MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

Når vores konservator Charlotte får en genstand ind til rensning og konservering, melder der sig en række spørgsmål: Hvor skal man begynde? Hvor meget skal renses af? Hvor meget skal man lade blive som en del af genstandens historie?

Da jeg kom forbi konservatorværkstedet i sidste uge, sad Charlotte med et gammelt, gulnet kranie, der lignede noget fra en sørøverfilm. Bagest på kraniets isse var en mørkt hul, hvor noget engang var blevet stukket gennem kraniet.

Dette hul gav Charlotte anledning til at stille nogle helt andre spørgsmål end hun var vant til, og blev starten på et lille detektivarbejde. Se med her:

For et par måneder siden brugte Ion, Charlotte og Bente en formiddag på at vise et tv-hold fra KomCTV-kultur rundt på museet.

Det kom blandt andet til at handle om ‘husets ældste beboer’; et konserveret hoved fra omkring år 1800, med voksinjicerede vener og arterier. Desuden blev der kigget nærmere på et par genmanipulerede mus fra Holland, tre sygdomshærgede menneskekranier, tandlægerummet med sine fjedergebisser og meget mere…

Udsendelsen har de sidste par uger været sendt på lokaltv-stationer over hele landet.

Se “På besøg hos Medicinsk Museion”. Afsnit I:

“På besøg hos Medicinsk Museion”. Afsnit II:

Der er to ægte menneskehoveder på Medicinsk Museion. I stedet for blod i årerne, har de voks i årerne…

Hovederne er i sin tid blevet fremstillet ved at fjerne det yderste hudlag og enkelte muskler. Formålet var at blotlægge blodkredsløbet,  så det var muligt at studere en del af den menneskelige anatomi. Til hjælp blev årerne injeceret med en voks, så de stod tydeligt frem. Under denne proces blev hovedet lagt i varmt vand i nogle timer så det var gennemvarmt, for at forhindre voksen i at stivnede med det samme den blev injiceret. Også arbejdsredskaberne skulle være varme, for at gøre det så let som muligt at få voksen fordelt ud i årerne, som ved den mindste forrådnelse bristede under trykket. Skete dette, kunne præparatet ikke bruges, ligesom voldsom udvidelse af årerne under injectionen også gav et forkert anatomisk billede af årernes udseende.

Efter injectionen skulle hovedet tørre. For at undgå deformation pga. forkert belastning og tryk under tørringsprocessen, blev der boret et lille hul i toppen af kraniet, så det kunne hænges op mens det tørrede (lille hul i issen på billede). Efter tørring blev hovedet lakeret og arterier og vener malet henholdsvis røde og blå. 

Denne metode havde havde sit højdepunkt i perioden 1650-1750, hvorefter interessen aftog. Hovederne antages dog at være fremstillet senere, nemlig omkring år 1800.

De to hoveder har været udstillet over længere tid sammen med andre humane præparater, men er i forbindelse med en istandsættelse af deres “gamle lokaler” blevet flyttet og har været forbi konservatorværkstedet inden de atter skal indgå i en udstilling.

 Det der er sket på konservatorværkstedet er, at de er blevet efterset, tilstandsvurderet og tørkonserveret, for at fjerne støv fra overfladen. Tørkonservering er i dette tilfælde udført med en meget blød pensel på selve hovedet og en lidt mere stiv børste på pladen, som hovedet er monteret på. Inden det første hoved sættes ind i montren, ses det efter at alt er i orden.

I ugens ‘Favourite Things’ film fortæller vores samlingsleder og konservator Ion Meyer en sand historie: I 1848 blev der på fødselsstiftelsen i København født to meget ualmindelige siamesiske tvillinger. Det var to piger sammenvokset i bækkenpartiet, såkaldte ischiopagi. Ved hjælp af en amme lykkedes det at holde pigerne i live i 11 dage, men man var fra starten klar over, at de ikke ville overleve.

Dobbeltbarnet var så specielt, at det blev bevaret til videnskabelig undersøgelse. Undersøgelsesrapporten blev dog først udgivet 9 år efter pigernes død af hensyn til familien.

Dobbeltbarnet er Ions yndlingsgenstand: Det er en faglig udfordring, og det er en genstand, der vækker følelser som nysgerrighed, undren og væmmelse hos beskueren.

Se de tidligere ‘Favourite Things’ -film her.

Udstillingen ”Body Worlds – den originale udstilling af ægte menneskekroppe”, der lige nu kan ses på Eksperimentarium, har medført en diskussion af hvor meget ægte krop de udstillede plastinationer faktisk indeholder. Det er et faktum at plastinationen omfatter udskiftning af en overvejende del af den menneskelige krop, der i et vist omfang erstattes med en formbar polymer. Det gør det muligt at fremstille plastinater i fantasifulde og spektakulære opstillinger.

På dette punkt adskiller plastinationerne sig afgørende fra de humane præparater der er fremstillet indenfor den sundhedsvidenskabelige uddannelse og forskning. Disse anatomiske præparater fremstilles ved en stabilisering af det humane væv, ved en fiksering med formalin. Der foretages ikke en fjernelse af det humane materiale eller tilførsel af andre stoffer.

Men de adskiller sig også på en anden måde. Humane præparater mister ofte de farver og farveforskelle muskler, organer og det øvrige humane materiale kan have, når de bliver fikseret og konserveret.. Der har været afprøvet og anvendt en række metoder til fastholdelse eller genfremkaldelse af farve på præparater til medicinsk brug, men de er usikre og har derfor haft begrænset anvendelse. De kropsdele der bliver plastinerede mister også deres oprindelige farve, og det vil formodentlig være for kedeligt at udstille dem med en overvejende gråligmat karakter. Derfor er plastinationerne ofte bemalede, hvor især de rødlige muskelgrupper træder tydeligt frem som en væsentlig del af den visuelle oplevelse.

Det er ikke tilfældet med de humane præparater der er fremstillet til medicinsk undervisning. Det er afgørende at disse præparater er så autentiske som muligt og ikke et resultat af hvordan den anatom, der har fremstillet dem, synes de skal se ud.

Vådpræparat af hjerne (billedet til venstre) med en dødelig blodansamling. Fiksering og opbevaring i formalin betyder generelt af det humane vævs farver ikke er særligt godt bevaret. Medicinsk Museions præparater er ikke påført farver, og denne hjerne er et eksempel på at det ikke er nødvendigt for at se de anatomiske strukturer og forandringer.

“Lige her om hjørnet har man faktisk i hele 300 år udstillet ægte menneskekroppe og kropsdele, som simpelthen har ligget i sprit i meget, meget lang tid.”

Sådan lød introduktionen, da Adam igår tog aftenshowets vært Nikolaj Koppel med rundt i Medicinsk Museion, og fortalte ham om vores humane præparater. De kom blandt forbi et såkaldt ‘sirene-foster’, en hjerne gennemhullet af en kugle samt et tørret menneskehoved. 

Ifølge Adam er præparaterne først og fremmest interessante, fordi de vækker en direkte genkendelse i os: “Vi er måske blevet mere klar over, at krop og sjæl er den samme ting. Vi er vores krop, og derfor er vi blevet mere optaget af den.”

Se Adam i Aftenshowet her (omkring 26min henne).

Når man kommer kørende ad Hovedvej 19 fra vest mod Hillerød tårner tre røde murstenssøjler sig op i horisonten i det bakkede grønne marklandskab. De tre søjler drager den interesserede til at køre ind på en grusstensbelagt plads, sætte køretøjet for først at få en uventet spadseretur igennem en idyllisk anlagt urtehave for så at komme videre langs kornmarker, hele tiden med blikket rettet mod de tre søjler. Pludselig åbenbares der for en fundamentrester af Nordens største Augustinerkloster, Æbelholt Kloster, der blev anlagt ca. år 1175 af Abbed Vilhelm, senere helgenkåret Skt. Vilhelm. Æbelholt Kloster fik herefter sin storhedstid i næsten 350 år. Efter reformationen blev Æbelholt Kloster revet ned og stenene anvendt til bygning af Frederiksborg Slot i Hillerød. En augustinerordens epoke var slut.

De glorværdige ruiner og lægeurtehaven er i dag et middelalder-, religions- og medicinhistorisk vidnesbyrd på, at en omfattende kannikervirksomhed har spillet en betydelig rolle på stedet med tilstedeværelse af præsteskole, gæsteherberg for gejstlige, ikke – gejstlige, fornemme og fattige, pilgrimsmål og endelig har der været infirmeri. Denne betydningsfulde rolle afspejles også i klosterets dertilhørende ikke synlige kirkegård, hvor udgravninger i årene 1935 – 1948 ledet af medicinalhistorikeren Vilhelm Møller-Christensen med bistand fra Nationalmuseet afdækkede ca. 800 skeletter eller skeletdele. Disse arkæologiske humane levninger, hvor ca. 600 i dag befinder sig i Medicinsk Museions samlinger, er særlige unikaer for den medicinske kulturarv. Gennem disse knogler fortælles der stumt om sygdomme, dødsårsager, behandlingskundskaber og ikke mindst om levevilkår i Middelalderen og på Æbelholt Kloster.

Det er interessante fortællinger som ligeledes kan opleves gennem de øvrige ca. 200 humane levninger og det fundne arkæologiske medicinske behandlingsudstyr i Æbelholt Klosters museumsbygning opført på ruinområdet til formålet i 1957 af Tyge Hvass.

For at disse udstillede arkæologiske humane levninger fortsat kan fortælle deres stumme historie, har konservatoren været på banen med en inspektion af udstillingslokaliteterne. Det blev hurtigt klart, at en udstillingspleje i form af rengøring og stabilisering af montrer og genstande var hårdt tiltrængt.

Museet har med en beliggenhed tæt på en hovedvej og i landlige omgivelser været væsentligt udsat for smuds- og støvbelastning. Der ses tydelige spor overalt i udstillingslokaliteterne i form af smudsige støvede vægge, ruder og genstande, der er mere eller mindre dækkede af spindelvæv og ekskrementer fra mus og insekter, samt insektrester. Det er skadelige og nedbrydende faktorer for det arkæologiske knoglemateriale. Smuds- og støvpartikler da det med sit skadelige indhold af partikler fra luft- og vejforureningen kan påvirke materialet. Desuden er insekter og ekskrementer oplagt grobund for yderligere angreb af mikroorganismer.   

Døde insekter, ekskrementer og spindelvæv i et udstilingsmontre.

  Billedet til venstre viser et eksempel på de smudsige støvede udstillingshylder. Bemærk hvidlige pletter, som er tab af knoglemateriale fra kranierne. Til højre ses samme hylde i rengjort tilstand.

På grund af museumsbygningens alder har det ikke været muligt at opretholde optimale klimatiske opbevaringsforhold for knogle- og tandmaterialet. Det har således været udsat for svingende relative luftfugtigheder og temperaturer. Da knogler er et hygroskopisk materiale, hvilket vil sige det reagerer med fugtindholdet i luften, har det den uheldige virkning, at der under disse forhold kan opstå spændinger i knoglestrukturen. Ved lav relativ luftfugtighed kan der i værste tilfælde opstå udtørringsrevner, opskalninger eller krakeleringer i overfladen med tab af knoglemateriale, hvilket skal undgås.

Disse uacceptable forhold bliver der nu rettet op på.

For minimering af smuds- og støvpartikler foretages der en grundig rengøring af montrernes vægge, lofter, hylder og ruder med klude fugtet med demineraliseret vand, samt en afsluttende desinfektion med ethanol for minimering af angreb af sporer og partikler fra mikroorganismer. Knogle- og tandmaterialet bliver forsigtigt afrenset med tørre bløde pensler afhængigt af deres bevaringstilstand. Løse dele bliver limet fast til deres tilhørssted med en lim, der er egnet til knogle- og tandmaterialet alt efter deres bevaringstilstand og hygroskopiske egenskaber. Som eksempel kan en lim, såsom den velkendte 10 sekunders cyanoakrylatlim med hårdhærdende egenskaber medvirke til yderligere spændinger med revnedannelse under knoglematerialet hygroskopiske bevægelser end en lim, som er mere bevægelig med knoglematerialets hygroskopiske egenskaber.

Efter endt rengøring og konservering er nogle udstillinger blevet omarrangeret, således de fremstår bedre formidlingsegnet i forhold til udstillingsteksten og de humane levningers stumme fortælling.

    Udstillingsmontrer før (tv) og efter (th) et omarrangement for at få en bedre formidling af genstandene.

Hvad angår et fyldestgørende billede af de klimatiske skadelige faktorer i museumsbygningen, skal opstillede dataloggere til måling af den relative luftfugtighed og temperatur over en længerevarende periode give et detaljeret billede af miljøet. Efter endt udstillingspleje skal det vurderes på baggrund af disse målinger, hvilket klimatiske tiltag der skal foretages med bygningens alder, opbygning og beliggenhed taget i betragtning. 

Dog er resultatet allerede nu synligt og udstillingslokaliteterne fremstår stabiliserede og under optimale opbevaringsforhold vil de ca. 200 arkæologiske humane levninger gennem deres knogler fortsat fortælle deres stumme spændende medicin- og kulturhistorie i Middelalderen og på Æbelholt Kloster.

Tatovering - præpareret hud fra afdød - udstillet i vores aktuelle særudstilling "6 ting og sager"

Her på Medicinsk Museion udstiller vi adskillige eksempler på det, der på engelsk har den fine betegnelse “human remains” – menneskelige rester. Vi bruger ofte den lidt mere distancerede benævnelse ”humane præparater”, der ikke bare fortæller, at det er menneskelige rester, men at de er bevidst forarbejdede med henblik på bevaring for eftertiden, men man kunne jo også kan kalde det døde kroppe eller kropsdele. Når man omgås sådan materiale dagligt, er den etiske dimension om, hvorvidt det er i orden at udstille rester fra afdøde, ikke videre fremtrædende. Som institution har vi allerede etableret en forståelse af, at man godt kan. Men det betyder ikke, at vi ikke gerne vil deltage i en bredere diskussion af museumsetik i relation til, hvordan vi behandler afdøde i museumssammenhæng. Sidste fredag havde den danske afdeling af den internationale museumsorganisation ICOM sat emnet på programmet ved et seminar på Københavns Museum. Vores museumschef Thomas Söderqvist deltog i debatten og sagde bl.a.:

“Der er fokus på døde og levende kroppe alle vegne; fra popkultur, der promoverer Ekstreme make overs til kosmetiske indgreb og organer som reservedele. Offentligheden tager det stille og roligt, så hvorfor har museerne så stort et problem med de døde kroppe?”

Thomas synspunkt er, at den etiske diskussion ofte er en kamufleret politisk diskussion, som man ikke tør tage. Hans synspunkter er refereret i dagens Information i en artikel af journalisten Maria Skov.

PS. For nærmere at uddybe, hvordan vi arbejder med problematikken her på Medicinsk Museion, inviterede Thomas efterfølgende journalisten til at deltage i en tegnesession med vores nyligt ansatte postdoc Lucy Lyons. Det kommer der forhåbentlig også en artikel ud af, og jeg vil vende tilbage til emnet, når den bliver trykt.

Fostre og kropsdele i formalin er uden tvivl blandt de mest spektakulære og kontroversielle genstande på Medicinsk Museion. Disse præparate er en konstant kilde til fascination, men også gys og gru, hos museets besøgende. Og hele spørgsmålet om man på den måde kan udstille menneskekroppe er til løbende debat.

Det samme kan man sige om Wilhelm Freddies værker, som for øjeblikket kan ses i udstillingen: “Stik gaflen i øjet!” på Statens Museum for Kunst. Freddie skabte i flere årtier forargelse på grund af sine værker, der udforskede kroppen og seksualiteten uden hensyn til normer og moral. Men de sammensatte og fordrejede kroppe, han skabte billeder af, trækker nu som før tilskuere.

Derfor er det også interessant, at der er en tidlig sammenhæng mellem anatomiske præparater og Wilhelm Freddies surrealisme. Freddie, med det borgerlige navn Frederik Vilhelm Christian Carlsen, var søn af Wilhelm Carlsen, der i 1910 blev ansat som laboratoriemester ved Institut for almindelig Patologi på Rigshospitalet. I journalisten Palle Schmidts portrætbog, baseret på samtaler med Freddie, kan man læse følgende om kunstnerens tidlige år:

“Fragmenter af mennesker i sprit, indvolde og fostre i glas, blev en del af hans opvækst. Hele denne verden af rariteter, dette kabinet af mærkværdigheder, kunne simpelthen ikke undgå at sætte fantasien i gang. Og da han glemte, at tingene var sære, fandt han ud af, de var smukke. En hidtil ukendt verden, hvor det fuldkomne trivedes side om side med det ufuldkomne, åbenbaredes.”

I sin biografi om Freddie beretter Rolf Læssøe, at “endnu i 1995 talte Freddie under vore samtaler om det ‘andet, uforklarlige’, som præparaterne havde åbnet hans øjne for, og som han forbandt med ‘magi og trolddom’ – begreber, som han til stadighed anvendte om sin kunst”.

Selv beskrev Freddie langtidsvirkningerne af hans møde med præparaterne på følgende måde:

“Til mine tidligste oplevelser hører synet af et lyseblåt barnefoster, som jeg så på Universitetets Institut for almindelig Patologi, hvor jeg har henlevet mine barne- og tidlige ungdomsår. Dette billede står prentet i min bevidsthed og fremkalder altid hos mig følelsen af at stå på et plan, hvor det gådefulde liv og død fornemmes som et lille blyjhagl, jeg har slugt, og som har sat sig fast. Blyhaglet får ofte skikkelse af en sfinks, en kvinde med dyrekrop, som har en tydelig maskulin karakter”.

Som et kuriosum kan nævnes, at Carl Julius Salomonsen, professore ved Institut for almindelig patologi og dermed Wilhlem Freddies fars chef, i 1920′erne kastede sig ud i en kamp mod surrealisme og kubisme, som han så som udtryk for den hidtil upåagtede sindslidelse “dysmorfisme”, dvs. kærlighed til det misdannede. Han havde måske mere ret, end han troede.

Medicinsk Museion råder over de eneste historiske samlinger af humane præparater i Danmark. Gennem flere hundrede år er der fremstillet præparater af mennesker, der har været anvendt til undervisning af medicinstuderende og andre studerende indenfor sundhedsfagene. De fleste af disse præparater er blevet kasseret hvis de er blevet nedbrudt, men heldigvis har nogle har fundet vej til Medicinsk Museion. Museet samling indeholder både normalanatomiske, patologiske, retsmedicinske og teratologiske præparater. Teratologi er læren om misdannelser, og den teratologiske samling indeholder bevarede fostre og børn, der har udviklet misdannelser i fosterstadiet.

Det er kun en mindre del af Medicinsk Museions præparater der kan ses i udstillingerne.

 Disse samlinger er af national betydning og dokumenterer væsentlige udviklingstræk i den danske sundhedsvidenskabelige udvikling frem til nutidens biomedicinske og –teknologiske mange resultater. Formidling af disse præparater kræver mange overvejelser, men det er ikke grunden til at det i dag kun er muligt at se en mindre del af dem på Medicinsk Museion. De metoder der har været anvendt til konservering af de menneskelige legemsdele stiller store arbejdsmiljømæssige og sikkerhedsmæssige krav. Den tidligst anvendte metode var opbevaring i sprit (ethanol), normalt i en opløsning med 70 % ethanol og 30 % vand. Denne metode har været anvendt siden 1600’årene men blev i Danmark fra starten af 1900’årene ofte erstattet af opbevaring i formalin. Formalinopløsningen er 2 – 4 % formaldehyd i vand, tilsat stabiliserende stoffer. Formaldehyd er et kræftfremkaldende stof, hvor nyere undersøgelser flere gange har sænket grænseværdierne. Selvom præparaterne opbevares i lukkede glas sker der en mindre afdampning, og det begrænser anvendelsen betydeligt. 

Milt med et alvorligt angreb af bændelorm. Fra Medicinsk Museions patologiske samling af vådpræparater.

Der har gennem et stykke tid været arbejdet med at kortlægge alternative opbevaringsvæsker. Disse substitutionsvæsker må altså ikke være giftige eller brandfarlige, men det er også et ufravigeligt krav at disse enestående danske præparater ikke lider skade ved flytning til nye væsker. Det kræver bl.a. at der er langtidskendte erfaringer med mulige alternativer. Efter grundig vurdering af mulige alternativer hvor der er lang tids erfaring, det vil sige en række årtier, var fokus rettet mod en blanding der primært indeholder glycerol og vand. Metoden blev udviklet i 1897 og har bl.a. været benyttet til bevaring af flere tusinde humane præparater der opbevares på Hunterian Museum på Royal College of Surgeons, og Gordon Museum på The Medical Museum of Guy´s Hospital, begge i London. Derfor tog konservator Nicole Rehné og jeg på studietur til London for at se disse samlinger, vurdere præparaternes tilstand i forhold til anvendte bevaringsmetoder, og for at diskutere bevaringsspørgsmålene med de ansvarlige konservatorer og anatomer.

Hunterian Museum har en offentlig tilgængelig udstilling der er opbygget som en komparativ samling, det vil sige den indeholder præparater af både mennesker og dyr, der giver mulighed for sammenlignende studier. For nogle få år siden blev hundredvis af præparater nyopstillet i en stor glassal (Crystal Gallery) hvor der i de tilstødende rum er en udstilling om medicinens historie. Det kan bestemt anbefales alle der er interesserede i humane og animalske præparater og medicinhistorie, at aflægge udstillingen et besøg. Derudover råder Royal College of Surgeons over flere store samlinger af humane præparater der anvendes til studiebrug for medicinstuderende. Disse samlinger er ikke almindeligt tilgængelige. 

Et barn med alvorlig misdannelse af fødderne blev oprindeligt betegnet som en havfrue eller sirene. Fra Medicinsk Museions samling af teratologiske præparater.

Gordon Museum indeholder store samlinger af humane præparater der dokumenterer såvel det normale legeme som sygdomme af enhver slags. Disse samlinger opbevares i nogle fine gallerier på Guy´s Hospital, men er udelukkende for studerende og forskere.

Begge samlinger omfatter tusindvis af præparater. De ældste er fremstillet for flere hundrede år siden, men studiesamlingerne er aktive så der kommer stadig nye præparater til. Vi havde gode muligheder for at studere samlingerne og diskutere bevaringsproblemer med de ansvarlige.

Efter et givtigt besøg er det nu muligt at inddrage erfaringer med langtidsopbevaring af præparater i alternative opbevaringsvæsker i den bevaringsplan, der skal sikre de danske samlinger af historiske humane præparater. Det er ressourcekrævende at udskifte væskerne, men det er den bedste løsning hvis de skal tjene de formål der hører til historiske samlinger; at de kan anvendes til formidling for offentligheden og af forskere.