MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

Forberedelserne til Medicinsk Museions nye udstilling Balance og Stofskifte der åbner til Kulturnatten har længe været i fuld gang. Der indgår flere mennskelige organer i udstillingen, bl.a en hjerne og et hjerte. Organerne har været opbevaret i firkantede glas. Det er en helt almindeligt måde at opbevare menneskelige organer på når de skal bruges til anatomisk undervisning, men i denne udstilling passer det bedre at de bliver monteret i runde glas.

Hjernen og hjertet er opbevaret i formalinopløsning og i første omgang er det valgt at beholde dem i disse blandinger.  Monteringen i de runde glas foregik ved forsigtigt at tømme en del af væsken ud, flytte organerne og fylde den samme væske op omkring dem. Derefter er glassene forseglet med silikone for at hindre de skadelige dampe i at trænge ud.

Det var et ønske at bevare det nuværende udtryk. Derfor en den væske hjernen er opbevaret i ikke udskiftet, men står med den gullige farve den har fået over en årrække. Denne farve giver en særlig mystisk aura der understreger den tidligere opfattelse af vores indre organer, og ikke mindst af hjernen. Hjertet ligge i en klar væske. Den blev skiftet for nogle år siden og har ikke ændret sig. Det er  ikke vores mål at opnå en særlig opfattelse af hjertet. Funktionen som muskel har været kendt længe og det ville misvisende at begynde at lave en kunstigt farvning, der ville stille spørgsmål ved det fint præparerede hjertes autentiske udtryk.

Alle de indgreb der foretages når en genstand bliver konserveret og monteret i en udstilling, har betydning for vores opfattelse af dem. Det er stadig muligt at skifte væsken i hjernepræparatet. Hvis hjernen kommer til at ligge i en klar væske vil vores oplevelse af den blive helt anderledes. På fredag kan alle komme ind og se disse to præparater blandt alle de andre spændende genstande fra museets samlinger. Skal hjernen blive i sin gule væske? Kom selv og se. Vi hører gerne din mening.

I denne uge arbejder vi på at skabe indhold til vores nye hjemmeside, som skal søsættes her i løbet af efteråret.

Gårsdagens øvelse gik ud på at gennemsøge museets fælles drev på jagt efter flotte og repræsentative billeder, som kunne gå ind under overskrifter som ‘konservering‘, ‘medarbejdere i aktion’, ‘undervisning‘ osv.

Billederne uploadede vi til vores flickr-konto, hvor de nu udgør en let tilgængelige pulje af billeder, der kan bruges på hjemmesiden, til blogposter osv.

Således fik vi v.h.a. lidt intern crowd sourcing nogle meget interessante og måske lidt glemte billeder frem i lyset. F.eks. fandt Morten og jeg under vores overskrift ‘bygningerne‘ disse tidsmæssigt forskudte, men motivmæssigt parallelle, billeder af Medicinsk Museions facade mod Bredgade:

Jeg er så betaget af den systematik og orden, som vores samlingsfolk opretholder i arbejdet med at redde genstande og arkivalier fra vandskaderne. Tålmodighed og omhyggelighed er dyder, der skal hentes frem i disse dage. En for en bliver knogler, æsker, arkivark, filmspoler osv. lagt til tørring i plastikkasser. De er nået langt, men der er stadig meget at gøre. 

Når vores konservator Charlotte får en genstand ind til rensning og konservering, melder der sig en række spørgsmål: Hvor skal man begynde? Hvor meget skal renses af? Hvor meget skal man lade blive som en del af genstandens historie?

Da jeg kom forbi konservatorværkstedet i sidste uge, sad Charlotte med et gammelt, gulnet kranie, der lignede noget fra en sørøverfilm. Bagest på kraniets isse var en mørkt hul, hvor noget engang var blevet stukket gennem kraniet.

Dette hul gav Charlotte anledning til at stille nogle helt andre spørgsmål end hun var vant til, og blev starten på et lille detektivarbejde. Se med her:

Som rosinen i pølseenden af Science Communication-føljetonen kommer her – en dag forsinket – Nanna Gerdes’ præsentation af sig selv:

Siden august 2009 har jeg været tilknyttet Medicinsk Museion, og d. 1.februar 2011 blev jeg ansat som konservator under Science Communication. Inden da var jeg i 1 1/2 år ansat på Nationalmuseets Bevaringsafdeling i forskellige projektansættelser i Afdelingen for arkæologiske fund.
Jeg er uddannet kulturhistorisk konservator, cand.scient.cons, fra Konservatorskolens Kulturhistoriske linje, Det Kongelige Danske Kunstakademi med speciale i arkæologisk rav. Desuden er jeg bachelor i Nærorientalsk Oldtidskultur/arkæologi med Klassisk Arkæologi fra Københavns Universitet.

Mit arbejdsområde som konservator har primært fokus på genstande vedrørende det metaboliske område fra Medicinsk Museions samlinger, samt fra nyindsamlinger.

Arbejdet omfatter præventiv og aktiv konservering herunder forberedelse, klargøring, dokumentation, pakning og montering af medicinhistoriske og nyere tids biomedicinske genstande til hhv. kuratering, magasin, arkivalier og udstilling, bl.a. var jeg ansvarlig for konserveringen og opsætningen af de metabolismerelaterede genstande til udstillingen: The Chemistry of Life i Vandrehallen på Panum Instituttet.

Endvidere omfatter mit arbejde som konservator udvikling og opretholdelse af bevaringsprincipper med udgangspunkt i fyldestgørende dokumentations- og registreringsteknikker, tilstands- og risikovurderinger, klimavurdering og – målinger for fortsat sikring og bevaring af metabolismegenstande og arkivalier fra Medicinsk Museions medicinhistoriske og biomedicinske samlinger.

Sådan, Nanna! Og dermed slutter denne præsentationsrunde!

For et par uger siden blev vores ecorche, populært kaldet muskelmanden, installeret på sin nye plads i udstillingen af anatomiske modeller. I videoen nedenfor kan man få et indtryk af den omfattende og krævende proces det var, at få muskelmanden godt på plads i sit nye hjem.

Konservatoren Charlotte fortæller om opsætningen: “ Well, jeg kan fortælle, at det var nervepirrende at samle muskelmanden, for tænk hvis et organ faldt ud mens jeg fandt det næste frem, der skulle monteres…  Eller hvis han væltede undervejs… “ 

“Jeg vil tro, jeg havde en puls, som hvis jeg lige var kommet i mål efter et maratonløb på under 3 timer. Men det var meget spændende, efter al den tid jeg har brugt på at rense figuren (ca. 75 timer), at samle den og se det færdige resultat.”

Muskelmanden indgår i den nye anatomiske udstilling, som viser forskellige undervisningsmodeller fra 1700- og 1800tallet. I udstillingen indgår et bredt udvalg af anatomiske modeller, fra plancher og todimensionale voksfigurer til tredimensionale figurer i gips og papmache.

For et par måneder siden brugte Ion, Charlotte og Bente en formiddag på at vise et tv-hold fra KomCTV-kultur rundt på museet.

Det kom blandt andet til at handle om ‘husets ældste beboer’; et konserveret hoved fra omkring år 1800, med voksinjicerede vener og arterier. Desuden blev der kigget nærmere på et par genmanipulerede mus fra Holland, tre sygdomshærgede menneskekranier, tandlægerummet med sine fjedergebisser og meget mere…

Udsendelsen har de sidste par uger været sendt på lokaltv-stationer over hele landet.

Se “På besøg hos Medicinsk Museion”. Afsnit I:

“På besøg hos Medicinsk Museion”. Afsnit II:

Ja, du læste rigtigt, og det gode spørgsmål er; hvad er koleratarmvand? Det gode svar er at det er vand fra tarmen på en patient med kolera i udbrud. I dette tilfælde er det en af Medicinsk Museion helt specielle genstande, en flaske med tarmvand fra en patient fra den store koleraepidemi i København i 1853.

Kolera skyldes smitte med bakterien vibrio cholera. Hvis der kommer en tilstrækkelig stor mængde kolerabakterier ned i tarmen danner de giftstoffer der kan inficere cellerne i tarmvæggen, og det medfører en betydelig udskillelse af vand og elektrolytter. Resultatet er en voldsom diarré hvor patienten kan miste op mod 24 l vand i døgnet. Ubehandlet kan kolera være livstruende og især børn under dårlige hygiejniske forhold er udsatte. Behandlingen er at give patienten rigeligt vand med sukker og salt.

På flasken med koleratarmvand sidder en etiket med teksten: ”Tarmexcretion fr. en patient i utbildad Cholera Oktob; 1853″ og “Framgik til helsa”. Vi kan altså læse at patienten var slemt angrebet men også overlevede den voldsomme diarré. Vi kunne naturligvis have ønsket os en række andre oplysninger. Vi ved ikke hvem patienten var. Vi ved heller ikke hvem lægen var, men etiketten viser at han var svensk (alle læger var mænd på den tid).

I 1853 var København stadig klemt inde bag voldene, med en yderst dårlig hygiejne til følge, og der var ikke kendskab til sygdomsfremkaldende bakterier, og hvordan sygdommen skulle bekæmpes. Dødeligheden var stor og denne epidemi satte gang i en diskussion om hvordan hygiejnen kunne forbedres. Det resulterede i en langsom forbedring af boligforholdene med opførsel af bedre boliger, og forberedelser til at skifte de gamle latriner under husene ud med et kloaksystem, selvom det skulle tage sin tid.

Hvorfor skal dette klenodie fra koleraepidemien nu til London? En af vore gode samarbejdspartnere Wellcom Collection åbner en udstilling d. 23. marts “Dirt. The Filthy Reality of Everyday Life“, og vi har imødekommet deres anmodning om at få lov til at låne flasken med koleravand og en fin gammel sygebåre.

Transporten af en mere end 160 år gammel flaske med koleravand kræver naturligvis særlige sikringsforhold. Flasken er limet på en plade i en glasboks. For at sikre den blev frontglasset afmonteret så flasken kan understøttes med et tilformet stabilt plastmateriale. Vi ved ikke hvornår glasboksen er fremstillet men den er ikke oprindelig. Dette indgreb giver kun en minimal belastning for glasboksen og glasset kan monteres igen uden synlige tegn på at det har været afmonteret. Der blev lavet to små snit på under 1 cm hver i side af det støttestof der holder glassene sammen, og limen her kunne opløses med demineraliseret vand. Der er fremstillet en særlig stødabsorberende kasse til transporten, der foregår i en luftaffjedret lastbil.

Udstillingen kører på Wellcome Collection frem til 31. august, så hvis du kommer til London inden er her et godt forslag til en udflugt.

Øjemodellen fra 1750′erne er et udsøgt stykke håndværk, men viser tydelige tegn på slid, da den har været brugt til undervisning. For vores konservator Nanna Gerdes er det altid et dilemma, hvor meget man skal rense og restaurere en genstand. Det er ofte netop slidmærkerne og revnerne, der fortæller os noget om genstandens ‘liv’, og om hvordan den har været brugt.

Nanna har valgt øjemodellen som sin yndlingsting fordi den er så detaljeret og grundigt udført. Der har virkelig siddet en og gjort sig umage med sit håndværk, på samme måde som hun nu gør sig umage med at bevare det håndværk.  I sit minutiøse arbejde udvikler Nanna et tæt forhold til den enkelte genstand, samt et indblik i hvad genstandens skaber har tænkt og villet med sin øjemodel for næsten 300 år siden:

Se de tidligere ‘Favourite Things’ -film her.

I december blev en længe ønsket istandsættelse af tre udstillingsrum i Medicinsk Museion påbegyndt. Temaerne er infektionssygdomme, anatomi og humane præparater. Renovering af rummene medførte, at de udstillede genstande skulle flyttes og genopsættes i andre udstillingsrum på Medicinsk Museion.

Inden genopsætningen var det nødvendigt at få genstandene vurderet på konserveringsværkstedet. Specielt genstandenes lange ophold i udstillingerne krævede en ny bedømmelse af deres bevaringstilstand med efterfølgende udførelse af nødvendige bevarings- og konserveringstiltag for sikring af fortsat stabilitet og bevarelse.

En af de spændende genstande fra udstillingen om infektionssygdomme, som næppe kan have undgået den besøgendes blik, er et gynækologisk leje med tilhørende skammel, som har tilhørt zoologen og lægen Rudolph Bergh.

Ludvig Sophus Rudolph Bergh (1824 – 1909) var på sin tid førende læge indenfor forebyggelse af hud – og kønssygdomme. Specielt syfilis blandt prostituerede og fattige spillede en stor rolle i hans lægelige virke.  Et straffelovstillæg i 1874 tillod politiet, at lade mistænkt løsagtige kvinder undersøge samt at påbyde kur ved kønssygdomme.

Dette skabte rig mulighed for Rudolph Bergh til, blandt andet lægeligt arbejde, at udføre regelmæssige undersøgelser for, og dermed muligheden for forebyggelse af syfilis.

Det gynækologiske leje med skammel har været brugt til Rudolph Berghs gynækologiske undersøgelser, hvorfor det er interessant og spændende i medicinskhistorisk regi. Endvidere giver lejet et godt billede af det 19 århundredes lægelige udstyrs materialitet, samt håndværksmæssige smukke udformning, som næppe målt med nutidens standard har været særlig praktisk eller hygiejnisk.

Det gynækologiske leje består af et højt understel af mørkt lakeret træ med forstærkning af drejet træ. Benene støttes af fire hvide plastikhjul. Sædet med den buede udformning fortil og den høje ryg er polstret med grønligt velourtekstil kantet med snoet possementsnor i grønt og blåt. Ryggen, samt lejet til fødderne i mønstret grønligt velourstof fæstnet med metalnitter, kan indstilles i forskellige stillinger ved hjælp af hakkede messingbøjler. Den tilhørende skammel med lakerede mørke drejede træben på træramme er polstret med samme stof som lejet til fødderne og ligeledes fæstnet med metalnitter.   

Tidens tand har imidlertid sat sit præg på det gynækologiske leje og skammelen. Smuds og støv har lagt sig på overfladerne. Dette har forsynet lejet med et kedeligt gråligt udseende, der bidrager til et fejlslagent visuelt indtryk.

Ydermere har en fritstående placering i udstillingen med stor sandsynlighed for berøring og tilgængelige nedbrydende faktorer såsom lyspåvirkninger, samt alderen bidraget til falmet og mørt tekstil både i overflade og syninger.  Det møre stof og syninger har forårsaget løsthængende possementsnore.

Selv tidligere konserveringstiltag på possementsnorene er blevet synlige. Et manglende hjul bagtil gør, at understellet er skævt og derfor fremstår lejet også skævt, idet understellets træ langsomt har givet sig og tilpasset sig under tilstedeværende klimatiske variationer.

På konservatorværkstedet er det gynækologiske leje med den tilhørende skammel blevet stabiliseret. Tekstil overfladen er forsigtigt tørrenset for smuds- og støvpartikler ved støvsugning med let sug i henhold til overfladens tilstand, så tekstilmaterialet ikke suges med op og dermed forårsager yderligere skade.

Tidligere konserveringstiltag i form af syninger til fæstning af possementsnorene er udtaget og erstattet med grønblålig tråd, der falder sammen med tekstilets grundfarver. De nye syninger er syet på således, at der altid på et evt. senere tidspunkt vil være mulighed for at tage denne ud uden at forårsage yderligere skade på genstanden. Ingen brug af knuder på sytråden og en let syning vil give tråden mulighed for at give sig i takt med materialets bevægelser.

Løsthængende possementsnore er samlet og snoet på ny, samt forstærket med samme tråd, som ligeledes er anvendt til fastsyningen af disse.

Før og efter. Samling og syning af løse possementsnore.

Understellet af træ og metaldele er vådrenset for smuds og støv med en klud eller vatpind let fugtet med demineraliseret vand.  For at genoprette stolens helhedsindtryk samt ligevægt er der fremstillet et nyt hjul af træ, som imiterer de øvrige ved bemaling. 

Til venstre ses et  af de gamle hjul og til højre det nye nye hjul.

En gammel fremspringende limning af understellets forstærkning er lagt ind til overfladens niveau (Billedet tv.). Efterfølgende er den retoucheret i mørke vandopløselige farver, så reversibilitet er mulig (Billedet th.). Det skal i denne forbindelse understreges, at det omtalte ønske om reversibilitet er et af de vigtige redskaber i konserveringsarbejdet.            

Det gynækologiske leje med tilhørende skammel er nu genopstillet på et forhøjet podie i det nye udstillingsrum om infektionssygdomme, hvor den sammen med andre af Rudolph Berghs remedier blandt andet en vaginalvisker og et syfilisangrebet kranie fortæller lidt om de vilkår Rudolphs Bergh arbejdede under og den sygdom han forsøgte at forebygge.