MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

I forlængelse af tidligere poster om Design4Science og Colin Rennies glasskulptur;

Colin’s værk tager udgangspunkt i den seneste højopløsningmodel af ATP-syntase, publiceret i en artikel i tidskriftet Science i 1999 (D. Stock, A.G  Leslie og J.E. Walker, “Molecular architecture of the rotary motor in ATP synthase”, Science, vol. 286, ss. 1700-1705). Strukturdata er deponeret i RCSB Protein Data Bank (id nr. 1qo1). Sådan her ser modellen ud i jmol‘s browser:

Og her er Colin Rennies skulptur i glas:

Sådan her skriver Colin på vores engelsksprogede blog, Biomedicine on Display om baggrunden til skulpturen:

“I used this as the most resolved model with the right amount of detail. The stator and the unsolved parts of the molecule are not represented. This model was chosen for its complexity over the earlier fourier maps. It has been translated through various applications and finally rebuilt as a series of NURBS spheres one per atom that intersected with the planes, a Boolean difference operation has then been used to generate holes in the virtual sheets, these have been averaged, and turned into something resembling a stencil, then each sheet imported into the waterjet machine and nested for cutting, so I have had to alter the format of the information quite considerably so as to make this idea work, but have attempted as much as possible to keep the science as accurate as I could, by minimizing disturbance of positions of the atoms used however approximately half of the atoms are not represented”.

Colins værk skal selvfølgelig ikke opfattes som en alternativ videnskabelig model. Han arbejder som glaskunstner, ikke som forsker (selv om han bygger på forskernes arbejde og resultater):

“I do not intend the work to be a model of the molecule. it is not intended to be an aid to understanding the structure of ATPase. More a sculpture responding to some of the conceptual and philosophical questions surrounding humanities search for understanding and our need to see and to construct models of the phenomena we are investigating”.

Størrelsen er ikke uvigtig:

“The monumentality of the scale of the work is important also. it is deliberately one meter cubed, as this is the central measurement, close to human scale and fairly close to the mean of the between subatomic and cosmic and a reference for most spacial measurement. A meter cubed is also a sculptural scale, one that effects the viewer physically and occupies a volume that a human can relate directly to”.

Og valgt af glass som materiale var selvfølgelig afgørende:

“The glass does not represent anything explicitly, it it a vehicle for the image and the material properties are chosen to cloud the view in both the limited transparency of the standard normal iron float glass and the reflections generated in between the sheets. The gaps between the glass deliberately introduce these reflections to add a haze or a halo around the object. It is intended to be difficult to see detail internally, it is not about detail it is more about complexity, about what is and what is not fathomable by human thought. Semantically I wanted the image to appear ghostly, as if it was hardly there, a trace, something mysterious a metaphor for vision, and understanding”.

For en længere diskussion her på bloggen om molekylemodeller, design og kunst, se her.

Den ny særudstilling anslår forskellige temaer fra højdepunkter i molekylærbiologiens udvikling siden 1950′erne. Et af temaerne, de ilttransporterende molekyler hæmoglobin og myoglobin, bliver vist i de rum, hvor fysiologen Christian Bohr (1855-1911) havde sin embedsbolig. Hans dominerende forskningsfelt var ilttransporten! Han påviste at blodet, der bliver iltet i lungerne samtidigt lettere skiller sig af med kuldioxiden i lungerne, og omvendt i vævene hvor iltafgiften fra blodet fremmes samtidigt med at spildproduktet kuldioxid letter optages i blodet. Dette fænomen benævnes stadig “Bohr-effekten” i international literatur. Udstillingen anslår, men netop kun anslår, en række højdepunkter fra den biomedicinske forskning, især i Laboratory of Molecular Biology, Cambridge hvorfra klenodier fremvises. Med en medicinsk baggrund kan jeg dog ærge mig over at der ikke flere konkrete oplysninger om arbejdsgangen og tekniken ved frembringelsen af de udstillede billedmæssige repræsentationer. Når man nu alligevel havde foden indenfor … Det fik dog den positive effekt for mig at jeg ved litteraturstudier fik et svagt begreb om hvad den for mig ellers ukendte “konfokale mikroskopi” går ud på og kan bruges til. I stedet for højtidelige citater af forskellige britiske koryfæer synes jeg at man skulle have brugt tekstinholdet på lidt mere konkrete oplysninger. Overgangen fra tegnede og håndlavde tegninger og modeller til det komputergenererede var nok også et tema der var værd at gå nærmere ind i. Personligt har jeg svært ved at forholde mig til design-synsvinklen. Jeg ryger uværgeligt over i det biomedicinske. Jeg fandt dog Daniel Browns interaktive celledeling og celledød både rammende og munter.

Medicinsk Museion har udvidede åbningstider fra søndag den 8. februar til søndag den 22. februar, altså både for dem, der har ferie i uge 7 og i uge 8. Vi har nemlig åbent hver dag fra 11-17. Og vi har lidt forskelligt at byde på.

Vi lægger ud med børnene. Medicinsk Museion inviterer igen i år alle poderne til børneomvisning hver dag kl. 11. Se på knogler og skeletter, og hør på historiene om dem 
og sygdom og sundhed. Hvad gjorde man ved et brækket ben før i tiden, hvordan føles et kranie –  man kan også se, hvordan der så ud hos tandlægen og på apoteket. Vær opmærksom på, at omvisningerne ikke er for sarte sjæle. Vi anbefaler børneomvisningen før børn mellem ca 7-12 år.

Se mere om priser og åbningstider her.

 Så er vi nået til de voksne. De har ligesom børnene mulighed for at få en omvisning i vores permanente udstillinger om medicinens historie. Der er omvisninger hver dag kl. 13.30, 14.30 og 15.30  fra den 8.-22. februar.

Derudover har vi vores fine særudstilling Design4Science, hvor forholdet mellem videnskab og design bliver udforsket. Læs mere om udstillingen her.

Nu skulle der ikke være mange undskyldninger for ikke at lægge vejen forbi, det gamle kongelige kirurigske akademi, nu Medicinsk Museion, i denne vinterferie. Hvor mottoet lyder: Hvem gider at stå på ski, når man kan gå på museum!

Diskussionen om Design4Science fortsætter…

Her følger en kommentar fra Morten Hilgaard Bülow: 

“Det er en virkelig interessant og flot udstilling, I har fået sat op.
Design-vinklen er spændende både i forhold til forståelsen af naturvidenskab og i forhold til den debat om repræsentationer af biomedicin i museale sammenhænge, som Museion har del i. På den måde virker det som en meget passende udstilling for Museion.

En kritik kunne dog være – at udstillingen mangler kritik. Forstået på den måde, at den ikke tager de indeholdte videnskabsteoretiske (og museologiske) problemstillinger op til eksplicit debat. Tværtimod var der en del ‘klassiske’ citater rundt om på de flotte plancher i udstillingen, som havde stort set samme indhold som Blake-citatet, der møder én i starten af udstillingen: “What is now proven was once imagined”. Sat på spidsen kan citatet ses som indeholdende essensen af et traditionelt positivistisk videnskabssyn: hypoteser bekræftes og Sandhed findes, den videnskabelige udvikling går linært mod større erkendelse. Udstillingen indeholder dog også (implicit) en kritik af dette videnskabssyn, som det kunne have været interessant at få mere frem. For det tydeliggøres jo også, at der i modellerne og billederne netop er tale om repræsentationer af genstande, og at designet har en afgørende betydning for både forståelsen/tolkningen af genstanden og for den modtagelse, det får i det videnskabelige miljø. Som en enkelt lille tekstbid i udstillingen fremstillede det, var der i den enkelte model en bevægelse fra arbejdsredskab til en i det videnskabelige miljø anerkendt model til en potentiel ikonstatus, hvis designet var godt nok.

Det er med andre ord ikke Sandhed med stort S, designerne og videnskabsfolkene producerer, når de konstruerer et billede/en skulptur el. lign. Det er netop konstruktioner – lavet i et bestemt videnskabeligt miljø på et bestemt historisk tidspunkt osv. Men dette element syntes lidt for fraværende i udstillingen efter min mening.

Hvor er konteksten? Hvor er spørgsmålene om videnskabernes udsigelseskraft og sandhedsværdi? Hvor er pointerne fra fx Dumits “Picturing Personhood” om hjerneskanninger? Og hvor er de metaovervejelser omkring repræsentationer af biomedicin, som jeg ved Museion flyder over med?

Søren Brunak havde nogle virkelig gode pointer i sit oplæg til udstillingens åbningsseance, hvor han bl.a. sagde, at videnskabsfolk tidligere var gået efter at lave så simple modeller som muligt, men at det nu er de komplekse, der er de interessante. Netop kompleksiteten på alle niveauer kunne have været interessant at få frem – når nu alle de flotte genstande og plancher havde det i sig.”

… spørger Camilla. Af tilbagemeldingerne at dømme, er indholdet i udstillingen svært at forstå. Det er jeg sådan set enig i, men jeg tror ikke det er pga. det videnskabelige (proteinkemiske, molekylærbiologiske) indhold i sig selv, men snarere måden dette indhold er fremstillet på.

Sagen er jo den, at samfundsteorier, for ikke at tale om litterære eller æstetiske teorier, gennemgående er meget sværere at forstå end basal kemi og biologi (spørg bare 2. generations indvandrere, som synes at samfundsfag og humaniora er meget sværere end naturvidenskab og teknik). Det har med indforståethed at gøre. Problemet med Design4Science er at den i vid udstrækning præsenterer biologi og proteinkemi på en alt for indforstået måde — den giver hverken den videnskabelige eller historisk/kulturelle kontekst som ville gøre det nemmere. To eksempler:

1) Den animerede film (“The Inner Life of the Cell”) som vises på den hvide Mac-skærm i hjørnet i den sidste store udstillingsstue er fuld af fantasiæggende former og farver i bedste Pixar-stil. Men der gives ikke nogen som helst forklaring af hvad man ser. Vi får fx ikke at vide at det var verdens bedste animeringshold (dem bag ‘Shrek’) som lavede den i 2005-2006 som undervisningsmateriale i samarbejde med biologer ved Harvard (se tidligere post om den her) og vi får ikke noget at vide om designarbejdet bag den. De pseudo-3D-billeder man kan lave med animeringstekniken kontrasteres ikke med tidligere 2D-billedteknik. Og fremfor alt får vi ikke noget som helst at vide om hvad man ”ser” på billederne, dvs. hvad animeringen skal “forestille” — celleorganeller, proteinmotorer, cytoplasmatisk netværk, ribosomer, proteinsyntese, mm. Man kunne godt have brugt et halvt eller helt rum i udstillingen med at gå i dybden med hvordan animering (movie design) af molekyler og cellestrukturer foregår, hvad for slags data animeringen bygger på og hvor meget, der er pedagogiske forenklinger (fx. tomrummet mellem molekylerne og alt sker i ekstrem ultrarapid), hvor meget der er fri animeringsfantasi (fx. farverne), og hvor meget, eller lidt, som er eksperimentelle “facts”. Den slags forklaringer og kontekstualiseringer ville have gjort skærmbilledet mere begribeligt, og ikke gjort det æstetiske indtryk mindre — tværtimod, tror jeg.

2) John Sulstons studier af programmeret celledød (Nobelpris i 2002 sammen med Sidney Brenner og Robert Horwitz) bliver vist meget summarisk. For den som kender bare lidt til Brenners og Sulstons forskning er det ret fantastisk at se Sulstons egne notesbøger. Det må være lidt ligesom musikhistorikere, der får sommerfugle i maven når de ser et håndskrevet originalpartitur til en af Beethovens symfonier — jeg undslap i hvert fald et højt wow! når jeg indså at det var the real thing som lå under glasskiven. Men for den uindviede er disse notesbøger lige så håbløst uintressante som det er at se Dødehavsrullerne i original, hvis man ikke har læst eller hørt om Bibeln. Det kræver mere af videnskabelig forklaring og historisk kontekst for at forstå, hvordan Sulston brugte Brenners elskede C. elegans til at følge den genetiske progammering af hver eneste celledelling og celledød, celle for celle, i den lille orm. Som den nu bliver præsenteret, er det bare en masse ringer og nummer i en bog. En slags uforståeligt laboratoriepartitur.

Jeg kunne give flere eksempler. Pointen er altså, at selv om udstillingen umiddelbart er svær at forstå, så er meget af det biologiske faktisk ret nemt når man får det forklaret og sat i sin historiske sammenhæng. Det kræver bare mere plads og mere tid og meget mer omfattende udstillingsforberedelsesarbejde. Og det kræver at man gør mere ud af forskningen som kognitiv produktionsproces — hvordan tænkning  og eksperimentelt arbejde samvirker, hvordan instrumenter, data og fantasi går op i en højere enhed. Udstillingen proklamerer denne højere enhed, men den viser det ikke.

Det betyder ikke at Design4Science er en dårlig udstilling. Den er enormt flot, Shirley Wheeler har gjort en fantastisk arbejde med at indsamle disse smukke billeder, modeller og dokumenter og lave en helstøbt udstilling af den. Som estetisk oplevelse synes jeg at den er bedre end meget af det, der bliver vist på kunstmuseerne og gallerierne i dag. (Og den står meget bedre her på Medicinsk Museion end den gjorde på Nobelmuseeet sidste år, hvor den næsten forsvandt i den store søjlehal). Men samtidigt er den altså et godt eksempel på, hvor utroligt svært det er at lave udstillinger på grænsen mellem videnskab, kunst og historie. At lave udstillinger hvor den videnskabelige process, den æstetiske dømmekraft og den kritiske historiske tænkning forenes. Det er ikke lykkedes for Design4Science — og det er næppe lykkedes for nogen anden udstiling jeg har set, men det forhindrer jo ikke at vi kan have det som et mål at stræbe efter.

Problemet er altså at det er svært at triangulere en pedagogisk uddannelsesudstillilng (som de ville gøre det på Experimentarium), en kunstudstillilng (som de ville gøre på Kunstindustrimuseet) og en kulturhistorisk udstilling (som fx. Nationalmuseet ville lægge op til).  Design4Science ligger meget tættere på kunstudstillingen. Men vi skulle nødig gå i den anden grøft og begynde lave udstillinger som en form for museumsdidaktik. Så jeg tror vi kan lære rigtigt meget af at gennemgå Design4Science og analysere i detaljer både der, hvor den ikke kan bære og der, hvor den (faktisk og i stort omfang) er en succé. 

For så at svare på Camillas spørgsmål. Jeg tror at indholdet i Design4Science er simpelt nok. Men det er ikke kontekstualiseret nok.

Vores nye udstilling bevæger sig i feltet mellem kunst, design, historie og molekylærbiologisk videnskab. Hvordan fungerer det? Er emnet umuligt at gå til? Kan man følge med i udstillingens grundlæggende pointer? Får man fat i historien?

Der er ikke noget, som at få feedback på en udstilling. Skriv din mening her på bloggen om udstillingen. Måske kan vi lære noget til næste gang.

Nu er jeg selvfølgelig ikke selv den bedste kritiker, fordi jeg kender udstillingen ‘indefra’ og har været med under opstillingen. Men her er alligevel min spontane reaktion, som jeg skrev til kollegaerne dagen efter åbningen: “Som det med al tydelighed fremgik af flere af talerne i går, og af mange af de tilbagemeldinger jeg fik, efter at folk havde været nede og se udstillingen, er den molekylærbiologiske verden meget svær at forstå for de fleste. Bortset fra en æstetisk nydelse, havde flere af dem jeg talte med, svært ved at få greb om udstillingens tematiske opbygning og budskab, selv om vi jo synes, at den egentlig er ret simpel. Det fik mig til at tænke på, at man dårligt kan gøre det simpelt nok, når man arbejder med genstande og billeder, som er fremmede for de fleste og de derfor ikke får associationer ud fra.” Spørgsmålet er selvfølgelig om Design4Science er ‘simpel nok’?

Jag har lige mailet lidt frem og tilbage med en af de inviterede gæster ved åbningen af Design4Science i tirsdags. Mogens Engelhardt er uddannet biokemiker og specialist i hvordan kromatinet (dvs. den komplekse blandning af DNA og protein som danner kromosomerne) er organiseret i cellekernen. Eftersom det kun er ansatte ved Medicinsk Museion som har skriverettigheder på den her blog, gav Mogens mig lov til at gengive vores mailkorrespondence om design og videnskab:

Mogens til Thomas (20. januar, kl. 22.46):
Tak for idag – det var rigtigt morsomt at se den fine udstilling med mange interessante og smukke bidrag. Når man taler om design i forbindelse med videnskab kan det af og til være lidt svært at se hvor videnskaben holder op og hvor designet begynder. Sådan som jeg forstår udstillingen og de indledende taler, så tales der om design dels i form af afbildinger i 2D eller 3D, som kan bane vejen for videnskabelig erkendelse og forståelse – og design forstået som kunst med inspiration fra videnskaben. Jeg synes nu selv at man kun kan tale om design i sidstnævnte tilfælde, men det kan jo blive en strid om ord.

I den forbindelse fik jeg lyst til at sende dig et eksempel på hvad fysiske modeller kan føre til (jvf. denne artikel). Jeg havde i elektronmikroskopet set nogle mønstre i kromatinet, som ikke kunne svare til 2D projektioner af eksisterende kromatinmodeller. For at undersøge om de teoretisk ville kunne forklares ud fra andre mulige, men ukendte konformationer af det nukleosomale filament, var jeg derfor nødt til at bygge modeller og se om de kunne antage former, der kunne gøre rede for observationerne. Da fortolkning af billeder i 2D ved hjælp af modeller kræver fantasi og forestillingsevne, kunne jeg ikke bruge computermodeller, men måtte lave fysiske modeller. Det nukleosomale filament indeholder to vinkler, der kan varieres fra hhv. 0-180 og 0-360 grader uafhængigt af hinanden, og derfor var det afgørende at kunne sidde med modellerne i hånden, variere vinklerne og bl.a. prøve hvordan de muligvis kunne flette ind i hinanden. Jeg havde i øvrigt modellerne med til en poster ved et møde i Cold Spring Harbor i 2006:

(modellerne er lavet med plasticbetrukken kobbertråd, som jeg købte i det nærmeste byggemarked

Thomas til Mogens (21. januar, kl. 08:15)
Hej Mogens, selv tak!  Jeg håber du vil donere dine fysiske modeller til vores samling på et tidspunkt! Gerne sammen med posteren (vi har en ret stor samling af scientific posters, fra 1970-erne og fremover, indsamlet på Panum og Rigshospitalet).

Mogens til Thomas (21. januar, kl. 12:54)
Det vil jeg meget gerne, men foreløbig vil jeg gerne beholde dem lidt endnu, da de har stor affektionsværdi for mig. Det var de fem bedste måneder i hele mit forskningsliv da jeg i foråret og sommeren 2006 opdagede fibrenes geometri. Alt arbejdet foregik hjemme hos mig selv og hele hjemmet var overstrøet med modeller plus en stor opstilling til fotografering af modellerne. Jeg var helt alene og fuldstændig opslugt af det døgnet rundt.
 
Nu skal jeg nok lade være med at fylde din postkasse mere i fremtiden, men da nu forbindelsen mellem videnskab og design er på dagsordenen, så vil jeg nu alligevel vise dig hvad jeg forstår ved kunst (og ikke design) med inspiration fra videnskaben. Jeg holdt op på Panum i efteråret og forærede i den anledning min afdeling de to billeder, som er vedhæftet. Det blå er lavet på computeren ud fra et sort-hvid EM-foto af cellekernen (plus lidt cytoplasma i nederste venstre hjørne):

Det røde er det samme, blot i komplementærfarver:

Jeg fik dem lavet som canvas-billeder i størrelsen 70 x 70 cm, dvs. billedfilen bliver overført til lærred og spændt op på en blændramme ligesom et maleri. De hænger nu i frokoststuen på 18.2 på Panum Instituttet;

Thomas til Mogens (21. januar, kl. 15:41)
Flotte billeder – ja, det er vel den måde mange tænker sig at videnskabelige billeder bliver omsat i design. Men er det ikke sådan, at hver eneste modellering er et designarbejde? Når en proteinforsker bygger en molekylemodel, så har han jo kun primærdata i form af røntgenkristallografiske punktmønster, massepektrometriske data, aminosyresekvensdata, etc. Og den fysiske model er et stykke designarbejde på grundlag af disse data. Modellen er jo et gæt, kvalificeret men alligevel et gæt. Så du i udstillingen John Kendrew’s myoglobin-modell udført af en akvarelmaler?
 
Det lyder herligt — tænk at gå på pension lige efter de bedste fem måneder i ens forskerliv — for mange er det nok omvendt: de bedste fem måneder var et sted i begyndelsen og så går det langsomt ned ad bakke i 30 år. Så man må nok sige at du har været heldig.

Jeg kan levende sætte mig ind i, at modellerne har stor affektionsværdi for dig, så jeg vil spørge vores indsamlingsansvarlige (Søren Bak-Jensen) om han vil notere at de findes derude et sted, og så kan vi jo rykke for dem (på den milde måde) om – ja, hvor lang tid?

Mogens til Thomas (21 januar, kl. 18:13)
Den traditionelle betydning af ordet designer er vel en formgiver, og vel at mærke én, der giver brugsgenstande en personlig form, ud fra kunstneriske og/eller anvendelsesmæssige overvejelser. Hvis det ikke er en brugsgenstand, kaldes skaberen for en kunstner. Designeren forholder sig til objektet og dets anvendelse som kunstneren forholder sig til virkeligheden, om det så er den, man kan opfatte med sine egne sanser eller den, der fremkaldes gennem videnskabelige data. En designer er ikke én, der forsøger at afbilde virkeligheden så nøjagtigt og objektivt, som muligt i 2D eller 3D. Og design er det modsatte af gætteri – det er resultat af en beslutning om at sådan synes designeren nu altså at genstanden skal se ud efter de inspirationskilder han eller hun nu måtte have. Det meste af det, der vises på den – iøvrigt meget fine – udstilling kaldes vel kun design fordi man ikke har noget bedre ord for det. Meget af det ville jeg kalde videnskabelige illustrationer med større eller mindre kunstnerisk bearbejdelse. I mine øjne husker jeg kun smykkerne som rigtigt design. Den videoinstallation, hvor beskueren blev afbildet via et videokamera mens cellerne delte sig og eksploderede, kunne lige så godt have været vist på U-Turn kvadriennalen for moderne kunst – jeg kan ikke se begrundelsen for at den skulle kaldes design. Og det er dér, hvor jeg ser det rigtigt spændende i at fortolke videnskabelige data på en kunstnerisk måde: at videnskaben træder i baggrunden i selve kunstværket, men giver det en uventet dimension ved at være fortællingen bag det. 
 
Nu var vi inviterede universitetsfolk jo nok heller ikke det mest taknemmelige publikum, da meget af det udstillede kunne minde os en del om illustrationer fra lærebøgerne. Som én udtrykte det efter at have set udstillingen: Jeg føler slet ikke at jeg har fri! Besøgende uden for videnskabens verden vil utvivlsomt se udstillingen med helt andre og friske øjne, og få sig nogle rigtig gode overraskelser og oplevelser. Og så kan det jo være ligegyldigt om man kalder det design eller noget andet. Men design – hm, jeg tror at min slægtning, Knud V. Engelhardt, der jo i øvrigt regnes for Danmarks første designer, ville undre sig en del over nutidens udvandede designbegreb. (Hans livsværk står nu i den danske kulturkanon, har jeg set, og det er jeg jo lidt stolt af)
 
Med hensyn til modellerne, så kan det vel være det samme om de står i min kælder eller i et depot hos Jer. Jeg forsyner samlingen med en kopi af vores korrespondance og skriver en tydelig besked om at de + poster efter aftale skal tilfalde Medicinsk Museion. Jeg skal nok kontakte Jer på et tidspunkt, og de vil under alle omstændigheder tilfalde Medicinsk Museion efter min død. Så kan det jo være at du ikke længere er direktør, og så vil den nye direktør måske bare sige: Nå, skal vi nu have mere ragelse?

Mogens til Thomas (24. januar, 16:00)
Jeg lovede godt nok ikke at fylde din postkasse med mere kunst/design, men da jeg nu havde vist et eksempel på forsknings-inspireret kunst, synes jeg lige at jeg vil også illustrere med et eksempel på videnskabeligt inspireret design – grafisk design. Her er omslaget til et af Biokemisk Forenings årsmøder, som jeg lavede den gang jeg sad i bestyrelsen:

Du vil sikkert kunne se at det er inspireret af gamle skrifter, så som Book of Kells, hvor den store, slyngede figur minder om et stort begyndelsesbogstav, mens de små bogstaver, som angiver en aminosyrekæde, fører tanken hen på linier i en tekst. Den slyngede figur er inspireret af molekylstrukturen af ribonuklease A (her fra Wikipidia):

Foreningens logo viser forbindelsen mellem celler og kemi: to planteceller af form som et purinringskelet, hver med en cellekerne.

Museumschef, professor Thomas Söderqvist byder velkommen og holder den indledende tale.

Tirsdag eftermiddag (20. januar) kom så endelig tidspunktet, som vi har arbejdet mod: Udstillingen Design4Science blev officielt åbnet med en lille seance i auditoriet og en efterfølgende reception. Vi havde inviteret vidt og bredt, for udstillingen burde gerne interessere mange forskellige. Men det er altid med værtindenerver på, at man byder ind til sådan en fest. Kommer der nu nogen? Har vi købt nok ind? Har vi købt for meget? Er talerne nu gode? Kan gæsterne li vores udstilling? Heldigvis gik det rigtig godt. Publikumstælleren stod på 101, da vi lukkede dørene, og det må siges at være over al forventning. Og publikum afspejlede flot det brede felt, vi synes udstillingen henvender sig til.

Som talere havde vi, foruden huset egen udstillingsleder Camilla Mordhorst og udstillingens kurator Shirley Wheeler, indbudt en repræsentant fra den molekylærbiologiske verden og en fra designverden.

Medicinsk Museions udstillingsleder Camilla Mordhorst	Design4Sciences kurator Shirley Wheeler	Centerdirektør på DTU Søren Brunark	Rektor for Danmarks Designskole Peter Bysted

Efter talerne klippede Peter Bysted symbolsk en usynlig snor over og dermed var udstillingen erklæret åben.

  

Mark svinger støvsugeren.

Shirley introducerer Design4Science for Museions medarbejdere.

Et sidste lille kig inden for i udstillingen, hvor opsætningen nu næsten er færdig. TIlbage er kun detaljer: de sidste skilte skal monteres, der skal gøres rent, og her til eftermiddag vidste Shirley Wheeler udstillingen frem for Medicinsk Museions studentermedhjælpere, der kommer til at byde publikum velkommen i udstillingen fra på onsdag.

Colin forklarer baggrund for glasskulpturen, der her er næsten færdigopstillet.

Det er måske umiddelbart en udstilling, der virker svært tilgængelig. Vi er mange, der ikke har det store forhold til molekylærbiologen og som måske også giver lidt op på forhånd. Det er der ingen grund til. Udstillingen fungerer nemlig på rigtig mange niveauer. Det er min klare fornemmelse, at dem, der i forvejen er velbevandrede inden for biologien, kan genkende en masse. Og med udstillingens fokus på designfaget som medspiller i forskningsprocessen, er der også en ny vinkel på det velkendte stof. Omvendt er den smukke, fascinerende visuelle dimension en god indgangsvinkel for dem, der ikke kan se op eller ned på et simpelt molekyle (hvis man da kan det ). For udstillingen tilbyder billeder af noget, der er usynlig for øjet og måske fjernt fra vores umiddelbare bevidsthed, men helt essentielle processer og mekanismer i vores krop. Eksempelvis den før omtalte glasskulptur af ATP-syntase, der nu står og lyser grønt i kælderen. Kom selv og se .. Design4Science.

Gulvet er i forvejen ikke helt i vater.

Trofaste læsere af Museionblog sidder måske i disse dage i åndeløs spænding og venter på efterretninger om den glasskulptur, som Camilla skrev om tidligere på uge. Vil gulvet holde? Kan det skæve hus i Bredgade bære byrden af 800 kg massive glasplader på 1 kvm?

Hmm.. spørgsmålet har holdt os beskæftiget de seneste par dage. Jeg har talt med ingeniører og arkitekter for at få deres udforbeholdne og uofficielle mening om foretagenet.. Ingen har decideret sagt: DET GØR I IKKE, men ingen har været begejstrede… mildest talt.

Skulpturens stativ på sin endelig plads i den nu forhenværende garderobe.

Så vi har tænkt og målt og overvejet alternativer så det næsten knagede fra akademiets vægge. Sagen er, at vi ikke ved, om gulvene kan bære. Vi ved kun, at vi vil tage en temmelig stor chance, og at risikoen for, at noget i løbet af de næste tre måneder vil kunne gå galt, er overhængende. På den anden side vil vi meget nødig gå glip af at vise skulpturen af Colin Rennie (se en beskrivelse her). Ikke kun fordi den er tung, og Colin er blevet fløjet til København for at montere den. Det er faktisk et ret specielt værk, som hører til i udstillingen. Det viser ATP syntasen og kendere siger, at værket på en sjældent set måde formår at fange bevægeligheden i dette enzym. Det ville være meget ærgerligt, hvis det skal forblive i kasserne, når nu vi har det.

Men husets konstruktion kan vi ikke sådan lige ændre på. I fredags blev vi enige om at løbe risikoen og så holde øje med, hvad der ville ske i gulv osv. de kommende dage. I går var vi igen en anelse bekymrede, og her til morgen brød ængstelsen igen ud. For hvad nu hvis.. Derfor var det en stor lettelse, da Camilla kom på den ide at placere den i garderoben i kælderen. Det kræver lige lidt rengøring, og vi skal have fundet et andet sted til garderobestativet. Men vi kan lave et smukt rum, der virkelig gør skulpturen ære OG placere den på solid grund. Glæd jer til at se den…