MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

Her er nogle af de gode grunde til at elske museer, som blev delt på twitter igår:

Museums help you ask new questions. You get a little knowledge and crave more!

Because they make me feel excited, like a child. They open up the world and expose the tiny little bubble we all live in.

Museums are for EVERYONE. They are somewhere to shed our skin and set free the inquisitive child in each of us.

They promote creativity, freedom of choice, questioning, reason, understanding and identity!

Because they’re a conversation between what has happened, what could happen, and what will happen.

Who says I love museums? Sometimes they get me so frustrated I guess only love would be reason for staying.

Museums attract passionate, clever and interesting folks with many a story to tell.

Because I love looking at beautiful / interesting / entertaining things that exist in the real world not just cyberspace.

Museums help people learn how to learn, are not just about teaching facts but experiencing life, feelings and emotions.

Sometimes you go so often, you get to know things so well they become part of your life.

A killer combo of wonderment and escapism.

I love museums because they represent a door to the past and a gateway to the future.

They’re time machines anyone can use- just walk in and they start.

Because real objects connect us to the past in ways that narrative alone (including mine) can never match.

I love ‘em for serving as windows to worlds I won’t otherwise get to explore.

Because you can learn without being preached at.

Læs alle twitterfolkets grunde til at elske museer her.

Netop som der blev ringet ud til vinterferie over det ganske land, kunne vi har på Medicinsk Museion indvie det nye velkomstområde, som vi har puslet med et stykke tid. Vi hører tit, at Medicinsk Museion er nem at overse, når man går på Bredgade, selvom det lykkedes os at få hængt et banner op for nogle år siden. Det hjalp måske lidt på synligheden, men vi har også længe gerne villet gøre noget ved den måde publikum bliver budt velkommen på, når - eller hvis - de får identificeret døren ind til museet.

I årevis har vores billetsalg været placeret i højre side af indgangshallen med den konsekvens, at publikum i første omgang er blevet mødt af et mennesketomt rum. Først efter at have tage skridtet ind i hallen og lukket døren efter sig, er kassen og den vagthavende studentermedhjælp blevet synlig. I vintermånederne har det så ovenikøbet været en rødnæset studentermedhjælp i overtøj, der har bemandet kassen, for den uisolerede mur og utætte hoveddør har gjort det svært at holde bare en nogenlunde tålelig rumtemperatur i forhallen. Men det har vi måttet leve med, og heldigvis har vores publikum også fundet vej trods alle forhindringer.

Men nu er det nye tider. Vi har flyttet kassen op i det første udstillingsrum og skabt det, der vist så fint hedder et point de vue fra hoveddøren mod det nye velkomstrum, hvor en smilende studentermedhjælp bag en sort disk byder velkommen indenfor. Nu kunne man så måske forvente, at der også var indrettet en museumsbutik i det nye velkomstrum. Det er der ikke. Jeg er godt klar over, at vi hermed går stik imod en stor del af den nyere museologiske litteratur. De sidste 10-15 år har diskussionen i museumskredse nemlig drejet sig meget om, at en museumsoplevelse ikke kun handler om at besøge udstillingerne. Fx har englænderen Eilean Hooper-Greenhill skrevet om, hvordan museumsbutikken, caféen, bygningen osv. er en lige så vigtig del af museumsoplevelsen. Denne udvikling har haft stor gennemslagskraft i museumsverdenen, men her på Medicinsk Museion kan vi ikke være med. I lang tid har vi måske nok drømt om “at blive et rigtig museum” med butik og cafe og alt muligt, men vi må også indse, at vejen dertil er lang. Samt at det måske ikke er den slags arbejde, der interesseret os mest. For det kræver en professionel tilgang og vil være et stort arbejde at skabe en museumsbutik med mening, ligesom det vil kræve store investeringer at lave en rentable café i vores bygninger. Der er ingen af museets nuværende medarbejdere, der har forstand på den slags salg, så også udfra det perspektiv, vil det være lidt fjollet at kaste os ud i forretningseventyr, bare fordi det hører med til et postmoderne museum (Hooper-Greenhills begreb).

Vi har gjort noget andet. Akademibygningen,  der er vores udstillingsbygning, er ikke stor, og vi skal udnytte pladsen. Det store lyse lokale i stueetagen, der nu rummer billetsalget, er for godt til ikke også at udstille i. I forvejen stod en overlevet installation fra særudstillingen Del og hel. Brudstykker fra biomedicinens tid, som vi har været ret glade for. Den får lov at blive stående, også fremover efter billetsalget er flyttet ind. På denne måde bliver publikum mødt med museumsgenstande og udstilling allerede inden, de har fået overtøjet af.

Når publikum så efter køb af billet skal af med deres overtøj i rummet ved siden af billetsalget, fortsætter udstillingen. I fredags åbnede vi nemlig også noget, som jeg måske tror, er en verdenspræmiere. Jeg vil i hvert fald meget gerne høre, hvis nogen har oplevet noget lignende på andre museer: Garderobeudstillingen Har du husket det hele? Igen udsprang ideen om at blande en “publikumsserviceaktivitet” med en udstilling en smule af nødvendigheden. Eller man kunne måske også kalde det en kreativ ide, der opstod i et forsøg på at løse et problem. Da Del og hel skulle pilles ned, stod vi og kiggede på dette stativ (billedet til højre), hvor kaninerne Split og Splejs havde boet. Der var to muligheder – enten at skære det fra hinanden og køre jernet til skrot eller også finde en eller anden måde at genbruge det på. Da var der en eller anden som så, at stængerne under montrerne lignede noget, man kunne hænge bøjler på. Og dermed fødtes ideen om en udstillingsgarderobe. Udstillingens tema er et medicinsk hittegodskontor, så nu kan vores gæster hænge deres overtøj blandt montrer, der indholder forskellige proteser: et øje, tænder, en hånd og andre “typiske” hittegodseffekter. Vi synes selv, det er blevet en sjov udstilling, der samtidig viser lidt om bredden i Medicinsk Museions samling af medicinske genstande, og dermed sætter stemningen til et godt besøg på museet.

Mit værelse hjemme hos mine forældre på Frederiksberg, hvor jeg boede under førstedels studie. Skemaet fra Karlsons biokemi ses højt på væggen over kraniet. September 1964

Jeg begyndte at læse medicin i 1962. Så vidt jeg husker havde man kemi og anatomi det første år, og fra det andet år også fysiologi og biokemi.

Den danske lærebog i biokemi var F. Schønheyders i 2. udgave fra 1953. Den var jo nok forældet på det tidspunkt og var i sin udformning ikke inspirerende. Det må have været derfor at jeg købte en helt ny biokemi, P. Karlson: Kurzes Lehrbuch der Biochemie für Mediziner und Naturwissenschaftler. Georg Thieme Verlag, Stuttgart. Fjerde udgave, 1964.

Det er en meget lækker bog, som jeg har endnu: Et indbydende blåt smudsbind, trykt på kraftigt glittet papir, mange skemaer der understreger dynamikken i de biokemiske processer, og bagerst i en lomme, et stort folde-ud skema over hovedvejene i stofskifteprocesserne. Det satte jeg op på væggen i mit værelse. Jeg bestod 1. del af lægestudiet i sommeren 1965 med god karakter i biokemi, og jeg har beholdt bogen i de mange år der er gået.

Da vi planlagde metabolismeudstillingen ”The Chemistry of Life” foreslog jeg skemaet som en mulig udstillingsgenstand, og arkitekt Michael Thorsted greb ideen og forvandlede skemaet til en stor sort hat, hvor man kan sidde på skyggen. Er det studentens hoved, der er så fuldt af formler at de trænger helt ud på ydersiden af den høje hat?

Hermed en lille billedkavalkade fra åbningsfesten for udstillingen “The Chemistry of Life”.

Inden udstillingen blev afsløret var den pakket forsvarligt ind i metervis af brun afdækningspapir. Kun David Goodsell’s “Insulin Action”, der pryder vinduespartiet, var ikke dækket, men fik lov at være en lille smagsprøve.

Inden papireret blev revet af montrerne, overværede en godt fyldt Dam auditorium taler fra henholdsvis dekan Ulla Wewer, direktør for Novo Nordisk Fonden Birgitte Nauntofte, direktør for The Novo Nordisk Center for Basic Metabolic Research museumschef for Medicinsk Museion Thomas Söderqvist. 

Efter talerne var der reception med levende lys og musik ved en lille klassisk trio. Med bobler i glassene kunne de fremmødte herefter besigtige udstillingen.

x

Da vi afholdt konferencen ”Contemporary Medical Science and Technology as a Challenge to Museums” på Medicinsk Museion i september, havde jeg travlt med at filme alle oplæggene og de efterfølgende diskussioner.

Resultater var 15 timers råmateriale. I stedet for at fortvivle ringede jeg til min ven Amalie Smith Sørensen, og efter to uger hvor vi har arbejdet i døgndrift, er vi nu klar til at præsentere 17 videocollager a 5 minutter fra sessionerne på Medicinsk Museions Youtubekanal.

Hver film dækker et af konferencens temaer, og de vil blive lagt op en ad gangen i løbet af de næste par uger. Det er muligt at læse de fulde abstracts fra konferencen her.

I aftes, lokal tid, modtog teamet bag Medicinsk Museions udstilling Del og hel. Brudstykker fra biomedicinens tid årets Dibner Award for Excellence in Museum Exhibits for ”outstanding museum work”. Prisen blev overrakt ved en festbanket på det årlige møde i The Society for the History of Technology (SHOT), der denne weekend er blevet afholdt i Tacoma, lige syd for Seattle. Dibner-prisen er blevet uddelt siden 1987 og tidligere givet til udstillinger fra National Museum of American History og National Air and Space Museum (Smithsonian, Washington DC), Powerhouse Museum (Sydney), Museum of Science and Industry (Manchester) og Museum of London. Det er første gang, at prisen givet til en udstillingsproduktion på et nordisk museum, og også første gang det er et medicinsk museum, der får prisen.  

Del og hel blev vist her på Medicinsk Museion fra juni 2009 til april 2010, og læsere af denne blog har forhåbentlig lagt mærke til udstillingen, som vi har skrevet om både i dens tilblivelsesfase, og mens den var opstillet i huset. Den var et resultat af det kombinerede forsknings- og museumsprojekt Danish Biomedicine: 1955-2005: Integrating Medical Museology and the Historiography of Contemporary Biomedicine,  som blev gennemført ved Medicinsk Museion i 2005-2008 med støtte fra Novo Nordisk Fonden og under ledelse af professor Thomas Söderqvist. Projektets fire postdocs Jan Eric Olsén, Sniff Andersen Nexø, Søren Bak-Jensen og Susanne Bauer fik deres ansættelser forlænget med et år, så de sammen med den canadiske kunstner og designer Martha Fleming kunne udforme udstillingen med udgangspunkt i deres individuelle forskningsprojekter. At lade forskere uden udstillingserfaring indgå i dette kreative samarbejde var et af projektets eksperimentielle tiltag, der var med til at skabe det unikke produkt. Læs Marthas beskrivelse af udstillingen her.

Vi er selvfølgelig utrolig stolte af, at en udstilling fra Medicinsk Museion har fået en international pris, og nyheden er da også blevet spredt via Ritzau i dag. Pressemeddelelsen med udtalelse fra museumschef Thomas Söderqvist kan læses på Københavns Universitets hjemmeside.

Og lad mig så slutte med at citere udstillingsgruppens taksigelse, som den er blevet overleveret på SHOT-konferencen af Sniff Andersen Nexø på gruppens vegne meget tidligt i morges dansk tid:

Split + Splice: Fragments From the Age of Biomedicine was created by a dedicated, interdisciplinary and international team:
Curators: Søren Bak-Jensen (administrative project leader), Susanne Bauer, Martha Fleming (creative project leader), Sniff Andersen Nexø, Jan Eric Olsén, Jonas Paludan (curatorial assistant)
Designers: Mikael Thorsted (exhibition designer), Lars Møller Nielsen (graphic designer)
Medical Museion staff: Ion Meyer (collections and conservation manager), Nicole Rehné (conservator), Bente Vinge Pedersen (outreach).

In developing the exhibit we pursued two major goals, which were to show that
· aesthetics can be an analytical tool as well as a communication tool and
· epistemological inquiry can guide what an exhibition ends up looking like.

In pursuing these goals, we are also grateful for the assistance we received from a host of professional colleagues who work in the worlds of museums, academe, biomed, fine arts and elsewhere.
Split + Splice was the first major research-based exhibition project at Medical Museion.  We wish to thank the Novo Nordisk Foundation which sponsored the exhibition through the integrated research and curatorial project “Danish Biomedicine: 1955-2005: Integrating Medical Museology and the Historiography of Contemporary Biomedicine,” for which Professor Thomas Söderqvist was the Principal Investigator.

Jeg besøgte Det Kongelige Bibliotek forleden med det formål at se deres netop åbnede udstilling om Flådens historie. Desværre var det lidt af den skuffelse. Historien fejlede ikke som sådan noget, men den overvejende del af udstillingen bestod af reproduceret papir – stik, tegninger, akvareller – og skuffelsen over denne udbredte brug af kopier gjorde det virkelig svært for mig at nyde udstillingen. Til gengæld fik jeg så en overraskelse i diamantens kælderlokaler, hvor der viste sig at gemme en flere måneder gammel udstilling produceret af teatergruppen Hotel Pro Forma, der fuldstændig er forbigået min opmærksomhed. “Undercover – biblioteket som fysisk fortælling” er titlen på udstillingen, og jeg skal hermed anbefale alle udstillingsinteresserede at skynde sig forbi Christians Brygge inden den lukker 11. september.

Det er en udstilling om biblioteket som kulturarvsinstitution, og som sådan ikke den første “selvbiografiske” udstilling på det seneste. Både Nationalmuseets  konservatorudstilling “Bevar mig vel” og Statens Museum for Kunsts “Rammens kunst” er  udstillinger, der har sat fokus på museumsinstitutionerne selv. Som museumsansat er jeg selv meget interesseret i de indre linier, og her på Museion bruger vi også, bl.a. med denne blog, tid på at fortælle om arbejdet bag kuliserne. Det er helt klart en tendens til, at dette arbejde i sig selv bliver vores budskab, og jeg tror, der er et behov i museumsverden for at forklare og synliggøre vores arbejde, fordi vi oplever at blive presset på vores eksistens. Vi vil på en eller anden måde gerne retfærdiggøre det meget omkostningstunge og besværlige arbejde, der er forbundet med at bevare fortidens efterladte materialer. Men jeg er ikke helt overbevist om, at det er så voldsomt interessant for et bredere publikum – i længden, og jeg tror, vi skal passe på ikke at blive alt for selvoptagede i den forstand. Vi har jo så udfattelig mange andre gode historier i det vi går og gemmer på, som vel først og fremmest burde fortælles…

Trods dette forbehold for emnet vil jeg alligevel udtrykke min store begejstring for Hotel Pro Formas version af en udstilling om Det Kongelige Bibliotek som kulturbevarende institution. For det er en meget spændende udstilling, der formåede at engagere mig i emnet. Udstillingen har en barsk scenografi – kælderrummets beton træder frem i al sin upolerede råhed, og det virker lidt som om, der ikke er blevet gjort rent efter sidste udstilling – helt sikkert med vilje. Det gennemgående træk i udstillingen er lytteposter, hvor publikum kan placere sig og høre stemmen af et af de mange mennesker, der arbejder på biblioteket. Fortællerne træder samtidig frem i fuld størrelse som levende projektioner på de grå søjler, der holder loftet på plads, og således kan man – næsten – få øjenkontakt med sikringschef Claus Friis, bevaringschef Marie Vest og de andre ansatte, der fortæller om deres arbejde. Det er tangerer noget ekstremt nørdet, men det er interessant og medrivende – fx at høre, hvordan en sikringschef tænker: ” En åben dør er for mig en adgang. Som udgangspunkt sidder der en dør, fordi den skal være lukket. Udstillingen gør det muligt at få indblik i en fremmed verden, og det er spændende at høre engagerede mennesker fortælle om, hvilke problemer de bruger deres arbejdstid på.

Udover mødet med bibliotekets personale rummer udstillingen også få, men omhyggeligt udvalgte originale eksempler på det materiale, der opbevares for eftertiden. En serie af anatomiske skrifter minder publikum om, at biblioteket først og fremmest opbevarer billeder af os selv, og en en række småskrifter, som teaterkataloger og NETTO reklamer viser, at det også er det, vi finder allermest almindeligt, der med tiden bliver til værdifulde skatte i bibliotekets magasiner. 

Hotel Pro Forma har iscenesat og anskueliggjort biblioteket, så det er muligt at dvæle ved de udstillede bøger. Modsat flådeudstillingen er det originalerne, der er hentet frem til udstillingen, men det er langt fra alle elementer i udstillingen er original-versioner. Der bliver til gengæld  leget med det fotografisk materiale, fx som projectioner på endevæggene – og dermed bruges reproduktionerne på en legende og kreativ måde, så det gør ikke noget, at disse billeder ikke er med på udstillingen i deres “originale form”. Det får mig til at drømme om, hvad der kunne være sket, hvis Hotel Pro Forma var blevet sat sammen med folkene bag flådeudstillingen. Jeg er begejstret for udstillingen Undercover fordi det er en Udstilling med stort U. Rummet, de udstillede genstande og udstillingens øvrige elementer er iscenesat for at give os i oplevelse netop der. Jeg går ikke hjem med en fornemmelse af, at jeg lige så godt kunne have læst bogen eller set filmen. Jeg har set noget helt enestående. Og det er lige præcis sådan jeg vil have det, når jeg har besøgt en udstilling.

Lederen af Wellcome Collections ‘Public Programmes team’ Ken Arnold har den sidste måned været gæsteprofessor her på stedet. Han har kun nået en tiendedel af det han havde planlagt, men har til gengæld fået mange uventede og interessante samtaler med forskere og museumsfolk i København. Så selv om 18 af de 20 medbragte bøger kommer med hjem igen, ulæste, så har Ken alligevel fået masser af inspiration med i bagagen. Både til museumsarbejdet og til hans kommende bog, der handler om museal formidling inden for det medicinhistoriske felt og om hvordan museer både skaber og deler ideer.

Jeg talte med Ken et par dage før han rejste tilbage til London, og han fortalte meget positivt om sit ophold. Selv regnvejret kunne han lide. Og cyklerne. Og ikke mindst dansk smørrebrød. Han beskrev den behagelige følelse, han havde mens han var i København som følelsen af at være ”comfortably foreign”. Her var han hverken indfødt eller turist, men befandt sig i en slags mellemposition. Han var ikke fremmed i byen, men kunne alligevel nyde den med friske øjne.

Bare det at være væk hjemme fra gav ideerne friere spil. Han karakteriserede danskernes måde at tale om og dele ideer på som præget af fænomenet ”happy accident”. Her er man ikke så målorienterede, men udveksler tanker, fordi man tilfældigvis kender hinanden, eller opdager et interessefællesskab. Det har selvfølgelig sine fordele og ulemper, men for Ken var det en behagelig forandring.

For os på museet har det også været både hyggeligt og interessant at have Ken Arnold på besøg. På seminarer og i køkkenet er der blevet talt om genstandenes frigørelse, lugten af museer, udstilling som politisk faktor og forholdet mellem forskning og formidling. Som en sidste bemærkning nævnte Ken, at han overvejer at kopiere vores mandagsmødetradition, hvor alle har egen deres egen frokost med, og museet bliver forvandlet til en slags storfamilie.

Medicinske museer mødes: Medicin og helbred er for vigtige emner at overlade til videnskabsfolk alene. Det er et af udgangspunkterne for Wellcome Collection i London, der i tre år har arbejdet med at skabe udstillinger, som kreativt formidler sundheds- og biovidenskabelige emner og historier. Alle udstillinger har et medicinsk indhold, men de er aldrig udelukkende medicinske. F. eks blev udstillingen ’War and Medicine’ ledsaget af videoinstallationer af sårede soldater, skabt af en udsendt britisk kunstner i Afghanistan.

Faglighed og formidling: Medicinsk Museion afholdt i dag et uformelt seminar med Wellcome Collections senior curator James Peto og event manager Lisa Jamieson. En af de ting der blev talt om, var forholdet mellem forskning og public engagement. På den ene side skal forskning i tilknytning til et museum være relevant hvordan vi formidler viden til offentligheden, på den anden side skal formidlingen være baseret på forskning og rig på upoppet videnskabelighed.

Genoplivning af genstande: På Wellcome Collection har de flere events ugentligt, for at åbne udstillingerne op og for at invitere publikum til at tage stilling til dem. Udstillinger med ægte, opgravede skeletter eller events som live streaming af en hjerteoperation direkte fra hospitalet til museets auditorium, er nogle af de ting der kan få folk til at opfatte museer som andet og mere end informationsstandere og støvede gamle genstande. Derfor afsætter eventholdet altid en tredjedel af tiden til diskussion og spørgsmål. Events kan genoplive de historiske genstande, og kan få selv museets egne kuratorer til at se deres samling i et nyt lys.

Det sanselige museum: Vores introstipendiat Anette Stenslund gav et kort oplæg om sit arbejde med ufrivillige, fysiske lugte i forhold til de lugte vi frivilligt parfumerer og omgiver os med. Det førte til en interessant diskussion af museets æstetiske og sansemæssige dimensioner. Målet er ikke bare at videregive information, men at give publikum en oplevelse, og derigennem mere effektivt skabe en forståelse for udstillingens emne. Lydene, lugtene og det visuelle spiller en stor rolle i det moderne museum. På Wellcome Collection får sanserne frit spil, når samlingens gamle nodebøger bliver spillet live af hornorkestre i forhallen, eller man inviterer en slagter til at afholde en anderledes anatomitime. Der kommer man ikke uden om at bruge alle sine sanser.

Tid til at opleve: Det er også vigtigt at publikum får et personligt forhold til de udstillede genstande. Da Wellcome Collections første udstilling om hjertet kom op for tre år siden, var en af de udstillede genstande det kasserede hjerte fra en vellykket transplantation. Et par dage efter åbningen kom den tidligere ’ejer’ af hjertet og kunne opleve sit eget organ som objekt i en museumsmontre. En anden måde at skabe kontakt mellem objekt og beskuer på er ved at tvinge dem til at bruge tid på den enkelte genstand. Man kan minimere antallet af genstande, eller som vores postdoc Lucy Lyons gør, få folk til at tegne det de ser. Processen med at tegne en ting, er netop at tage tingen til sig og forstå den, for at kunne udtrykke dens essens i to dimensioner.

Se video fra seminaret her: http://www.youtube.com/user/medicalmuseion?feature=mhum

Vores lille særudstilling “6 ting og sager” skulle egentlig have heddet “7 ting og sager” – eller det var i hvert fald, hvad vi i lang tid troede. Da Ud & Se holdet var på besøg tidligt i januar, tog de nemlig billeder af 7 genstande, som journalisten Anette K. Nielsen havde udvalgt til billedserien. Inden Ion og jeg gik rundt i museets magasiner med Anette, havde vi gjort os overvejelser om, hvordan vi kunne vise et så bredt et udsnit af samlingen so, muligt for hende. Vores mere eller mindre skjulte dagsorden – tør jeg godt afsløre nu – var, at reportagen ikke skulle blive alt for fokuseret på de dele af samlingen, der “ude i byen” har givet os ry for at være stedet med en masse uhyggeligt i kælderen. Vi var godt klar over, at det ville blive svært, men Anette var heldigvis meget forstående og lydhør, og hun kunne sagtens se udfordringen. Medicinsk Museions samlinger rummer mange humanpræparater: skeletter, organer i glas, vokskonserverede lemmer, men vi har også en stor samling af medicinsk teknologi, som vi stadig arbejder med at holde opdateret. De seneste år har vi fokuseret meget på den moderne biomedicin, og denne side af vores samling, ville vi forfærdelig gerne have med i fotoreportagen.

Mens vi travede langs hylderne og op og ned af trapper fra det ene magasin til det andet, gjorde vi derfor meget ud af at understrege, hvor meget spændende nyere tids teknologisk udstyr museet også har. Vi forsøgte at få Anette og fotografen Jes til at se mulighederne i, at lade de mange apparater spille en rolle. Men vi kunne også godt mærke, at vores begejstring ikke smittede. Vi forsøgte fx at få den kunstige hjertepumpe HeartMate med, men den var ikke umiddelbart lige så fængende meget som fx barneskelettet fra en engelsk syge-patient eller hudstykket med en tatovering. Ikke desto mindre troede vi, at det var lykkedes os, at få sneget et stykke nyere medicinsk teknologi ind i reportagen: Et elektrochokapparat, nærmere bestemt en Siemens 622 Konvulsator fra Kommunehospitalet, hvor den efter al sandsynlighed er blevet brugt til elektrochokbehandlinger i psykiatrien. Apparatet blev i hvert fald klargjort til fotosessionen, og holdet brugte ret lang tid på at få taget et godt billede af det. Desuden skrev Anette en fin tekst, der afslørede apparatets historie, men kort inden Ud & Se kom på gaden fik vi at vide, at denne genstand var blevet redigeret ud af reportagen.

Fotografering af det senere fravalgte elektrochokapparat

Derfor er konvulsatoren ikke med på udstillingen, og titlen blev et nummere lavere, end vi oprindelig troede. Når man ser på de seks udvalgte genstande og den færdige reportage, synes jeg egentlig også, at det var det rigtige valg. Jeg kan godt se, at det var et lidt desperat forsøg fra vores side på at favne hele museet. Konvulsatoren ville på en eller anden måde have strittet i en forkert retning, og vores pointe med at få den med, ville nok alligevel ikke have været særlig tydelig. Men det ændrer ikke på, at vi stadig synes, at den teknologiske del af vores samling er værd at beskæftige sig med, og jeg kunne sagtens forestille mig en fotoreportage, der gik amok i apparatur. Men det må blive en anden gang. Elektrochokapparatet er båret tilbage til magasinet, mens de øvrige 6 genstande kan ses i Ud & Se’s martsnummer, samt på særudstillingen “6 ting og sager” her på Medicinsk Museion.