MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

I december blev en længe ønsket istandsættelse af tre udstillingsrum i Medicinsk Museion påbegyndt. Temaerne er infektionssygdomme, anatomi og humane præparater. Renovering af rummene medførte, at de udstillede genstande skulle flyttes og genopsættes i andre udstillingsrum på Medicinsk Museion.

Inden genopsætningen var det nødvendigt at få genstandene vurderet på konserveringsværkstedet. Specielt genstandenes lange ophold i udstillingerne krævede en ny bedømmelse af deres bevaringstilstand med efterfølgende udførelse af nødvendige bevarings- og konserveringstiltag for sikring af fortsat stabilitet og bevarelse.

En af de spændende genstande fra udstillingen om infektionssygdomme, som næppe kan have undgået den besøgendes blik, er et gynækologisk leje med tilhørende skammel, som har tilhørt zoologen og lægen Rudolph Bergh.

Ludvig Sophus Rudolph Bergh (1824 – 1909) var på sin tid førende læge indenfor forebyggelse af hud – og kønssygdomme. Specielt syfilis blandt prostituerede og fattige spillede en stor rolle i hans lægelige virke.  Et straffelovstillæg i 1874 tillod politiet, at lade mistænkt løsagtige kvinder undersøge samt at påbyde kur ved kønssygdomme.

Dette skabte rig mulighed for Rudolph Bergh til, blandt andet lægeligt arbejde, at udføre regelmæssige undersøgelser for, og dermed muligheden for forebyggelse af syfilis.

Det gynækologiske leje med skammel har været brugt til Rudolph Berghs gynækologiske undersøgelser, hvorfor det er interessant og spændende i medicinskhistorisk regi. Endvidere giver lejet et godt billede af det 19 århundredes lægelige udstyrs materialitet, samt håndværksmæssige smukke udformning, som næppe målt med nutidens standard har været særlig praktisk eller hygiejnisk.

Det gynækologiske leje består af et højt understel af mørkt lakeret træ med forstærkning af drejet træ. Benene støttes af fire hvide plastikhjul. Sædet med den buede udformning fortil og den høje ryg er polstret med grønligt velourtekstil kantet med snoet possementsnor i grønt og blåt. Ryggen, samt lejet til fødderne i mønstret grønligt velourstof fæstnet med metalnitter, kan indstilles i forskellige stillinger ved hjælp af hakkede messingbøjler. Den tilhørende skammel med lakerede mørke drejede træben på træramme er polstret med samme stof som lejet til fødderne og ligeledes fæstnet med metalnitter.   

Tidens tand har imidlertid sat sit præg på det gynækologiske leje og skammelen. Smuds og støv har lagt sig på overfladerne. Dette har forsynet lejet med et kedeligt gråligt udseende, der bidrager til et fejlslagent visuelt indtryk.

Ydermere har en fritstående placering i udstillingen med stor sandsynlighed for berøring og tilgængelige nedbrydende faktorer såsom lyspåvirkninger, samt alderen bidraget til falmet og mørt tekstil både i overflade og syninger.  Det møre stof og syninger har forårsaget løsthængende possementsnore.

Selv tidligere konserveringstiltag på possementsnorene er blevet synlige. Et manglende hjul bagtil gør, at understellet er skævt og derfor fremstår lejet også skævt, idet understellets træ langsomt har givet sig og tilpasset sig under tilstedeværende klimatiske variationer.

På konservatorværkstedet er det gynækologiske leje med den tilhørende skammel blevet stabiliseret. Tekstil overfladen er forsigtigt tørrenset for smuds- og støvpartikler ved støvsugning med let sug i henhold til overfladens tilstand, så tekstilmaterialet ikke suges med op og dermed forårsager yderligere skade.

Tidligere konserveringstiltag i form af syninger til fæstning af possementsnorene er udtaget og erstattet med grønblålig tråd, der falder sammen med tekstilets grundfarver. De nye syninger er syet på således, at der altid på et evt. senere tidspunkt vil være mulighed for at tage denne ud uden at forårsage yderligere skade på genstanden. Ingen brug af knuder på sytråden og en let syning vil give tråden mulighed for at give sig i takt med materialets bevægelser.

Løsthængende possementsnore er samlet og snoet på ny, samt forstærket med samme tråd, som ligeledes er anvendt til fastsyningen af disse.

Før og efter. Samling og syning af løse possementsnore.

Understellet af træ og metaldele er vådrenset for smuds og støv med en klud eller vatpind let fugtet med demineraliseret vand.  For at genoprette stolens helhedsindtryk samt ligevægt er der fremstillet et nyt hjul af træ, som imiterer de øvrige ved bemaling. 

Til venstre ses et  af de gamle hjul og til højre det nye nye hjul.

En gammel fremspringende limning af understellets forstærkning er lagt ind til overfladens niveau (Billedet tv.). Efterfølgende er den retoucheret i mørke vandopløselige farver, så reversibilitet er mulig (Billedet th.). Det skal i denne forbindelse understreges, at det omtalte ønske om reversibilitet er et af de vigtige redskaber i konserveringsarbejdet.            

Det gynækologiske leje med tilhørende skammel er nu genopstillet på et forhøjet podie i det nye udstillingsrum om infektionssygdomme, hvor den sammen med andre af Rudolph Berghs remedier blandt andet en vaginalvisker og et syfilisangrebet kranie fortæller lidt om de vilkår Rudolphs Bergh arbejdede under og den sygdom han forsøgte at forebygge.

En aktuel diskussion for tiden handler om brugerinddragelse i sundhedssystemet. Man taler ligefrem om en ‘patient 2.0′ på linie med et ‘web 2.0′ eller ‘museum 2.0′  som et udtryk for det fokus på brugerinddragelse, brugerdreven innovation og brug af nye teknologiske muligheder til at skabe fællesskaber, som er blevet et mantra i mange forskellige sammenhænge.

På mange måder synes 2.0-tanken at være positiv: Det er en bevægelse væk fra en énvejskommunikation fra sundhedspersonale-patient eller museumsformidler-publikum og hen mod en mere dialogisk form, hvor ‘brugeren’ (af sundhedssystemet eller museet) inddrages og bliver medskaber og medansvarlig for sin egen sundheds-/museums-oplevelse. Sat på spidsen kan man måske formulere det som en bevægelse væk fra en tanke om en autoritativ opdragerstemme hen mod hvad man kan kalde et fokus på brugerens ‘personlige udvikling’. Det er individet, der er i fokus, og ikke institutionen.

Men denne ‘empowerment’ af individet har også nogle potentielle negative konsekvenser. Særligt fordi det risikerer at skjule, at sundhedssystemet/museet har nogle interesser i at styre retningen af individets udvikling. Brugeren skal inddrages, ja, men til hvad? Og i hvis interesse?

Iben Charlotte Aamann havde i sidste weekend en artikel i Dagbladet Information med titlen “Sundhed skal styre“, hvor hun analyserer Danmarks Radios serie “By på skrump” ud fra et magtperspektiv. Artiklen i sin helhed er et skarpt og interessant indspark i en debat om individualiseringen af sundhedsfremme, som også patient 2.0 problematikken kredser om. Som Aamann skriver: “(…) nutidens adfærdsregulering virker gennem selvteknologier, hvor individet ledes til selvledelse via det, der ofte betegnes ‘personlig udvikling“.

I hendes perspektiv bliver dette problematisk fordi den ‘blide, normaliserende disciplinering’, som foregår i programmets ‘hjælp’ til overvægtige borgere ‘tager form som omsorg og støtte’, men netop fordi det fremstår som en hjælp til selvudvikling bliver magtudøvelsen (i programmet udført af en psykolog, en diætist og en kendt sundhedsguru) usynlig, hvilket umuliggør kritik.

“By på skrump” er ifølge Aamann “et godt eksempel på, at den enkeltes livsstil er et nøglebegreb i tidens sundhedsfremme-diskurs, mens spørgsmålet om levevilkår er tilsidesat. Det genererer en blindhed over for de strukturelle forhold, der belaster folkesundheden og den enkeltes livskvalitet. Symptomatisk er det således også, at Forebyggelseskommissionen, der tidligere på året fremlagde sine 52 anbefalinger, eksplicit var pålagt at vægte den enkeltes personlige ansvar. (…) Ud over at man fra politisk side dermed unddrager sig at iværksætte gennemgribende strukturelle forbedringer (…) er det bekymrende, at vægtningen af det personlige ansvar akkompagneret af fordringen om at udvikle sig personligt medfører øget risiko for at marginalisere bestemte borgere.”

Flere citater kunne fremdrages, men læs hellere artiklen selv. Artiklens kritiske vinkel på den stigende vægtning af personligt ansvar i sundhedsfremme har også vægt i forhold til en bredere diskussion af patient 2.0 tanken, som eksempelvis Finn Olesen beskæftiger sig med. Det er en diskussion, hvor der som nævnt også kan fremhæves positive aspekter – det handler i høj grad om graden af refleksion over egen magtposition og viljen til at tage patienten alvorligt.

I forhold til museum 2.0-tanken maner kritikken i mine øjne til refleksion over (mindst) to ting:

For det første, at selv hvis et museum ønsker en større grad af kommunikation, interaktivitet og inddragelse af deres publikum, så er der stadig institutionelle mål og rammer – og implicitte eller eksplicitte didaktiske formål med udstillinger! – som kommer til at styre interaktionen. En museumsinstitution eller museumsinspektør  er en magtudøver i kraft af sin autoritet og sit valg af medie, og der er grænser for, hvor meget og i hvilken retning, publikum kan være medskabere af en udstilling, et community, eller andet. Muligvis vide grænser, men grænser, det nok er værd at reflektere over for sin egen og publikums skyld.

For det andet, at alle publikum måske ikke altid har lyst til at blive inddraget – og at et fokus på inddragelse også kan placere mere traditionelle museumsgæster i en fremmedgjort eller marginaliseret position. Ligesom museum 2.0 er nyt for museerne er det også nyt for en del publikum, så et fokus på museum 2.0 praksisser vil også henvende sig til nogle publikummer og ikke andre. Så, kort sat op: Hvilke didaktiske intentioner har museet, hvor går grænsen for brugerinddragelse og til hvem henvender museet sig?

Politikens hjemmeside havde i sidste uge en artikel om, at raske borgere i København muligvis fremover skal sundhedstjekkes et par gange om året for at forebygge udbredte kroniske lidelser som sukkersyge, rygerlunger og hjertelidelser. Artiklen handler med andre ord om et udbredt og velkendt tema inden for sundhedsforskning i dag: Individer skal lære at passe på deres krop, så den kan forblive sund, når den bliver gammel – og så sundhedsområdet (el. velfærdssystemet) kan udnytte sine ressourcer mest optimalt. Egentlig ikke et nyt tema, hvis man ser på den danske velfærdsstats historie -  se f.eks. her eller her om gymnastikpædagogen J.P. Müller, som kan ses som en repræsentant for en lignende diskurs i starten af 1900-tallet.  Men inden for de sidste 20-30 år har der været et øget fokus på forebyggelse inden for sundhedsvæsenet. ‘Sund aldring’ har bl.a. fået sit eget center på Københavns Universitet, hvilket vidner om, at viden om og forebyggelse af livsstilssygdomme er et af de felter, der for tiden bliver investeret en del i.

Ud fra en medicinhistorisk og museal tilgang er dette interessant på flere måder. Da jeg læste artiklen på Politikens hjemmeside slog det mig eksempelvis, at det må være væsentlig sværere at udstille ‘forebyggelse’ end ‘behandling’. Sidstnævnte er det forholdsvis let at repræsentere gennem operationsinstrumenter og medikamenter som kan findes på hospitaler og i lægepraksisser. Den slags genstande har vi mange af på Medicinsk Museion. ‘Forebyggelse’ derimod synes ikke på samme måde at være institutionaliseret, men måske snarere at være noget, der (indtil videre) i høj grad er op til individer selv at varetage gennem bl.a. motion og sund mad, dvs. som noget, der er tilknyttet ‘livsstil’ mere end institutioner. Og dog er det som nævnt også noget, der er stadig mere fokus på inden for sundhedsvæsenet. Et spørgsmål melder sig: hvordan kan man inddrage og vise et uhåndterligt begreb som ‘forebyggelse’ i en museal kontekst? Well, min næste tanke, da jeg læste artiklen i Politiken, var, at det har vi egentlig allerede berørt i Del og Hel.

Se bare:

Genstandene på billedet er forskellige slags måleredskaber. Her er blodtryksmålere, spirometre (‘udåndingsmålere’), elektrokardiografer og pulsmålere, vægt, termometre, stetoskoper, ergometercykel mm. Og de farverige papirer nederst i billedet er spørgeskemaer fra epidemiologiske undersøgelser i Herlev-Østerbro området, der har været brugt siden 1970′erne og stadig bruges. Som der står i udstillingsteksten: “I takt med at forebyggelse indtager en hovedrolle i moderne medicin, bliver millioner af mennesker del af epidemiologiske studier og screeninger”. De data, der indsamles gennem brug af instrumenter som disse, kan med andre ord bruges til (institutionaliseret) forebyggelse af livsstilssygdomme og epidemier. (Se i øvrigt Del og Hel som webudstilling her.)

De udstillede genstande er dog ikke genstande, som folk bruger i deres hverdag i sammenhæng med fokus på forebyggelse af livsstilssygdomme og et ideal om sund aldring. Det har ikke været et formål med Del og Hel at vise dette. Men kommer den slags genstande egentlig nogensinde på museum? Og hvad består hverdagsgenstandene, der knytter sig til ‘forebyggelse’, egentlig af? Er der nogen, der kender eksempler på tidligere/nuværende/kommende museumsudstillinger, hvor ‘forebyggelse’ eller ‘sund aldring’ er et tema?