MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

Af en eller anden grund er jeg begyndt at blive særligt fascineret af muse- og rotteforsøg. Denne gang handler det dog ikke om fordrukne rotter, der bliver sammenlignet med mennesker (som jeg har skrevet om tidligere her og her), men om mus, rotter og laboratorielegetøj, som ovenstående er en illustration af:

Billedet er fra en artikel, Thomas Söderqvist gjorde mig opmærksom på, som hedder “Lab Toys – How does cage enrichment affect rodents?” Artiklen er interessant på flere måder. Bl.a. viser den et aspekt ved brugen af forsøgsdyr, som man sjældent tænker over, nemlig hverdagslivet i laboratorierne, hvor rotter og mennesker interagerer. Rotterne er ikke kun instrumenter i en forsøgsopstilling, men også dyr, der ligesom andre domesticerede dyr skal passes og plejes – og altså også kan tilbydes legetøj. Som artiklen beskriver, er der ligefrem en øget interesse og et marked for denne slags laboratorieudstyr, ligesom der er en øget opmærksomhed på dyrevelfærd, også inden for laboratoriets fire vægge.

Et andet – for humanister især – ofte overset element ved biomedicinske laboratorier er, at der også er en hel del kreativ praksis involveret, ikke bare i forbindelse med at finde på nye brugbare forsøgsopstillinger, men også i forhold til indretningen af de biomedicinske laboratorier. Innovative biomedicinere gør tilsyneladende meget for laboratoriedyrenes miljø og velbefindende ved hjælp af simple ting som pap eller vat.

I den mere videnskabskritiske afdeling er der også gods i artiklen.

“In the 1940s, the famed neuropsychologist Donald Hebb decided to bring home one of his experimental rats, letting it run free in his house and play with his children. The increased variety in the animal’s environment compared to a small bare cage, he found, improved its ability to learn. Psychologists since then have examined the effect of environment on cognitive processes such as learning, fear and addiction.”

Dette og andre eksempler gives i artiklen som en illustration af, at forsøgsdyrenes leveforhold – alt fra materiale til at bygge reder i, gnave i og gemme sig i til temperaturer og adgang til artsfæller – påvirker dyrenes adfærd, deres stressniveau og fysiske tilstand, herunder deres immunforsvar. Alt efter hvilke forsøg, man laver, kan løbehjul, gnavepinde og skjulesteder altså have større eller mindre indvirkning på forsøgsresultaterne. Så hvis man gerne vil lave sammenlignelige forsøg imellem forskellige laboratorier, er det nødvendigt at tage hølde for disse forhold og evt. lave en fælles standard for forsøgsdyrenes leveforhold (ligesom man i dag har standardiserede måleenheder, forsøgsopstillinger, og sågar hvad man kan kalde standardiserede mus som oncomusen).

Der er derfor også kommet mere forskning i, hvilke materialer, dyrene foretrækker til redebygning, gemmested osv. Men det er ikke en helt let opgave. Som den hollandske forsker Vera Baumans udtaler til ‘Lab Toys’-artiklen: “The effects of different types of enrichment are often strain-specific [dvs. hvilken herkomst dyret har] and gender-specific, and are even sensitive to the statistical method used in any given study”.

Forsøgsdyrenes leveforhold kan som relativt lille aspekt ved moderne biomedicin på den måde afspejle mange af de andre aspekter, der er væsentlige i konstitutionen af det biomedicinske felt. Særligt de nødvendige forsøg på at håndtere kompleksitet ved at skabe kontrollerede rammer bliver tydelige i ovenstående problematik, men også laboratoriet som et rum, hvor der er interaktion mellem dyr og mennesker, og hvor samfundsmæssige aspekter som en øget opmærksomhed på dyrevelfærd spiller ind, bliver tydeligt.

Herhjemme har bl.a. Novo Nordisk i en årrække samarbejdet med Center for Anvendt Forsøgsdyrsforskning for at undersøge konsekvenserne af deres dyrs forbedrede leveforhold, og selv om de ifølge artiklen indtil videre ikke har kunnet se de store forskelle på forskningsresultaterne, har det haft en positiv effekt på firmaets image.

Vi har desværre ikke forsøgsdyrslegetøj blandt Medicinsk Museions samlinger, hvilket jeg personligt synes er en skam. Jeg kunne godt se et rottelegetøj og en rotteguillotine ved siden af hinanden i en udstilling, som illustration af nogle af biomedicinens paradokser og problematiker. Så måske forsøgsdyrslegetøj kunne være del af det biomedicinske indsamlingsprojekt for Medicinsk Museion?

Som fortsættelse på et tidligere blogindlæg, som Bente havde svaret på, kommer her en uddybning: I Science artiklen står der:

”To test the rats’ propensity for risk, the researchers adopted a gambling task used by psychologists to study risk-taking in people. The animals learned that pressing one lever produced small but certain rewards in the form of small sugar pellets and an adjacent lever yielded bigger rewards–more pellets–but paid off less frequently. The researchers rigged the game so that in some testing sessions choosing the certain reward was the best overall strategy, while in other sessions the “risky” lever yielded the greatest overall payoff.

Teetotaling rats figured out the game over the course of a testing session and adjusted their strategy accordingly. Rats in the alcohol group also quickly learned that pressing the levers could lead to food, which Bernstein says argues against a general learning impairment. But 3 months after their last drink, they always preferred the risky lever, even when they payoff was poor, the researchers report this week in the Proceedings of the National Academy of Sciences.”

Forsøget virker tilforladeligt, og forskerne er selv behørigt forsigtige med at konkludere fra rotter til mennesker. Så den dristige slutning fra rotter til mennesker i Søndagsavisens indlæg må nok nærmere tillægges journalistens sensationalistiske og forsimplende sprogbrug.

Men man kan også sætte spørgsmålstegn ved hele setup’et: Hvorfor overhovedet søge efter en biologisk forklaring på komplekse, socialt og historisk situerede menneskelige adfærdsformer? (Og som du påpeger, Bente: Hvad er risikobetonet adfærd? Det er ikke lige madvalg, jeg først ville tænke på, hvis jeg skulle tænke på menneskelig risikobetonet adfærd på trods af det aktuelle sundhedsfaglige fokus på folks madvaner).

I et forsøg som det beskrevne kan man sige, at forskerne reducerer et begreb (risikobetonet adfærd), der normalt dækker over bestemte komplekse menneskelige adfærdsformer, der finder sted i en bestemt social og historisk kontekst, til at dække over rotters valg af mad-dispenser, hvorefter de benytter det reducerede begreb(s indhold) til at forklare menneskelig adfærd. Man kunne forvente at forsøgets forklaringskraft dermed ville svækkes, men tværtimod ser den ud til at være blevet stærkere af reduktionen – eller biologiseringen?

Måske sker dette, fordi forskningens konklusion passer godt med forskernes og samfundets forventninger? Mange har nok en erfaring med, at der kan være en sammenhæng mellem alkohol og f.eks. cykelstyrt, slåskampe eller uheldige udsagn. Men ok, det kan da være trygt også at få det verificeret gennem rotteforsøg. Og forskernes overordnede konklusion (ifølge ovenstående artikel) er da vist i øvrigt heller ikke helt ny: “Alcohol for some reason is very toxic to developing nervous systems.” Har man ikke vidst det længe?

Her i weekenden faldt jeg tilfældigvis over følgende sætning i Søndagsavisen:

Nye rotteforsøg viser nu, at unge, der drikker heftigt, kan få en mere risikobetonet adfærd, når de bliver voksne.” (Søndagsavisen, 25-27 sept. 2009, s. 5)

Øh, hvordan viser rotteforsøgene lige dét? fristes man til at spørge. Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet over de mange mulige scenarier med rotter i labyrinter, der får skylden for unge menneskers fremtidige adfærd, som citatet fremkaldte. Lidt som sommerfuglen, der skaber orkan på den anden side af jorden. Der er usandsynligt mange informationer og kausale mellemregninger imellem første del af sætningen og anden, som læseren ikke får noget at vide om. Oceaner af kausalitetsforklaringer.

Men egentlig er sætningen måske ikke så sjov, hvis man tager den som et eksempel på, hvordan medieomtaler af moderne biomedicin ofte springer virkelig mange mellemregninger over, når de rapporterer forskernes konklusioner. Den korte artikel i Søndagsavisen baserede sig på siden videnskab.dk, som igen henviser til en artikel hos American Association for the Advancement of Science (AAAS) online magasin Science, hvor der står lidt mere om rotteforsøgene, og om hvorfor alkoholindtagelse måske kan påvirke unge menneskers fremtidige adfærd.