Skrevet af Bente Vinge Pedersen
den 25-10-2009
Midt i september afviklede vi her på Medicinsk Museion den spektakulære performance Endo Ecto. Nu har jeg samlet en række billeder på vores hjemmeside, der dokumenterer eftermiddagens forløb. Senere vil jeg forhåbentlig også kunne tilføje et par videoklip fra arrangementet. Se nærmere her…
Den engelske kunstner og filmmager Phillip Warnell, der stod for Endo-Ecto, kan i øvrigt snart opleves igen her i København. Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX har nemlig udtaget hans seneste film Outlandish- Strange Foreign Bodies til konkurrencen New:Vision Award, og Phillip kommer selv til byen for at præsenterer filmen ved en visning den 14. november. Se nærmere her…
Skrevet af Bente Vinge Pedersen
den 13-09-2009

Billederne her er optaget med pillekamera i Medicinsk Museions auditorium. I eftermiddag vil det ikke være billeder af teknikeren Tim O’Dwyers fingre, der vil blive projiceret op på det store lærred, men derimod livebilleder fra kunstneren Phillip Warnells fordøjelsessystem.
ENDO-ECTO afvikles på Medicinsk Museion, Bredgade 62, København, søndag d. 13. september kl. 14. Billetter på www.politikenbillet.dk
Overskydende billetter sælges i døren.
Arrangementet er afvikles i samarbejde med Golden Days historiske festival.
Skrevet af Bente Vinge Pedersen
den 03-09-2009

Vi er i fuld gang med forberedelserne til næste weekends store begivenhed her på Medicinsk Museion. Den engelske kunstner og filmmager Phillip Warnell kommer til København og opfører sin performance ENDO-ECTO. Jeg glæder mig, men er også temmelig spændt på, hvad det er for en oplevelse, vi har i vente, når Phillip foran et live-publikum sluger et lille pilleformet kamera og invitere os til en rejse ned gennem hans fordøjelsessystem. Det er en medicinsk undersøgelsesmetode, der foregår dagligt på hospitalerne, men her får et større publikum mulighed for at kigge med.
Selve kameraet ligner et miniature rumfartøj, og Phillip spiller da også på referencerne til Science Fiction-film og forestillingerne om at kunne rejse ind i kroppen. For eventyrere må det være den ultimative rejse. For medicinere er muligheden for at kigge ind i kroppen uden at skulle skære hul at foretrække, hvis der skal diagnosticeres på kroppens tilstand under huden. Det er et tema, som også behandles i vores særudstilling Del og hel. Brudstykker fra biomedicinens tid. I rummet med overskriften I kødet – under huden kan man se alskens teknologi udviklet til netop at se ind i kroppen. Denne del af udstillingen bygger overvejende på videnskabshistorikeren Jan-Eric Olséns arbejde, og han vil desuden være en af kommentatorerne under ENDO-ECTO-eventen.
Endo-Ecto afvikles på Medicinsk Museion, Bredgade 62, København K søndag d. 13. september kl. 14. Billetterne koster 120 kr., og de kan købes på www.politikenbillet.dk Læs i øvrigt mere om arrangementet her…