MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

I ugens ‘Favourite Things’ film fortæller vores samlingsleder og konservator Ion Meyer en sand historie: I 1848 blev der på fødselsstiftelsen i København født to meget ualmindelige siamesiske tvillinger. Det var to piger sammenvokset i bækkenpartiet, såkaldte ischiopagi. Ved hjælp af en amme lykkedes det at holde pigerne i live i 11 dage, men man var fra starten klar over, at de ikke ville overleve.

Dobbeltbarnet var så specielt, at det blev bevaret til videnskabelig undersøgelse. Undersøgelsesrapporten blev dog først udgivet 9 år efter pigernes død af hensyn til familien.

Dobbeltbarnet er Ions yndlingsgenstand: Det er en faglig udfordring, og det er en genstand, der vækker følelser som nysgerrighed, undren og væmmelse hos beskueren.

Se de tidligere ‘Favourite Things’ -film her.

Hospitalspræst på Rigshospitalet, Christian Busch, gæsteblogger med en historie om et fotografi fra Fødselsstiftelsen i Amaliegade, København. Dette er det andet af to kapitler.

Historien om et fotografi, af hospitalspræst Christian Busch (Christian.busch@rh.regionh.dk)

Lørdagsdåb i Den kongelige Fødselsstiftelses dåbskapel.

Som nævnt i det forrige kapitel viser fotografiet dåb af de børn, der af hemmeligtfødende kvinder var overladt til stiftelsen. Så vidt jeg har kunnet finde ud af, så var der hver lørdag dåb af ugens ”høst” af hemmeligtfødende kvinders børn, som var efterladt på Fødselsstiftelsen. Fotografiet viser en sådan lørdagsdåb omkring år 1900. Jeg har set fotografiet gengivet i forskellige publikationer. I nogle publikationer står der, at billedet viser jordemoderelever, der bærer hemmeligtfødende kvinders børn til dåben. Jeg er ikke klar over, om det er det oprindelige fotografi, der hænger på mit kontor, men bag på fotografiet står: ”På præstens højre side frk. Dalsgaard, til højre igen frk. Agnes Bolen”. Jeg antager, at de to i næppe er jordemoderelever. Tværtimod er de formodentlig ledende jordemødre, og ser også noget ældre ud end de øvrige.

En af de interessante ting ved fotografiet er de genstande, man kan ane på fotografiet. Indenfor de seneste år er det lykkedes at genfinde de genstande, der ses på fotografiet. 

Dåbsfad og –kande

Dåbskanden som ses på fotografiet og dåbsfadet, som anes på døbefonden, findes stadig på Rigshospitalet. For omkring 10-12 år siden lykkedes det at indlemme Den kongelige Fødselsstiftelse tindåbsfad og tindåbskanden i Rigshospitalets samling af kirkelige genstande fra de institutioner, som er sammenlagt med Rigshospitalet. De havde indtil da været opbevaret på oversygeplejerskens kontor op Obstetrisk klinik.

Tindåbsfadet er meget skrøbeligt, og opbevares almindeligvis i en boks, fordi det ikke tåler daglig brug. Indskriften på dåbsfadet er ”Den Nye Fødelses-Stiftelsens Døbefad Anno 1787”. Dåbskanden, som ligeledes er af tin, har indgraveret Frederik 6.’s monogram (1808-39), og er således formodentlig af lidt senere herkomst.

Alterbillede

På fotografiets ses på dåbskapellets bagvæg et alterbillede. I mange år har alterbilledet været anset for at være gået tabt, og man havde blot kunstnerens skitse og fotografiet af lørdagsdåben tilbage. Imidlertid dukkede alterbilledet atter op for et par år siden på Rigshospitalet. Hospitalets ledende telefonistinde skulle flytte kontor og henvendte sig i den anledning til mig og fortalte, at hun havde et billede hængende på sit kontor, som hun mente at jeg, som præst, burde have på mit kontor.

Stor var min overraskelse, da jeg så, at det var alterbilledet fra Fødselsstiftelsen. Hun havde for mange år siden fundet det i et kælderdepot, og havde fået lov til at hænge det op på sit kontor. På den måde har hun formodentligt reddet det fra en grum skæbne, og nu er det fremme i lyset igen i fin stand.

Maleriet er et oliemaleri af Lucie Marie Ingemann (1792 – 1868). Det viser Jesus siddende centralt med børn omkring sig. I baggrunden ses nogle kvinder og mænd. Under maleriet på den store ramme, er sat en indskrift: St Matthæi 18 Cap. 10 :v. ”Seer til, at I ikke foragte Een af disse små; Thi ieg siger Eder: Deres Engle i Himlene see altid min Faders Ansigt, som er i Himlene”

Billedet har sin egen charme og er næsten naivistisk i sin fremtoning med de meget ens ansigtsudtryk hos børnene. For Lucie Ingemann var maleriets væsentligste mål at give religiøsiteten udtryk, frem for at følge samtidens akademiske krav til komposition og figurtegning. Lucie Ingemanns kunst knyttes sammen med de tyske malere, kaldet Nazarenere. De havde senmiddelalderens og den tidlige renæssances kunst som forbilleder. 

Hun malede en del altertavler til sjællandske kirker. Kun få af dem er bevaret i de kirker de blev foræret til.

Lucie Ingemann var gift med salmedigteren BS Ingemann. Han respekterede og understøttede hendes interesser og gav hende mulighed for at udvikle sine kunstneriske talenter, hvilket var et særsyn i denne periode.

Den kunstneriske vurdering af hendes arbejder, især altertavlerne, har aldrig været gunstig, hverken i samtiden eller eftertiden, hvor åndsfællesskab med tysk kunst nærmest blev et tabu. Ikke desto mindre må Lucie Ingemann regnes for professionel og en pioner blandt danske kvindelige kunstnere.

I 2009 lavede historikeren Rikke Vindberg og undertegnede en lille udstilling i anledning af at det var 250 året for at Den kongelige Fødselsstiftelse blev en del af Frederiks Hospital, det senere Rigshospital. Denne udstilling, som viser de omtalte genstande og fortæller mere om Den kongelige Fødselsstiftelse og de hemmeligt fødende kvinders historie, kan besøges i Rigshospitalets forhal indtil sommeren 2010.

Over de næste uger vil hospitalspræst på Rigshospitalet, Christian Busch, gæsteblogge her på siden med en historie om et fotografi fra Fødselsstiftelsen i Amaliegade, København. Dette er det første af to kapitler.

Historien om et fotografi, af hospitalspræst Christian Busch (Christian.busch@rh.regionh.dk)

Da jeg begyndte som præst på Rigshospitalet for 20 år siden hang der et fotografi i en ramme på væggen. Jeg har altid synes, at det rummer en utrolig fortælling. Både en fantastisk bid af Danmarkshistorien, et fascinerende kapitel af kvindehistorien og en bevægende historie om menneskeskæbner.

Fotografiet viser 15 jordemødre eller sygeplejersker, der sidder eller står med hver med deres barn på armen. Blandt kvinderne sidder en præst i præstekjole. En kvinde er ved at hælde vand fra en dåbskande op i et dåbsfad. På bagvæggen hænger et billede.

Fotografiet forestiller 15 jordemødre, som bærer spædbørn til dåben i Den kongelige Fødselsstiftelses dåbskapel omkring år 1900.

Det usædvanlige ved fotografiet er, at mødrene, eller forældrene ikke er tilstede ved deres barns dåb. Årsagen til at mødrene eller forældrene ikke er tilstede er, at mødrene har født deres børn som hemmeligtfødende kvinder og overlader barnet til Fødselsstiftelsen.

Jo mere, jeg har beskæftiget mig med billedet, jo mere interessant synes jeg at det er blevet – og jeg skal senere komme tilbage til nogle detaljer i billedet. Men først og fremmest – hvad er historien bag de ordningen om de hemmeligtfødende kvinder?

Ordningen om hemmeligtfødende kvinder

I begyndelsen af 1700-tallet var der, som følge af 1600-tallets pestepidemier og krige, et stort befolkningsunderskud i Danmark. Samtidig var der en stigende værdsættelse af det enkelte menneskes liv – også af ufødte børns og spædbørns liv. Kong Frederik 5. (1723 – 1766) og regeringen blev opmærksomme på, at en del spædbørn enten blev dræbt eller udsat som følge af de mange fødsler, der foregik i hemmelighed, fordi kvinden var ”kommet i ulykke”.

For at mindske antallet af spædbørnsdrab og henrettelser af kvinder, der var blevet afsløret i at ombringe deres nyfødte børn, påbød kong Frederik 5. i et reskript fra 1750, at der skulle oprettes et jordemoderhus, ’Det Frie Jordemoderhuus”i Gothersgade, hvor 2 jordemødre skulle modtage hittebørn og hjælpe kvinder, der ønskede at føde i hemmelighed. Hvis jordemødrene røbede de hemmeligtfødende kvinders navne, kunne de som straf landsforvises. Barselshjælpen skulle for uformuende være gratis. Der blev ligeledes oprettet en plejestiftelse, hvor de hemmeligtfødte børn skulle opholde sig indtil de kunne sendes i pleje hos en familie på landet.

Som der står i det reskript Frederiks 5. udsendte i 1750:

Altsaa, siden vi til at forekomme Misgierninger, som drager Guds Vrede og Straf over Lande og Riger intet heller ønskede, end at den saa ofte forekommende Barnefødsel i dølgsmaal og ofte derpaa følgende Fostrenes ombringelse kunde forebygges, have Vi allernaadigst funden for got, at anordne og befale at tvende godt bekiendte Jordemødre skal antages, til at betiende Dem, som enten af Undseelse ey ville have Deres Besvangrelse bekiendt, eller af Uformuenhed ingen hielp vide sig naar de giøre Barsel, da saadanne i forveien maa have Friehed til hemmelig at raadføre sig med disse Jordemødre.(kilde: Reskript – i Rigsarkivets arkivpakke: Samling af de for Fødselsstiftelsens og Frederiks Hospitals gældende retsregler 1750-1808.)

I 1759 blev fødselsstiftelsen overflyttet til det nyåbnede Frederiks Hospital (det nuværende Kunstindustrimuseum imellem Bredgade og Amaliegade) og i 1787 fik Den kongelige Fødselsstiftelse sin egen bygning i Amaliegade. I 1910 blev Den kongelige Fødselsstiftelse integreret i Rigshospitalet og flyttede til bygninger på Rigshospitalets nuværende beliggenhed.

I Fødselsstiftelsen førtes tre protokoller. En Fødselsprotokol med registrering af de fødte børn. Hvis moderen var hemmeligtfødende, stod der et nummer ud for moderens navn. Ligeledes førte man en protokol over de hemmeligtfødende kvinder. Ud for barnets nummer angav man moderens navn. Moderen blev lovet anonymitet til “evig tid”. I praksis betød det, at indtil 1908 skulle der gå 100 år før moderens navn måtte oplyses. Efter 1908 kunne barnet få moderens navn oplyst 18 år efter sin fødsel. I 2007 blev arkivloven ændret, så offentligheden kunne få adgang til protokollerne på samme måde som til andre personoplysninger. Den tredje protokol var en dåbsprotokol. Børn, der blev efterladt af moderen med henblik på bortadoption, blev døbt i Fødselsstiftelsens dåbskapel, som fotografiet viser.

Det var en i europæisk sammenhæng enestående ordning. Mange kvinder, der var ”kommet i ulykke” søgte til Den Kongelige Fødselsstiftelse for at føde deres barn i dølgsmål. I fødselsstiftelsens protokoller over de hemmeligtfødende kvinder findes kvinder fra hele Danmark, alle de nordiske lande, fra de Baltiske lande og Rusland.

Den svenske forfatter Astrid Lindgren er et af de sene eksempler på en kvinde, der henvendte sig til Rigshospitalet for at føde sit barn i dølgsmål. Som 18-årig og journalistelev ved lokalavisen Vimmerbytidningen blev hun gravid. Barnets far, avisens chefredaktør, ville gifte sig med hende. Hun afslog og flyttede til Stockholm. Sønnen Lars (Lasse) blev født den 4. december 1926 på Rigshospitalet i København. Han døde i 1986. Hun havde fået hjælp fra en advokat til at klare formaliteterne, og Rigshospitalet viste sig at være det eneste sygehus i Skandinavien, der tog imod fødende kvinder uden at orientere myndighederne, således at hun undgik at oplyse, hvem faren til barnet var. Sønnen var i familiepleje de første år, før han blev hentet hjem til Stockholm i 1929, efter hans danske fostermor var blevet syg (kilde: http://da.wikipedia.org/wiki/Astrid_Lindgren, 2. januar 2009 )

Fortsættes…