Aforisme III, 31:
”De gamles lidelser er: åndenød, halskatar med hoste, besvær og forstyrrelse ved vandladningen, ledsmerter, nyresygdomme, omtågethed, apopleksi, træthed, kløe over hele kroppen, søvnløshed, inkontinens, rindende øjne, næsedryp, svagsynethed, grå stær og tunghørhed.”

De følgende aforismer tegner et billede af robuste gamle grækere:
Aforisme II, 39: ” Gamle mænd er som regel sjældnere syge end unge, men de kroniske sygdomme som de får, er oftest nogle de dør med.”
Aforisme II, 49: ”De som har vænnet sig til at bære de byrder som lægges på dem, kan lettere bære dem, selv når de er svage eller gamle, end stærke, unge mennesker som ikke er vant til det.”

Aforisme I, 14:
“De som stadig vokser, har mest af den medfødte varme. De behøver derfor mest næring, ellers udsultes deres krop. Hos de gamle er varmen svag, og derfor har de kun brug for lidt brændstof. Hvis de får meget, kvæles flammen nemlig. Det er også derfor, febersygdomme ikke udvikler sig så akut hos gamle, kroppen er nemlig kold.”

Den store spændvidde i de hippokratiske skrifter gør at man kan finde en teoretisk baggrund for denne betragtning om livsvarmen i et andet af skrifterne som bærer den engelske titel ”Fleshes”.

1. ”Jeg benytter mig af almene synspunkter, både andres før mig og også mine personlige til brug for denne afhandling. For det er nødvendigt at antage et fælles udgangspunkt for synspunkterne, når man vil sammenfatte en sådan afhandling om lægekunsten som den følgende. Om det himmelske behøver jeg ikke tale undtagen for at påvise hvordan mennesket og de andre dyr formedes og blev til.” – - -

2. ”Det er min opfattelse, at det som kaldes varme, er uforgængeligt, og at det rummer al tanke og ser og hører og ved alt, både det nuværende og det kommende. Dengang alting var under forandring, bevægede størstedelen af denne varme sig ud til den øverste periferi. Det var nok det som vore forgængere gav navnet æteren. Den anden del nedenunder kaldes jorden, og den er kold og tør og i stor bevægelse, og meget af varmen findes inde i den. Den tredje del som er luften (aër) nærmest ved jorden, er meget fugtig og tæt.”

Efter denne indledning følger en detaljeret beskrivelse af hvordan mennesket er blevet til som et andet stykke bagværk under indflydelse af varmen.

Den græske titel (perì sárkon) kunne på dansk gengives med ”Om legemliggørelsen” med undertitlen: en lægelig skabelsesberetning fra antikken.

En stor del af ”Fleshes” handler om hvordan menneskets kropsdele oprindeligt blev til under indflydelse af varme og kulde, og hvordan tallet syv spiller ind, f.eks. ved opdeling i livsaldre.
Barndommen varer indtil ”de første tænder” falder ud. ”De næste tænder skal blive gamle med personen – med mindre de ødelægges af sygdom.” De blivende tænder er udvokset efter den anden syvårsperiode hvor barnet bliver epídelos (d.v.s. får en tydelig form), i den tredje periode bliver han en neanískos (en ung mand), men fortsætter med at vokse i den fjerde og femte periode. I den fjerde periode får mange mennesker yderligere ”de såkaldte visdomstænder”. Ved de 35 år slutter vækstperioderne, og der gøres ikke rede for det videre forløb.

Jacques Jouanna daterer skriftet som eventuelt førhippokratisk, altså før 5.årh.f.Kr., og der er både indholdsmæssige og ordvalgsmæssige træk som underbygger en så tidlig datering, bl.a. brug af ordet stómachos i stedet for oisophágos og phrénes i stedet for diáphragma, og skildringen af hørelsen som et ekko inde i hovedet. Det præciseres at det ikke kan være hjernen som giver ekko, ”for den er fugtig og omgivet af en fugtig og tyk hinde med ben uden om.” Denne beskrivelse er ældre end den i ”Places in Man” som kender hørenerven. 

Der er en fin beskrivelse af evnen til at tale: hvis tungen ikke leddeler luften indefra ved hele tiden at slå imod ganen og tænderne, kan man ikke tale tydeligt, men kun sige lyde. Det er luften indefra som giver lyden. Hvis en skærer sig i halsen, kan han måske leve, men ikke tale – med mindre nogen strammer halsen sammen, så kan han tale igen.

Tilbage til syvtallet og skildringen af fosterets tilblivelse i afsnit 19 af ”Fleshes”: 
”Når sæden (gónos) er kommet ind i livmoderen, udvikler den i løbet af syv dage alle kropsdelene. Hvis man undrer sig over hvordan jeg ved det, så har jeg lært meget på følgende måde: De prostituerede som har megen erfaring, kan mærke om de er blevet besvangret, når de har været sammen med en mand, og i så fald fremkalder de abort. Når det er dødt, falder det ud som et stykke kød. Hvis man kaster dette kød i vand og betragter det i vandet, vil man finde at det har alle delene, både øjeæblerne og ørerne og lemmerne, både fingrene på hænderne og benene og fødderne og tæerne, og kønnet og hele resten af kroppen er tydeligt.”

Lægen har ikke kun rådspurgt de prostituerede, men også jordemødrene, og jeg tror ikke han er klar over at de nok ikke ønsker at blotlægge alle kvindeverdenens hemmeligheder.
Det er i øvrigt en helt usædvanlig betegnelse han bruger om en jordemoder: akestrís, som kommer af akéstra, en synål. Jordemoderkunsten som Sokrates sagde han havde lært af sin mor, kaldes den majeutiske kunst, forløsningskunsten, men i ”Fleshes” er jordemoderen en kvinde der reparerer eventuelle skader på den fødende.