MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

Stud.mag. Thomas Lund Johansen under nedtagning af Primary Substances

Tusindvis af studerende, ansatte, samarbejdspartnere og gæster i Panum-Bygningen har siden begyndelsen af september 2009 fået ny viden om proteinforskningens udvikling. Det er sket gennem informative tekster og inspiration af de smukke genstande i udstillingen “Primary Substances: Treasures from the history of protein research”, den første udstilling i de nye udstillingsmontrer i vandrehallen. Men alt har sin tid, og nu skal proteinmaterialet erstattes med en udstilling om Sund Aldring der laves i samarbejde med Center for Sund Aldring.
I disse dage får alle der går gennem udstillingsområdet et kort blik af de aktiviteter der ligger bag produktionen af en udstilling. En god udstilling kræver mange forberedelser. Der skal være et klart og aktuelt tema og en god udstillingsidé, faglig viden og faglige ressourcer, økonomisk støtte, mulighed for praktisk indretning, inddragelse af arkitekt og designer, et markedsføringsprogram og ekspertise til at udvælge, klargøre og konservere de genstande der skal bruges.

Thomas Lund Johansen får hjælp af stud.mag. Malthe Bjerregaard til at kontrollere det tekniske udstyr

I disse dage tømmes montrerne af medarbejdere fra Medicinsk Museion for genstande der kommer fra museets egne samlinger, men også i stort omfang er lånt udefra. Der er lånt et større antal genstande fra Novo Nordisk History and Art Collection, Carlsberg Laboratory, Carlsberg Arkiv og Uppsala Medicinhistoriske Museum, samt genstande fra andre private firmaer og fra afdelinger på KU. Der er tale om unikke genstande. Genstandene, museets egne såvel som de lånte, er indsamlet og bevaret til forskning og formidling, der skal dokumentere den relevante udvikling og fortælle historie, men de skal også bevares for femtiden. De er blevet renset og hvis nødvendigt konserveret før udstillingen, og skal behandles med forsigtighed både under håndtering, transport og under selve udstillingen. Genstandene er udført i mange forskellige materialer, og en del af dem har tydelige tegn på nedbrydning efter mange års anvendelse og opbevaring. Det kræver konserveringsfaglig viden at sikre, at disse genstande kan anvendes til deres formål og samtidig bevares for fremtiden, samt praktisk erfaring for at kunne håndtere dem uden at der sker skader. Det sidste er der mulighed for at opleve lige nu hvor udstillingen tages ned, og igen når udstillingen Healthy Ageing åbner i begyndelsen af februar.

Det er ikke kedeligt at lave udstillinger

Proteinudstillingen har været et godt eksempel på museumsformidling og -udstilling i det offentlige rum. Interessen har været stor og det mærkes tydeligt på alle de spørgsmål der kommer fra de forbipasserende, men vi kan berolige med at der åbner en ny udstilling i forbindelse med Healty Ageing-projektet d. 8. februar.

Københavns Universitet har flere museer. Jonas skrev forleden om det netop åbnede NaturMedicinsk Museum under Det Farmaceutiske Fakultet, der nok er værd at holde øje med. I forrige uge var jeg sammen med så prominente folk som klimaminister Connie Hedegaard og Københavns Universitets rektor Ralf Hemmingsen til åbningen af Statens Naturhistoriske Museums nye udstilling “Klima – verden forandres”, der frem til 28. februar 2010 vises i Botanisk Have.

Det er overvejende en plancheudstilling, selvom der er krydret med en række modelopstillinger i typisk Statens Naturhistoriske Museum/Zoologisk Museum-stil. Plancherne er farverige, og så vidt jeg kunne se på mit korte besøg, veldisponerede og ikke mindst velskrevne. Udstillingen er forholdsvis teksttung, men det gør ikke noget, når teksterne er så velskrevne som i tilfældet her. Modelopstillingerne af fx et rev (billedet herover) er flotte, og hvem falder ikke for en udstoppet isbjørn, men opstillingen af en model af en et-tons tung kulklump forstod jeg ikke. Til gengæld er der nogle flotte digitale jordkloder, hvor fx vejrsystemer på en meget flot måde bliver projiceret op. Fornemmelsen af, at det her med klima ikke kun er noget for de stakkels indbyggere på Maldiverne, men berører os alle, bliver nærværende, når man ser de store vejrsystemer feje hen over vores lille blå klode.  

Udstillingen er produceret af American Museum of Natural History i samarbejde med en lang række museer verden over, og altså tilpasset danske forhold af Statens Naturhistoriske Museum.

Det er svært at forestille sig et vigtigere emne at beskæftige sig med for tiden, og det er selvfølgelig også aktuelt ud over alle grænser med det forestående klimatopmøde i København. Det undrer mig derfor meget, at der ikke i skrivende stund har været en eneste avisartikel bortset fra i Universitetsavisen, der omtaler udstillingen. Den manglende omtale er formodentlig fatal for besøgstallet. Og det er rigtig synd.. Her er nemlig en glimrende lejlighed til på en overskuelig måde at blive lidt klogere på et vigtigt emne.

Når vi her på Medicinsk Museion taler om Steno Museet i Århus sker det som regel i kærlige vendinger. Da Steno tematisk dækker nogle af de samme historier som vi selv gør, taler vi ofte om vores ”søstermuseum”. Det er ikke mit indtryk, at der er nogle her på stedet der betragter Steno som en rival. Vi ligger formentligt geografisk for langt fra hinanden til slås om det samme publikum. I stedet for kan vi måske inspirere hinanden og det var da også for at få nye ideer og inspiration, at jeg med stor spænding vendte næsen mod vest for at besøge museet – og især særudstillingen ”Ægløsninger – At få børn med teknologien”.
Når man kommer fra Medicinsk Museion er det ikke underligt, at det var de medicinsk historiske samlinger som trak. Derfor var det også denne del af Steno Museet som jeg først dykkede ned i. Udstillingen ”Blod – i kroppen – i banken – i historien” var først på listen. Denne lille udstilling er lavet i anledning af at det århusianske bloddonorkorps fylder 75 år og fungerer som et glimrende eksempel på, hvordan museerne kan skabe udstillinger der sætter fokus på en aktuel problemstilling. Noget som museet da også høstede anerkendelse for hos bloddonorerne.

Udstillingens mest markante genstand er en smadret bil der fungerer som en hård og kontant påmindelse om, hvorfor det giver mening at donere blod. Bag bilen ses Bjørn Kromann-Andersens kunstværk der består af 100 blodposer ophængt på hvid baggrund. Denne del af udstillingen er den klart bedste og installationerne gik rent ind hos mig. Selvom man får historien om de århusianske bloddonorer og et indblik i bloddonationens historie er udstillingen dog en smule forvirrende bygget op. Overfor bilen og kunstværket ses en videofilm fra midten af 1950erne der fortæller, hvordan man i 1800 tallet så på og brugt bloddonationer. Jeg så den sammen med min kæreste, men det var først 10 minutter inde i filmen, at jeg kom til at gå ind under en lydkegle der aktiverede lydsporet på filmen. Vi troede begge at det var en stumfilm. Sensoren på keglen var indstillet så den kun blev aktiveret på et ganske bestemt sted og man var med jævne mellemrum nødsaget til at vifte med armen for at få den i gang igen. Det var et irritationsmoment da sætningerne blev afbrudt, hvilket gjorde det vanskeligt at følge med i filmen. Jeg gav simpelthen op og installationen tjente som et fint eksempel på, hvorfor man skal passe på med at bruge interaktive elementer i en udstilling – og det var næppe meningen. Levende billeder stjæler hurtigt opmærksomheden og derfor skal man være varsom med at bruge dem. I netop denne film var der så mange kulturhistoriske betydningslag at den uden tvivl var interessant, men den virkede en smule ved siden af resten af udstillingen og det var uklart, hvad den egentlig skulle fortælle. Det var ærgerligt, men overordnet gav udstillingen et fin indblik i bloddonationens historie.

Hestetrukken ambulance ca. 1900

Afgrænsningen til det øvrige udstillingsrum var desuden ikke helt tydelig og det var først da jeg stod ansigt til ansigt med denne fantastiske hestetrukne sygetransport, at jeg opdagede, at jeg var gået ud af udstillingen om blod – og ind i udstillingen om medicinens historie. Denne del af museet rummer nogle fantastiske genstande og opstillingen af tandlægestuen fik mig til at føle mig helt hjemme.

Noget som jeg dog personligt har det svært ved, at den udbredte brug af dioramaer. Specielt når det er med så ”upersonlige” dukker som sygeplejersken her. Fraværet af ansigtet giver mig ganske enkelt kuldgysninger.

Selvom jeg ikke selv kan lide den form for opstillinger må jeg dog også sande at de kan have en funktion. Som det kan ses nedenunder:

 Personligt kunne jeg godt have undværet manden (også selvom han faktisk har et ansigt), men min kæreste som ikke er voldsomt interesseret i medicinhistorie, syntes at den gav hende en bedre ide om, hvordan røntgenapparatet bruges.  

Den udstilling som jeg i virkeligheden havde set mest frem til at se, var ”Ægløsninger – At få børn med teknologien” – specielt efter at have læst Mette Kia Krabbe Meyers artikel i det seneste nummer af Nordnytt. (den er for øvrigt i sig selv en blogpost værdig – og mere til. Den kan varmt anbefales).
Noget af det første man (bør) ligge mærke til i udstillingen er gulvet. Der er et blødt gulvtæppe som dækker hele udstillingsrummet. Desværre havde vi overset det skilt der informerede om, at man skulle stille skoene, men ideen er god. Gulvtæppet giver en anderledes følelse af ro. Museumsbesøg er generelt set rolige, men gulvtæppet giver alligevel en mere afslappet følelse. Det giver plads til leg.

Ved indgangen til udstillingen

Gulvtæppet var dog ikke det første der stjal opmærksomheden da vi trådte ind i udstillingen. Det var derimod den store livmoder der er placeret så den ikke er til at overse. Fra artiklen i Nordnytt havde jeg forstået, at det var muligt for den besøgende at kravle ind i denne. Det er en smule svært at få en voksen mand til, men det er uden tvivl en succes hos det yngre publikum. Personligt synes jeg, at det var for underligt og jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg er helt med på, at det giver mening, at give de besøgende en kropslig museumsoplevelse, men udover der, er jeg en smule usikker på, hvad pointen i virkeligheden var? Så havde jeg det straks nemmere ved “moderskabet”, hvor der er mulighed for at iføre sig en kunstig gravid mave. Her synes jeg, at ideen om at få den besøgende til at reflektere over, hvad det betyder at det er kvinden der bærer barnet, faktisk virkede.

Udstillingsrummet er også brugt på en god måde. Det indbyder i høj grad til at man kan gå på opdagelse iblandt de mange genstande. De tre store sædceller der hængende fra loftet, kæmper sig ned mod ægget i midten er en kende overvældende for mig, men igen tror jeg, at de et gode i en formidlingssituation til et yngre publikum. Mht. udstillingens fysiske opbygning forklarer Mette Kia Krabbe Meyer det således: “At indrette udstillingsrummet som et landskab snarere end som et forløb var således motiveret af ønsket om at give den besøgende bevægelsesfrihed. Derudover havde vi også et ønske om at arbejde med udstillingsscenografi i et åbent rum, fordi et sådant landskab ville have nogle æstetiske kvaliteter, som et forløb ikke ville have.” (Nordnytt: 2009, 20)

En god pointe, men også farlig. Som museumsgæster er vi opdragede til, at der er en kronologisk fortælling som skal opleves fra A til B. At bryde med den risikerer, at gøre den besøgende mere forvirret end godt er. Det er heldigvis ikke noget problem i “Ægløsninger”, fordi udstillingen er så lille, at man aldrig helt mister overblikket.

Et af de interaktive elementer i udstillingen består i en digital simulation af en mikroinsemination, hvor man tager rollen som lægen der bl.a. skyder sædcellen ind i ægget. På en sober måde bliver den besøgende her, nærmeste kastet ind i overvejelser om, hvordan undfangelsen også kan forgå. Og vi er temmelig langt fra den gammeldags metode. Fint interaktivt element.

Alt i alt er der tale om en yderst seværdig udstilling, som jeg varmt vil anbefale til alle der besøger Steno Museet.     

 Hov…så opdagede jeg desuden at jeg ikke er den første der har anmeldt udstillingen. Tjek hvad Mathilde Jensen fra 7B på kragelundskolen syntes om den. Hendes anmeldelse kan læses her

Sådan kunne man utvivlsomt komponere adskillige vittigheder der startede -og nogle af dem ville måske endda være sjove. I dette tilfælde er der dog ikke tale om en joke, men om at lamperne i vores “Black Box” var sprunget og skulle skiftes. Dette viste sig dog at være en større operation end først antaget og i sidste ende måtte vi faktisk være fem mand høj for at skifte de to pærer.

Den sorte boks er en del af vores nye særudstilling, “Del og Hel – Brudstykker fra biomedicinens tid” og er intet mindre end en interaktiv udstillingsgenstand, der giver de besøgende mulighed for at foretage en endoskopundersøgelse – i hvert fald næsten. Inde i boksen er nemlig placeret forskellige objekter og billeder, som man kan betragte ved hjælp af en endoskopislange man selv kan styre rundt. Men er der ikke lys i endoskopiapparaterne bliver det unægteligt mindre interessant, hvorfor vi måtte finde vej ind i boksen for at skifte de to pærer.

Jonas rekognoscerer fra oven for at finde den bedst mulige måde at nå ind til endoskopi-apparaterne

Dette var imidlertid en hel del lettere sagt end gjort, da boksen for det første er h….s tung og for det andet er temmeligt sindrigt konstrueret, med sokkel, ledninger, objekter og apparater indeni. Dette gjorde ikke just sagen lettere og i sidste ende måtte vi altså tilkalde ekstra hjælp til løftearbejdet, ligesom vi også måtte bruge alskens værktøj og nogle stykker træ at stille boksen på mens vi foretog selve “operationen”.

Det interessante ved denne slags opgaver, såvel som ved at have været praktisk medhjælper på udstillingen, er at man pludselig ser museumsgenstande og deres funktion fra en helt anden side end man er vant til. Helt oplagt ser man selvfølgelig de praktiske problemer det fører med sig at gøre tingene på denne eller hin måde, men det er bestemt også spændende at tænke over hvordan de udstillinger man besøger er konstrueret fra designernes side. Det er jeg i hvert fald selv blevet meget mere opmærksom på efter jeg startede på Museion.

Operationen lykkes og patienten overlever endda(!)

Nå, men tilbage til den sorte boks og vores pære-skiftnings eventyr. På trods af at det, som tidligere antydet, var noget af en omgang lykkedes det hele dog ved fælles hjælp til sidst og boksen er endnu engang samlet, funktionel og klar til at give de besøgende på “Del og Hel” både sjove og interessante oplevelser. Selv nærer jeg blot det stille håb at pærerne ikke springer lige foreløbig.

Den sorte boks i al sin herlighed

Opbygning af “Del og hel. Brudstykker fra biomedicinens tid” er nu gået ind i sin næstsidste uge. Det kan naturligvis ses ved at mange af de komplicerede installationer begynder at blive færdige og at listen over tilbageværende opgaver (heldigvis) bliver kortere og kortere. Men det sikreste tegn på at åbningen er nært forestående er nok, at de helt store stjerne begynder at melde deres ankomst.

Ud over genstande fra biomedicinens arbejde med at dele, analysere og forstå menneskekroppen vil “Del og hel” nemlig også rumme to kaniner. I biomedicinen arbejder man i vidt omfang på molekylært niveau, hvor der ofte er lige så meget at lære ved at kigge på dyr som at kigge på mennesker, hvis man vil lære om menneskets sundhed og sygdomme. Fx kan kaniner bruges til at danne antistoffer, der kan bruges til at diagnosticere sygdomme hos mennesker. I denne sammenhæng fungerer kaninerne ikke som forsøgsdyr, men som et nødvendigt led i analysemetoder, der kan afsløre alvorlig sygdom, måske endda tidligere end man ellers ville have kunnet.

I et af udstillingsrummene i “Del og hel” vil det være muligt at følge processen helt fra kaninen og frem til det færdige diagnostiske produkt. Kaniner der bruges til produktion af antistoffer, lever en temmelig fredelig tilværelse, der kun afbrydes af insprøjtninger af små mængder antigener, som kaninerne så danner antistoffer imod, og tapning af små mængder blod. Kaninerne i “Del og hel” bruges ikke i forskningsmæssig sammenhæng, men deres levevilkår stemmer godt overens med hvad man ville finde hos produktionsdyr.

Kaninerne, der har fået navnene Split og Splice, er endnu ikke flyttet ind i deres bur i udstillingen. Det sker i løbet af næste uge. Men derfor kan vi da godt vise hvor søde de ser ud.

Split

Splice

Der er hektisk aktivitet på det lille Museion sådan en almindelig mandag i maj. Foruden opsætningen af Del og hel – udstillingen, som bl.a. Jonas har skrevet om tidligere, er vi også i gang med en at hænge en lille udstilling op i det rum, der går under navnet Receptionslokalet.
På næste mandag, d. 25. maj, holder vi åbningsreception på udstillingen, der har fået navnet Blikfang og blærebilleder – forskning i posterformat.
På billederne her kan man se udstillingens bagkvinde Rikke Vindberg og hendes assistent Jeppe Hørning i fuld sving med at montere den bunke videnskabelig posters, der er udstillingens omdrejningspunkt. Forskere overalt i den videnskabelige verden bruger posters til at formidle deres forskningsresultater til fagfæller på de utallige konferencer og seminarer, som er en del af den akademiske verden. Her på Medicinsk Museion interesserer vi os for forskningskommunikation, og for godt et år siden stod Rikke bag et indsamlingsprojekt, der havde til formål at indsamle et udvalg af posters fra sundhedsvidenskabelige forskere. I den anledning interviewede hun forskerne og fik dem bl.a. til at fortælle om, hvilke overvejelser de havde gjort sig om det visuelle aspekt af posterne, når de valgte at fremlægge deres forskningsresultater i denne form. I konkurrence med mange andre forskere, kan en iøjnefaldende poster gøre en forskel, når man skal ud med sine resultater. Nu hænger vi posterne op på museumsvæggen og kigger nærmere på, hvad der bliver gjort for at fange opmærksomheden.

Onsdag d. 13. maj er det sidste chance, hvis man endnu ikke har set Liv Carlé Mortensens fotoudstilling 100 Lysår – 15 billeder af 100-årige. Udstillingen blev skabt til Medicinsk Museions særudstilling Oldetopia fra 2007 og har prydet vores receptionslokale siden. Portrætserien af de 15 meget gamle mennesker har været en fornøjelse at vise. Fotografen Liv har virkelig formået at fange både det gamle menneske og hele deres livhistorie i de farverige collageagtige billeder.
Men nu er det tid at få noget nyt op på væggene. Den 25. maj åbner en ny lille udstilling Blikfang og blærebilleder – forskning i posterformat, som historikeren Rikke Vindberg er i gang med at lave for os. Hun har lovet at skrive lidt om den en af de kommende dage.
Lige nu er skal der bare lyde en opfordring om at skynde jer ind og se 100 lysår, inden det er for sent. P.S. Fotoserien er i øvrigt trykt i Oldetopias katalog, der endnu kan købes på Medicinsk Museion. Desuden vil billederne indgå i vores samling og vil helt sikkert dukke op i fremtidige udstillingsprojekter.

Det er ved at være sidste chance, hvis man skal nå at se to gode udstillinger her i København: Design4Science her på Medicinsk Museion og Everything You Can Think of Is True på Det Kongelige Bibliotek. De to udstillinger er som udgangspunkt vidt forskellige, men på en måde handler de om det samme: Om det skabende og kreative arbejde, der foregår – i Design4Sciences tilfælde på forskernes laboratorier og i KB-udstillingens tilfælde i forfatternes og kunstnernes værksteder.

Design4Science udstiller billeder og modeller, skitser og notater fra molekylærbiologien. Udstillingen handler om, hvordan netop visualiseringen af den usynlige biologiske verden har været og er en vigtig del af forskningsprocessen, når nye teorier om hvordan vores krop fungerer, bliver udtænkt. Modeller og billeder er også vigtige redskaber, når teorierne skal formidles til andre forskere og alle os andre.

Den amerikanske scenograf Robert Wilson har iscenesat en samling af Det Kongelige Biblioteks skitsebøger i et eventyrligt rum, der på den ene side skaber sin egen fortælling, og på den anden side med meget enkle og dog temmelig bastante stilistiske greb henleder publikums opmærksomhed på kunstnernes første tanker nedfældet i skitsebøgerne. Her møder vi kunstnernes første indskydelser, der måske senere er blevet formet til nogle af de største kunstværker.

I Design4Science har den engelske bogstavkunstner Andy Altmann bøjet William Blake citatet: “What is now proven was once imagined”, mens Robert Wilson har ladet Tom Waits sangen “Everything you can think of is true” være overskriften for sin udstilling – og begge citater rammer det centrale her: fantasien og kreativiteten er vigtige elementer i vores udforskning af verden.  

Design4Science har sidste åbningsdag d. 12. april, mens lørdag d. 4. april er sidste chance for at se Robert Wilson på KB.

Medicinsk Museions udstillingsleder Camilla Mordhorst er for øjeblikket på et halvt års forskningsophold ved Stanford University i USA. Her skriver hun på artikler om udstillinger og tænker nærmere over, hvad det egentlig er, dette medie kan. En lille flig af dette arbejde løfter hun sløret for i et interview i det netop udkomne nyhedsbrev fra svenske Riksutställningar. Her siger hun bl.a., at de fleste udstillinger på kulturhistoriske museer er forbløffende traditionelle. Som et af de få eksempler på museer, der har udvikle nye interessante fortælleformer i udstillingerne, nævner hun Wellcome Collection i London og Världskulturmuseet i Göteborg. “Præcis som en god artikel, skal en udstilling være argumenterende og forførende: den skal bæres frem af påstanden – enkel eller kompliceret”, siger hun bl.a.

Camilla nøjes ikke med at skrive teoretiske artikler om udstillinger. Indtil 14. december viser vi her på Medicinsk Museion udstillingen Oldetopia, som er lavet netop under ledelse af Camilla. Så her er det muligt at gå hendes ideer om udstilling efter i de praktiske sømme.