MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

En artikel i Politiken fik mig til at tænke over et interessant fænomen, navnlig det at spekulere i historiske personers dødsårsager, hvilket er overraskende populært. Der er mange historiske personer hvis død har været genstand for spekulation, eksempelvis Napoleon eller som i dette tilfælde Mozart -og så er der personer som Elvis hvor spekulationerne går et skridt videre og sætter spørgsmålstegn ved om han overhovedet ER død.  

I dette tilfælde er det som sagt Mozart det handler om; en gruppe forskere mener nemlig i en undersøgelse at være nået frem til hans dødsårsag, sløret som den var bag datidens diagnose “hitziges frieselfieber” -en generel betegnelse for sygdomme der gav høj feber, opsvulmethed og en række andre symptomer. Men nu mener man altså, om ikke med sikkerhed, så i hvert fald med sandsynlighed, at det formentligt var en streptokok infektion der gjorde det af med komponisten. Det er ganske spændende -selvom det unægteligt er mindre malerisk end f.eks. giftmordet i filmen “Amadeus”.

Der er selvfølgelig mange problemer ved på den måde at foretage en retrospektiv diagnose. Først og fremmest er der jo det helt åbenlyse problem, at den der stiller diagnosen ikke selv er til stede til at observere symptomerne og spørge ind til dem, men i stedet må forlade sig på den information der er videreleveret om “patienten” og sygdomsforløbet. Dette er jo i sig selv et ganske stort problem, da en sådan “fjerndiagnose” uværgeligt vil baseres på et ufuldstændigt billede. Men ligeså væsentligt er det, at diagnoser jo til hver en tid stilles ud fra det på daværende tidspunkt herskende medicinske paradigme. Altså både hvordan man opfattede sygdom, symptomer og årsager som helhed, samt hvordan (og hvor skråsikkert) man diagnosticerede. Endelig er det naturligvis også væsentligt hvilken læge der faktisk stillede diagnosen og hvordan denne læges personlige teorier, ideosynkrasier, opmærksomhed og forhold til den konkrete patient spillede ind på diagnosen. I Mozarts tilfælde lader det til at det måske ikke en gang var en læge der stillede diagnosen, hvilket jo ikke gør sagen bedre.

Selvfølgelig er det også væsentligt hvem den nutidige læge eller forsker der forsøger at stille en diagnose er. For naturligvis kan der være en tendens til f.eks. at fokusere på sit eget specifikke fagområde, at tillægge visse kilder og symptomer mere vægt ud fra ens hypotese og så videre.  Derudover er det også relevant at ihukomme Kuhn’s pointe om at videnskab ikke foregår i et socialt vakum; en forsker skriver sig naturligvis også idag ind i -og op imod- en tradition. Det ser man jo ikke mindst i det faktum at der har været ganske mange teorier om hvordan Mozart faktisk døde -og hermed er hvert nyt bud jo, om ikke et angreb på andre forskere, så i hvert fald en afvisning af deres konklusioner. Alt dette medvirker til at gøre retrospektive diagnoser til en ganske problematisk affære.

Forskerne bag undersøgelsen erklærer sig da heller ikke 100% sikre på deres konklusioner. Men det er alligevel spændende at tænke over hvor vidt vores evner og værktøjer til at rekonstruere fortiden mon egentlig rækker. For det er jo dybest set det man gør i al historieskrivning -og dermed vel egentlig også det vi gør her på Museion.

I vores særudstilling “Del og Hel – Brudstykker fra Biomedicinens tid” er der gjort mange forskellige tankevækkende og til tider lidt “vovede” tiltag. Et af dem er at inddrage publikumstoiletterne som udstillingslokaler. Dette er noget mange af vores gæster har kommenteret på, som regel fordi de synes det er skægt eller pudsigt. Enkelte har dog også fundet det “ulækkert” og -tør jeg helt lommepsykologisk sige- provokerende.

Jeg tror ikke udgangspunktet har været at provokere, men alligevel kom jeg til at tænke på den italienske kunstner Piero Manzoni, der helt tilbage i 60erne udstillede sin egen afføring på dåse. Denne manifestation kan man selvfølgelig mene om hvad man vil, men jeg er temmelig sikker på at det ikke blot var hovedløs provokation, men derimod et forsøg på at sætte fokus på forholdet mellem en genstand i sig selv og en genstand som udstillingsobjekt. I dette tilfælde helt banalt; afføring er afføring, men afføring som udstillingsobjekt er kunst. Det kan synes selvindlysende (og/eller forargeligt og plat), men jeg synes nu alligevel det er lidt tankevækkende.

I “Del og Hel” tror jeg måske pointen er mindre vidløftig. Her drejer det sig vist i højere grad om at sætte fokus på hvordan biologisk affald også er en del af det biomedicinske område og at der findes ganske omfattende regler og procedurer for hvordan det håndteres. Ikke desto mindre synes jeg nu stadig der er noget af det samme over vores “toilet som udstillingsrum” og Manzonis “afføring på dåse som kunst”. De har i hvert fald det tilfælles at man ikke kan undgå at tænke over objektet/rummet på en anden måde end man tidligere gjorde.

Der er en joke her et sted er jeg sikker på...

Toilettet som toilet kontra toilettet som udstillingslokale synes jeg er en interressant problemstilling, fordi den ikke bare er opfindsom og skæg, men faktisk også sætter fokus på forholdet mellem funktion og æstetik (og måske også mellem det sublime og det platte). Ligesom den også gør opmærksom på den i grunden meget flydende grænse imellem hvornår et lokale ”blot” er de fysiske rammer om en udstilling og hvornår de faktisk i sig selv bliver en del af udstillingen.

Det er muligt at jeg tænker for meget over det, men om ikke andet synes jeg i hvert fald at også denne del af udstillingen er et (toilet)besøg værd, så kan man jo danne sig sin egen mening om sagerne.

Medicinsk Museion ligger jo, som nogle vil vide, stort set lige overfor Landsretten. Ikke desto mindre er det dog ikke Politiets Efterretningstjeneste, men derimod en såkaldt positronemissonstomografi-skanner dette indlæg handler om. Imellem billederne fra vores spritnye særudstilling, “Del og Hel“, faldt jeg nemlig over dette billede:

Et smukt, men måske også lidt makabert billede af udsigten gennem vores udstilte PET-skanners detektorring

Ganske som politiets efterforskning af kriminalsager, består lægevidenskabens praktiske gerning langt hen ad vejen i en slags detektivarbejde. Hvad, hvis noget, er der galt med patienten, hvad kan vi gøre ved det og hvad kan vi lære af det til fremtiden? Diagnosticering, analyse og videnssamling har  været vigtige nøgleord op igennem medicinhistorien.

Til dette formål har man brugt adskillige forskellige teknikker og instrumenter. Et af dem er den føromtalte positronemissonstomografi-eller PET-skanner, som blandt andet anvendes til at spore forandringer i metaboliske processer og dermed opdage f.eks. kræft. Et andet “værktøj” er dissektion og obduktion, som har givet læger gennem tiderne værdifuld indsigt i menneskelig anatomi og sygdomsbilleder.

På den måde illustrerer dette, på sin vis måske lidt morbide, billede ganske godt den sammenhæng der er imellem lægevidenskabens forskellige mål og midler. På den ene side har vi et redskab til at opdage og diagnosticere sygdomme, forhåbentligt i tide til at redde liv. På den anden side har vi dissektionsbordet som en påmindelse om at selv det tabte liv kan være en kilde til viden -og dermed måske kan tjene til at redde fremtidige liv.

Det kan være det er den rene lommefilosofi, men det var i hvert fald de tanker billedet satte i gang hos mig. Om ikke andet synes jeg det tjener som en god illustration af hvor meget den visuelle komposition af en udstilling faktisk kan betyde, i forhold til at  vække tanker og associationer hos publikum.