MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

Kan den teknisk dygtige Hippokrates som har lagt navn til de meget saglige kirurgiske værker i samlingen, være den samme som den Hippokrates man begejstres for i de mere argumenterende værker som f.eks. ”Ancient Medicine”, ”Airs, Waters, Places”, ”Epidemics”, ”Prognostic”, ”The Sacred Disease” og ”The Art”?
Det spørgsmål finder ikke noget endegyldigt svar, men citater fra de tre kirurgiske værker ”On Fractures”, ”On Joints” og ”Mochlikón” (“Instruments of Reduction”) viser de samme holdninger bag sagligheden som i den anden type skrifter.

For det første undgår den hippokratiske læge overdrivelser.
Han er både tilbageholdende med at amputere og at årelade, og han bruger ikke en maskine, bare fordi han har anskaffet den.
”Det er forkert og imod lægekunsten at bruge en maskine uden at den har en god virkning.”
Det er ikke hos ham, den hippokratiske bænk har udviklet sig til et torturredskab.
En syg eller nyopereret patient bør ikke give maven for store udfordinger, men ved visse lidelser behøver patienterne ikke skånekost, og så ”er der ingen grund til at sulte dem.”
Han er også i stand til at bruge den meget giftige nyserod i så små doser at den har en gavnlig effekt på nyopererede.

Dette mådehold medfører naturlighed – man bør undgå al den kunstige opstyltethed og den jagen efter nyheder som åbenbart stortrivedes i det uorganiserede sundhedsmarked.
”De roser det usædvanlige før de ved om det dur, frem for det velkendte som de allerede kender nytten af, og det mærkelige frem for det indlysende.”
Den rette opbinding af et vanskeligt albuebrud vil ganske enkelt være i den stilling patienten selv viser armen frem, man skal nemlig tage hensyn til individuelle variationer.
”Der er forskel på armens naturlige stilling i spydkast, slyngekast, stenkast, nævekamp og i hvile.”
”Det vigtigste i hele lægekunsten er, at du gør den syge rask. Hvis det er muligt at gøre rask på mange måder, skal du vælge den der giver mindst ubehag.”

Holdningen til de syge er lige professionelt hensynsfuld over for alle, men den er ikke sentimental. Lægen skal have modet til at træffe vanskelige beslutninger, og han er ikke forpliget til at påtage sig behandlingen af en patient, hvis der er stor risiko forbundet med det.
”Sådanne tilfælde skal man i allerhøjeste grad undgå, hvis man har en god undskyldning.”

Det som især blev betydningsfuldt for lægekunstens videre udvikling, var erkendelsen af det vigtige i åbent at fremstille egne og andres fejl for at lære af dem.
”Også forsøg som viser sig ikke at føre til noget, og hvorfor de ikke gjorde det, giver gode erfaringer.”

De følgende citater antyder at den hippokratiske læge havde en hemmelig viden om menneskets anatomi fra dissektion.
Et sted taler forfatteren om at sætte et led på plads indefra og ud ”som man kan gøre på et dødt, men ikke på et levende menneske.”
Indledningen til ”On Joints” handler om skulderluksationer og i den anledning står der:
”Hvis man blottede overarmen for kød ved oversiden af skulderen, og man også blottede den der hvor musklen går op, og blottede senen som strækker sig ved armhulen og kravebenet mod brystet, ville overarmens hoved rage kraftigt fremad uden at være gået af led.”

Titlen på det hippokratiske skrift ”Places in Man” som på latin kaldes ”De locis in homine”, dækker det man kalder en topografisk anatomi, d.v.s. en lære om de anatomiske regioner i mennesket.
Det græske ord tópos betyder sted eller region.
Ordet anatomi indgår ikke i titlen, fordi anatomi i denne tidlige periode kun betød opskæring (dissektion) og ikke de deraf indhøstede oplysninger.
Der findes et lille hippokratisk skrift med titlen ”Anatomy”, men det dateres til en senere tid og er en meget kort beskrivelse af nogle af de anatomiske regioner i mennesket.

”Places in Man” er trods sin titel ikke begrænset til kroppens regioner, men indeholder f.eks. en systematisk gennemgang af knogler og led.  Forfatteren afslører så stort kendskab til menneskekroppe at han skelner mellem det almindelige og det individuelle.

Skriftet virker sammensat af flere som ikke alle handler om anatomi, og der er de forventelige mangler i terminologi og i forståelsen af f.eks. blodkar og nerver. Hjernens betydning for høresansen er erkendt og bliver smukt beskrevet.
Interessant er det, at han i stk. 6 taler om underkæben som en sammenvoksning af to led (hvilket man finder hos dyr). Denne påstand gentog lægen Galén ca. 600 år senere, og det blev et af angrebspunkterne for Vesalius (1543) som hævdede at Galéns anatomiske viden udelukkende byggede på dissektion af aber og svin.

”Places in Man” kan enten dateres til 5. årh.f.Kr. og dermed være skrevet af Hippokrates, eller til det efterfølgende 4. årh.f.Kr. Det har været fremført at brugen af termen oisophágos om spiserøret vanskeliggør den tidlige datering, men man kunne lige så godt pege på at termen phrénes om mellemgulvet (i stedet for diáphragma) taler for en tidlig nedskrivning, mens oisophágos kan forklares som en rettelse i overleveringen.

Indholdsmæssigt er der mange forbindelser til andre, tidlige hippokratiske værker. Skriftet indledes med denne erklæring:
”Efter min mening findes der ikke et begyndelsespunkt for kroppen, men alt er i lige grad begyndelse og afslutning. Man kan jo ikke udpege begyndelsen på en cirkelform.”
Der nævnes ikke bestemte legemsvæsker, men kun kvaliteterne tørt, fugtigt, koldt og varmt. Især fugtighed fremhæves som nødvendig for den udveksling der sker i hele kroppen, og den er dermed afgørende for sundhed og sygdom.
Senere i skriftet sammenlignes lægekunst med læsning hvor bogstaverne altid repræsenterer det samme. Lægekunst er langt vanskeligere, den virker ikke på samme måde det ene øjeblik som det næste.
”Noget kan behandles ved det stik modsatte af hvad det består i, og hvad det kom af – andet ved det samme som det består i, og som det kom af. Årsagen til dette er kroppens sårbarhed.”
Den dygtige læges succes beror ikke på held, men på forståelse for kairós, d.v.s. det rette øjeblik og den rette mængde.

Det endelige tegn på at forfatteren er Hippokrates, finder jeg i følgende stolte og uhyrlige erklæring:
”Efter min mening er lægekunsten som den er nu, udfundet i sin helhed!”

P.S. Hvad byggede denne forfatter sin anatomiske viden på?
Spørgsmålet er alt for stort til at kunne besvares her, men jeg slynger alligevel ud at jeg ikke kan begribe at det ikke skulle være muligt for en agtværdig lægeskole i de tidlige græske bystaters slavesamfund at skaffe sig materiale til indsigt i kroppens indre dele.