MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

Titlen på det hippokratiske skrift ”Places in Man” som på latin kaldes ”De locis in homine”, dækker det man kalder en topografisk anatomi, d.v.s. en lære om de anatomiske regioner i mennesket.
Det græske ord tópos betyder sted eller region.
Ordet anatomi indgår ikke i titlen, fordi anatomi i denne tidlige periode kun betød opskæring (dissektion) og ikke de deraf indhøstede oplysninger.
Der findes et lille hippokratisk skrift med titlen ”Anatomy”, men det dateres til en senere tid og er en meget kort beskrivelse af nogle af de anatomiske regioner i mennesket.

”Places in Man” er trods sin titel ikke begrænset til kroppens regioner, men indeholder f.eks. en systematisk gennemgang af knogler og led.  Forfatteren afslører så stort kendskab til menneskekroppe at han skelner mellem det almindelige og det individuelle.

Skriftet virker sammensat af flere som ikke alle handler om anatomi, og der er de forventelige mangler i terminologi og i forståelsen af f.eks. blodkar og nerver. Hjernens betydning for høresansen er erkendt og bliver smukt beskrevet.
Interessant er det, at han i stk. 6 taler om underkæben som en sammenvoksning af to led (hvilket man finder hos dyr). Denne påstand gentog lægen Galén ca. 600 år senere, og det blev et af angrebspunkterne for Vesalius (1543) som hævdede at Galéns anatomiske viden udelukkende byggede på dissektion af aber og svin.

”Places in Man” kan enten dateres til 5. årh.f.Kr. og dermed være skrevet af Hippokrates, eller til det efterfølgende 4. årh.f.Kr. Det har været fremført at brugen af termen oisophágos om spiserøret vanskeliggør den tidlige datering, men man kunne lige så godt pege på at termen phrénes om mellemgulvet (i stedet for diáphragma) taler for en tidlig nedskrivning, mens oisophágos kan forklares som en rettelse i overleveringen.

Indholdsmæssigt er der mange forbindelser til andre, tidlige hippokratiske værker. Skriftet indledes med denne erklæring:
”Efter min mening findes der ikke et begyndelsespunkt for kroppen, men alt er i lige grad begyndelse og afslutning. Man kan jo ikke udpege begyndelsen på en cirkelform.”
Der nævnes ikke bestemte legemsvæsker, men kun kvaliteterne tørt, fugtigt, koldt og varmt. Især fugtighed fremhæves som nødvendig for den udveksling der sker i hele kroppen, og den er dermed afgørende for sundhed og sygdom.
Senere i skriftet sammenlignes lægekunst med læsning hvor bogstaverne altid repræsenterer det samme. Lægekunst er langt vanskeligere, den virker ikke på samme måde det ene øjeblik som det næste.
”Noget kan behandles ved det stik modsatte af hvad det består i, og hvad det kom af – andet ved det samme som det består i, og som det kom af. Årsagen til dette er kroppens sårbarhed.”
Den dygtige læges succes beror ikke på held, men på forståelse for kairós, d.v.s. det rette øjeblik og den rette mængde.

Det endelige tegn på at forfatteren er Hippokrates, finder jeg i følgende stolte og uhyrlige erklæring:
”Efter min mening er lægekunsten som den er nu, udfundet i sin helhed!”

P.S. Hvad byggede denne forfatter sin anatomiske viden på?
Spørgsmålet er alt for stort til at kunne besvares her, men jeg slynger alligevel ud at jeg ikke kan begribe at det ikke skulle være muligt for en agtværdig lægeskole i de tidlige græske bystaters slavesamfund at skaffe sig materiale til indsigt i kroppens indre dele.

Det korte svar er: ”nej!”

Hippokrates (5.årh.f.Kr.) udførte åreladning (flebotomia) med en skalpel, men anvendte ikke igler i sin behandling. Igler nævner han kun som sygdomsvoldere, hvis man har fået dem til at sidde fast i svælget efter uforsigtigt at have drukket flodvand.

Nikandros af Kolofon (3.årh.f.Kr.) beskriver i sit læredigt ”Alexipharmaka” (modgifte) samme uheldige tildragelse hvor patienters lidelser viser sig at skyldes igler i svælget. Nikandros har fået ry som den første græske læge der behandlede med igler, men de får kun en ganske kort omtale i hans andet bevarede digt ”Theriaka” (stik og bid fra vilde dyr og deres behandling) hvor iglerne nævnes som et sårrensende middel, men ikke i forbindelse med åreladning.  

Først hos Galen (2.årh.e.Kr.) finder man i de græske lægeskrifter en egentlig beskrivelse af igler brugt til åreladning i en lille artikel med titlen ”Igler” (At den græske betegnelse for igler ”bdella” minder om udbruddet ”bvadr”, er ikke nogen tilfældighed).   

Der er visse ting i Galens beskrivelse af brugen af igler som antyder at han ikke selv har brugt dem. F. eks. lyder indledningen: ”Der er nogle som samler igler ind og bruger dem til mange ting.” Men også andet tyder i den retning hvilket jeg vil vende tilbage til.

Hvis man sammenligner Galens igleopskrift med den man kan læse hos den persiske læge Avicenna (980-1037 e.Kr.), føler man sig overbevist om her at have fundet en igleekspert. Dog indleder Avicenna det pågældende afsnit i bog I af sin ”Canon” med at henvise til sin kilde, i dette tilfælde ikke græsk, men indisk lægekunst, som advarer mod igler som lever i snavset vand, som er syge, eller som tilhører en giftig art. Nyttig viden skulle man tro.

Dernæst slår Avicenna fast at igler suger blod fra dybere lag end dem man når med kopsætning.

Det er i modsætning til Galen som hævder at igler trækker blod fra huden, ikke fra dybden, og at de bruges i stedet for kopsætning.

Begge foreskriver at de først kan anvendes efter et døgn i lunkent vand hvor de ernæres med lidt blod (Avicenna foreslår lammeblod) og renses udvendigt med en svamp.

De er også enige om at det pågældende sted skal renses (om nødvendigt barberes) og skrabes eller kradses lidt for at vække iglens appetit, og om en vis rensende og dulmende efterbehandling.

Men så kommer vi til den store forskel:

Avicenna skriver at man endelig ikke må pille dem af med magt på grund af risiko for voldsom blødning, og at man for at hindre dem i at kravle ind i svælg eller anus, skal trække en tråd gennem deres hale, oppe fra og ned – ikke fra side til side, da man i så fald vil skade dyrets blodkar.

Galen derimod vil klippe halen af iglen, når den har suget lidt, da en igle ikke vil standse blodsugningen af sig selv, og han vil trække dyret af, når han skønner at det har suget halvdelen. Han fraråder at lade det suge sig mæt, da igler er kolde dyr, og kulden vil skade det syge sted.

Min sammenligning lader mig mene (måske ikke overraskende) at den iglebegejstring som kulminerede i 1827 hvor man til Frankrig importerede så meget som 33.000.000 igler (på latin: Hirudines medicinales, i singularis: Hirudo medicinalis), stammer fra den indiske lægekunst som Galen måske har kendskab til, men som først senere er slået an i Europa via Avicenna og den arabiske lægekunst.

Professorer og andre honoratiores gjorde deres entré i det anatomiske teater i kirurgernes hus (nu Medicinsk Museion) ad en korridor fra hovedtrappen og indtog de særlige stole i første række.

Studenterne kom ind ad de mindre indgange foroven og strømmede derfra ned på de umagelige bænkerader som var uden rygstød og hynder. Sådanne differentierede indgangsforhold havde man også i antikkens teatre som lokalets form minder om.

Ved hovedindgangen har den udsmykkende kunstner Andreas Weidenhaupt sat et gipsrelief som forestiller lægeguden Æsculap i selskab med Universitetets skytsgudinde Minerva. Selv om man ifølge sagens natur ikke ved hvordan de har set ud, findes en ganske fast tradition for at skildre dem med hensyn til alder og ved hjælp af særlige kendetegn.

Minerva som på græsk hedder (Pallas) Athene, er en ung tænksom kvinde med krigerisk udstyr: en hjelm og et karakteristisk skjold. Hun kan også have en lille ugle som symboliserer hendes visdom.

Æskulap som på græsk hedder Asklepios, er en ældre mand med en slangestav, en såkaldt æskulapstav, som også i dag bruges til at signalere sundhedsmæssige sammenhænge. Slanger var i den græske oldtid religiøse symboler og indgik i den behandling som udøvedes af præsterne ved Asklepios­helligdommene. Asklepios ses meget ofte i selskab med en kvinde, men det plejer at være hans datter, Hygieia (sundhed). Athene er valgt for at knytte forbindelse mellem kirurgernes hus og Universitetet hvor medicinerne blev uddannet.

Der er en vis forbindelse mellem Asklepios og de to antikke læger Hippokrates (5. århundrede f.Kr.) og Galen (2. århundrede e.Kr.), selv om de begge repræsenterede den rationelle tilgang til lægekunsten og ikke den magiske.

Hippokrates var Asklepiade, d.v.s. at hans slægt hævdede at nedstamme fra guden Asklepios. Dette lyder utroværdigt, men grækerne var åbne for at forfædre kunne blive genstand for heltedyrkelse eller ligefrem blive guddommeliggjorte.

Galen var født i Pergamon i det græske Ionien, som nu er Tyrkiets vestkyst. Pergamon var på hans tid en stor og vigtig by. Det var der man opfandt at behandle skind så det kunne bruge til at skrive på, det såkaldte pergament, som blev en alvorlig konkurrent til Ægyptens papyrusproduktion. Pergamonfrisen i Pergamonmuseet i Berlin stammer fra byens akropolis (højby) og vidner om byens storhed. I den nedre bydel lå bl.a. en stor Asklepioshelligdom hvis tempel var en efterligning af Pantheon i Rom, men kun i halv størrelse.

Medicinsk Museions auditorium har også en kuppel og nicher til indsætning af buster på samme måde som Asklepioshelligdommen i Pergamon og Pantheon i Rom.