MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

Kan den teknisk dygtige Hippokrates som har lagt navn til de meget saglige kirurgiske værker i samlingen, være den samme som den Hippokrates man begejstres for i de mere argumenterende værker som f.eks. ”Ancient Medicine”, ”Airs, Waters, Places”, ”Epidemics”, ”Prognostic”, ”The Sacred Disease” og ”The Art”?
Det spørgsmål finder ikke noget endegyldigt svar, men citater fra de tre kirurgiske værker ”On Fractures”, ”On Joints” og ”Mochlikón” (“Instruments of Reduction”) viser de samme holdninger bag sagligheden som i den anden type skrifter.

For det første undgår den hippokratiske læge overdrivelser.
Han er både tilbageholdende med at amputere og at årelade, og han bruger ikke en maskine, bare fordi han har anskaffet den.
”Det er forkert og imod lægekunsten at bruge en maskine uden at den har en god virkning.”
Det er ikke hos ham, den hippokratiske bænk har udviklet sig til et torturredskab.
En syg eller nyopereret patient bør ikke give maven for store udfordinger, men ved visse lidelser behøver patienterne ikke skånekost, og så ”er der ingen grund til at sulte dem.”
Han er også i stand til at bruge den meget giftige nyserod i så små doser at den har en gavnlig effekt på nyopererede.

Dette mådehold medfører naturlighed – man bør undgå al den kunstige opstyltethed og den jagen efter nyheder som åbenbart stortrivedes i det uorganiserede sundhedsmarked.
”De roser det usædvanlige før de ved om det dur, frem for det velkendte som de allerede kender nytten af, og det mærkelige frem for det indlysende.”
Den rette opbinding af et vanskeligt albuebrud vil ganske enkelt være i den stilling patienten selv viser armen frem, man skal nemlig tage hensyn til individuelle variationer.
”Der er forskel på armens naturlige stilling i spydkast, slyngekast, stenkast, nævekamp og i hvile.”
”Det vigtigste i hele lægekunsten er, at du gør den syge rask. Hvis det er muligt at gøre rask på mange måder, skal du vælge den der giver mindst ubehag.”

Holdningen til de syge er lige professionelt hensynsfuld over for alle, men den er ikke sentimental. Lægen skal have modet til at træffe vanskelige beslutninger, og han er ikke forpliget til at påtage sig behandlingen af en patient, hvis der er stor risiko forbundet med det.
”Sådanne tilfælde skal man i allerhøjeste grad undgå, hvis man har en god undskyldning.”

Det som især blev betydningsfuldt for lægekunstens videre udvikling, var erkendelsen af det vigtige i åbent at fremstille egne og andres fejl for at lære af dem.
”Også forsøg som viser sig ikke at føre til noget, og hvorfor de ikke gjorde det, giver gode erfaringer.”

De følgende citater antyder at den hippokratiske læge havde en hemmelig viden om menneskets anatomi fra dissektion.
Et sted taler forfatteren om at sætte et led på plads indefra og ud ”som man kan gøre på et dødt, men ikke på et levende menneske.”
Indledningen til ”On Joints” handler om skulderluksationer og i den anledning står der:
”Hvis man blottede overarmen for kød ved oversiden af skulderen, og man også blottede den der hvor musklen går op, og blottede senen som strækker sig ved armhulen og kravebenet mod brystet, ville overarmens hoved rage kraftigt fremad uden at være gået af led.”

”Enhver mand som er ved sin fornufts fulde brug, bør gøre sig klart at sundhed er det som er allermest værd for mennesker, og derfor bør han lære sig selvhjælp i sygdomme. Han må forstå hvad der bliver sagt og foretaget af lægerne m.h.t. hans krop, og danne sig en mening om det. Hans indsigt i alt dette skal være af et omfang som kan forventes hos en som ikke selv er læge.”

Sådan indledes det hippokratiske skrift om lidelser (på engelsk ”Affections”, på latin ”De affectionibus”) fra omkring 400 f.Kr. eller lidt senere. Nogle forskere mener at skriftet udmærker sig ved at være rettet til ikke-læger hele vejen igennem, andre at de praktiske anvisninger må være til en lægelig kollega.

Under alle omstændigheder fortsætter den hippokratiske læge med at formulere sit teoretiske grundlag ualmindelig klart:

”Alle sygdomme opstår hos mennesker på grund af galde og slim. Galde og slim frembringer sygdommene, når der bliver for meget fugtighed, tørhed, varme eller kulde i kroppen. Galde og slim bliver påvirket både af mad og drikke, af anstrengelse og beskadigelser, af lugt, hørelse, syn og lyst, af varme og kulde. Påvirkningen sker, når hver af de nævnte ting enten ikke tilføres kroppen, når der er brug for det, eller når der tilføres noget man ikke er vant til, eller i større og kraftigere mængde, eller mindre og svagere.”

Sygdomsteorien med de to nævnte legemsvæsker er i overensstemmelse med ”Regimen I-IV” og adskiller sig ligesom denne fra ”Nature of Man” hvor læren om de fire legemsvæsker: blod, slim, sort og gul galde for første gang blev præsenteret.
I gennemgangen af sygdomme og deres behandling får de to mest modsatte årstider – vinter og sommer – hver sit afsnit hvilket svarer til en opfattelse af vand og ild som de to altafgørende elementer.

Ved hver enkelt sygdom står præcise angivelser for behandlingen, men også mere generelle holdninger:

”Den som behandler, må ikke gøre ondt værre, det er galt nok hvad sygdommene i sig selv afstedkommer, men han skal om muligt lindre.” (Her er tankegangen bag det kendte hippokratiske princip: ”primum non nocere”, først og fremmest ikke gøre skade”).

”Hvis den syge trods korrekt behandling af lægen overmandes af sygdommens styrke, er det ikke lægens fejl, men hvis lægen ikke giver den rette behandling eller diagnose, er det hans fejl, hvis det sker.”

Skriftet indeholder også, ligesom ”Regimen II” et fødevarekatalog  som ender således:
”De samme ting som er velegnede for raske mennesker, er for stærke, når de tilføres under sygdom, og man bør kun give dem i en svækket form, ellers kan kroppen ikke klare dem, og så skader de mere end de gavner.”