MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

Det er ikke så ofte, man får et indblik i arbejdet bag museumsudstillinger – med mindre man arbejder på et museum eller følger med på denne blog. Min første erfaring med at skrive udstillingstekster var teksten til Knud Sands høns i Museions særudstilling 6 Ting og Sager. Det vil sige, på en måde føler jeg ikke rigtig ejerskab over teksten, da den startede som et udkast fra Camilla Undén, blev skrevet om af mig og derefter redigeret til en noget kortere version af Bente Vinge Pedersen. Men det er en del af processen.

En specifik udfordring ved lige netop denne tekst var desuden, at den omhandler kønshormonforskningens begyndelse, hvor retsmediciner og seksualbiolog Knud Sand forsøgte at ‘løse kønnets gåde’ og finde dén biologiske årsag til alle kønslige variationer. Knud Sand var en dygtig forsker ud fra datidens positivistiske videnskabsideal, men lige præcis dette faktum, kombineret med hans kønssyn, gør det svært at skrive en tekst på ca. én A4-sides længde, når man som jeg hverken ønsker at gentage Sands videnskabsidealer og kønssyn ukritisk eller ønsker at kritisere fortiden på nutidens præmisser.

Akvarel af en af Knud Sands høns, der i udstoppet version for tiden er udstillet på Medicinsk Museion

Hvordan undgår man at gentage Sands på sine præmisser logiske og forførende ræsonnementer – som man med et nutidigt videnskabsteoretisk perspektiv kan se flere kritikpunkter i? Og hvordan undgår man at skabe et billede af fortidens forskning som ‘dårlig’ eller ‘mangelfuld’, hvis man lader sin kritik skinne igennem?

Hvis man både vil vise logikken i den historiske forskning, det drejer sig om, og samtidig på en respektfuld og ikke-fordømmende måde vise ‘hullerne’, så kræver det en del overvejelse – og måske mere plads og tid, end man normalt har til rådighed. Om det er lykkedes i denne omgang er jeg stadig usikker på, men nysgerrige skal være velkommen til selv at vurdere resultatet af nævnte proces på væggen bag hønsene i udstillingen – og måske dele tanker med os andre her på bloggen.

Denne problematik er ikke særegen for udstillingstekster – den findes i næsten al formidling af medicin og videnskabshistorie, vil jeg mene. Men udstillingstekstens længde-begrænsninger, og genrens implicitte ideal om en neutral faktaformidlende fortællestemme – der i hvert fald lå i undertegnedes baghoved – gør det til en særlig problemstilling i museal sammenhæng.

Måske er det bare et spørgsmål om øvelse, men når nu man i andre former for medicinhistorisk akademisk skrivning har gjort grundigt op med ideen om en neutral fortællestemme, kunne man måske også overveje at afsøge eller skabe nye genrer inden for udstillingstekstmediet?

Neurovidenskab er for tiden en af de allestedsnærværende repræsentanter for moderne biomedicin. Måske fordi hjernen er så interessant et organ, hvortil alle mulige egenskaber og personlighedstræk bliver knyttet. Forleden var der eksempelvis en artikel på Politiken.dk med titlen: Forskere kan se om du er homo. Ifølge artiklen kunne forskere ved hjælp af algoritmer og hjerneskannere aflæse om de 28 homo- og heteroseksuelle forsøgspersoner kunne lide det, de så på – hvilket i denne forsøgsopstilling var billeder af kønsorganer. Som en af forskerne udtalte til Politiken:

»Det her viser grundlæggende, at man kan aflæse folks holdninger i deres hjerner. Ved at analysere særlige aktiveringer i forskellige områder af hjernen kan vi nu se, om en fyr er gammel eller intelligent eller homoseksuel. I bund og grund er det en slags tankelæsning«, siger Hartwig Siebner [overlæge på Hvidovre Hospital] om de nye forskningsresultater, der skulle virke i 90 procent af tilfældene.

Artiklen er interessant på flere måder. Dels er den langt fra den første artikel om homoseksualitet og hjerner – de dukker op med jævne mellemrum, især efter at den amerikanske neurobiolog Simon LeVay udgav sin populære bog The Sexual Brain i 1993.  Se eksempelvis denne artikel fra sidste sommer, som baserer sig på svensk hjerneforskning.

Ovenstående forskning kan siges at ligge i forlængelse af positivistiske naturvidenskabelige teorier om homoseksualitet fra sidst i 1800-tallet og starten af 1900-tallet. Den danske seksualbiolog og retsmediciner Knud Sand (1887-1968) havde eksempelvis i 1920′erne en teori om, at mandlig homoseksualitet måtte skyldes ‘kvindelige’ hormoners påvirkning af hjernen. Ifølge Sand kunne homoseksualitet anskues som en såkaldt psykoseksuel hermafroditisk tilstand, hvor hermafroditismen, i stedet for at bestå af en blanding af mandlige og kvindelige fysiske træk, bestod i at et individ havde ‘en mandlig krop og kvindelig hjerne’. Sand eksperimenterede selv med at udvikle (fysiske og psykiske) hermafroditter (se her for mere om dette). Medicinsk Museion er bl.a. i besiddelse af et par af Sands udstoppede eksperimentelt fremstillede ‘hermafroditiske hønsefugle’:

Artiklen på Politikens hjemmeside undlader at konkludere på årsagerne til individers seksuelle orientering, hvilket en del andre relaterede artikler ellers gør. Men den kan alligevel ses som et indslag i en kønspolitisk debat, hvor spørgsmål om forholdet mellem biologi og kultur er centralt. Det er en debat, der har masser af spændende biomedicinsk gods i sig, men som også bliver voldsomt stor, når man begynder at dykke ned i den (kritiske værker kan bl.a. findes her eller her).

Én kommentar, jeg ikke kan lade være med at komme med, er dog, at definitionen af homoseksualitet og heteroseksualitet synes lidt vel snæver i forskernes forsøgsopstilling: I Politikens og forskernes egen artikel refererer begreberne til personer, der får nydelse af at se på kønsorganer, der ligner deres egne/ikke ligner deres egne. Det synes at være en lidt snæver definition af begreber, der dækker over store identitetsspørgsmål og mange forskellige praksisser (og hvordan med personer, der synes kønsorganer generelt er grimme, men har et aktivt seksualliv?).

Artiklen skal nok fremkalde nogle reaktioner på den måde køn og seksualitet fremstilles. Emner som ofte kan få folk op af stolene. Mit afsluttende spørgsmål er: Ville man kunne lave en udstilling om moderne biomedicin, der tog fat i emnerne køn og seksualitet? Det kunne i mine øjne være en interessant tilgang, der både  kunne tiltrække publikum og kunne lægge op til en diskussion af forholdet mellem kultur og materialitet, og videnskab og politik, som jo er væsentlige emner i moderne medicinhistorie. Flere aspekter kan drages frem end de kønslige. Eksempelvis kunne man have spurgt til ovennævnte artikel,  hvad det er for et billede af neurovidenskab, den frembringer? Hvad er det for nogle fortællinger, der er i medierne om biomedicinens – eller hjerneforskningens – fremtidsmuligheder? Det ville jeg gerne se en udstilling om.