MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

Der er den første hippokratiske aforisme, og så er der alle de 411 andre. Den første er meget berømt og aldeles med rette. Den lyder sådan:
”Livet er kort, kunsten lang, øjeblikket tilspidset, forsøget usikkert, afgørelsen vanskelig. Man skal ikke blot selv yde sin pligt, når man griber ind, men også få den syge og de tilstedeværende og de ydre omstændigheder til at samarbejde.”

Den første aforisme er en vellykket sammenfatning af de holdninger som er gennemgående i de hippokratiske skrifter, selv om de er nedskrevet af flere forskellige forfattere.

Den er i tidens løb blevet oversat på forskellige måder, fordi nogle af de græske ord er vanskelige at gengive uden kommentarer:
”øjeblikket” står for det helt rigtige øjeblik, men ordet kan også bruges om den helt rigtige mængde - 
”forsøget” er ikke så meget det at foretage et eksperiment som at indsamle erfaring fra hvert enkelt tilfælde (forsøg hedder på græsk peîra, heraf empiri).

Et par eksempler fra de andre aforismer kan illustrere at de handler om stort og småt uden større indbyrdes sammenhæng.
I, XIII ”Gamle klarer lettest faste, dernæst modne mennesker, mindst de unge og allermindst børn, især den slags som er usædvanligt livlige.”
II, 46 ”Hvis to lidelser rammer samtidig, men ikke på samme sted, fordunkler den værste den anden.”
VI, 28 ”Eunukker får ikke podagra og bliver heller ikke skaldede.”
VII, 56 ”Uro, gaben og kuldegysninger afhjælpes ved at drikke vin iblandet lige dele vand.”

Aforismeformen har været populær hos de hippokratiske læger og deres elever.
Skrifterne ”Nutriment”, ”Dentition”, ”Prorrhetic I” og ”Coan Praenotions” er også i aforismeform.
En aforisme fra ”Dentition”:
”Ikke alle børn dør, hvis de får kramper under tandbruddet. Mange redder sig igennem.”

Det giver anledning til at spekulere over hvad betegnelsen aforisme dækker. Oprindelig betyder det afgrænsning og er det samme ord på græsk som definition på latin, men aforismerne er ikke definitioner, men citater eller undertiden blot noter, revet ud af deres sammenhæng.

Aforisme II, 22 er en lidt forenklet udgave af den hippokratiske regel om at det modsatte behandles med det modsatte (contraria contrariis curantur).
”De sygdomme som er forårsaget af overfyldning, behandles med udtømning, og de som er forårsaget af mangel, behandles med opfyldning. På samme måde består også i andre tilfælde behandlingen i det modsatte.” Reglen forklares i større sammenhæng i skriftet ”Om åndedrætsluft”.

Den sidste aforisme VII, 87 er næsten lige så kendt som den første:
”De sygdomme som farmaka ikke kan kurere, kurerer kniven. De som kniven ikke kan kurere, kurerer ilden (brændejernet). De som ilden ikke kan kurere, må regnes for uhelbredelige.”

Det indledende afsnit i det hippokratiske skrift fra 5.årh. f.Kr. ”Om åndedrætsluft” beskriver først lægens arbejde.

Dernæst lægger forfatteren afstand til det kirurgiske håndværk og fremhæver medicinerens indsigt i helbredelsens væsen. Behandlingsprincippet ”Det modsatte er det modsattes lægemiddel” bliver senere kendt på latin som: contraria contrariis curantur (ordret oversat: det modsatte kureres ved det modsatte).

Som det fremgår af eksemplerne, skal det ikke opfattes som: ”med ondt skal ondt fordrives”.  

”Der er nogle uddannelser som er ubehagelige for dem der har taget dem, men gavnlige for dem der får brug for dem, og som er et fælles gode for befolkningen, men byrdefulde for dem der udøver dem. Blandt disse fag er det som på græsk hedder lægekunst.

Lægen ser nemlig frygtelige ting, har berøring med ubehagelige ting og høster egne bekymringer over andres tildragelser, mens de syge ved denne kunst slipper ud af de største onder: sygdomme, skader, smerter, ja døden. For stillet over for alt dette viser lægekunsten sig helbredende.

I dette fag er det uanseelige svært at lære sig, og det populære nemmere, for det uanseelige forstår kun lægerne sig på, og ikke andre folk – det er ikke noget fysisk, men et spørgsmål om baggrundsviden. Alle kirurgiske indgreb kræver øvelse – gentagelse er den bedste læremester for hænderne. Men de dunkleste og vanskeligste sygdomstilfælde vurderes bedre med et godt skøn end med en tillært færdighed, og her er den største forskel mellem den uddannede og den ukyndige.

En af disse indsigter går ud på hvad der er årsag til sygdomme, og hvad der er udgangspunkt og udspring for lidelser i kroppen. Hvis man forstår årsagen til sygdommen, vil man også være i stand til at foreskrive den gavnlige behandling af kroppen. En sådan lægekunst er i allerhøjeste grad i overensstemmelse med naturen. For eksempel er sult en sygdom, for det som skader et menneske, kaldes sygdom. Hvad er så midlet mod sult? Det er det som bringer sulten til ophør, nemlig mad, som så er lægemidlet. På samme måde kan drikke slukke tørst, og omvendt er det udtømning som helbreder en overfyldthed, og påfyldning som helbreder en mangeltilstand, og hvile er kuren for overanstrengelse. Kort sagt: det modsatte er det modsattes lægemiddel.

Lægekunst består altså i at trække fra og lægge til, trække det fra som er for meget, og lægge det til som mangler. Den som er bedst til at gøre det, er den bedste læge. Den som er længst fra det, er også længst fra lægekunsten.”