MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

For et par uger siden blev vores ecorche, populært kaldet muskelmanden, installeret på sin nye plads i udstillingen af anatomiske modeller. I videoen nedenfor kan man få et indtryk af den omfattende og krævende proces det var, at få muskelmanden godt på plads i sit nye hjem.

Konservatoren Charlotte fortæller om opsætningen: “ Well, jeg kan fortælle, at det var nervepirrende at samle muskelmanden, for tænk hvis et organ faldt ud mens jeg fandt det næste frem, der skulle monteres…  Eller hvis han væltede undervejs… “ 

“Jeg vil tro, jeg havde en puls, som hvis jeg lige var kommet i mål efter et maratonløb på under 3 timer. Men det var meget spændende, efter al den tid jeg har brugt på at rense figuren (ca. 75 timer), at samle den og se det færdige resultat.”

Muskelmanden indgår i den nye anatomiske udstilling, som viser forskellige undervisningsmodeller fra 1700- og 1800tallet. I udstillingen indgår et bredt udvalg af anatomiske modeller, fra plancher og todimensionale voksfigurer til tredimensionale figurer i gips og papmache.

På mandagsmødet i denne uge blev afdelingen for sære ord spurgt hvad écorché betyder, og jeg slyngede ud at det betyder skrællet. Svaret er ikke helt ved siden af, men skrællet hedder écorcé på fransk og er det man kan gøre ved træer (og æbler). Dyr og mennesker bliver ikke skrællet, men flået, og det hedder écorché.

 Anledningen til spørgsmålet var, at vi har en bemalet écorché som er ved at blive gjort i stand til udstilling, og den unge konservator som arbejder med den, var lidt usikker på navnet.

Vi har imidlertid allerede en gipsafstøbning af sådan en anatomisk figur stående i Museions indgangsparti og er vant til at kalde ham ved den faglige betegnelse: en écorché.

Bloggen har tidligere bragt to indlæg om erhvervelsen og opstillingen og andre interessante oplysninger.

Her står han

i al sin hudløse ærlighed

og byder velkommen

til Medicinsk Museions gæster.

Det er ingen skade til,

at han også ser lidt godt ud,

for han forener i sin person

videnskaben og kunsten.

Theobald Steins muskelmand i Medicinsk Museions forhal.

Til lykke med erhvervelsen af ”den skrællede mand” som fint forener kunst og lægevidenskab i Museions indgangshal.
Det gør den på flere måder. 

Kongeligt Kirurgisk Akademi, nu Museion, leverede ofte anatomiundervisning til de studerende på Kunstakademiet. Således var anatomen Sophus Stein både professor på Kunstakademiet og ved Universitetet med embedsbolig i det Kongelige Kirurgiske Akademi. Her må billedhuggeren Theobald Stein (1829-1901) være vokset op, for professor Sophus Stein var hans far.

Disse bygningers udsmykkende kunstner Andreas Weidenhaupt (1738 – 1805) havde før Theobald Steins tid skabt en lidt mindre og mere stilfærdig écorché til Kunstakademiet. Steins figur må være en afløser af denne. 
Motivet, en mand med blotlagte muskler, kan spores helt tilbage til den græske mytologi.

Her lyder historien i meget kort form sådan:
Fabelfiguren Marsyas som var en silen, d.v.s. en gammel satyr (et menneske med dyriske træk), begik to forseelser mod guderne:  Han formastede sig til at samle Pallas Athenes kasserede dobbeltfløjte op, og med den udfordrede han Apollon til en musikalsk dyst på henholdsvis fløjte og lyre. Han blev naturligvis erklæret for taberen, og Apollon flåede ham levende til straf. 

Fortællingen om Marsyas var et meget populært motiv i den hellenistiske periode (323 – 31 f.Kr.), og det er nærliggende at forestille sig at populariteten skyldtes en viden om hvad der foregik på Museion i det græske Alexandria i Ægypten. Her gjorde de dygtige læger videnskabelige studier af menneskets anatomi ved dissektion, ja, de foretog måske endda vivisektion på forbrydere.

Også i renæssancen hvor man igen dissekerede, har motivet været inspirerende for kunstnere.  Tizian (1488/90 – 1576) har malet en uhyre dramatisk skildring af selve flåningen, og Michelangelo (1475-1564) har i sit billede af dommedag i det Sixtinske Kapel vist den kristne martyr som led samme skæbne som Marsyas. Han hed Bartholomæus, og det dramatiske ved billedet er, at han, så vidt jeg husker, bærer Michelangelos eget ansigt, og at huden kom af i et helt stykke.