Tre af dem er udført af billedhuggeren Andreas Weidenhaupt og må være bestilt som en hædersbevisning for de pågældendes betydning for opførelsen af huset.

Det drejer sig om Simon Crüger, Hans Frederik Wohlert og Alexander Kölpin som er opstillet i niche nummer to, tre og fire. 

Simon Crüger levede fra ca. 1687 til 1760 og var således for længst død ved indvielsen, men var ikke desto mindre uomgængelig som forudsætning for projektet.

Fra 1720 til han i 1728 faldt i unåde og blev landsforvist, var han hofkirurg. Hjemkommen igen oprettede han i 1736 uafhængigt af medicinerne på Universitetet et ”Theatrum Anatomico-Chirurgicum” i Købmagergade som erstatning for det nedbrændte anatomihus på Frue Plads. Derved skabte han et nyt niveau for uddannelse af kirurger ved at supplere den tidligere udelukkende praktiske undervisning med systematiske demonstrationer og eksamen i anatomi, kirurgi og operative øvelser som han selv havde oplevet det i Paris. Han var ligeledes involveret i oprettelsen af Det Kongelige Frederiks Hospital i Bredgade der åbnede i 1757. Det blev den naturlige nabo til Kongeligt Kirurgiske Akademi som indviedes i 1787.

Hans Frederik Wohlert var født 1703 i Kiel og døde 1779. Han var derfor heller ikke til stede ved indvielsen.

Han havde været hofkirurg fra 1746 til 1768, og det var ham der forestod operationen på Dronning Louise for indeklemt navlebrok som endte med at hun døde 27 år gammel, gravid for 6. gang. Ved den lejlighed mistede den lille knap treårige prins, den senere Christian 7., sin mor. Ifølge Ulrik Langens nye bog om ham med titlen ”Den afmægtige” fik det stor betydning for hans udvikling.

Efter at Wohlert var pensioneret som hofkirurg, drev han privat praksis i Slesvig, men blev i 1773 kaldt til København for at foretage en hjerneoperation på den syge Christian 7. Han frarådede dog indgrebet.  

Alexander Kölpin blev født 1731 i Holsten og døde ugift 1801 i København. Han afløste Wohlert som hofkirurg, var hovedmanden bag oprettelsen af Kongeligt Kirurgisk Akademi og blev professor der fra 1785 til 1794.

Han må således have haft embedsbolig i den dejlige professorbolig der var indrettet på etagen under auditoriet. Det tilfaldt ham at holde indvielsestalen 25. oktober 1787, naturligvis på latin. Nok var han kirurg af uddannelse, men han havde suppleret med eksamen i medicin på Universitetet efter at have passeret studentereksamen samme år.

Efter Simon Crügers indsats for at højne kirurguddannelsen var det blevet mere almindeligt at man tog eksamen i både medicin og kirurgi, men først i 1838 blev det bestemt ved et dekret at kun studerende der havde bestået studentereksamen, kunne indstille sig til ”examen medico-chirurgicum”.

I 1842 blev de to uddannelser endelig lagt sammen under Det lægevidenskabelige Fakultet.