MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

Jeg besøgte Det Kongelige Bibliotek forleden med det formål at se deres netop åbnede udstilling om Flådens historie. Desværre var det lidt af den skuffelse. Historien fejlede ikke som sådan noget, men den overvejende del af udstillingen bestod af reproduceret papir – stik, tegninger, akvareller – og skuffelsen over denne udbredte brug af kopier gjorde det virkelig svært for mig at nyde udstillingen. Til gengæld fik jeg så en overraskelse i diamantens kælderlokaler, hvor der viste sig at gemme en flere måneder gammel udstilling produceret af teatergruppen Hotel Pro Forma, der fuldstændig er forbigået min opmærksomhed. “Undercover – biblioteket som fysisk fortælling” er titlen på udstillingen, og jeg skal hermed anbefale alle udstillingsinteresserede at skynde sig forbi Christians Brygge inden den lukker 11. september.

Det er en udstilling om biblioteket som kulturarvsinstitution, og som sådan ikke den første “selvbiografiske” udstilling på det seneste. Både Nationalmuseets  konservatorudstilling “Bevar mig vel” og Statens Museum for Kunsts “Rammens kunst” er  udstillinger, der har sat fokus på museumsinstitutionerne selv. Som museumsansat er jeg selv meget interesseret i de indre linier, og her på Museion bruger vi også, bl.a. med denne blog, tid på at fortælle om arbejdet bag kuliserne. Det er helt klart en tendens til, at dette arbejde i sig selv bliver vores budskab, og jeg tror, der er et behov i museumsverden for at forklare og synliggøre vores arbejde, fordi vi oplever at blive presset på vores eksistens. Vi vil på en eller anden måde gerne retfærdiggøre det meget omkostningstunge og besværlige arbejde, der er forbundet med at bevare fortidens efterladte materialer. Men jeg er ikke helt overbevist om, at det er så voldsomt interessant for et bredere publikum – i længden, og jeg tror, vi skal passe på ikke at blive alt for selvoptagede i den forstand. Vi har jo så udfattelig mange andre gode historier i det vi går og gemmer på, som vel først og fremmest burde fortælles…

Trods dette forbehold for emnet vil jeg alligevel udtrykke min store begejstring for Hotel Pro Formas version af en udstilling om Det Kongelige Bibliotek som kulturbevarende institution. For det er en meget spændende udstilling, der formåede at engagere mig i emnet. Udstillingen har en barsk scenografi – kælderrummets beton træder frem i al sin upolerede råhed, og det virker lidt som om, der ikke er blevet gjort rent efter sidste udstilling – helt sikkert med vilje. Det gennemgående træk i udstillingen er lytteposter, hvor publikum kan placere sig og høre stemmen af et af de mange mennesker, der arbejder på biblioteket. Fortællerne træder samtidig frem i fuld størrelse som levende projektioner på de grå søjler, der holder loftet på plads, og således kan man – næsten – få øjenkontakt med sikringschef Claus Friis, bevaringschef Marie Vest og de andre ansatte, der fortæller om deres arbejde. Det er tangerer noget ekstremt nørdet, men det er interessant og medrivende – fx at høre, hvordan en sikringschef tænker: ” En åben dør er for mig en adgang. Som udgangspunkt sidder der en dør, fordi den skal være lukket. Udstillingen gør det muligt at få indblik i en fremmed verden, og det er spændende at høre engagerede mennesker fortælle om, hvilke problemer de bruger deres arbejdstid på.

Udover mødet med bibliotekets personale rummer udstillingen også få, men omhyggeligt udvalgte originale eksempler på det materiale, der opbevares for eftertiden. En serie af anatomiske skrifter minder publikum om, at biblioteket først og fremmest opbevarer billeder af os selv, og en en række småskrifter, som teaterkataloger og NETTO reklamer viser, at det også er det, vi finder allermest almindeligt, der med tiden bliver til værdifulde skatte i bibliotekets magasiner. 

Hotel Pro Forma har iscenesat og anskueliggjort biblioteket, så det er muligt at dvæle ved de udstillede bøger. Modsat flådeudstillingen er det originalerne, der er hentet frem til udstillingen, men det er langt fra alle elementer i udstillingen er original-versioner. Der bliver til gengæld  leget med det fotografisk materiale, fx som projectioner på endevæggene – og dermed bruges reproduktionerne på en legende og kreativ måde, så det gør ikke noget, at disse billeder ikke er med på udstillingen i deres “originale form”. Det får mig til at drømme om, hvad der kunne være sket, hvis Hotel Pro Forma var blevet sat sammen med folkene bag flådeudstillingen. Jeg er begejstret for udstillingen Undercover fordi det er en Udstilling med stort U. Rummet, de udstillede genstande og udstillingens øvrige elementer er iscenesat for at give os i oplevelse netop der. Jeg går ikke hjem med en fornemmelse af, at jeg lige så godt kunne have læst bogen eller set filmen. Jeg har set noget helt enestående. Og det er lige præcis sådan jeg vil have det, når jeg har besøgt en udstilling.

Lederen af Wellcome Collections ‘Public Programmes team’ Ken Arnold har den sidste måned været gæsteprofessor her på stedet. Han har kun nået en tiendedel af det han havde planlagt, men har til gengæld fået mange uventede og interessante samtaler med forskere og museumsfolk i København. Så selv om 18 af de 20 medbragte bøger kommer med hjem igen, ulæste, så har Ken alligevel fået masser af inspiration med i bagagen. Både til museumsarbejdet og til hans kommende bog, der handler om museal formidling inden for det medicinhistoriske felt og om hvordan museer både skaber og deler ideer.

Jeg talte med Ken et par dage før han rejste tilbage til London, og han fortalte meget positivt om sit ophold. Selv regnvejret kunne han lide. Og cyklerne. Og ikke mindst dansk smørrebrød. Han beskrev den behagelige følelse, han havde mens han var i København som følelsen af at være ”comfortably foreign”. Her var han hverken indfødt eller turist, men befandt sig i en slags mellemposition. Han var ikke fremmed i byen, men kunne alligevel nyde den med friske øjne.

Bare det at være væk hjemme fra gav ideerne friere spil. Han karakteriserede danskernes måde at tale om og dele ideer på som præget af fænomenet ”happy accident”. Her er man ikke så målorienterede, men udveksler tanker, fordi man tilfældigvis kender hinanden, eller opdager et interessefællesskab. Det har selvfølgelig sine fordele og ulemper, men for Ken var det en behagelig forandring.

For os på museet har det også været både hyggeligt og interessant at have Ken Arnold på besøg. På seminarer og i køkkenet er der blevet talt om genstandenes frigørelse, lugten af museer, udstilling som politisk faktor og forholdet mellem forskning og formidling. Som en sidste bemærkning nævnte Ken, at han overvejer at kopiere vores mandagsmødetradition, hvor alle har egen deres egen frokost med, og museet bliver forvandlet til en slags storfamilie.

Medicinske museer mødes: Medicin og helbred er for vigtige emner at overlade til videnskabsfolk alene. Det er et af udgangspunkterne for Wellcome Collection i London, der i tre år har arbejdet med at skabe udstillinger, som kreativt formidler sundheds- og biovidenskabelige emner og historier. Alle udstillinger har et medicinsk indhold, men de er aldrig udelukkende medicinske. F. eks blev udstillingen ’War and Medicine’ ledsaget af videoinstallationer af sårede soldater, skabt af en udsendt britisk kunstner i Afghanistan.

Faglighed og formidling: Medicinsk Museion afholdt i dag et uformelt seminar med Wellcome Collections senior curator James Peto og event manager Lisa Jamieson. En af de ting der blev talt om, var forholdet mellem forskning og public engagement. På den ene side skal forskning i tilknytning til et museum være relevant hvordan vi formidler viden til offentligheden, på den anden side skal formidlingen være baseret på forskning og rig på upoppet videnskabelighed.

Genoplivning af genstande: På Wellcome Collection har de flere events ugentligt, for at åbne udstillingerne op og for at invitere publikum til at tage stilling til dem. Udstillinger med ægte, opgravede skeletter eller events som live streaming af en hjerteoperation direkte fra hospitalet til museets auditorium, er nogle af de ting der kan få folk til at opfatte museer som andet og mere end informationsstandere og støvede gamle genstande. Derfor afsætter eventholdet altid en tredjedel af tiden til diskussion og spørgsmål. Events kan genoplive de historiske genstande, og kan få selv museets egne kuratorer til at se deres samling i et nyt lys.

Det sanselige museum: Vores introstipendiat Anette Stenslund gav et kort oplæg om sit arbejde med ufrivillige, fysiske lugte i forhold til de lugte vi frivilligt parfumerer og omgiver os med. Det førte til en interessant diskussion af museets æstetiske og sansemæssige dimensioner. Målet er ikke bare at videregive information, men at give publikum en oplevelse, og derigennem mere effektivt skabe en forståelse for udstillingens emne. Lydene, lugtene og det visuelle spiller en stor rolle i det moderne museum. På Wellcome Collection får sanserne frit spil, når samlingens gamle nodebøger bliver spillet live af hornorkestre i forhallen, eller man inviterer en slagter til at afholde en anderledes anatomitime. Der kommer man ikke uden om at bruge alle sine sanser.

Tid til at opleve: Det er også vigtigt at publikum får et personligt forhold til de udstillede genstande. Da Wellcome Collections første udstilling om hjertet kom op for tre år siden, var en af de udstillede genstande det kasserede hjerte fra en vellykket transplantation. Et par dage efter åbningen kom den tidligere ’ejer’ af hjertet og kunne opleve sit eget organ som objekt i en museumsmontre. En anden måde at skabe kontakt mellem objekt og beskuer på er ved at tvinge dem til at bruge tid på den enkelte genstand. Man kan minimere antallet af genstande, eller som vores postdoc Lucy Lyons gør, få folk til at tegne det de ser. Processen med at tegne en ting, er netop at tage tingen til sig og forstå den, for at kunne udtrykke dens essens i to dimensioner.

Se video fra seminaret her: http://www.youtube.com/user/medicalmuseion?feature=mhum

Vores lille særudstilling “6 ting og sager” skulle egentlig have heddet “7 ting og sager” – eller det var i hvert fald, hvad vi i lang tid troede. Da Ud & Se holdet var på besøg tidligt i januar, tog de nemlig billeder af 7 genstande, som journalisten Anette K. Nielsen havde udvalgt til billedserien. Inden Ion og jeg gik rundt i museets magasiner med Anette, havde vi gjort os overvejelser om, hvordan vi kunne vise et så bredt et udsnit af samlingen so, muligt for hende. Vores mere eller mindre skjulte dagsorden – tør jeg godt afsløre nu – var, at reportagen ikke skulle blive alt for fokuseret på de dele af samlingen, der “ude i byen” har givet os ry for at være stedet med en masse uhyggeligt i kælderen. Vi var godt klar over, at det ville blive svært, men Anette var heldigvis meget forstående og lydhør, og hun kunne sagtens se udfordringen. Medicinsk Museions samlinger rummer mange humanpræparater: skeletter, organer i glas, vokskonserverede lemmer, men vi har også en stor samling af medicinsk teknologi, som vi stadig arbejder med at holde opdateret. De seneste år har vi fokuseret meget på den moderne biomedicin, og denne side af vores samling, ville vi forfærdelig gerne have med i fotoreportagen.

Mens vi travede langs hylderne og op og ned af trapper fra det ene magasin til det andet, gjorde vi derfor meget ud af at understrege, hvor meget spændende nyere tids teknologisk udstyr museet også har. Vi forsøgte at få Anette og fotografen Jes til at se mulighederne i, at lade de mange apparater spille en rolle. Men vi kunne også godt mærke, at vores begejstring ikke smittede. Vi forsøgte fx at få den kunstige hjertepumpe HeartMate med, men den var ikke umiddelbart lige så fængende meget som fx barneskelettet fra en engelsk syge-patient eller hudstykket med en tatovering. Ikke desto mindre troede vi, at det var lykkedes os, at få sneget et stykke nyere medicinsk teknologi ind i reportagen: Et elektrochokapparat, nærmere bestemt en Siemens 622 Konvulsator fra Kommunehospitalet, hvor den efter al sandsynlighed er blevet brugt til elektrochokbehandlinger i psykiatrien. Apparatet blev i hvert fald klargjort til fotosessionen, og holdet brugte ret lang tid på at få taget et godt billede af det. Desuden skrev Anette en fin tekst, der afslørede apparatets historie, men kort inden Ud & Se kom på gaden fik vi at vide, at denne genstand var blevet redigeret ud af reportagen.

Fotografering af det senere fravalgte elektrochokapparat

Derfor er konvulsatoren ikke med på udstillingen, og titlen blev et nummere lavere, end vi oprindelig troede. Når man ser på de seks udvalgte genstande og den færdige reportage, synes jeg egentlig også, at det var det rigtige valg. Jeg kan godt se, at det var et lidt desperat forsøg fra vores side på at favne hele museet. Konvulsatoren ville på en eller anden måde have strittet i en forkert retning, og vores pointe med at få den med, ville nok alligevel ikke have været særlig tydelig. Men det ændrer ikke på, at vi stadig synes, at den teknologiske del af vores samling er værd at beskæftige sig med, og jeg kunne sagtens forestille mig en fotoreportage, der gik amok i apparatur. Men det må blive en anden gang. Elektrochokapparatet er båret tilbage til magasinet, mens de øvrige 6 genstande kan ses i Ud & Se’s martsnummer, samt på særudstillingen “6 ting og sager” her på Medicinsk Museion.

Den norske fotograf Øystein Horgmo, der driver bloggen “The Sterile Eye – Life, death and surgury through the lens, har været på besøg på Medicinsk Museion. Det er der kommet en meget smuk fotoreportage ud af, der i den grad har fået det bedste ud af vores gamle hus og udstillinger. Se reportagen her.

I fredags d. 12. marts blev vores lille særudstilling med genstande, der i denne måned er portrætteret i Ud & Se endelig færdig. Sammenlignet med de seneste udstillinger her i huset, er det en ganske lille produktion, men resultatet er vi ganske godt tilfredse med. Vi har nemlig grebet en meget oplagt mulighed for at få lov at udstille seks enestående ting og sager, som normalt ikke er tilgængelige for offentligheden.

Medicinsk Museions Ion Meyer viser institutleder Mette Madsen, Institut for Folkesundsvidenskab, skelettet fra et barn, der led med engelsk syge.

Journalisten Annette K. Nielsen har valgt de 6 genstande efter en omfattende rundtur i museets magasiner. Der er ikke umiddelbart nogen sammenhæng mellem de enkelte genstande, og på den måde fremstår udstillingen som fragmenter fra vores store samling. Hver genstand repræsenterer gode historier, som bliver fortalt i bladet, men i udstillingen har vi valgt at nedtone fortællingerne omkring hver genstand og kun komme med enkelte uddybende oplysninger. Der kunne sagtens siges meget mere om de seks genstande, men vi ville ikke ikke drukne dem i tekst. Til gengæld vil vi i de kommende måneder skrive om genstandene her på museionblog.dk. (Nanna har allerede skrevet om konserveringarbejdet, der er gået forud her)

De seks ting og sager, som hermed er hentet frem fra magasinerne er: En række anatomiske præparater: en lungeafstøbning, et skelet fra et barn med rachitis (også kaldet engelsk syge), en tatovering og en øreknogle. Desuden viser vi Knud Sands hønsefugle, der ikke umiddelbart er, hvad de giver sig ud for at være.  Og endelig er Kejserinde Dagmars rejseapotek udstillet for første gang.

Udstillingen “6 ting og sager” er stillet op i museets receptionslokale, og der er adgang for besøgende i museets almindelige åbningstid.

Stud.mag. Thomas Lund Johansen under nedtagning af Primary Substances

Tusindvis af studerende, ansatte, samarbejdspartnere og gæster i Panum-Bygningen har siden begyndelsen af september 2009 fået ny viden om proteinforskningens udvikling. Det er sket gennem informative tekster og inspiration af de smukke genstande i udstillingen “Primary Substances: Treasures from the history of protein research”, den første udstilling i de nye udstillingsmontrer i vandrehallen. Men alt har sin tid, og nu skal proteinmaterialet erstattes med en udstilling om Sund Aldring der laves i samarbejde med Center for Sund Aldring.
I disse dage får alle der går gennem udstillingsområdet et kort blik af de aktiviteter der ligger bag produktionen af en udstilling. En god udstilling kræver mange forberedelser. Der skal være et klart og aktuelt tema og en god udstillingsidé, faglig viden og faglige ressourcer, økonomisk støtte, mulighed for praktisk indretning, inddragelse af arkitekt og designer, et markedsføringsprogram og ekspertise til at udvælge, klargøre og konservere de genstande der skal bruges.

Thomas Lund Johansen får hjælp af stud.mag. Malthe Bjerregaard til at kontrollere det tekniske udstyr

I disse dage tømmes montrerne af medarbejdere fra Medicinsk Museion for genstande der kommer fra museets egne samlinger, men også i stort omfang er lånt udefra. Der er lånt et større antal genstande fra Novo Nordisk History and Art Collection, Carlsberg Laboratory, Carlsberg Arkiv og Uppsala Medicinhistoriske Museum, samt genstande fra andre private firmaer og fra afdelinger på KU. Der er tale om unikke genstande. Genstandene, museets egne såvel som de lånte, er indsamlet og bevaret til forskning og formidling, der skal dokumentere den relevante udvikling og fortælle historie, men de skal også bevares for femtiden. De er blevet renset og hvis nødvendigt konserveret før udstillingen, og skal behandles med forsigtighed både under håndtering, transport og under selve udstillingen. Genstandene er udført i mange forskellige materialer, og en del af dem har tydelige tegn på nedbrydning efter mange års anvendelse og opbevaring. Det kræver konserveringsfaglig viden at sikre, at disse genstande kan anvendes til deres formål og samtidig bevares for fremtiden, samt praktisk erfaring for at kunne håndtere dem uden at der sker skader. Det sidste er der mulighed for at opleve lige nu hvor udstillingen tages ned, og igen når udstillingen Healthy Ageing åbner i begyndelsen af februar.

Det er ikke kedeligt at lave udstillinger

Proteinudstillingen har været et godt eksempel på museumsformidling og -udstilling i det offentlige rum. Interessen har været stor og det mærkes tydeligt på alle de spørgsmål der kommer fra de forbipasserende, men vi kan berolige med at der åbner en ny udstilling i forbindelse med Healty Ageing-projektet d. 8. februar.

Københavns Universitet har flere museer. Jonas skrev forleden om det netop åbnede NaturMedicinsk Museum under Det Farmaceutiske Fakultet, der nok er værd at holde øje med. I forrige uge var jeg sammen med så prominente folk som klimaminister Connie Hedegaard og Københavns Universitets rektor Ralf Hemmingsen til åbningen af Statens Naturhistoriske Museums nye udstilling “Klima – verden forandres”, der frem til 28. februar 2010 vises i Botanisk Have.

Det er overvejende en plancheudstilling, selvom der er krydret med en række modelopstillinger i typisk Statens Naturhistoriske Museum/Zoologisk Museum-stil. Plancherne er farverige, og så vidt jeg kunne se på mit korte besøg, veldisponerede og ikke mindst velskrevne. Udstillingen er forholdsvis teksttung, men det gør ikke noget, når teksterne er så velskrevne som i tilfældet her. Modelopstillingerne af fx et rev (billedet herover) er flotte, og hvem falder ikke for en udstoppet isbjørn, men opstillingen af en model af en et-tons tung kulklump forstod jeg ikke. Til gengæld er der nogle flotte digitale jordkloder, hvor fx vejrsystemer på en meget flot måde bliver projiceret op. Fornemmelsen af, at det her med klima ikke kun er noget for de stakkels indbyggere på Maldiverne, men berører os alle, bliver nærværende, når man ser de store vejrsystemer feje hen over vores lille blå klode.  

Udstillingen er produceret af American Museum of Natural History i samarbejde med en lang række museer verden over, og altså tilpasset danske forhold af Statens Naturhistoriske Museum.

Det er svært at forestille sig et vigtigere emne at beskæftige sig med for tiden, og det er selvfølgelig også aktuelt ud over alle grænser med det forestående klimatopmøde i København. Det undrer mig derfor meget, at der ikke i skrivende stund har været en eneste avisartikel bortset fra i Universitetsavisen, der omtaler udstillingen. Den manglende omtale er formodentlig fatal for besøgstallet. Og det er rigtig synd.. Her er nemlig en glimrende lejlighed til på en overskuelig måde at blive lidt klogere på et vigtigt emne.

Når vi her på Medicinsk Museion taler om Steno Museet i Århus sker det som regel i kærlige vendinger. Da Steno tematisk dækker nogle af de samme historier som vi selv gør, taler vi ofte om vores ”søstermuseum”. Det er ikke mit indtryk, at der er nogle her på stedet der betragter Steno som en rival. Vi ligger formentligt geografisk for langt fra hinanden til slås om det samme publikum. I stedet for kan vi måske inspirere hinanden og det var da også for at få nye ideer og inspiration, at jeg med stor spænding vendte næsen mod vest for at besøge museet – og især særudstillingen ”Ægløsninger – At få børn med teknologien”.
Når man kommer fra Medicinsk Museion er det ikke underligt, at det var de medicinsk historiske samlinger som trak. Derfor var det også denne del af Steno Museet som jeg først dykkede ned i. Udstillingen ”Blod – i kroppen – i banken – i historien” var først på listen. Denne lille udstilling er lavet i anledning af at det århusianske bloddonorkorps fylder 75 år og fungerer som et glimrende eksempel på, hvordan museerne kan skabe udstillinger der sætter fokus på en aktuel problemstilling. Noget som museet da også høstede anerkendelse for hos bloddonorerne.

Udstillingens mest markante genstand er en smadret bil der fungerer som en hård og kontant påmindelse om, hvorfor det giver mening at donere blod. Bag bilen ses Bjørn Kromann-Andersens kunstværk der består af 100 blodposer ophængt på hvid baggrund. Denne del af udstillingen er den klart bedste og installationerne gik rent ind hos mig. Selvom man får historien om de århusianske bloddonorer og et indblik i bloddonationens historie er udstillingen dog en smule forvirrende bygget op. Overfor bilen og kunstværket ses en videofilm fra midten af 1950erne der fortæller, hvordan man i 1800 tallet så på og brugt bloddonationer. Jeg så den sammen med min kæreste, men det var først 10 minutter inde i filmen, at jeg kom til at gå ind under en lydkegle der aktiverede lydsporet på filmen. Vi troede begge at det var en stumfilm. Sensoren på keglen var indstillet så den kun blev aktiveret på et ganske bestemt sted og man var med jævne mellemrum nødsaget til at vifte med armen for at få den i gang igen. Det var et irritationsmoment da sætningerne blev afbrudt, hvilket gjorde det vanskeligt at følge med i filmen. Jeg gav simpelthen op og installationen tjente som et fint eksempel på, hvorfor man skal passe på med at bruge interaktive elementer i en udstilling – og det var næppe meningen. Levende billeder stjæler hurtigt opmærksomheden og derfor skal man være varsom med at bruge dem. I netop denne film var der så mange kulturhistoriske betydningslag at den uden tvivl var interessant, men den virkede en smule ved siden af resten af udstillingen og det var uklart, hvad den egentlig skulle fortælle. Det var ærgerligt, men overordnet gav udstillingen et fin indblik i bloddonationens historie.

Hestetrukken ambulance ca. 1900

Afgrænsningen til det øvrige udstillingsrum var desuden ikke helt tydelig og det var først da jeg stod ansigt til ansigt med denne fantastiske hestetrukne sygetransport, at jeg opdagede, at jeg var gået ud af udstillingen om blod – og ind i udstillingen om medicinens historie. Denne del af museet rummer nogle fantastiske genstande og opstillingen af tandlægestuen fik mig til at føle mig helt hjemme.

Noget som jeg dog personligt har det svært ved, at den udbredte brug af dioramaer. Specielt når det er med så ”upersonlige” dukker som sygeplejersken her. Fraværet af ansigtet giver mig ganske enkelt kuldgysninger.

Selvom jeg ikke selv kan lide den form for opstillinger må jeg dog også sande at de kan have en funktion. Som det kan ses nedenunder:

 Personligt kunne jeg godt have undværet manden (også selvom han faktisk har et ansigt), men min kæreste som ikke er voldsomt interesseret i medicinhistorie, syntes at den gav hende en bedre ide om, hvordan røntgenapparatet bruges.  

Den udstilling som jeg i virkeligheden havde set mest frem til at se, var ”Ægløsninger – At få børn med teknologien” – specielt efter at have læst Mette Kia Krabbe Meyers artikel i det seneste nummer af Nordnytt. (den er for øvrigt i sig selv en blogpost værdig – og mere til. Den kan varmt anbefales).
Noget af det første man (bør) ligge mærke til i udstillingen er gulvet. Der er et blødt gulvtæppe som dækker hele udstillingsrummet. Desværre havde vi overset det skilt der informerede om, at man skulle stille skoene, men ideen er god. Gulvtæppet giver en anderledes følelse af ro. Museumsbesøg er generelt set rolige, men gulvtæppet giver alligevel en mere afslappet følelse. Det giver plads til leg.

Ved indgangen til udstillingen

Gulvtæppet var dog ikke det første der stjal opmærksomheden da vi trådte ind i udstillingen. Det var derimod den store livmoder der er placeret så den ikke er til at overse. Fra artiklen i Nordnytt havde jeg forstået, at det var muligt for den besøgende at kravle ind i denne. Det er en smule svært at få en voksen mand til, men det er uden tvivl en succes hos det yngre publikum. Personligt synes jeg, at det var for underligt og jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg er helt med på, at det giver mening, at give de besøgende en kropslig museumsoplevelse, men udover der, er jeg en smule usikker på, hvad pointen i virkeligheden var? Så havde jeg det straks nemmere ved “moderskabet”, hvor der er mulighed for at iføre sig en kunstig gravid mave. Her synes jeg, at ideen om at få den besøgende til at reflektere over, hvad det betyder at det er kvinden der bærer barnet, faktisk virkede.

Udstillingsrummet er også brugt på en god måde. Det indbyder i høj grad til at man kan gå på opdagelse iblandt de mange genstande. De tre store sædceller der hængende fra loftet, kæmper sig ned mod ægget i midten er en kende overvældende for mig, men igen tror jeg, at de et gode i en formidlingssituation til et yngre publikum. Mht. udstillingens fysiske opbygning forklarer Mette Kia Krabbe Meyer det således: “At indrette udstillingsrummet som et landskab snarere end som et forløb var således motiveret af ønsket om at give den besøgende bevægelsesfrihed. Derudover havde vi også et ønske om at arbejde med udstillingsscenografi i et åbent rum, fordi et sådant landskab ville have nogle æstetiske kvaliteter, som et forløb ikke ville have.” (Nordnytt: 2009, 20)

En god pointe, men også farlig. Som museumsgæster er vi opdragede til, at der er en kronologisk fortælling som skal opleves fra A til B. At bryde med den risikerer, at gøre den besøgende mere forvirret end godt er. Det er heldigvis ikke noget problem i “Ægløsninger”, fordi udstillingen er så lille, at man aldrig helt mister overblikket.

Et af de interaktive elementer i udstillingen består i en digital simulation af en mikroinsemination, hvor man tager rollen som lægen der bl.a. skyder sædcellen ind i ægget. På en sober måde bliver den besøgende her, nærmeste kastet ind i overvejelser om, hvordan undfangelsen også kan forgå. Og vi er temmelig langt fra den gammeldags metode. Fint interaktivt element.

Alt i alt er der tale om en yderst seværdig udstilling, som jeg varmt vil anbefale til alle der besøger Steno Museet.     

 Hov…så opdagede jeg desuden at jeg ikke er den første der har anmeldt udstillingen. Tjek hvad Mathilde Jensen fra 7B på kragelundskolen syntes om den. Hendes anmeldelse kan læses her