MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

Niccolò Leoniceno (1428-1524) kaldes den første humanist blandt lægerne. Han påbegyndte nemlig en filologisk gennemgang af de tekster som lægekunsten byggede på.
For nogle år siden så jeg hans portræt på Museo Gioviano i Como, og det gør et stort indtryk. Du kan se maleriet ved at klikke her. Han blev meget gammel og var aktiv til det sidste. Både han og hans portrættør Dosso Dossi (ca. 1490 – 1542) levede i Ferrara.

Leoniceno er kendt for at have skrevet om slangegift og om syfilis (morbus Gallicus) som brød voldsomt ud i 1490’erne, men hans største betydning ligger i hans kritiske arbejde med den teoretiske lægeuddannelse. Hertil havde han samlet sig et meget stort privat bibliotek og dygtiggjort sig i klassisk græsk for at være i stand til at læse teksterne på originalsproget.
Der var på det tidspunkt meget få af lægerne i det norditalienske område som kunne læse Hippokrates på græsk, og Leoniceno viste dem at fagets traditionelle tekster ikke kun var endt på et forfladiget latin, men også var blevet forvansket i løbet af de mange kopieringer først på papyrus og siden på pergament.
Nu hvor investeringer i bogtrykkerkunsten krævede så gode tekstforlæg som muligt, arbejdede humanisterne på at finde de manuskripter som bedst gengav de tabte græske og latinske originaler, men dette var kommet forholdsvis sent til lægekunsten.

I 1490 tog Leoniceno det første skridt ved at sende et lille skrift til den store humanist Angelo Poliziano i Firenze (1454 – 94) og bede om hans mening. Skriftet handlede om fejl hos den latinske forfatter Plinius den ældre (23/24 – 79) og andre i den del af lægekunsten som hedder materia medica, d.v.s lægeurter. Det kunne gælde liv og død, om lægen kendte forskel på de giftige og de gavnlige planter, men eventuelle afbildninger af planterne var stadig malet i hånden og var blevet mere og mere unøjagtige for hver kopering. Der var humanister som havde fundet så meget som 5000 fejl i overleveringen af Plinius’ naturhistorie, men lægen Leoniceno gik et skridt videre og kritiserede Plinius selv for fejlagtige identifikationer.
Som han senere skrev: ”Der er nemlig meget få som læser Plinius for det lægelige indholds skyld, flere læser ham for ordvalget og det guddommelige sprog som ingen kan frakende ham.”
Poliziano sendte sit svar 3.jan. 1491, og dette brev er med i den første trykte udgave af Leonicenos skrift fra 18.dec. 1492 i Ferrara, og også i de følgende udgaver som blev udvidet med flere breve til og fra Leoniceno og flere fundne fejl hos Plinius og andre.
1509 udgaven, ligeledes fra Ferrara, indeholder en side som er meget oplysende, og som ikke er med i de andre udgaver. Det er en meddelelse dateret 1491 til læserne fra lægen Ludovico Bonaccioli i Ferrara i anledning af at han har bekostet trykningen.
Han skriver om Leoniceno: ”Hans hensigt har trods titlen ikke i så høj grad været at notere fejl hos Plinius som at benytte lejligheden til at åbenbare langt værre fejl hos barbarerne” (d.v.s. araberne), og ”Hvis de som dyrker den barbariske medicin, føler sig krænkede, håber jeg at vinde genklang hos dem som holder af den gamle medicin som barbarerne har fordærvet.”

Den arabiske lægekunst som var en videreudvikling af den græske, var på det tidspunkt rigt repræsenteret ved universiteterne, især i form af Avicennas Canon på latin, og der var hos mange vestlige læger et ønske om at erobre Hippokrates tilbage ved at rense tekstoverleveringen for senere ændringer. Leoniceno som ikke kunne arabisk, var for så vidt i god tro og var videnskabelig nok til at anføre sin egen begrænsning i den udgave af hans skrift som blev trykt i Basel i 1529. Der tilføjer han på side 294:
”Mit arbejde hviler på kommentarer af Gentilis (lægen Gentile da Foligno, død 1348) som kaldes Avicennas sjæl. Når Avicennas meninger overalt er utilgængelige og nærmest ubegribelige grundet forfatterens eller i det mindste oversætterens barbariske dunkelhed, kan jeg ikke vurdere Avicenna på anden måde end sådan som jeg kan finde begrundelse for det i kommentarerne af den som regnes for den fremmeste blandt hans fortolkere.”
I 1527 efter Leonicenos død blev lægen Andrea Alpagos forbedrede oversættelse af Avicennas Canon udgivet i Venedig.

Af alt det som er bevaret med tilknytning til Hippokrates, har lægeløftet haft det længste liv. 
Mange steder i verden aflægger læger stadig efter endt uddannelse et løfte som er mere eller mindre inspireret af ”Den hippokratiske ed”.
I Danmark bruger man det løfte som blev formuleret i 1815 af den senere medicinske professor og overlæge ved Det kongelige Frederiks Hospital, Johan Daniel Herholdt (1764 – 1836).

Det oprindelige græske løfte (Hórkos) findes oversat til latin under titlen ”Iusiurandum” som forkortes ”Jusj.”, på engelsk hedder det ”The Oath” og på dansk ”Eden”.

Løftet er oversat til dansk af filologen J.L. Heiberg i 1892 (genoptrykt i 1929), men også af Hartvig Frisch i 1918 og af mig til brug for min artikel i Bibliotek for Lægers temanummer om lægeløftet, dec. 2007.
Da tekstgrundlaget ikke er ændret (det er Heiberg selv som har stået for den internationale udgivelse på græsk i Corpus Medicorum Graecorum fra 1927), er der ikke anden forskel på de tre oversættelser end sprogbrugen.

Indholdsmæssigt kan ”Eden” opdeles i en indledning med påkaldelse af guderne, en første del, som indeholder lægens forpligtelser over for lægekollektivet, og en anden del, som opregner de individuelle etiske regler.
 
”Jeg sværger ved lægeguden Apollon og Asklepios og Hygeia og Panakeia og samtlige guder og gudinder og sætter dem som dommere over, at jeg efter evne og skøn overholder følgende ed og kontrakt:

Jeg vil sætte den, som har oplært mig i denne kunst, lige med mine forældre, og jeg vil dele min livsførelse med ham og stille mine midler til rådighed for ham, hvis han har brug for det.
Jeg vil regne hans afkom for mine egne brødre og uden aflønning og kontrakt undervise dem i denne kunst, hvis de ønsker at lære den.
Jeg vil give adgang til både instruktion og forelæsning og hele den øvrige faglige kunnen for mine egne og min lærers sønner og for de elever, der har skrevet under og aflagt ed efter den lægelige konvention, men ikke for nogen anden.

Jeg vil udføre behandlingerne til gavn for de syge efter evne og skøn, men vil afholde mig fra at bruge dem til skade og uret.
Jeg vil ikke udlevere noget dødbringende lægemiddel til nogen, selv hvis jeg bliver bedt om det, og jeg vil ikke stille min ekspertise til rådighed for noget sådant.
På samme måde vil jeg heller ikke give en kvinde et fosterfordrivende indlæg.
Rent og fromt vil jeg forvalte mit liv og min kunst.
Jeg vil på ingen måde heller skære for sten, men jeg vil overlade det til de mænd, der har denne beskæftigelse som håndværk.
I hvert hus, hvor jeg får min gang, vil jeg træde ind til gavn for de syge og holde mig fjernt fra enhver bevidst uret og fortræd – ikke mindst seksuelle overgreb – over for kvinde- og mandekroppe, både frie og slaver.
Hvad jeg får at se og høre under lægegerningen, ja også i livet uden for lægegerningen, af noget, som man ikke skal omtale videre, vil jeg tie om og regne den slags ting for at være underkastet tavshedspligt.
Hvis jeg holder dette løfte og ikke bryder det, lad mig da have glæde af min livsførelse og min lægekunst ved at have et godt ry hos alle mennesker til evig tid.
Men hvis jeg overtræder det og sværger falsk, skal det modsatte ske.”

Der findes en hel del portrætter af ”Lægekunstens Fader”, men ligner de ham?
Det er lige så svært at besvare som spørgsmålet om han selv er forfatter til bare et eneste af de skrifter som bærer hans navn.

Ikke desto mindre er der folk som har arbejdet seriøst med begge dele, og som kan argumentere for at noget kan tillægges ham, og andet afvises.

De portrætter som stort set kan afvises som fiktive, er skulpturer og bogillustrationer identificeret før 1940, hvor man fandt et marmorhoved på en læges familiegrav i Roms havneby, Ostia. Dette hoved ligner ikke de indtil da accepterede portrætbuster.

Ostiahovedet kan dateres som en romersk kopi fra 1.årh.e.Kr. af en græsk original fra 3.årh.f.Kr. Det var ganske sædvanligt at romerne lod græske skulpturer kopiere til udsmykning af deres hjem og deres grave. Der findes fire andre kopier af den samme græske original, deriblandt en på Glyptoteket i København (I.N. 1795).

Til hovedet hører en basis med en indskrift: ”Livet er kort, lang er tilværelsen under jorden.” Denne indskrift fandt man så beslægtet med den første hippokratiske aforisme at man mente at identifikationen af hovedet nu var sikker. Det regnes stadig for det mest autentiske portræt af Hippokrates, men indskriften er ikke identisk med aforismen hvilket blev understreget af Thuri Lorenz i hans disputats fra 1965 ”Galerien von griechischen Philosophen und Dictherbildnissen bei den Römern”. Lorenz argumenterede for at hovedet derimod kunne forestille den stoiske filosof, Kleanthes.

I 1965 kom også G.M.A. Richters trebindsværk ”The Portraits of the Greeks”. Hun brugte ikke kun den mangelfulde indskrift som argument for identifikationen, men også at hovedet er fundet på en lægegrav, og at det ligner Hippokrates på de romerske bronzemønter fra 1.årh.f.Kr. man i det 16.årh.e.Kr. fandt på den græske ø, Kos, hvor den hippokratiske lægeskole holdt til. Hun regnede det for sikkert at man i 3.årh.f.Kr. har kunnet skabe et æresportræt som lignede Hippokrates på grundlag af skitser fra hans levetid i 5.årh.f.Kr.

De samme argumenter brugte M.V. Barrow i sin udmærkede artikel ”Portraits of Hippocrates” i tidsskriftet Medical History 16 fra 1972.

Jacques Jouanna kommer i sin store og pålidelige bog om Hippokrates (engelsk oversættelse i 1999) også ind på portrætterne, men går meget diplomatisk til værks: han anerkender at Ostiabusten er anset som det bedste bud, men har som forsideillustration til sin bog valgt en smuk byzantinsk miniature som skal forestille Hippokrates, i et manuskript fra 14.årh.e.Kr. på Bibliothèque Nationale i Paris (Parisinus gr. 2144). Portrættet har den skaldede isse dækket med kappen hvilket svarer til beskrivelsen i Soranus’ Hippokratesbiografi fra 2.årh.e.Kr. Problemet er kun den sene datering, og at der ifølge Richter ikke er tradition for at miniaturer skal ligne.

En statue af en siddende Hippokrates dukkede op på Kos i 1929, men da den ikke ligner de andre portrætter som er i spil, har den ikke vundet interesse andre steder end på Kos.

Man ved at Hippokrates blev født i 460 f.Kr., men man ved ikke hvornår han døde, kun at han blev meget gammel.
Man ved heller ikke hvordan han ældedes, men mon ikke han har måttet opleve et og andet fra denne hippokratiske liste på egen krop?

Aforisme III, 31:
”De gamles lidelser er: åndenød, halskatar med hoste, besvær og forstyrrelse ved vandladningen, ledsmerter, nyresygdomme, omtågethed, apopleksi, træthed, kløe over hele kroppen, søvnløshed, inkontinens, rindende øjne, næsedryp, svagsynethed, grå stær og tunghørhed.”

De følgende aforismer tegner et billede af robuste gamle grækere:
Aforisme II, 39: ” Gamle mænd er som regel sjældnere syge end unge, men de kroniske sygdomme som de får, er oftest nogle de dør med.”
Aforisme II, 49: ”De som har vænnet sig til at bære de byrder som lægges på dem, kan lettere bære dem, selv når de er svage eller gamle, end stærke, unge mennesker som ikke er vant til det.”

Aforisme I, 14:
“De som stadig vokser, har mest af den medfødte varme. De behøver derfor mest næring, ellers udsultes deres krop. Hos de gamle er varmen svag, og derfor har de kun brug for lidt brændstof. Hvis de får meget, kvæles flammen nemlig. Det er også derfor, febersygdomme ikke udvikler sig så akut hos gamle, kroppen er nemlig kold.”

Den store spændvidde i de hippokratiske skrifter gør at man kan finde en teoretisk baggrund for denne betragtning om livsvarmen i et andet af skrifterne som bærer den engelske titel ”Fleshes”.

1. ”Jeg benytter mig af almene synspunkter, både andres før mig og også mine personlige til brug for denne afhandling. For det er nødvendigt at antage et fælles udgangspunkt for synspunkterne, når man vil sammenfatte en sådan afhandling om lægekunsten som den følgende. Om det himmelske behøver jeg ikke tale undtagen for at påvise hvordan mennesket og de andre dyr formedes og blev til.” – - -

2. ”Det er min opfattelse, at det som kaldes varme, er uforgængeligt, og at det rummer al tanke og ser og hører og ved alt, både det nuværende og det kommende. Dengang alting var under forandring, bevægede størstedelen af denne varme sig ud til den øverste periferi. Det var nok det som vore forgængere gav navnet æteren. Den anden del nedenunder kaldes jorden, og den er kold og tør og i stor bevægelse, og meget af varmen findes inde i den. Den tredje del som er luften (aër) nærmest ved jorden, er meget fugtig og tæt.”

Efter denne indledning følger en detaljeret beskrivelse af hvordan mennesket er blevet til som et andet stykke bagværk under indflydelse af varmen.

Den græske titel (perì sárkon) kunne på dansk gengives med ”Om legemliggørelsen” med undertitlen: en lægelig skabelsesberetning fra antikken.

Der er den første hippokratiske aforisme, og så er der alle de 411 andre. Den første er meget berømt og aldeles med rette. Den lyder sådan:
”Livet er kort, kunsten lang, øjeblikket tilspidset, forsøget usikkert, afgørelsen vanskelig. Man skal ikke blot selv yde sin pligt, når man griber ind, men også få den syge og de tilstedeværende og de ydre omstændigheder til at samarbejde.”

Den første aforisme er en vellykket sammenfatning af de holdninger som er gennemgående i de hippokratiske skrifter, selv om de er nedskrevet af flere forskellige forfattere.

Den er i tidens løb blevet oversat på forskellige måder, fordi nogle af de græske ord er vanskelige at gengive uden kommentarer:
”øjeblikket” står for det helt rigtige øjeblik, men ordet kan også bruges om den helt rigtige mængde - 
”forsøget” er ikke så meget det at foretage et eksperiment som at indsamle erfaring fra hvert enkelt tilfælde (forsøg hedder på græsk peîra, heraf empiri).

Et par eksempler fra de andre aforismer kan illustrere at de handler om stort og småt uden større indbyrdes sammenhæng.
I, XIII ”Gamle klarer lettest faste, dernæst modne mennesker, mindst de unge og allermindst børn, især den slags som er usædvanligt livlige.”
II, 46 ”Hvis to lidelser rammer samtidig, men ikke på samme sted, fordunkler den værste den anden.”
VI, 28 ”Eunukker får ikke podagra og bliver heller ikke skaldede.”
VII, 56 ”Uro, gaben og kuldegysninger afhjælpes ved at drikke vin iblandet lige dele vand.”

Aforismeformen har været populær hos de hippokratiske læger og deres elever.
Skrifterne ”Nutriment”, ”Dentition”, ”Prorrhetic I” og ”Coan Praenotions” er også i aforismeform.
En aforisme fra ”Dentition”:
”Ikke alle børn dør, hvis de får kramper under tandbruddet. Mange redder sig igennem.”

Det giver anledning til at spekulere over hvad betegnelsen aforisme dækker. Oprindelig betyder det afgrænsning og er det samme ord på græsk som definition på latin, men aforismerne er ikke definitioner, men citater eller undertiden blot noter, revet ud af deres sammenhæng.

Aforisme II, 22 er en lidt forenklet udgave af den hippokratiske regel om at det modsatte behandles med det modsatte (contraria contrariis curantur).
”De sygdomme som er forårsaget af overfyldning, behandles med udtømning, og de som er forårsaget af mangel, behandles med opfyldning. På samme måde består også i andre tilfælde behandlingen i det modsatte.” Reglen forklares i større sammenhæng i skriftet ”Om åndedrætsluft”.

Den sidste aforisme VII, 87 er næsten lige så kendt som den første:
”De sygdomme som farmaka ikke kan kurere, kurerer kniven. De som kniven ikke kan kurere, kurerer ilden (brændejernet). De som ilden ikke kan kurere, må regnes for uhelbredelige.”

Der er ingen tvivl om at de hippokratiske læger fra 5. og 4. årh.f.Kr. var meget interesserede i den forvandling (metabolé) som maden undergår på sin vej igennem kroppen.
De anså nemlig rådgivning om kost og motion som et af deres vigtigste lægelige virkemidler, og de havde samlet erfaring ved at studere alle kroppens udsondringer.

Den hippokratiske kriselære og de forskellige teorier om kropsvæsker som senere blev til humoralpatologien, bygger ligeledes på fordøjelsens betydning for helbredelse i form af en afbalanceret væskeblanding (krâsis).

Ikke desto mindre finder man sjældent i de hippokratiske skrifter nogen nærmere beskrivelse af denne vigtige proces, men kun at det var en slags kogning (pépsis). De indre organer nævnes heller ikke i denne sammenhæng, men betegnelsen bughulen (koilíe) kan anvendes om hele det fordøjelsessystem som følger efter munden (stóma) og spiserøret (stómachos).

Derfor virker det meget lovende, når man i et skrift uden for den hippokratiske samling kan læse denne sætning: ”Dette er hvad Aristoteles mener angående Hippokrates”.

Sætningen står i en papyrus fra ca.100 e.Kr. hvorpå en skriver har kopieret og refereret nogle ældre forelæsningsnotater. Da der ikke er angivet nogen ophavsmand til notaterne, kalder man ham ”Anónymus”, og da papyrus’en blev erhvervet af British Museum (i 1890), kalder man den ”Anónymus Londinénsis”.

Den pågældende sætning holder ikke uden videre hvad den lover: i stedet for Aristoteles (4.årh.f.Kr.) skal man forstå hans elev Menon, og Hippokrates er muligvis heller ikke den rigtige Hippokrates (5.årh.f.Kr.). De udsagn der tillægges ham (om sygdomsårsager) findes nemlig stort set kun i skriftet om åndedrætsluft som sædvanligvis ikke regnes for hippokratisk.

Sidste del af denne papyrus handler om teorier om åndedræt og fordøjelse som også hørte sammen i det hippokratiske skrift ”Nutriment”. Der nævnes læger som virkede efter Hippokrates’ tid (de berømte Erasistratos og Herophilos), men man kan her få et indtryk af hvad Hippokrates havde forestillet sig om fordøjelsen efter sønderdelingen i munden af ”skæretænderne” og ”mølletænderne”:

”Vi hævder at føden både bliver gjort flydende i bugen og også gennemgår en bearbejdning og en forvandling til noget lignende, når den passerer disse varmere regioner. Det må nødvendigvis gå ligesom med vand – når det flyder gennem landområder, optager det deres særpræg og får den samme karakter som dem. For hvis disse områder er præget af jordbeg, bliver vandet også af en begagtig karakter, og hvis de er svovlgule, ændrer vandet sig også og bliver svovlgult.”

”Anonymus” tilføjer at næringen siver ud i kroppen gennem nogle små sprækker (araiómata), og at den også optages via blodet.

Han gør opmærksom på at ”også fra tarmene foregår der næringsoptagelse. Indholdet i den tynde tarm er nemlig mere tyndt og fugtigt og i den udrettede tarm mere tørt og tykt.”

De sidste rester udskilles gennem kolon som afføring hvorefter menneskets afføring er næring for mindre dyr som ædes af større dyr, og derefter igen kan blive næring for mennesker.

Skal lægen gribe meget aktivt ind i sygdomsforløbet, eller skal han blot bistå naturen?
Lægekunstens historie har i perioder tillagt Hippokrates begge holdninger, og også den senere latinske vending ”vis medicatrix naturae” (naturens lægende kræfter) er blevet brugt i begge retninger, f.eks. som begrundelse for voldsom åreladning.

Som man i dag læser samlingen af hippokratiske skrifter fra 5. og 4. årh. f. Kr., får man indtryk af en tilbageholdende og afventende sygdomsbehandling

Tættest på tanken om naturens lægende kræfter kommer man i ”Epidemics VI” (afsnit 5, stk.1):
”Kroppens natur virker som læge under sygdom. Naturen finder selv sine udveje uden bevidst tankevirksomhed.”
Citatet fortsætter dog mere jordnært end filosofisk:
”F.eks. det at blinke og tungens hjælpefunktion og alle den slags ting. Naturen er af sig selv oplært, og skal ikke indprente sig hvad der skal gøres. Tårer, væde fra næsen, nys, ørevoks, mundens spytproduktion, indånding, udånding, gaben, hoste, hikke, alt sammen på hver sin måde. Vandladning, vinde på hver af de to måder, både dem fra maden og dem fra vejrtrækningen. For hunkønsvæsner det som er særligt for dem, og i resten af kroppen sved, kløe, strækken sig og alle den slags ting.”

Forskellen mellem natur og menneskelige (lægelige) aktiviteter udtrykkes i ”Regimen I” (stk. 11):
”Den overleverede kultur (nómos) har mennesker indrettet for sig selv uden at forstå dens baggrund, men det er guderne som har indrettet alle tings natur (fýsis). Det menneskegjorte er aldrig konstant, og hverken rigtigt eller forkert, men det som guderne har skabt, er i evighed rigtigt. Så stor er forskellen mellem rigtigt og forkert.”

Ligheden i virkemåde mellem håndværk, lægekunst og natur behandles i ”Regimen I” (stk. 15):
”Skomagere deler hele skind i smådele og gør disse dele til helheder. Ved at skære og stikke gør de det beskadigede i orden. Sådan er det også med mennesker. Helhederne kan deles og blive hele igen, ved at delene sættes sammen. Ved at blive stukket og skåret i det beskadigede gøres mennesker raske af lægerne. Det hører også under lægekunsten at bortskaffe smerten og helbrede ved at fjerne det man har besvær af. Naturen kan af sig selv (automáte) disse ting, f.eks. at en siddende bruger kræfterne til at rejse sig og en person i bevægelse bruger dem til at bremse op. Også på andre områder går natur og lægekunst ud på det samme.”

Forfatteren af ”The Art” (stk.6) forsvarer lægekunstens selvstændige eksistens som et fag der har indsigt i naturens årsagssammenhænge:
”Det meste af det som vokser frem og forarbejdes, indeholder grundsubstanserne til behandling og medicin. Derfor kan ingen af dem som er blevet helbredt uden læge, korrekt påstå at han er blevet rask af sig selv (autómaton). For ”af sig selv” viser sig ikke at eksistere, hvis man ser kritisk på det. Alt hvad der sker, kan nemlig påvises at ske på grund af noget, og gennem dette ”på grund af noget” fremstår ”af sig selv” uden nogen realitet ud over betegnelsen. Lægekunsten derimod fremstår ikke alene som en realitet ved dette ”på grund af noget” og ved dens indsigt i det fremtidige forløb, men det vil den altid gøre.”

Platon lader i dialogen ”Faidros” (270 C-D) Hippokrates ønske at kende naturens kræfter: hvad de indvirker på, og hvad de påvirkes af. De hippokratiske forfattere til citaterne ovenfor ser ud til at have samme interesse.

I de hippokratiske skrifter fra 5. og 4. årh. f. Kr. har ordet krise ikke kun den negative betydning som det har nu, men det betyder at der fældes dom over sygdommen. En dom som lige så godt kan gå i positiv som i negativ retning (helbredelse eller død).
De kritiske dage er de dage hvor denne afgørelse finder sted – som regel i forbindelse med en renselse (kátharsis) som opstår naturligt ved menstruation, opkastning, ophostning, afføring, vandladning, udskillelse af pus eller stærk svedafsondring.

Sygdommens drama udspiller sig næsten som et drama på teateret hvor et omslag i handlingen (ofte i form af en genkendelse), afslører for tilskuerne om der bliver en lykkelig afslutning eller ej.
Ved en krise er det ikke lægen som fælder en dom, hans opgave er at udlægge den og give en prognose ud fra et grundigt kendskab til lignende sygdomsforløb.
I ”Epidemics I – VII” beskrives mere end 450 sygehistorier med deres kriser. (Et par sent nedskrevne skrifter med titlerne ”Om kriser” og ”Om de kritiske dage” består kun af gentagelser fra tidligere værker).

”I farlige tilfælde skal man holde øje med alle rettidige og velfordøjede udsondringer alle vegne fra eller med gode og betydningsfulde affaldsprodukter. Det velfordøjede tilkendegiver en snarlig krise og en sikker helbredelse, men det rå og ufordøjede og det som bliver til dårlige affaldsprodukter, tyder på udeblivende krise, smerte, langvarighed, død eller gentagelse af det samme. Hvad af dette som vil være mest sandsynligt, må ses af andre tegn. Man skal lære sig at kunne gøre rede for forhistorien, forstå den øjeblikkelige situation og forudsige hvad der kommer til at ske.” (”Epidemics I, 11”).

De hippokratiske læger forventede i de fleste sygdomme en stor regelmæssighed i forekomsten af kriser – formentlig ud fra erfaringer med malaria som kan forløbe regelmæssigt med en eller to feberfri dage mellem anfaldene, men også optræde med uregelmæssige anfald.
”Uregelmæssighed i sygdom varsler et langt forløb. Det er krisen som er befrielse for sygdom.” (”Precepts” XIV).

De navngivne patienter i ”Epidemics I, 20” kunne have flere kriser som ikke altid forløb lige regelmæssigt, men lægerne registrerede alligevel omhyggeligt alle sygdommens faser (i dette tilfælde en smertefuld hævelse ved ørerne):
”Med hensyn til kriserne som vi jo vurderer ud fra, forløb de enten ens eller forskelligt, som med de to brødre som begge begyndte på samme tid, og som lå syge ved Epigenes’ sommerbolig. Af dem fik den ældste krise den sjette dag, og den yngste den syvende. Sygdommen vendte tilbage for dem begge to på samme tid efter fem dage, og efter tilbagefaldet kom der krise for begge to samtidig på den syttende dag. For de fleste faldt krisen på sjettedagene, sygdommen gik i stilstand i seks dage, og efter tilbagefald kom der krise på femtedagene. Nogle som havde krise på syvendedagene, havde stilstand i syv dage, og efter tilbagefaldet havde de krise på tredjedagene. Nogle som havde krise på syvendedagene, havde stilstand i tre dage og havde krise på syvendedagene. Nogle som havde krise på sjettedagene, havde stilstand i seks dage, sygdom i tre dage, stilstand i en, sygdom i en dag og dernæst krise som Euagon, søn af Diatharses. Nogle som havde krise på sjettedagene, havde stilstand i syv dage. Efter tilbagefald var der krise på fjerdedagen, som hos Aglaidas’ datter.”

Kan den teknisk dygtige Hippokrates som har lagt navn til de meget saglige kirurgiske værker i samlingen, være den samme som den Hippokrates man begejstres for i de mere argumenterende værker som f.eks. ”Ancient Medicine”, ”Airs, Waters, Places”, ”Epidemics”, ”Prognostic”, ”The Sacred Disease” og ”The Art”?
Det spørgsmål finder ikke noget endegyldigt svar, men citater fra de tre kirurgiske værker ”On Fractures”, ”On Joints” og ”Mochlikón” (“Instruments of Reduction”) viser de samme holdninger bag sagligheden som i den anden type skrifter.

For det første undgår den hippokratiske læge overdrivelser.
Han er både tilbageholdende med at amputere og at årelade, og han bruger ikke en maskine, bare fordi han har anskaffet den.
”Det er forkert og imod lægekunsten at bruge en maskine uden at den har en god virkning.”
Det er ikke hos ham, den hippokratiske bænk har udviklet sig til et torturredskab.
En syg eller nyopereret patient bør ikke give maven for store udfordinger, men ved visse lidelser behøver patienterne ikke skånekost, og så ”er der ingen grund til at sulte dem.”
Han er også i stand til at bruge den meget giftige nyserod i så små doser at den har en gavnlig effekt på nyopererede.

Dette mådehold medfører naturlighed – man bør undgå al den kunstige opstyltethed og den jagen efter nyheder som åbenbart stortrivedes i det uorganiserede sundhedsmarked.
”De roser det usædvanlige før de ved om det dur, frem for det velkendte som de allerede kender nytten af, og det mærkelige frem for det indlysende.”
Den rette opbinding af et vanskeligt albuebrud vil ganske enkelt være i den stilling patienten selv viser armen frem, man skal nemlig tage hensyn til individuelle variationer.
”Der er forskel på armens naturlige stilling i spydkast, slyngekast, stenkast, nævekamp og i hvile.”
”Det vigtigste i hele lægekunsten er, at du gør den syge rask. Hvis det er muligt at gøre rask på mange måder, skal du vælge den der giver mindst ubehag.”

Holdningen til de syge er lige professionelt hensynsfuld over for alle, men den er ikke sentimental. Lægen skal have modet til at træffe vanskelige beslutninger, og han er ikke forpliget til at påtage sig behandlingen af en patient, hvis der er stor risiko forbundet med det.
”Sådanne tilfælde skal man i allerhøjeste grad undgå, hvis man har en god undskyldning.”

Det som især blev betydningsfuldt for lægekunstens videre udvikling, var erkendelsen af det vigtige i åbent at fremstille egne og andres fejl for at lære af dem.
”Også forsøg som viser sig ikke at føre til noget, og hvorfor de ikke gjorde det, giver gode erfaringer.”

De følgende citater antyder at den hippokratiske læge havde en hemmelig viden om menneskets anatomi fra dissektion.
Et sted taler forfatteren om at sætte et led på plads indefra og ud ”som man kan gøre på et dødt, men ikke på et levende menneske.”
Indledningen til ”On Joints” handler om skulderluksationer og i den anledning står der:
”Hvis man blottede overarmen for kød ved oversiden af skulderen, og man også blottede den der hvor musklen går op, og blottede senen som strækker sig ved armhulen og kravebenet mod brystet, ville overarmens hoved rage kraftigt fremad uden at være gået af led.”

De kirurgiske værker udgør en ganske betragtelig del af den hippokratiske skriftsamling, og deres ægthed betvivles sjældent. Deres form kan dog virke lidt sammenstykket med gentagelser og overlapninger, men de enkelte dele er brillante.
Foruden ”In the Surgery”, ”Physician”, ”Ulcers”, ”Haemorrhoids”, ”Fistulas” og ”On Wounds in the Head” indgår ”On Fractures”, ”On Joints” og ”Mochlikón” (“Instruments of Reduction”) i denne gruppe.
Der ligger en imponerende erfaring og teknisk dygtighed bag disse værker, og de giver et klart billede af Hippokrates som læge.

Kirurgi (cheirurgía) betyder håndarbejde (eller håndværk), og som titlerne antyder, består arbejdet i håndtering af knoglebrud og andre læsioner og medfødte lidelser (Behandlingen af klumpfod i ”On Joints”, stk. LXII er berømt).
Arbejdet udføres ved hjælp af lægens og hans assistenters håndflader og muskelkraft (en enkelt gang tages foden til hjælp), foruden bandager, instrumenter og store maskiner til at sætte forvredne led på plads.
Titlen ”Mochlikón” betyder et apparat med løftestang, og i ”On Fractures”, stk. XIII beskrives ”den hippokratiske bænk” som er et leje af træ hvorpå patienten kan fastgøres og i lodret eller vandret stilling udsættes for træk i den nødvendige retning.
”Hvis man er læge i en stor by, er det bedst at anskaffe sig et apparat af træ i hvilket der er indrettet alt det nødvendige med henblik på behandling af alle brud og alle luksationer ved udstrækning og hævning.”
Den medicinske side af lægens arbejde træder her lidt i baggrunden, men farmaka og diætetiske forskrifter bruges med lige så stor overbevisning som håndgrebene.
”Alt i alt bør diæten være desto mere nøjagtig og langvarig, jo voldsommere skaden er.”
Det viser sig at være svært at få patienter med en velanlagt bandagering med skinne til at ligge på langs og holde sig til skånekost i den foreskrevne periode. Lægen beklager at dette går ud over helingen, men han er i øvrigt ganske klar over at led og muskler har bedst af at blive brugt.
”I hovedsagen vil alle dele af kroppen som er skabt til en funktion, blive sunde og veludviklede og ældes smukt, når de bruges med måde og trænes med øvelser de hver især er vant til. Hvorimod de bliver sygelige og uudviklede og ældes hurtigt, hvis de ikke bruges, men får lov at hvile.”
Om nødvendigt foretages amputation, helst i led hvor det er mindst smertefuldt. Der omtales ikke nogen form for bedøvelse. Metoden beskrives ikke nærmere, men det fremgår at små knogler hugges af, og større saves af. Her som ved andre større operationer står lægen med den fod nærmest patienten oppe på en lille skammel og vægten på den anden fod.
Den store sikkerhed i behandlingerne forudsætter en god anatomisk viden som kun af og til udfoldes i teksten.
Brachíon er betegnelsen for overarmen, pêchys for underarmen og cheír for hånden. Som så ofte i den antikke litteratur bruges cheír også om hele armen (dette stiltræk kaldes pars pro toto eller synecdoché).
Underarmens knogler karakteriseres blot, de navngives ikke, men den rette behandling af albueleddet regnes for den fornemste kunst.
Kæbekirurgi er også for specialister og folk som kan tænke sig om:
”Det er ikke let at beskrive kirurgien i sin helhed skriftligt – man må selv tage fantasien til hjælp ud fra det skrevne.”