Skrevet af Bente Vinge Pedersen
den 01-12-2010
Hvis nogen derude går og undrer sig over, hvad det her Medicinsk Museion er for noget og ikke mindst, hvor det det er på vej hen, afholder Dansk Medicinsk-historiske Selskab næste onsdag 8. december 2010 kl. 19.30 et arrangement, der kan kaste lys over emnet.
I Medicinsk Museions auditorium, Bredgade 62, København K vil professor og museumschef Thomas Söderqvist præsentere visioner og planer for Medicinsk Museion, og for at udfordre og åbne den efterfølgende debat er Rektor for Kunstakademiets Billedskole Mikkel Bogh inviteret til at kommentere planerne.
Selskabet præsenterer arrangementet således:
Visioner for Medicinsk Museion – et medicinsk museum 2.0
Medicinsk-Historisk Museum blev etableret i 1907 og blev op igennem 1900-tallet hjemsted for en af Europas største og rigeste medicinhistoriske samlinger. Fra at være et klassisk medicinhistorisk museum er Medicinsk Museion igennem de sidste ti år blevet et mere udadrettet museum for medicinsk forskningsformidling. Fokus ligger i dag på at engagere de besøgende i den aktuelle udvikling inden for de biomedicinske videnskaber i historisk og kulturelt perspektiv, og til det formål har museet etableret en museumsrelevant forskningsprofil inden for videnskabshistorie, filosofi, æstetik, etc. Ved hjælp af en stor bevilling inden for rammen af det nye Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research ved Københavns Universitet er Medicinsk Museion nu ved at tage et nyt skridt i retning af et tættere samarbejde med sundhedsforskningen — et medicinsk museum 2.0.
Der er gratis adgang, og alle er velkomne.
Skrevet af Jonas Paludan
den 04-03-2010
Den 18. marts 2010 afholder Historisk Foredragsforening i Odense et foredrag om Thomas Bartholin med titlen, Thomas Bartholin – dansk anatom i 1600-tallet. Aftenens foredragsholder er Inge Mønster-Kjær og programmet ser spændene ud:
Anatomen Thomas Bartholin (1616-1680) var central i berømmelsen af Københavns Universitet i 1600-tallet. Hans virke er en samling af gode historier, om de Europæiske universiteter, om religionskonflikter, om videnskabens vilkår i 1600-tallet og om akademisk stræben i et hårdt konkurrencemiljø.
I foredraget vil der blive fokuseret på, hvordan hele billedet af en 1600-tals videnskabsmand kan ændre sig, hvis man inddrager hans ikke-videnskabelige udgivelser i en undersøgelse. Var Bartholin overtroisk? Var han ukritisk overfor overleveringer? Kan man overhovedet kalde ham videnskabelig?
Foredraget vil bygge på en konkret medicinhistorisk undersøgelse af lægen og anatomen Thomas Bartholins virke i 1600tallet. Her vil det blive demonstreret hvor store forskelle de forskellige historieteoretiske positioneringer overfor medicinhistorien kan føre til, når analyseresultater sammenlignes
Det lyder interessant og tippet er hermed givet videre.
Desuden bør jeg næsten gøre opmærksom på, at et af Bartholins værker kan opleves i Medicinsk Museions særudstilling frem til 4. april 2010. Det drejer sig om Neu-verbesserte künsliche Zerlegung des Menschlichen Leibes fra 1677. Bogen er slået op på en side der viser et anatomisk stik af trillinger forbundet til moderkagen og den er bestemt et besøg værd.

Thomas Bartholin
Skrevet af Bente Vinge Pedersen
den 20-10-2008
I vores særudstilling Oldetopia har vi viet et rum til et tema om det tilsyneladende evige fascination af det lange lange liv. Ikke nok med at levealderen er stigende. Grænsen for hvor gamle mennesket kan blive er tilsyneladende heller ikke nået. Her udstiller vi bl.a. et galleri af det man på engelsk kalder super-centenarians, og som på dansk oversættes til længelevere.

Væggen med længeleverne fra udstillingen Oldetopia

Fra temaet "Det lange lange liv" i udstillingen Oldetopia
På søndag d. 26. oktober kl. 14 kan du her på Medicinsk Museion møde manden bag historierne om længeleverne og høre nærmere om, hvad forskerne egentlig ved om det lange liv. Leder af Center for aldringsforskning på Syddansk Universitet Bernard Jeune holder foredrag i auditoriet. Bernard Jeune sad i Oldetopias faglige baggrundsgruppe, og han har bl.a. bidraget med materiale om sit arbejde blandt verdens allerældste. Entreen koster 50 kr for voksne og 30 kr for børn, studerende og pensionister. Inkluderet i prisen er naturligvis også muligheden for at se selve udstillingen Oldetopia.