MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

Vores konservator Nanna kom hjem med et dejligt billede på hendes telefon forleden. Hun havde passeret vores udstilling “The Chemistry of Life” i Panumbygningens vandrehal og fanget disse to unge damer i færd med at holde picnic oven på en af udstillingens installationer.

Og det var noget, der glædede udstillingsgruppen. Umiddelbart er det måske en uortodoks måde at indtage en udstilling om metabolisme på, men vi havde lidt drømt om, at denne “hat” ville blive modtaget sådan. Det var helt bevidst, at udstillingens arkitekt Mikael Thorsted udformede et siddemøbel midt i udstillingen. For som ordet “vandrehal” indikerer, passerer de fleste udstillingen på vej andre steder hen. Vi ville gerne gøre udstillingsområdet til et sted, hvor man slog sig ned. Ikke nødvendigvis for at kigge på udstillingen og tale om den …  men også bare for at være. Som de to på billedet her.

Jeg ved ikke, om de også kigger nærmere på, hvad det er de sidder på.. måske undrer sig lidt over, hvad meningen er. I så fald kan de hente yderligere oplysninger hos Sven Erik fra udstillingsgruppen. Han har tidligere her på bloggen fortalt historien om kortet over stofskiftet, der spillede en rolle i hans studietid.

Mit værelse hjemme hos mine forældre på Frederiksberg, hvor jeg boede under førstedels studie. Skemaet fra Karlsons biokemi ses højt på væggen over kraniet. September 1964

Jeg begyndte at læse medicin i 1962. Så vidt jeg husker havde man kemi og anatomi det første år, og fra det andet år også fysiologi og biokemi.

Den danske lærebog i biokemi var F. Schønheyders i 2. udgave fra 1953. Den var jo nok forældet på det tidspunkt og var i sin udformning ikke inspirerende. Det må have været derfor at jeg købte en helt ny biokemi, P. Karlson: Kurzes Lehrbuch der Biochemie für Mediziner und Naturwissenschaftler. Georg Thieme Verlag, Stuttgart. Fjerde udgave, 1964.

Det er en meget lækker bog, som jeg har endnu: Et indbydende blåt smudsbind, trykt på kraftigt glittet papir, mange skemaer der understreger dynamikken i de biokemiske processer, og bagerst i en lomme, et stort folde-ud skema over hovedvejene i stofskifteprocesserne. Det satte jeg op på væggen i mit værelse. Jeg bestod 1. del af lægestudiet i sommeren 1965 med god karakter i biokemi, og jeg har beholdt bogen i de mange år der er gået.

Da vi planlagde metabolismeudstillingen ”The Chemistry of Life” foreslog jeg skemaet som en mulig udstillingsgenstand, og arkitekt Michael Thorsted greb ideen og forvandlede skemaet til en stor sort hat, hvor man kan sidde på skyggen. Er det studentens hoved, der er så fuldt af formler at de trænger helt ud på ydersiden af den høje hat?

I eftermiddag kl.15 åbner vi vores nye udstilling The Chemistry of Life om stofskifteforskningens historie fra 1600-tallet til i dag. Det kommer til at foregår i Panumbygningen på Blegdamsvej med taler, reception — og en lille overraskelse.

Efter udstillingens fjerde og sidste kapitel om nutidens stofskifteforskning vil der nemlig ikke blive sat et fedt punktum, men et spørgsmålstegn. Montrerne i det fjerde tema vil nemlig blive præsenteret som en betaversion. Det betyder, at vi vil invitere forskere og studerende ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet til at komme med deres forslag til, hvordan man bedst beskriver, bevarer og udstiller nutidens stofskifteforskning.

Jeg fik Thomas til at forklare mig hvad den idé gik ud på. Hvorfor inkludere en halvfærdig montre i en færdig udstilling?

Thomas forklarede, at der er to motiver bag ideen om beta-montrene: For det første er det altid svært at fortolke nutidshistorie. Hvad vil få varig betydning for fremtiden, hvad er bare en fase? Når man står midt i det hele og ikke har en tidsmæssig distance, kan det være svært at skelne skidt fra kanel. Derfor stiller vi direkte spørgsmål som ”Hvem er de mest indflydelsesrige forskere?” og ”Hvilken laboratorieteknologi er den vigtigste?” i udstillingen sidste kapitel.

Det andet motiv er ønsket om at inddrage andre end dem, der er specialister på området, i det her tilfælde nutidshistorikerne. Begrebet ’betaversion’ stammer fra softwarebranchen, hvor man sender et spil eller et program ud til bedømmelse, for at finde ud af hvad der virker eller ikke virker set fra brugerens perspektiv.

Når alt dette er sagt, pointerede Thomas, er den fjerde montre overhovedet ikke halvfærdig. Den rummer lige så mange nøje udvalgte genstande som de andre montrer. Pointen er, at den lige så godt kunne have indeholdt andre genstande og inkluderet andre perspektiver. Ved at kalde det en betaversion forsøger vi altså at ’åbne’ montren og give plads til endnu flere aspekter af den nyeste forskning i og forståelse af stofskiftet.

Montren indeholder bl.a. et stort, rødt kromatografirør, der kan adskille de enkelte stoffer i en vævsprøve, så man kan analysere sammensætningen og mængden af f.eks. bestemte hormoner. Svævende ned fra loftet og blinkende i lyset hænger genchips, som kan bruges til at bestemme hvilke gener, der kommer til udtryk i den undersøgte vævsprøve.

Bagefter snakkede jeg med Bente om hvordan folk forventes at interagere med beta-montrene. Hun forklarede at Medicinsk Museion har planer om at afvikle en række workshops med diskussioner af nutidens stofskifteforskning, samt at invitere studerende og ansatte fra hele Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet til at bidrage med deres bud på, hvad stofskiftforskningen handler om i dag, og hvilke genstande de synes er vigtige. Denne proces vil komme til at foregå i løbet af vinteren, så følg med her på bloggen.

Udstillingens hovedkurator (og min kontorfælle) Adam forklarede, at en af de største konceptuelle ændringer i stofskifteforskningen er, at man har bevæget sig fra at se menneskets som havende et samlet stofskifte, stofskiftet, til at have mange samtidigt virkende stofskifter. Hvert stof har i princippet sig eget skifte, så stofskifteforskningen i dag er bare meget kompleks og svær at forstå.

I disse uger er vores konservator Nanna og hendes hjælpere i fuld gang med nedtagningen af Healthy Ageing-udstillingen i Panumbygningens vandrehal for at gøre plads til den nye udstilling; The Chemistry of Life, som åbner 15. november.

Det andet af den nye udstillings fire temaer kommer til at handle om den danske fysiolog Peter Ludvig Panum (1820-1885). Panum var i sit arbejde inspireret af den franske fysiolog Claude Bernard, der havde fundet ud af, at der gjaldt de samme kemiske love inde i den menneskelige organisme som udenfor den —med andre ord; at de kropslige funktioner kunne forklares kemisk.

Indtil da havde man haft den ide, at kroppen havde sine egne vitale love, som var grundlæggende anderledes end de naturlove, der styrede andre fysiske fænomener.

Panum var i mange år professor på universitetet i Kiel. Han gik først med til at blive professor i fysiologi ved Københavns universitet i 1863 på den betingelse, at universitetet lovede at opføre et fysiologisk laboratorium til ham efter hans egne forskrifter.

I sit laboratorium arbejdede Panum bl.a. med stofskiftets fysiologi. På den kommende udstilling The Chemistry of Life vil man kunne se en række instrumenter fra stofskifteforskningen på Panums tid. På billedet til højre ses et albuminometer, som blev brugt til at måle proteinstof i urin, mens saccharometret på billedet ovenfor kunne måle mængden af sukkerstof i urinen.

Man vil også kunne se Danmarks første mikroskopiker Adolph Hannovers mikroskop samt hans originale mikroskoppræparater (se billedet til venstre), som Panum brugte på sit laboratorium.

Samtidig med at klargøringen af ovennævnte  genstande er i gang, er vi her på Medicinsk Museions kontorer ved at lægge sidste hånd på grafikken til udstillingen. Der bliver dagligt foretaget småjusteringer, og diskussionens bølger går højt.

På billedet til højre kan man se printprøverne på kunstneren David Goodsells maleri af en muskelcelle, som kommer til at ligge som en mosaik over vinduespartiet. De blev i sidste uge forsøgsvis hængt op på Panum i forskellig grader af gennemsigtighed.

Argumentet for den meget transparente version var, at det spillende dagslys og den synlige og bevægelige baggrund fremhævede maleriets organiske kvaliteter.

På den anden side kommer billedet ikke helt til sin ret som et værk i sig selv, og det kan være svært at gå på oplevelse i dets filtrede og komplekse billedflade.

Læs mere om udstillingen her og her.

Så blev det tid til at vise de flot svungne og farverige tematekster til vores kommende udstilling The Chemistry of Life frem på opslagstavlen. Det første tema, som er holdt i grønne nuancer, kommer til at handle om den italienske fysiolog Santorio Santorio, der i 1600tallet foretog de første undersøgelser af stofskiftet hos mennesker.

I sit mest berømte forsøg (som det ses på billedet her under) placerede han sig selv i en stor ’vægt-stol’, hvorefter han nøje afmålte alt hvad han selv indtog og udskilte. Under hele processen vejede han sig, og opdagede på den måde, at kroppen mistede noget af sin vægt, selv når den var i hvile og ikke afgav nogen form for ekskreter.Han kaldte dette fænomen ’umærkelig transpiration’ og forklarede det med, at affaldsstoffer blev udskilt gennem små porer i huden.

Man vil kunne se Santorios egne bøger med tegninger af  hans forsøg, i udgaver fra begyndelsen af 1700tallet, på udstillingen.

I 1600-tallet havde man en aristotelisk kropsforståelse, der fokuserede på kroppens essenser og kvaliteter. Alle kvantitative aspekter ved kroppen blev anset for at være irrelevante og tilfældige.

Den holdning gjorde Santorio, og Galileo Galilei som han samarbejdede med, oprør imod under parolen ”Mål det målbare, og gør målbart hvad der endnu ikke er det”. Santorios nye kropsopfattelse var mekanisk: han sammenlignede kroppen med et urværk, hvis funktioner og kvaliteter er styret af matematiske og kvantitative processer, som absolut ikke er tilfældige.

Santorio videreudviklede også Galileis termoskop, der indtil da kun havde kunne måle lufttemperaturen, til også at kunne måle kroppens temperatur.

I stedet for at udstille et moderne termoskop (de originale Galilei-termoskoper findes ikke længere), har vi valgt at udstille arvtageren; kviksølvstermometret. G. D. Fahrenheit udviklede denne termometertype i 1724 som det første væskebaserede termometer, og i samråd med danske Ole Rømer fandt han på at bruge vands frysepunkt og menneskets legemstemperatur som fikspunkter i sin temperaturskala.

Kviksøvstermometret har været i brug helt op til 1994, hvor det i Danmark blev afskaffet, da kviksølv viste sig at være giftigt og skadeligt for miljøet. På Chemistry of Life-udstillingen vil man kunne følge kviksølvtermometrets 270 år lange udvikling gennem en række historiske termometre fra vores samling (se billedet ovenfor).

Siden jeg startede her på Medicinsk Museion i august, har jeg delt kontor med postdoc Adam Bencard. For et par uger siden sad han og kiggede i en gammel læderindbunden bog med titlen ”Grundrids af det menneskelige legemes physiologie” af G. Valentin fra 1857. Han viste mig en af siderne: 

Billedet forestiller, som man kan se, en kat placeret i en eller anden form for indviklet apparat. Det er et meget sært billede. Jeg blev nysgerrig, og læste videre om formålet med opstillingen: ”Man erfarer saaledes först det relative Forhold i den ved Dyrets Aandedræt forandrede Luftblanding, og de absolutte værdier bestemmes derefter, naar man kjender Beholderens, Skammelens og Dyrets rumfang.”

Adams interesse for katteforsøget skyldtes, at han for øjeblikket arbejder på udstillingen ’The Chemistry of Life – Four Chapters in the History of Metabolism Research’, som åbner d.15. november i vores eksterne udstillingsområde i Panumbygningens vandrehal. Udstillingen skal markere, at et nyt center for stofskifteforskning, The Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research, er ved at blive etableret ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

Stofskiftet er meget kort fortalt de kemiske processer i kroppen, der sørger for, at livet bliver opretholdt. Forskningen på området har traditionelt handlet om at måle stofskiftet i forskellige situationer, for på den måde at kunne danne sig et overblik over hvilke processer i kroppen, der styrer stofskiftet. Den nyeste forskning peger dog på, at man ikke kan tale om en sådan overordnet mekanisme, men at stofskiftet består af en mængde koblede biokemiske reaktioner, der hele tiden påvirker hinanden.

Udstillingen kommer til at bestå af fire nedslag fra forskellige epoker af stofskifteforskningens historie. I løbet af den næste måned op til åbningen vil jeg her på bloggen præsentere en ny genstand og et glimt fra udstillingen hver uge.

Der er ingen tvivl om at de hippokratiske læger fra 5. og 4. årh.f.Kr. var meget interesserede i den forvandling (metabolé) som maden undergår på sin vej igennem kroppen.
De anså nemlig rådgivning om kost og motion som et af deres vigtigste lægelige virkemidler, og de havde samlet erfaring ved at studere alle kroppens udsondringer.

Den hippokratiske kriselære og de forskellige teorier om kropsvæsker som senere blev til humoralpatologien, bygger ligeledes på fordøjelsens betydning for helbredelse i form af en afbalanceret væskeblanding (krâsis).

Ikke desto mindre finder man sjældent i de hippokratiske skrifter nogen nærmere beskrivelse af denne vigtige proces, men kun at det var en slags kogning (pépsis). De indre organer nævnes heller ikke i denne sammenhæng, men betegnelsen bughulen (koilíe) kan anvendes om hele det fordøjelsessystem som følger efter munden (stóma) og spiserøret (stómachos).

Derfor virker det meget lovende, når man i et skrift uden for den hippokratiske samling kan læse denne sætning: ”Dette er hvad Aristoteles mener angående Hippokrates”.

Sætningen står i en papyrus fra ca.100 e.Kr. hvorpå en skriver har kopieret og refereret nogle ældre forelæsningsnotater. Da der ikke er angivet nogen ophavsmand til notaterne, kalder man ham ”Anónymus”, og da papyrus’en blev erhvervet af British Museum (i 1890), kalder man den ”Anónymus Londinénsis”.

Den pågældende sætning holder ikke uden videre hvad den lover: i stedet for Aristoteles (4.årh.f.Kr.) skal man forstå hans elev Menon, og Hippokrates er muligvis heller ikke den rigtige Hippokrates (5.årh.f.Kr.). De udsagn der tillægges ham (om sygdomsårsager) findes nemlig stort set kun i skriftet om åndedrætsluft som sædvanligvis ikke regnes for hippokratisk.

Sidste del af denne papyrus handler om teorier om åndedræt og fordøjelse som også hørte sammen i det hippokratiske skrift ”Nutriment”. Der nævnes læger som virkede efter Hippokrates’ tid (de berømte Erasistratos og Herophilos), men man kan her få et indtryk af hvad Hippokrates havde forestillet sig om fordøjelsen efter sønderdelingen i munden af ”skæretænderne” og ”mølletænderne”:

”Vi hævder at føden både bliver gjort flydende i bugen og også gennemgår en bearbejdning og en forvandling til noget lignende, når den passerer disse varmere regioner. Det må nødvendigvis gå ligesom med vand – når det flyder gennem landområder, optager det deres særpræg og får den samme karakter som dem. For hvis disse områder er præget af jordbeg, bliver vandet også af en begagtig karakter, og hvis de er svovlgule, ændrer vandet sig også og bliver svovlgult.”

”Anonymus” tilføjer at næringen siver ud i kroppen gennem nogle små sprækker (araiómata), og at den også optages via blodet.

Han gør opmærksom på at ”også fra tarmene foregår der næringsoptagelse. Indholdet i den tynde tarm er nemlig mere tyndt og fugtigt og i den udrettede tarm mere tørt og tykt.”

De sidste rester udskilles gennem kolon som afføring hvorefter menneskets afføring er næring for mindre dyr som ædes af større dyr, og derefter igen kan blive næring for mennesker.