, der kan bruges til at diagnosticere sygdomme hos mennesker. I denne sammenhæng fungerer kaninerne ikke som forsøgsdyr, men som et nødvendigt led i analysemetoder, der kan afsløre alvorlig sygdom, måske endda tidligere end man ellers ville have kunnet.

I et af udstillingsrummene i “Del og hel” vil det være muligt at følge processen helt fra kaninen og frem til det færdige diagnostiske produkt. Kaniner der bruges til produktion af antistoffer, lever en temmelig fredelig tilværelse, der kun afbrydes af insprøjtninger af små mængder antigener, som kaninerne så danner antistoffer imod, og tapning af små mængder blod. Kaninerne i “Del og hel” bruges ikke i forskningsmæssig sammenhæng, men deres levevilkår stemmer godt overens med hvad man ville finde hos produktionsdyr.

Kaninerne, der har fået navnene Split og Splice, er endnu ikke flyttet ind i deres bur i udstillingen. Det sker i løbet af næste uge. Men derfor kan vi da godt vise hvor søde de ser ud.

Split

Splice