Igår var WhyILoveMuseums day: Læs her hvorfor vi elsker dem

Skrevet af Astrid Mo den 06-04-2011

Tagged med: , , , , , , , , , , , , ,

Her er nogle af de gode grunde til at elske museer, som blev delt på twitter igår:

Museums help you ask new questions. You get a little knowledge and crave more!

Because they make me feel excited, like a child. They open up the world and expose the tiny little bubble we all live in.

Museums are for EVERYONE. They are somewhere to shed our skin and set free the inquisitive child in each of us.

They promote creativity, freedom of choice, questioning, reason, understanding and identity!

Because they’re a conversation between what has happened, what could happen, and what will happen.

Who says I love museums? Sometimes they get me so frustrated I guess only love would be reason for staying.

Museums attract passionate, clever and interesting folks with many a story to tell.

Because I love looking at beautiful / interesting / entertaining things that exist in the real world not just cyberspace.

Museums help people learn how to learn, are not just about teaching facts but experiencing life, feelings and emotions.

Sometimes you go so often, you get to know things so well they become part of your life.

A killer combo of wonderment and escapism.

I love museums because they represent a door to the past and a gateway to the future.

They’re time machines anyone can use- just walk in and they start.

Because real objects connect us to the past in ways that narrative alone (including mine) can never match.

I love ‘em for serving as windows to worlds I won’t otherwise get to explore.

Because you can learn without being preached at.

Læs alle twitterfolkets grunde til at elske museer her.

Speculum: Vi oplever genstande forskelligt

Skrevet af Astrid Mo den 01-04-2011

Tagged med: , , , , ,

Vores ph.d. stipendiat Anette har valgt et speculum som sin yndlingsting, på trods af at hun har meget ambivalente følelser omkring netop denne genstand.

Som udgangspunkt syntes Anette, at speculummet var en irriterende, kold genstand. Så en dag blev hun bedt om at tegne det. Da hun så det ligge og glimte i lyset på tegnebordet, gik det pludselig op for hende, at det også var smukt!

Anette pointerer, at det gælder for alle genstande, at vi oplever dem fuldstændig forskelligt ud fra egen erfaring, fra viden om genstanden og ud fra den kontekst, vi får præsenteret genstanden i:

En ordentlig velkomst… Medicinsk Museion siger det med genstande..

Skrevet af Bente Vinge Pedersen den 15-02-2011

Tagged med: , , ,

Netop som der blev ringet ud til vinterferie over det ganske land, kunne vi har på Medicinsk Museion indvie det nye velkomstområde, som vi har puslet med et stykke tid. Vi hører tit, at Medicinsk Museion er nem at overse, når man går på Bredgade, selvom det lykkedes os at få hængt et banner op for nogle år siden. Det hjalp måske lidt på synligheden, men vi har også længe gerne villet gøre noget ved den måde publikum bliver budt velkommen på, når - eller hvis - de får identificeret døren ind til museet.

I årevis har vores billetsalg været placeret i højre side af indgangshallen med den konsekvens, at publikum i første omgang er blevet mødt af et mennesketomt rum. Først efter at have tage skridtet ind i hallen og lukket døren efter sig, er kassen og den vagthavende studentermedhjælp blevet synlig. I vintermånederne har det så ovenikøbet været en rødnæset studentermedhjælp i overtøj, der har bemandet kassen, for den uisolerede mur og utætte hoveddør har gjort det svært at holde bare en nogenlunde tålelig rumtemperatur i forhallen. Men det har vi måttet leve med, og heldigvis har vores publikum også fundet vej trods alle forhindringer.

Men nu er det nye tider. Vi har flyttet kassen op i det første udstillingsrum og skabt det, der vist så fint hedder et point de vue fra hoveddøren mod det nye velkomstrum, hvor en smilende studentermedhjælp bag en sort disk byder velkommen indenfor. Nu kunne man så måske forvente, at der også var indrettet en museumsbutik i det nye velkomstrum. Det er der ikke. Jeg er godt klar over, at vi hermed går stik imod en stor del af den nyere museologiske litteratur. De sidste 10-15 år har diskussionen i museumskredse nemlig drejet sig meget om, at en museumsoplevelse ikke kun handler om at besøge udstillingerne. Fx har englænderen Eilean Hooper-Greenhill skrevet om, hvordan museumsbutikken, caféen, bygningen osv. er en lige så vigtig del af museumsoplevelsen. Denne udvikling har haft stor gennemslagskraft i museumsverdenen, men her på Medicinsk Museion kan vi ikke være med. I lang tid har vi måske nok drømt om “at blive et rigtig museum” med butik og cafe og alt muligt, men vi må også indse, at vejen dertil er lang. Samt at det måske ikke er den slags arbejde, der interesseret os mest. For det kræver en professionel tilgang og vil være et stort arbejde at skabe en museumsbutik med mening, ligesom det vil kræve store investeringer at lave en rentable café i vores bygninger. Der er ingen af museets nuværende medarbejdere, der har forstand på den slags salg, så også udfra det perspektiv, vil det være lidt fjollet at kaste os ud i forretningseventyr, bare fordi det hører med til et postmoderne museum (Hooper-Greenhills begreb).

Vi har gjort noget andet. Akademibygningen,  der er vores udstillingsbygning, er ikke stor, og vi skal udnytte pladsen. Det store lyse lokale i stueetagen, der nu rummer billetsalget, er for godt til ikke også at udstille i. I forvejen stod en overlevet installation fra særudstillingen Del og hel. Brudstykker fra biomedicinens tid, som vi har været ret glade for. Den får lov at blive stående, også fremover efter billetsalget er flyttet ind. På denne måde bliver publikum mødt med museumsgenstande og udstilling allerede inden, de har fået overtøjet af.

Når publikum så efter køb af billet skal af med deres overtøj i rummet ved siden af billetsalget, fortsætter udstillingen. I fredags åbnede vi nemlig også noget, som jeg måske tror, er en verdenspræmiere. Jeg vil i hvert fald meget gerne høre, hvis nogen har oplevet noget lignende på andre museer: Garderobeudstillingen Har du husket det hele? Igen udsprang ideen om at blande en “publikumsserviceaktivitet” med en udstilling en smule af nødvendigheden. Eller man kunne måske også kalde det en kreativ ide, der opstod i et forsøg på at løse et problem. Da Del og hel skulle pilles ned, stod vi og kiggede på dette stativ (billedet til højre), hvor kaninerne Split og Splejs havde boet. Der var to muligheder – enten at skære det fra hinanden og køre jernet til skrot eller også finde en eller anden måde at genbruge det på. Da var der en eller anden som så, at stængerne under montrerne lignede noget, man kunne hænge bøjler på. Og dermed fødtes ideen om en udstillingsgarderobe. Udstillingens tema er et medicinsk hittegodskontor, så nu kan vores gæster hænge deres overtøj blandt montrer, der indholder forskellige proteser: et øje, tænder, en hånd og andre “typiske” hittegodseffekter. Vi synes selv, det er blevet en sjov udstilling, der samtidig viser lidt om bredden i Medicinsk Museions samling af medicinske genstande, og dermed sætter stemningen til et godt besøg på museet.

Regn og smørrebrød: Tak for denne gang til Ken Arnold

Skrevet af Astrid Mo den 27-08-2010

Tagged med: , , , ,

Lederen af Wellcome CollectionsPublic Programmes teamKen Arnold har den sidste måned været gæsteprofessor her på stedet. Han har kun nået en tiendedel af det han havde planlagt, men har til gengæld fået mange uventede og interessante samtaler med forskere og museumsfolk i København. Så selv om 18 af de 20 medbragte bøger kommer med hjem igen, ulæste, så har Ken alligevel fået masser af inspiration med i bagagen. Både til museumsarbejdet og til hans kommende bog, der handler om museal formidling inden for det medicinhistoriske felt og om hvordan museer både skaber og deler ideer.

   cykel2 l   ken3 l   cykel l

Jeg talte med Ken et par dage før han rejste tilbage til London, og han fortalte meget positivt om sit ophold. Selv regnvejret kunne han lide. Og cyklerne. Og ikke mindst dansk smørrebrød. Han beskrev den behagelige følelse, han havde mens han var i København som følelsen af at være ”comfortably foreign”. Her var han hverken indfødt eller turist, men befandt sig i en slags mellemposition. Han var ikke fremmed i byen, men kunne alligevel nyde den med friske øjne.

Bare det at være væk hjemme fra gav ideerne friere spil. Han karakteriserede danskernes måde at tale om og dele ideer på som præget af fænomenet ”happy accident”. Her er man ikke så målorienterede, men udveksler tanker, fordi man tilfældigvis kender hinanden, eller opdager et interessefællesskab. Det har selvfølgelig sine fordele og ulemper, men for Ken var det en behagelig forandring.

For os på museet har det også været både hyggeligt og interessant at have Ken Arnold på besøg. På seminarer og i køkkenet er der blevet talt om genstandenes frigørelse, lugten af museer, udstilling som politisk faktor og forholdet mellem forskning og formidling. Som en sidste bemærkning nævnte Ken, at han overvejer at kopiere vores mandagsmødetradition, hvor alle har egen deres egen frokost med, og museet bliver forvandlet til en slags storfamilie.

Det sanselige museum

Skrevet af Astrid Mo den 26-08-2010

Tagged med: , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Medicinske museer mødes: Medicin og helbred er for vigtige emner at overlade til videnskabsfolk alene. Det er et af udgangspunkterne for Wellcome Collection i London, der i tre år har arbejdet med at skabe udstillinger, som kreativt formidler sundheds- og biovidenskabelige emner og historier. Alle udstillinger har et medicinsk indhold, men de er aldrig udelukkende medicinske. F. eks blev udstillingen ’War and Medicine’ ledsaget af videoinstallationer af sårede soldater, skabt af en udsendt britisk kunstner i Afghanistan.

   event   room for events   genoplivning af noder

Faglighed og formidling: Medicinsk Museion afholdt i dag et uformelt seminar med Wellcome Collections senior curator James Peto og event manager Lisa Jamieson. En af de ting der blev talt om, var forholdet mellem forskning og public engagement. På den ene side skal forskning i tilknytning til et museum være relevant hvordan vi formidler viden til offentligheden, på den anden side skal formidlingen være baseret på forskning og rig på upoppet videnskabelighed.

Genoplivning af genstande:Wellcome Collection har de flere events ugentligt, for at åbne udstillingerne op og for at invitere publikum til at tage stilling til dem. Udstillinger med ægte, opgravede skeletter eller events som live streaming af en hjerteoperation direkte fra hospitalet til museets auditorium, er nogle af de ting der kan få folk til at opfatte museer som andet og mere end informationsstandere og støvede gamle genstande. Derfor afsætter eventholdet altid en tredjedel af tiden til diskussion og spørgsmål. Events kan genoplive de historiske genstande, og kan få selv museets egne kuratorer til at se deres samling i et nyt lys.

   personal museum   personal museum3   personal museum2

Det sanselige museum: Vores introstipendiat Anette Stenslund gav et kort oplæg om sit arbejde med ufrivillige, fysiske lugte i forhold til de lugte vi frivilligt parfumerer og omgiver os med. Det førte til en interessant diskussion af museets æstetiske og sansemæssige dimensioner. Målet er ikke bare at videregive information, men at give publikum en oplevelse, og derigennem mere effektivt skabe en forståelse for udstillingens emne. Lydene, lugtene og det visuelle spiller en stor rolle i det moderne museum. På Wellcome Collection får sanserne frit spil, når samlingens gamle nodebøger bliver spillet live af hornorkestre i forhallen, eller man inviterer en slagter til at afholde en anderledes anatomitime. Der kommer man ikke uden om at bruge alle sine sanser.

Tid til at opleve: Det er også vigtigt at publikum får et personligt forhold til de udstillede genstande. Da Wellcome Collections første udstilling om hjertet kom op for tre år siden, var en af de udstillede genstande det kasserede hjerte fra en vellykket transplantation. Et par dage efter åbningen kom den tidligere ’ejer’ af hjertet og kunne opleve sit eget organ som objekt i en museumsmontre. En anden måde at skabe kontakt mellem objekt og beskuer på er ved at tvinge dem til at bruge tid på den enkelte genstand. Man kan minimere antallet af genstande, eller som vores postdoc Lucy Lyons gør, få folk til at tegne det de ser. Processen med at tegne en ting, er netop at tage tingen til sig og forstå den, for at kunne udtrykke dens essens i to dimensioner.

Se video fra seminaret her: http://www.youtube.com/user/medicalmuseion?feature=mhum

Kolde øl og kondomer i kæmpe køleskab

Skrevet af Astrid Mo den 25-08-2010

Tagged med: , , , ,

Ved Medicinsk Museions sommerfest i går blev vores nye kæmpekøleskab indviet med stil. Den store, hvide boks i kælderen var nøje indstillet til fem grader celsius og efter en kort, faglig introduktion blev indholdet; tre kasser kølige pilsnere, afsløret under stor jubel.

                                   kæmpekøler l

Køleskabet skal fremover huse syntetiske og fotografiske genstande, der enten er for vanskelige eller for kostbare at konservere. Den lave temperatur og luftfugtighed i køleskabet forsinker materialernes nedbrydning, og udsætter det uundgåelige forfald, som vores samlingsleder Ion Meyer udtrykker det.

Plastik er overraskende nok et af de materialer som let forgår. Det består ofte af ustabile, langkædede polymerer, og bliver enten helt stift, eller krakelerer og ender som pulver. Især nyere medicinske plastgenstande, der er beregnet til engangsbrug, nedprioriterer holdbarheden.

I fotoafdelingen gælder det også, at nyere genstande faktisk kan være sværere at bevare end ældre. Hvor de gamle røntgenbilleder på glas forholdsvis nemme at konservere, er det straks sværere med nyere opfindelser som film og negativer. Så de kommer i køleskabet.

                 kondom l         kondom2 l

Også naturgummi, der allerede blev anvendt medicinsk i midten af 1800tallet, skal opbevares med forsigtighed. Til eksempel kan nævne museets samling af kondomer, der naturligvis er af meget tyndt og smidigt gummi. Kondomerne har derfor en relativt stor overflade, og er særligt udsatte for nedbrydning fra ultraviolet lys og oxidering. Hvis man ønsker at bevare særligt mindeværdige eksemplarer af slagsen anbefales det altså at bruge køleskabet.

For flere billeder af ting der skal i fryseren se: http://www.flickr.com/photos/53284874@N02/sets/72157624810201086/

Besøg på Danmarks Mediemuseum

Skrevet af Jonas Paludan den 14-07-2009

Tagged med: , , , ,

Fredag den 10. juli 2009 besøgte jeg Danmarks Mediemuseum for at få en snak med Ph.d. studerende Vitus Westergaard om interaktivitet i en museal kontekst. Vitus er i gang med et ph.d. projekt om digitale læringsmedier og museumsformidling, så der var rig mulighed for, diskutere og blive en smule klogere på disse emner. Desuden var det også en chance for at få en føling med, hvad Mediemuseet egentlig beskæftiger sig med. Under armen tog jeg en kasse med trykplader (indsamlet på Panums oprydningsdag) for at se om det var noget Mediemuseet muligvis kunne være interesseret i. Selvom jeg ikke fik afsat trykpladerne, var det alligevel et fantastiske besøg.
Med kyndig vejledning fra Vitus havde jeg mulighed for at beundre de mange fornemme genstand som Mediemuseet har udstillet.

Et blik ned gennem udstillingen på Danmarks Mediemuseum

Et blik ned gennem udstillingen på Danmarks Mediemuseum


Det var med slet skjult beundring at jeg kunne iagttage de fantastiske (og tunge) trykpresser museet har udstillet – på tredje sal! Mediemuseet har i øjeblikket tre forskellige udstillinger. En ”permanent” udstilling om trykkevirksomhed generelt, en lille udstilling om tegneren Arne Ungermann og så en om computerspil der spøjst nok, hedder Vroum! Vroum! At det er spøjst skyldes at, vores gode nabo Kunstindustrimuseet for nylig have en udstilling der hed det samme. Eller næsten det samme (se anmeldelse her). Udover navnet var der dog også andre fællestræk. Udtrykket Vroum (eller Vrroom) signalerer fart og tempo, og det kunne da også ses som en fællesnævner mellem de to udstillinger. Hvor motorcykeldesignet var i fokus på Kunstindustrimuseet tog, har man på Mediemuseet en mere aktiv rolle at spille. Mediemuseets udstilling handler om bil-spil. Altså dem man kan spille på en computer eller konsol. Og der er i den grad fart over feltet. Udstillingen er grafisk meget flot, bl.a. holdt jeg meget af legetøjsracerbanen der bugtede sig rundt på væggene og den begrænsede plads i udstillingslokalerne er dygtigt udnyttet. racerbane

Vitus forklarede hvordan udstillingen var bygget op og om de tanker der lå bag (se desuden mere her: Sømmet i bund – med eftertanke). På Mediemuseet har der været en bekymring over om udstillingen ville blive for meget en spillehal, da publikum har mulighed for at prøve kræfter med de mange spil. Det mener jeg nu ikke var tilfældet. Diskussionen om spillenes historie (og mulige skadelige virkning) blev præsenteret på en fin og overskuelig måde, selvom udstillingen aldrig trænger helt i dybden med diskussionerne. Ikke desto mindre er det en rendyrket fornøjelse at få luftet sin indre fartdjævel.Der var ikke kun mulighed for at prøve de forskellige spil. Vitus introducere mig for en aktivitet hvor, man kan skifte motorstøj og baggrundsmusikken på et af bil-spillene. Det er et cool feature fordi det sætter fokus, hvordan lyd påvirker vores sindsstemning. Der var blandt andet mulighed for at skifte musikken og motorstøjen, uden at vide hvorfra støjen stammede. Bl.a. andet havde Vitus optaget støjen fra sin gamle Nilfisk-støvsuger. En fin gimmick og det er ikke helt det samme at køre hæsblæsende hurtigt mens motorstøjen lyder som en støvsuger.

Vitus introducere et af de mange bilspil

Vitus introducerer et af de mange bilspil


Ikke desto mindre har det interaktive element også sin bagside. En af konsollerne var ude af drift da vi besøgt udstillingen. En advarsel om at interaktive elementer kan være skrøbelige. (Det kender vi for øvrigt også godt til her på Museion – se Jeppes blogpost om vores Black Box). Alt i alt en seværdig udstilling.

Det overordnede formål med besøget var som sagt, at diskutere interaktivitet i museal kontekst. Personligt har jeg en tendens til at være en smule konservativ på det punkt. Det interaktive element kan uden tvivl mange ting, men fokus kan også let fjernes fra det egentligt museale. Genstandenes egen værdi – kulturhistorisk og æstetisk. Her kan det være at Mediemuseet har det nemmere end vi har det her på Museion? Vi skulle nødigt have folk til at prøve kræfter med jobbet som kirurg (så skulle det da være virtuel kirurgi), men mange mennesker er efterhånden vant til at benytte elektroniske medier – og det kan være Mediemuseets store force. Selvom jeg nok tenderer det konservative når det kommer til interaktivitet, så jeg dog også nok som overbeviste mig om, at visse interaktive elementer virkelig kan fungere. Et af de nyere tiltag på Mediemuseet er et studie, hvor skoleklasser kan prøve kræfter med produktionen af en ”rigtig” nyhedsudsendelse. Her er professionelle kameraer, en ”blå skærm” til vejrudsigten, og lys og lyd. Klasserne har så i samarbejde med deres lærer, mulighed for at lave en nyhedsudsendelse om et emne som de har haft i skolen eller ”blot” en nyhedsudsendelse der behandler aktuelle problemstillinger. Det slog mig, at det må være en fantastisk mulighed for at træne elevernes evne til at samarbejde. Fra research til færdig udsendelse.

Tak til Vitus og Mediemuseet for en inspirerende dag.

Fra bil-spillet Out Run

Fra bil-spillet Out Run

 

 

 

 

 

 

 

 

Vinterferie for børn! Vinterferie for voksne!

Skrevet af Monica Lambert den 06-02-2009

Tagged med: , , , ,

Medicinsk Museion har udvidede åbningstider fra søndag den 8. februar til søndag den 22. februar, altså både for dem, der har ferie i uge 7 og i uge 8. Vi har nemlig åbent hver dag fra 11-17. Og vi har lidt forskelligt at byde på.

Billede fra børneomvisning

Vi lægger ud med børnene. Medicinsk Museion inviterer igen i år alle poderne til børneomvisning hver dag kl. 11. Se på knogler og skeletter, og hør på historiene om dem 
og sygdom og sundhed. Hvad gjorde man ved et brækket ben før i tiden, hvordan føles et kranie –  man kan også se, hvordan der så ud hos tandlægen og på apoteket. Vær opmærksom på, at omvisningerne ikke er for sarte sjæle. Vi anbefaler børneomvisningen før børn mellem ca 7-12 år.

Se mere om priser og åbningstider her.

 

 Så er vi nået til de voksne. De har ligesom børnene mulighed for at få en omvisning i vores permanente udstillinger om medicinens historie. Der er omvisninger hver dag kl. 13.30, 14.30 og 15.30  fra den 8.-22. februar.

Derudover har vi vores fine særudstilling Design4Science, hvor forholdet mellem videnskab og design bliver udforsket. Læs mere om udstillingen her.

Nu skulle der ikke være mange undskyldninger for ikke at lægge vejen forbi, det gamle kongelige kirurigske akademi, nu Medicinsk Museion, i denne vinterferie. Hvor mottoet lyder: Hvem gider at stå på ski, når man kan gå på museum!

Minijubilæum på Medicinsk Museion – genstand nummer 101 er nu registeret med den mystiske betegnelse IRM.

Skrevet af Jonas Paludan den 21-10-2008

Tagged med: , , , , ,

Ivrige læsere af Museions engelske blog vil måske erindre, at Medicinsk Museion for ganske nyligt kunne begynde at tage de nye reoler i magasinerne i brug – og nu er der taget endnu et skridt i retning af, at skabe overskuelighed i samlingerne. I dag lykkes det nemlig, at registrere genstand nummer 101 med den kryptiske betegnelse IRM.

Med hvad betyder IRM, kunne man måske fristes til at spørge?

Tja, for at være helt ærlig, dækker betegnelsen faktisk over: Ikke Registeret Materiale.  

At registre og kurantere indholdet i Museions magasiner kræver tid og ressourcer så inden en mere dybdegående registrering kan iværksættes, starter vi i det små, med at give genstandene et IRM nummer og placere dem på hylderne i magasinet, så vi kan få et bedre overblik over præcis, hvad der ligger i vores gemmer.

Således fandt bl.a. en digitalt blodtryksmåler, kirurgiske instrumenter  (skalpeller, saks og gazebånd), penisattrapper til brug i undervisningssammenhæng og (som nummer 101) et albumimeter[1] deres nye hjem på hylderne i magasinerne.    

 

Digital blodtryksmåler

Digital blodtryksmåler

 

 

 

Skalpeller, saks og gazebånd

Skalpeller, saks og gazebånd

 

 

Penisatrapper m.m.

Penisatrapper m.m.

Albumimeter

Albumimeter

 

Nu lyder det måske som om, at der langtfra er styr på de genstande Medicinsk Museion opbevarer. Det er heldigvis ikke tilfældet. Langt størstedelen af de genstande Museion igennem tiden har fået doneret og indsamlet er registeret, men der er stadigvæk enkelte der mangler

Det rådes der heldigvis bod på nu.  

 - - -

[1] Albumin er et protein.

Facebook og Museum

Skrevet af Monica Lambert den 13-10-2008

Tagged med: ,

Medicinsk Museion hoppede i januar 2008 på Facebooktrenden, her godt 9 måneder senere har vi 139 fans både fra ind og udland. Vi var det første danske museum på Facebook, herefter har andre fuldt trop bl.a. Nationalmuseet.

Hvis man så skal gøre status på, hvordan vores virtuelle venneforening har virket, og om det var efter hensigten, er jeg svar skyldig. Vi har fået endnu et elektronisk medie udover hjemmeside og blogs, hvor vi kan være synlige og fortælle om husets arrangementer m.m. Men hvad vi rigtig skal få ud af det og gruppen af os, har vi ikke helt fundet ud af. Det finder vi måske først ud af, når facebookdillen er død. Måske er det nok at være, der hvor det sner.

Men indtil videre tikker fansene ind, og det kan man jo godt blive lidt benovet over, når man arbejder på et “lille” museum, der hedder Museion.