MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

Den sidste film i serien ‘Favourite Things’ om medarbejderne på Medicinsk Museions yndlingsting er en detektivhistorie, en film noir:

Vores museumsinspektør Niels Christian har valgt at fortælle om den såkaldte ‘Niels Terkelsens hånd’ - en håndprotese fra 1800tallet  - og det detektivarbejde det har været at grave historien omkring genstanden frem.

På Medicinsk Museion er der nemlig to kunstige hænder, som begge er bragt til protokols under samme genstandsnummer. Det er således uvist hvilken af dem, der var den hånd, som sømanden Niels Terkelsen fik af den kommende kong Frederik VI efter at have mistet begge sine egne hænder under en træfning ved Svanemøllebugten i 1807.

Se de tidligere ‘Favourite Things’ -film her.

Fortidig forskning versus nutidig forskning.

Interiør og laboratoriefaciliteter fra fordums tiders forskning blander sig med det 21 århundredes moderne interiør og højteknologiske forskningsfaciliteter.

En smuk kontrast, der kommer en i møde på dørtærsklen til Carlsbergs Gamle Laboratoriums lokaler, der i 1876 blev grundlagt af Brygger J.C. Jacobsen.

En ting forener dog tiderne. Det er banebrydende forskning på højt plan under J.C. Jacobsens vedtægter, samt hans for den tid skelsættende vision: “Ingen resultater af laboratoriets aktiviteter, som er af teoretisk eller praktisk betydning, skal holdes hemmelige.”

Ved åbningen af et af laboratoriets gamle vitrineskabe åbenbares et væld af flakoner, flasker, reagensglas og dåser i alle faconer, størrelser og farver. Disse er placeret i et fint systematisk arrangement på hylderne. På trykte eller fint håndskrevne papiretiketter med varierende kantborder i rødt, blåt eller sort præsenteres indholdet. Et indhold af faste eller flydende kemikalier, som er mere eller mindre farverige. Enkelte etiketter supplerer med kemikaliets kemiske data og fremstillingsdato, samt fabrikantens navn.

Aminosyrer, peptider og derivater heraf er rigt præsenteret i det gamle vitrineskab. De udgør et unikt levn, der vidner om en omfattende grundig forskning med proteinernes kemi på Carlsbergs Laboratorium gennem de sidste årtier af 1800- tallet og op igennem det 20. århundrede.  Dermed præsenterer disse kemikalier også nogle af de først fremstillede kemikalier, der knytter sig til Proteinforskningens historie.

I deres egenskab af fundamental repræsentant for den moderne proteinkemi, udgør  de en biologisk og biokemisk kulturarv, som skal bevares for eftertiden.

Carlsbergs Gamle Laboratoriums fornemme kemikaliesamling er nu overdraget til Medicinsk Museion.

Som et vigtigt led under overdragelsen af samlingen for at bibeholde, samt genskabe dens oprindelige kontekst for eftertiden, blev hele samlingen omhyggeligt fotodokumenteret. Relevante oplysninger omkring samlingen, såsom historie, brug og funktion, blev dokumenteret skriftligt.

Efterfølgende blev hvert enkelt kemikalies oprindelige placering i vitrineskabet noteret ved hjælp af et nummer for hvert af skabets låger, dernæst et nummer for hver hylde bag hver låge, samt et nummer for placering på hylden i forhold til de andre genstande.

Efter endt dokumentation blev kemikalie efter kemikalie forsigtigt taget ned fra sin hylde og pakket omhyggeligt ind i syrefrit silkepapir og anbragt  i en antropologisk kasse med silkepapir. Under nedpakningen blev kemikalierne placeret tæt op ad hinanden for at opnå yderligere stabilitet og støtte, så der sikres en sikker og stabil transport til Medicinsk Museions ”modtagelsesrum” for nyindsamlede genstande.

Nu afventer Carlsbergs Gamle Laboratoriums kemikaliesamling en registrering i Regin, samt rensning og ompakning inden endelig placering under optimale forhold i Medicinsk Museions samlinger.

Med erhvervelsen af samlingen er der nu skabt grundlag for bevarelse af en fornem fundamental repræsentant for den moderne proteinkemi med en fyldestgørende dokumentation i form af skrift og fotos. En dokumentation der skaber mulighed for at genplacere dele af samlingen eller hele samlingen korrekt. Netop i samme fine systematiske arrangement som i den oprindelige kontekst på Carlsbergs Gamle Laboratorium.

Fredag d. 28. januar modtog jeg 73 livsberetninger til Medicinsk Museion skrevet af danskere der har været angrebet af polio. Det skete ved en reception i Landsforeningen af Polio-, Trafik – og Ulykkesskadede (PTU) hvor bogen ”Mit liv med polio” blev præsenteret. Bogen bygger på uddrag af livsberetningerne, men det er kun en begrænset del der har kunnet finde plads i den.

Hvad er polio og hvorfor var det en så frygtet sygdom? Polio skyldes, kort sagt, virusangreb af nerveceller i rygmarven der aktivere musklerne. Det medfører lammelser ofte i benene og armene, men kan også angribe bug- og brystmuskulatur. Kun en lille del af de personer der smittes bliver syge, men de kan udvikle alvorlige lammelser, der kan være livstruende. I 1952 ramte en stor polioepidemi Danmark, hvor mere end 7000 blev alvorligt ramt. Der var på det tidspunkt ingen vaccination og behandling af lammelserne var mangelfuld. Følgerne af lammelserne var tydelige og frygten for at blive smittet voksede eksplosivt.

Danmark gennemførte de første vaccinationsprogrammer midt i 1950’erne, bl.a. for skolebørn. I 1960’erne var der udviklet en forbedret vaccine og det sidste tilfælde i Danmark blev konstateret i 1976. Sygdommen blev erklæret udryddet i Europa i 2002, men der blev konstateret udbrud i Tajikistan i 2010 og sygdommen forekommer lokalt i Afghanistan, Pakistan, Indien og Nigeria.

Medicinsk Museion har bevarede materiale der beskriver den medicinske behandling af polio. Det er den berømte jernlunge der havde en begrænset eller slet ingen effekt, men også det udstyr til overtryksventilation der blev udviklet på Blegdamshospitalet under den store epidemi i 1952. Med dette udstyr kunne man håndventilere poliopatienter med lammelser af åndedrætsmuskulaturen gennem en kanyle der blev sat ind i luftrøret. Metoden nedbragte dødeligheden fra ca. 90 % til ca. 30 %. Det var en uhørt præstation, der er et af de vigtigste kapitler i dansk sundhedsvidenskabelig historie. Metoden havde desuden direkte betydning for udviklingen af respiratorer og dagens intensivafdelinger.

Museets billedarkiv indeholder et stort antal billeder fra glade børn og unge der får overtryksventialtion på Blegdamshospitalet under epidemien i 1952 men også af den lange og belastende genoptræning patienterne skulle gennem de følgende mange, mange år.

Når vi skal vurdere følgerne af polio er det helt centrale naturligvis de personer der har været ramt af sygdommen. De har oplevet introduktion af nye behandlingsformer, lang og smertefuld genoptræning og måske senfølger i form af post polio syndrom. De beskriver alle de personlig og sociale omkostninger sygdommen har medført, men de rækker ud over det. Det er også vidnesbyrd om at ville leve et liv, vel at mærke et godt liv med et perspektiv.

Ved receptionen talte Bente og jeg med en mand der havde været indlagt på Blegdamshospitalet under epidemien. Der var langt til familien i provinsen og tiden kunne være lang for en dreng på det isolerede epidemihospital. Han spurgte om en legetøjsflyver af metal måske kunne have interesse for museet? Der var ikke mange stykker legetøj fra Blegdamshospitalet der kunne klare at blive steriliseret og som har overlevet til i dag. Svaret kom prompte fra os begge, ja tak, museet modtager gerne flyveren. Museet har en stor samling af medicinsk udstyr der viser behandlingen af polio, og nu pogså livsgberetningerne, der fortæller om livet med polio. Den lille flyver kan på en helt anden måde lede tankerne hen på en dreng med en alvorlig sygdom isoleret på et hospital langt fra hjemmet. Så hermed en opfordring; hvis der er andre der har mod på at skrive deres livsberetning om et liv med polio eller andet materiale, der dokumenterer det at leve med en så alvorlig sygdom, er I meget velkomne til at kontakte Bente eller mig.

I fredags var Ion og jeg til reception hos Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede. Anledningen var præsentationen af en ny bog, “Mit liv med polio”, som foreningen udgiver. Den bygger på en stor samling af livsberetninger, som foreningen over flere omgange har indsamlet blandt polioramte medlemmer. Til at forestå den officielle afsløring af bogen, var foreningens protektor H.K.H. Prinsgemalen inviteret, og således også Billedbladet og andre medlemmer af pressen, som det kan ses på billedet her til venstre.

Årsagen til, at repræsentanter fra Medicinsk Museion også var indbudt til arrangementet var, at samlingen af livsberetninger, fremover vil blive opbevaret i et arkiv her på museet. I forvejen har vi en pæn samling af udstyr, der især relaterer sig til den medicinske behandling af sygdommen. Den del af historien bl.a. fortalt på en udstilling i Bella Center for knapt tre år siden. Hvad vi mangler i samlingen, og som kunne være mindst lige så interessant som eksempelvis jernlungen, som af mange forbindes med polioepidemien i 1953, er vidnedsbyrd der fortæller noget om, hvordan det var at være patient. Det medicinske udstyr fortæller om udviklingen af behandlingerne, men det siger ikke meget om, hvordan det fx var at være 5 år og blive fløjet alene til behandling i København. De skriftlige beretninger kan nu bidrage til at tage hul på denne side af historien. Skulle der være polioramte, der har lyst til at bidrage til samlingen med deres livsberetninger, er de mere end velkomne, men mere om det ved en senere lejlighed.

For noget tid siden var en af mine gode venner i Sydney, hvor hun besøgte en ven, som arbejder inden for neurovidenskab og bl.a. bruger rotter i forsøg. Ifølge vennen var en af de mest humane måder at aflive rotterne på at guillotinere dem. Ordet guillotine fremkalder formentlig billeder af en høj slank maskine med et trekantet blad, der falder ned mod en fremstrakt (rotte)hals. Men et kig i Museions omfangsrige genstandssamlinger afslører et andet billede:

Guillotinen på billedet er fra Biokemisk Institut på Københavns Universitet og er konstrueret i ca. 1970 af finmekanikeren Henning Emmè (d. 1990).

Guillotinen er samtidig et eksempel på hjemmelavet laboratorieudstyr. Som ingeniørassistent Kristian Karlsen fortalte, da Museion var på oprydningsdag på Panum, har de biomedicinske forskere i høj grad måtte konstruere deres eget udstyr, ofte af pleksiglas, i samarbejde med finmekanikere o.a. Værksteder tilknyttet laboratorier har været mere hyppige og en vigtigere del af biomedicinsk forskning, end man umiddelbart skulle tro.

Oprydningsdagen resulterede i et par stykker af denne slags hjemmelavede forsøgsudstyr. Her er et billede af den ene:

Vi har desværre endnu ikke alle oplysninger om, hvad den har været brugt til, men den er fra et af Det biomedicinske Instituts depoter og har formentlig været brugt til at findele væv til forsøg (læg mærke til det let rustne barberblad over den hvide blok). Når vi har fået indsamlet de nærmere oplysninger om genstanden, kommer der et opfølgende blogindlæg. Jeppe Hørning og jeg vil desuden det næste stykke tid tage hul på at formidle informationer om Museions genstandssamlinger – også dem, der ikke er tilgængelige for andre end forskere, ligesom dem på billederne.

Her er dagens affaldsrøvere: fra venstre Carsten Holt, Morten Bülow, Jonas Paludan, Jeppe Hørning og Bente Vinge Pedersen.

For to år siden indsamlede Medicinsk Museion denne PCR (polymeraze chain reaktion) maskine på Panums oprydningsdag. Den optræder nu på særudstillingen Del og hel. Brudstykker fra biomedicinens tid.

I dag står vi vagt i Panums varegård og bedriver en slags lossepladsarkæologi, der skal sikre variationen i fremtidens udstillinger.