MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

I december blev en længe ønsket istandsættelse af tre udstillingsrum i Medicinsk Museion påbegyndt. Temaerne er infektionssygdomme, anatomi og humane præparater. Renovering af rummene medførte, at de udstillede genstande skulle flyttes og genopsættes i andre udstillingsrum på Medicinsk Museion.

Inden genopsætningen var det nødvendigt at få genstandene vurderet på konserveringsværkstedet. Specielt genstandenes lange ophold i udstillingerne krævede en ny bedømmelse af deres bevaringstilstand med efterfølgende udførelse af nødvendige bevarings- og konserveringstiltag for sikring af fortsat stabilitet og bevarelse.

En af de spændende genstande fra udstillingen om infektionssygdomme, som næppe kan have undgået den besøgendes blik, er et gynækologisk leje med tilhørende skammel, som har tilhørt zoologen og lægen Rudolph Bergh.

Ludvig Sophus Rudolph Bergh (1824 – 1909) var på sin tid førende læge indenfor forebyggelse af hud – og kønssygdomme. Specielt syfilis blandt prostituerede og fattige spillede en stor rolle i hans lægelige virke.  Et straffelovstillæg i 1874 tillod politiet, at lade mistænkt løsagtige kvinder undersøge samt at påbyde kur ved kønssygdomme.

Dette skabte rig mulighed for Rudolph Bergh til, blandt andet lægeligt arbejde, at udføre regelmæssige undersøgelser for, og dermed muligheden for forebyggelse af syfilis.

Det gynækologiske leje med skammel har været brugt til Rudolph Berghs gynækologiske undersøgelser, hvorfor det er interessant og spændende i medicinskhistorisk regi. Endvidere giver lejet et godt billede af det 19 århundredes lægelige udstyrs materialitet, samt håndværksmæssige smukke udformning, som næppe målt med nutidens standard har været særlig praktisk eller hygiejnisk.

Det gynækologiske leje består af et højt understel af mørkt lakeret træ med forstærkning af drejet træ. Benene støttes af fire hvide plastikhjul. Sædet med den buede udformning fortil og den høje ryg er polstret med grønligt velourtekstil kantet med snoet possementsnor i grønt og blåt. Ryggen, samt lejet til fødderne i mønstret grønligt velourstof fæstnet med metalnitter, kan indstilles i forskellige stillinger ved hjælp af hakkede messingbøjler. Den tilhørende skammel med lakerede mørke drejede træben på træramme er polstret med samme stof som lejet til fødderne og ligeledes fæstnet med metalnitter.   

Tidens tand har imidlertid sat sit præg på det gynækologiske leje og skammelen. Smuds og støv har lagt sig på overfladerne. Dette har forsynet lejet med et kedeligt gråligt udseende, der bidrager til et fejlslagent visuelt indtryk.

Ydermere har en fritstående placering i udstillingen med stor sandsynlighed for berøring og tilgængelige nedbrydende faktorer såsom lyspåvirkninger, samt alderen bidraget til falmet og mørt tekstil både i overflade og syninger.  Det møre stof og syninger har forårsaget løsthængende possementsnore.

Selv tidligere konserveringstiltag på possementsnorene er blevet synlige. Et manglende hjul bagtil gør, at understellet er skævt og derfor fremstår lejet også skævt, idet understellets træ langsomt har givet sig og tilpasset sig under tilstedeværende klimatiske variationer.

På konservatorværkstedet er det gynækologiske leje med den tilhørende skammel blevet stabiliseret. Tekstil overfladen er forsigtigt tørrenset for smuds- og støvpartikler ved støvsugning med let sug i henhold til overfladens tilstand, så tekstilmaterialet ikke suges med op og dermed forårsager yderligere skade.

Tidligere konserveringstiltag i form af syninger til fæstning af possementsnorene er udtaget og erstattet med grønblålig tråd, der falder sammen med tekstilets grundfarver. De nye syninger er syet på således, at der altid på et evt. senere tidspunkt vil være mulighed for at tage denne ud uden at forårsage yderligere skade på genstanden. Ingen brug af knuder på sytråden og en let syning vil give tråden mulighed for at give sig i takt med materialets bevægelser.

Løsthængende possementsnore er samlet og snoet på ny, samt forstærket med samme tråd, som ligeledes er anvendt til fastsyningen af disse.

Før og efter. Samling og syning af løse possementsnore.

Understellet af træ og metaldele er vådrenset for smuds og støv med en klud eller vatpind let fugtet med demineraliseret vand.  For at genoprette stolens helhedsindtryk samt ligevægt er der fremstillet et nyt hjul af træ, som imiterer de øvrige ved bemaling. 

Til venstre ses et  af de gamle hjul og til højre det nye nye hjul.

En gammel fremspringende limning af understellets forstærkning er lagt ind til overfladens niveau (Billedet tv.). Efterfølgende er den retoucheret i mørke vandopløselige farver, så reversibilitet er mulig (Billedet th.). Det skal i denne forbindelse understreges, at det omtalte ønske om reversibilitet er et af de vigtige redskaber i konserveringsarbejdet.            

Det gynækologiske leje med tilhørende skammel er nu genopstillet på et forhøjet podie i det nye udstillingsrum om infektionssygdomme, hvor den sammen med andre af Rudolph Berghs remedier blandt andet en vaginalvisker og et syfilisangrebet kranie fortæller lidt om de vilkår Rudolphs Bergh arbejdede under og den sygdom han forsøgte at forebygge.

Når man viser rundt i samlingerne på Medicinsk Museion sker der efter et stykke tid det, at man få et mere afslappet forhold til de genstande man fortæller om (nogle gange lidt for afslappet). Det er uden tvivl meget naturligt og sker på de fleste museer, men det er langt fra almindelige genstande vi har her på Museion. Blandt kirurgiske instrumenter, standbeholdere og underlige medicinske redskaber findes også de mere kuriøse effekter. Her tænker jeg specifikt på de genstande der på den ene eller anden måde har været en del af menneskekroppen. Et syfilisbetændt kranie, et tværsnit af en tuberkuloseramt lunge og et menneskehoved, hvor overhuden er fjernet.

Dette tørpræparerede menneskehoved kan ses i Medicinsk Museions permanente samlinger

Netop hovedet reagerer mange af vores gæster skarpt på. Udsagnet: “Det kan da ikke være ægte”, høres ofte. Det er ikke kun på Museion at vi møder den døde krop. Det sker også på andre museer (Moesgård Museum, Silkeborg Museum og Nationalmuseet for blot at nævne nogle), forskellen er måske, at når vi står ansigt til ansigt med Egtvedpigen eller Grauballemanden er der en distance i tid (og rum) som gør, at identifikationen med den afdøde er sværere. Her adskiller Museion sig væsentligt fra de øvrige museer. Når man viser rundt på Museion starter man normalt i auditoriet (glimrende beskrevet af Kirsten her, her, her og her). Det sker ofte at gæster på Museion bliver forbløffede over, at de sidder i de samme sæder, hvor mange lovende kirurger har siddet før dem og at auditoriet har været brugt til dissektioner af afdøde mennesker. Måske er det dette rumlige nærvær med det sted, hvor den døde krop har været opbevaret, der gør, at Museion er en anderledes museumsoplevelse. For at forstå, hvordan kroppen fungerer, har det været nødvendigt for generationer af kirurger at dissekere afdøde mennesker – og det er netop det, der er sket på Museion som har til huse i det Kongelige Kirurgiske Akademi fra 1787. Jeg har ofte bemærket, hvordan de besøgende reagerer på synet af menneskedele og der er næppe nogen del af kroppen de reagerer stærkere på, end netop hovedet.

Det er der formentligt mange grunde til. Hvis man lider af et dårligt hjerte, er der mulighed for at få et nyt. Hvis blindtarmen gør knuder kan den undværes, men hvis først hjernen står af, er der ikke noget at gøre. Hovedet og hjernen associationers med den menneskelig personlighed, det er her tanken opstår og ideen om sjælen, forbindes ofte med hovedet. Jeg har endnu aldrig mødt nogen som forbandt sjælen med milten eller blindtarmen. Måske er det derfor, at det, at stå overfor et ægte menneskehoved er så speciel en oplevelse?

Det tror jeg kunne være en del af forklaringen – og her tør jeg godt lægge hovedet på blokken (bloggen).