MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

Det indledende afsnit i det hippokratiske skrift fra 5.årh. f.Kr. ”Om åndedrætsluft” beskriver først lægens arbejde.

Dernæst lægger forfatteren afstand til det kirurgiske håndværk og fremhæver medicinerens indsigt i helbredelsens væsen. Behandlingsprincippet ”Det modsatte er det modsattes lægemiddel” bliver senere kendt på latin som: contraria contrariis curantur (ordret oversat: det modsatte kureres ved det modsatte).

Som det fremgår af eksemplerne, skal det ikke opfattes som: ”med ondt skal ondt fordrives”.  

”Der er nogle uddannelser som er ubehagelige for dem der har taget dem, men gavnlige for dem der får brug for dem, og som er et fælles gode for befolkningen, men byrdefulde for dem der udøver dem. Blandt disse fag er det som på græsk hedder lægekunst.

Lægen ser nemlig frygtelige ting, har berøring med ubehagelige ting og høster egne bekymringer over andres tildragelser, mens de syge ved denne kunst slipper ud af de største onder: sygdomme, skader, smerter, ja døden. For stillet over for alt dette viser lægekunsten sig helbredende.

I dette fag er det uanseelige svært at lære sig, og det populære nemmere, for det uanseelige forstår kun lægerne sig på, og ikke andre folk – det er ikke noget fysisk, men et spørgsmål om baggrundsviden. Alle kirurgiske indgreb kræver øvelse – gentagelse er den bedste læremester for hænderne. Men de dunkleste og vanskeligste sygdomstilfælde vurderes bedre med et godt skøn end med en tillært færdighed, og her er den største forskel mellem den uddannede og den ukyndige.

En af disse indsigter går ud på hvad der er årsag til sygdomme, og hvad der er udgangspunkt og udspring for lidelser i kroppen. Hvis man forstår årsagen til sygdommen, vil man også være i stand til at foreskrive den gavnlige behandling af kroppen. En sådan lægekunst er i allerhøjeste grad i overensstemmelse med naturen. For eksempel er sult en sygdom, for det som skader et menneske, kaldes sygdom. Hvad er så midlet mod sult? Det er det som bringer sulten til ophør, nemlig mad, som så er lægemidlet. På samme måde kan drikke slukke tørst, og omvendt er det udtømning som helbreder en overfyldthed, og påfyldning som helbreder en mangeltilstand, og hvile er kuren for overanstrengelse. Kort sagt: det modsatte er det modsattes lægemiddel.

Lægekunst består altså i at trække fra og lægge til, trække det fra som er for meget, og lægge det til som mangler. Den som er bedst til at gøre det, er den bedste læge. Den som er længst fra det, er også længst fra lægekunsten.”

Afsnit III i det hippokratiske skrift fra 5.årh. f.Kr. ”Om åndedrætsluft” er meget velegnet til at vise hvor langt de gamle grækere kunne nå ved tanken alene uden tekniske hjælpemidler og uden eksperimenter. Ilt blev først opdaget i slutningen af 1700-tallet.

”Både hos mennesker og de øvrige dyr næres kroppen af tre slags næring hvis betegnelser er: mad, drikke og luft. Når luft er inde i kroppen, kalder vi den åndedrætsluft (og vinde), uden for kroppen kalder vi den frisk luft. Den friske luft er i alle kroppe den allervigtigste kraft, og det er værd at overveje dens formåen:

Blæst er jo en strømning og en bevægelse af den friske luft. Når nu megen frisk luft forårsager en kraftig bevægelse, rives træer op med rode ved luftens styrke, havets bølger bruser og lastskibe kastes hid og did uanset størrelsen. Sådan en magt har den over disse ting, og dog er den usynlig for øjet og kun tilgængelig for tanken.

Hvad kan eksistere uden den, eller hvor mangler den, og hvor er den ikke til stede? Alt mellem himmel og jord er nemlig fyldt med luft. Den er årsagen til vinter og sommer ved at blive tæt og kold om vinteren og let og mild om sommeren. Ja, solens og månens og stjernernes bane er en effekt af luften, for luft er næring for ild – ild ville ikke eksistere, hvis der ikke fandtes frisk luft. Derfor betinger den omstændighed at den friske luft er tynd, solens uendelige liv.

Det er indlysende at også havet har andel i luften. Hvordan kunne nemlig de svømmende dyr leve, hvis de ikke havde mulighed for at få luft, og hvordan skulle de kunne ånde på anden måde end ved at trække frisk luft ud af vandet?

Selv jorden er et fundament for den friske luft som på sin side er det der holder jorden oppe, og der er intet som er tomt for frisk luft.”

P.S. til græskkyndige: Jeg har konsekvent oversat det overordnede begreb pneuma med luft, aer med frisk luft og fysa med åndedrætsluft (og vinde). Skriftet handler om det sidste. Loeb II, side 228.

Tanken om luften som båret og bærer af jorden findes også hos Euripides, Troerinderne 884.