MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

På Hippokrates’ tid i 5. årh. f.Kr. var læren om de fire elementer: luft (aër), vand (hydor), jord (gaia) og ild (pyr) blevet fremsat af filosoffen Empedokles.

I samme århundrede blev luftens afgørende betydning for menneskets liv og forstand udtrykt helt klart af Diogenes af Apollonia.

De hippokratiske skrifter har et mere praktisk og mindre generelt sigte.

To af skrifterne kan vi med stor sandsynlighed regne for Hippokrates’ egne, nemlig ”Om den gamle Lægekunst” og ”Om Luft, Vand og Steder”. De er begge oversat til dansk af Hartvig Frisch i 1918 under titlen ”Hippokrates – to polemiske indlæg fra lægekunstens første dage.”
”Om den gamle Lægekunst” tager direkte afstand fra Empedokles’ lære om de fire elementer, så der er ikke tvivl om Hippokrates’ holdning.
Alligevel kunne det andet skrift ”Om Luft, Vand og Steder” efter titlen at dømme handle om elementet luft. Det gør det imidlertid ikke, og jeg vil derfor give titlen en mere forklarende oversættelse:
Luft er i titlen en gengivelse af det græske ord aër, men aër er sat i flertal, og det er vand (og steder) også, hvilket man ikke så godt kan gengive på dansk. ”Om lufte, vande og steder” ville lyde underligt, men det er den ordrette oversættelse.
På engelsk følger man tallet og oversætter: ”Airs, Waters, Places”, idet man stryger det lidt unødvendige ”Om”.
På fransk er titlen også i flertal og uden ”Om” (”Airs, eaux, lieux”).
Skriftet handler om hvordan luft og vand kan variere i forskellige egne, og at den omrejsende læge gør klogt i at studere klimaets betydning for den lokale sundhedstilstand, inden han skrider til behandling. Luft og vand er således underordnet stederne i titlens tilsyneladende sideordnede opremsning. Mit forslag til en alternativ oversættelse er: ”Om luft, vand og andre lokale forhold”.

Der findes et andet græsk ord for luft som i den tidligste tid bruges lidt i flæng med aër. Det er ordet pneuma. Efter Hippokrates’ tid spiller pneuma en stor rolle hos lægerne Erasistratos i Alexandria (3.årh.f.Kr.) og Galen i Pergamon og Rom (2.årh.e.Kr.). Pneuma bliver til begrebet ånd, på latin spiritus, med alle dette ords religiøse betydninger.

Afsnit III i det hippokratiske skrift fra 5.årh. f.Kr. ”Om åndedrætsluft” er meget velegnet til at vise hvor langt de gamle grækere kunne nå ved tanken alene uden tekniske hjælpemidler og uden eksperimenter. Ilt blev først opdaget i slutningen af 1700-tallet.

”Både hos mennesker og de øvrige dyr næres kroppen af tre slags næring hvis betegnelser er: mad, drikke og luft. Når luft er inde i kroppen, kalder vi den åndedrætsluft (og vinde), uden for kroppen kalder vi den frisk luft. Den friske luft er i alle kroppe den allervigtigste kraft, og det er værd at overveje dens formåen:

Blæst er jo en strømning og en bevægelse af den friske luft. Når nu megen frisk luft forårsager en kraftig bevægelse, rives træer op med rode ved luftens styrke, havets bølger bruser og lastskibe kastes hid og did uanset størrelsen. Sådan en magt har den over disse ting, og dog er den usynlig for øjet og kun tilgængelig for tanken.

Hvad kan eksistere uden den, eller hvor mangler den, og hvor er den ikke til stede? Alt mellem himmel og jord er nemlig fyldt med luft. Den er årsagen til vinter og sommer ved at blive tæt og kold om vinteren og let og mild om sommeren. Ja, solens og månens og stjernernes bane er en effekt af luften, for luft er næring for ild – ild ville ikke eksistere, hvis der ikke fandtes frisk luft. Derfor betinger den omstændighed at den friske luft er tynd, solens uendelige liv.

Det er indlysende at også havet har andel i luften. Hvordan kunne nemlig de svømmende dyr leve, hvis de ikke havde mulighed for at få luft, og hvordan skulle de kunne ånde på anden måde end ved at trække frisk luft ud af vandet?

Selv jorden er et fundament for den friske luft som på sin side er det der holder jorden oppe, og der er intet som er tomt for frisk luft.”

P.S. til græskkyndige: Jeg har konsekvent oversat det overordnede begreb pneuma med luft, aer med frisk luft og fysa med åndedrætsluft (og vinde). Skriftet handler om det sidste. Loeb II, side 228.

Tanken om luften som båret og bærer af jorden findes også hos Euripides, Troerinderne 884.