MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

Leonicenos efterfølgere i Ferrara blev lægerne Giovanni Manardi (1462-1536) og Antonio Musa Brasàvola (1500-1555) som nok fortsatte i hans spor, men hver på sin måde.

Manardi var en mindre ånd end sin læremester, og måske erkendte han det selv, eller også havde han vænnet sig til at stå i skyggen, da han nåede en alder af 62 år, før Leoniceno døde. Man kan lære ham ganske godt at kende i de 20 bøger han udgav af sine breve under titlen Curia Medica. F.eks. fremfører han på side 196 i Curia Medica en generel og helt overfladisk kritik af den arabiske læge Avicenna og forsøger at underbygge den med: ”som det ellers vil blive påvist af en større domstol.” Brevet er skrevet i 1522, og den større domstol var formentlig Leoniceno som stadig var i gang med sin detaljerede søgen efter fejl i Avicennas identifikationer af urter (baseret på den latinske oversættelse der var til rådighed).
Manardi ser ud til at have været en god praktiker. Han kommer med nogle ganske jordnære betragtninger som at ”lægerne hellere skal betragte urinen end stjernerne, når der skal træffes beslutning om en åreladning.”
Han viderebringer den erfaring at kviksølv er giftigt for hjernen, hvilket man kan indse ved at iagttage de håndværkere som arbejder med lueforgyldning.
Han nægter at drage Hippokrates ind i den pågående diskussion om astronomi/astrologi for ”Hippokrates levede jo over 500 år før Cl. Ptolemæus” (Manardi var selv samtidig med Copernicus).
Miljøets indflydelse på sundheden betød meget for den hippokratiske tradition, og man mærker lægernes bestyrtelse over at Lusitanerne (portugiserne med Columbus) havde fundet mennesker som levede ved ækvator hvor der burde være for varmt og tørt.
Man diskuterede på den tid ivrigt hvor det var sundest at bo, og Manardi argumenterer for at klimabælte 6 som Ferrara ligger i, er bedre tempereret end klimabælte 4 hvor Rom er placeret. Ferrara er på alle måder et ideelt sted at leve, skriver han, og det er desuden under ledelse af den bedste af alle fyrster, Alfonso d’Este. (Dette brev er skrevet i Buda under Manardis udlændighed som hoflæge der). De nordlige klimabælter plages af stor kulde, og her giver han som eksempel ”Dacia og den del af Britannia som kaldes Scotia.”
I 4.bog er der et par sider som han kalder ”Compendium Medicinæ”, hvor han bl.a. nævner middelalderens tre sygdomskategorier: naturales, non naturales og præternaturales. Imidlertid tyder hans beskrivelse af naturales (de naturgivne sygdomme) på at han forveksler dem med sundhed, når han skriver at ”de bør bevares ved at behandles med mere af det samme.” Måske er det betegnelsen naturales som har ledt ham på vildspor.

Brasàvola er mest kendt for sit imponerende index til den græske læge Galens samlede værker, første gang trykt i Firenze 1552. Brasàvolas index bar titlen Index refertissimus in omnes Galeni libros. Det blev først erstattet i 1833 af Fr. Guil. Assmann i lægen C. G. Kühns Galenudgave på græsk med oversættelse til latin. Ifølge noge forskere var det ikke til det bedre.
På ægte humanistmaner studerede han sine græske kilder meget omhyggeligt, f.eks. sit forbillede, den græske botaniker Dioscorides fra første årh. e.Kr. (trykt udgave i 1499), men Brasàvola gjorde også sine egne studier i naturen og registrerede over 2000 planter i sin Examen omnium simplicium (fra 1536) hvor Plinius kun kendte 1000, og Dioscorides ca. 850.
Foruden denne undersøgelse af alle simplicia (de enkelte urter) skrev Brasàvola også en række bøger om sammensatte præparater, f.eks. Examen omnium syruporum (fra 1538) udformet som en fortrolig dialog mellem ham og en gammel urtesælger. Hos Brasàvola bliver recepter fra de antikke grækere, byzantinerne og araberne behandlet lige sagligt.
Det ses i hans værker at han var en energisk, upartisk og humoristisk mand, og det blev også værdsat – bl.a. på en tidstypisk måde, idet matematikeren Geronimo Cardano (1501 – 1576) valgte netop Brasàvolas horoskop til at eksemplificere en pålidelig renæssancehumanist og læge, mens andre samtidige medicinske forfattere kun blev omtalt i nedladende vendinger.
Brasàvola har fået opkaldt en smuk mellemamerikansk orkide efter sig. Om det også er ham som har givet navn til det delikate Brasaola-kød, ved jeg ikke.

Niccolò Leoniceno (1428-1524) kaldes den første humanist blandt lægerne. Han påbegyndte nemlig en filologisk gennemgang af de tekster som lægekunsten byggede på.
For nogle år siden så jeg hans portræt på Museo Gioviano i Como, og det gør et stort indtryk. Du kan se maleriet ved at klikke her. Han blev meget gammel og var aktiv til det sidste. Både han og hans portrættør Dosso Dossi (ca. 1490 – 1542) levede i Ferrara.

Leoniceno er kendt for at have skrevet om slangegift og om syfilis (morbus Gallicus) som brød voldsomt ud i 1490’erne, men hans største betydning ligger i hans kritiske arbejde med den teoretiske lægeuddannelse. Hertil havde han samlet sig et meget stort privat bibliotek og dygtiggjort sig i klassisk græsk for at være i stand til at læse teksterne på originalsproget.
Der var på det tidspunkt meget få af lægerne i det norditalienske område som kunne læse Hippokrates på græsk, og Leoniceno viste dem at fagets traditionelle tekster ikke kun var endt på et forfladiget latin, men også var blevet forvansket i løbet af de mange kopieringer først på papyrus og siden på pergament.
Nu hvor investeringer i bogtrykkerkunsten krævede så gode tekstforlæg som muligt, arbejdede humanisterne på at finde de manuskripter som bedst gengav de tabte græske og latinske originaler, men dette var kommet forholdsvis sent til lægekunsten.

I 1490 tog Leoniceno det første skridt ved at sende et lille skrift til den store humanist Angelo Poliziano i Firenze (1454 – 94) og bede om hans mening. Skriftet handlede om fejl hos den latinske forfatter Plinius den ældre (23/24 – 79) og andre i den del af lægekunsten som hedder materia medica, d.v.s lægeurter. Det kunne gælde liv og død, om lægen kendte forskel på de giftige og de gavnlige planter, men eventuelle afbildninger af planterne var stadig malet i hånden og var blevet mere og mere unøjagtige for hver kopering. Der var humanister som havde fundet så meget som 5000 fejl i overleveringen af Plinius’ naturhistorie, men lægen Leoniceno gik et skridt videre og kritiserede Plinius selv for fejlagtige identifikationer.
Som han senere skrev: ”Der er nemlig meget få som læser Plinius for det lægelige indholds skyld, flere læser ham for ordvalget og det guddommelige sprog som ingen kan frakende ham.”
Poliziano sendte sit svar 3.jan. 1491, og dette brev er med i den første trykte udgave af Leonicenos skrift fra 18.dec. 1492 i Ferrara, og også i de følgende udgaver som blev udvidet med flere breve til og fra Leoniceno og flere fundne fejl hos Plinius og andre.
1509 udgaven, ligeledes fra Ferrara, indeholder en side som er meget oplysende, og som ikke er med i de andre udgaver. Det er en meddelelse dateret 1491 til læserne fra lægen Ludovico Bonaccioli i Ferrara i anledning af at han har bekostet trykningen.
Han skriver om Leoniceno: ”Hans hensigt har trods titlen ikke i så høj grad været at notere fejl hos Plinius som at benytte lejligheden til at åbenbare langt værre fejl hos barbarerne” (d.v.s. araberne), og ”Hvis de som dyrker den barbariske medicin, føler sig krænkede, håber jeg at vinde genklang hos dem som holder af den gamle medicin som barbarerne har fordærvet.”

Den arabiske lægekunst som var en videreudvikling af den græske, var på det tidspunkt rigt repræsenteret ved universiteterne, især i form af Avicennas Canon på latin, og der var hos mange vestlige læger et ønske om at erobre Hippokrates tilbage ved at rense tekstoverleveringen for senere ændringer. Leoniceno som ikke kunne arabisk, var for så vidt i god tro og var videnskabelig nok til at anføre sin egen begrænsning i den udgave af hans skrift som blev trykt i Basel i 1529. Der tilføjer han på side 294:
”Mit arbejde hviler på kommentarer af Gentilis (lægen Gentile da Foligno, død 1348) som kaldes Avicennas sjæl. Når Avicennas meninger overalt er utilgængelige og nærmest ubegribelige grundet forfatterens eller i det mindste oversætterens barbariske dunkelhed, kan jeg ikke vurdere Avicenna på anden måde end sådan som jeg kan finde begrundelse for det i kommentarerne af den som regnes for den fremmeste blandt hans fortolkere.”
I 1527 efter Leonicenos død blev lægen Andrea Alpagos forbedrede oversættelse af Avicennas Canon udgivet i Venedig.

Det korte svar er: ”nej!”

Hippokrates (5.årh.f.Kr.) udførte åreladning (flebotomia) med en skalpel, men anvendte ikke igler i sin behandling. Igler nævner han kun som sygdomsvoldere, hvis man har fået dem til at sidde fast i svælget efter uforsigtigt at have drukket flodvand.

Nikandros af Kolofon (3.årh.f.Kr.) beskriver i sit læredigt ”Alexipharmaka” (modgifte) samme uheldige tildragelse hvor patienters lidelser viser sig at skyldes igler i svælget. Nikandros har fået ry som den første græske læge der behandlede med igler, men de får kun en ganske kort omtale i hans andet bevarede digt ”Theriaka” (stik og bid fra vilde dyr og deres behandling) hvor iglerne nævnes som et sårrensende middel, men ikke i forbindelse med åreladning.  

Først hos Galen (2.årh.e.Kr.) finder man i de græske lægeskrifter en egentlig beskrivelse af igler brugt til åreladning i en lille artikel med titlen ”Igler” (At den græske betegnelse for igler ”bdella” minder om udbruddet ”bvadr”, er ikke nogen tilfældighed).   

Der er visse ting i Galens beskrivelse af brugen af igler som antyder at han ikke selv har brugt dem. F. eks. lyder indledningen: ”Der er nogle som samler igler ind og bruger dem til mange ting.” Men også andet tyder i den retning hvilket jeg vil vende tilbage til.

Hvis man sammenligner Galens igleopskrift med den man kan læse hos den persiske læge Avicenna (980-1037 e.Kr.), føler man sig overbevist om her at have fundet en igleekspert. Dog indleder Avicenna det pågældende afsnit i bog I af sin ”Canon” med at henvise til sin kilde, i dette tilfælde ikke græsk, men indisk lægekunst, som advarer mod igler som lever i snavset vand, som er syge, eller som tilhører en giftig art. Nyttig viden skulle man tro.

Dernæst slår Avicenna fast at igler suger blod fra dybere lag end dem man når med kopsætning.

Det er i modsætning til Galen som hævder at igler trækker blod fra huden, ikke fra dybden, og at de bruges i stedet for kopsætning.

Begge foreskriver at de først kan anvendes efter et døgn i lunkent vand hvor de ernæres med lidt blod (Avicenna foreslår lammeblod) og renses udvendigt med en svamp.

De er også enige om at det pågældende sted skal renses (om nødvendigt barberes) og skrabes eller kradses lidt for at vække iglens appetit, og om en vis rensende og dulmende efterbehandling.

Men så kommer vi til den store forskel:

Avicenna skriver at man endelig ikke må pille dem af med magt på grund af risiko for voldsom blødning, og at man for at hindre dem i at kravle ind i svælg eller anus, skal trække en tråd gennem deres hale, oppe fra og ned – ikke fra side til side, da man i så fald vil skade dyrets blodkar.

Galen derimod vil klippe halen af iglen, når den har suget lidt, da en igle ikke vil standse blodsugningen af sig selv, og han vil trække dyret af, når han skønner at det har suget halvdelen. Han fraråder at lade det suge sig mæt, da igler er kolde dyr, og kulden vil skade det syge sted.

Min sammenligning lader mig mene (måske ikke overraskende) at den iglebegejstring som kulminerede i 1827 hvor man til Frankrig importerede så meget som 33.000.000 igler (på latin: Hirudines medicinales, i singularis: Hirudo medicinalis), stammer fra den indiske lægekunst som Galen måske har kendskab til, men som først senere er slået an i Europa via Avicenna og den arabiske lægekunst.