Per Stig Møller(i midten) ankommer til Medicinsk Museion. KUAS direktør Steen Hvass(til venstre) og museumschef Thomas Söderqvist(til højre) tager imod.

Vi havde fint besøg onsdag d. 5. maj. Kulturarvsstyrelsen, også kaldet KUAS, havde nemlig valgt auditoriet i vores udstillingsbygning som stedet at lancere hjemmesiden “1001 fortællinger om Danmark”. Siden er en stort anlagt kollektiv historieskrivning om steder i Danmark. På forhånd har omkring 100 fagpersoner beskrevet 1001 udvalgte steder, der har en danmarkshistorisk betydning, men der er lagt op til, at brugere af siden også kan bidrage med egne fortællinger om yndlingsteder i Danmark.

Sådan præsenteres Medicinsk Museions udstillingsbygning, Det kirurgiske akademi, på hjemmesiden "1001 fortællinger".

Per Stig Møller bag talerpulten i auditoriet, Medicinsk Museion

Til at forestå det officielle “tryk på knappen”, der erklærede hjemmesiden åben, var kulturminister Per Stig Møller inviteret, og da det ikke er hver dag, Medicinsk Museion har besøg af regeringsmedlemmer, var vi på tæerne fra morgenstunden. 

Arrangementet var naturligvis KUAS’, men de havde valgt vores auditorium, fordi Det Kongelige Kirurgiske Akademi er et af de 1001 steder, der allerede nu optræder på hjemmesiden. Derfor fik vi, som en del af det officielle program, lejlighed til selv at præsentere huset og stedet i fortid, nutid og fremtid. Museumschef Thomas Söderqvist præsenterede Medicinsk Museion, som den institution, der i dag udfylder akademiets fysiske rammer, mens jeg tog mig af at fortælle historien om akademiets grundlæggelse og den undervisning af kirurger, der foregik i auditoriet for mere end 200 år siden. Tilsammen med en videofilm om hjemmesiden, tale fra KUAS vicedirektør Anne Mette Rahbæk og kulturministerens tale blev det en officiel seance, der kom godt omkring projektet, og jeg synes i hvert fald, at hjemmesiden fik en meget flot præsententation.

Den engelske kunstner og filmmager Phillip Warnell, der stod for Endo-Ecto, kan i øvrigt snart  opleves igen her i København. Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX har nemlig udtaget hans seneste film Outlandish- Strange Foreign Bodies til konkurrencen New:Vision Award, og Phillip kommer selv til byen for at præsenterer filmen ved en visning den 14. november. Se nærmere her…

Frederik Christian Winsløw blev født 1752 i København som søn af en medaljør – om der er noget slægtsskab med den ældre Winsløv, ses ikke umiddelbart af de biografiske oplysninger. Han var ved indvielsen i 1787 allerede professor ved Kongelig Kirurgisk Akademi og blev senere hofkirurg (1801) foruden mange andre ærefulde hverv, hvoraf det mest betydningsfulde nok var stillingen som overkirurg ved Det Kongelige Frederiks Hospital.

Frederik Christian Winsløw var i 1801 den første i Danmark som foretog kokoppeindpodning (vaccination mod varioler) efter den metode som Jenner fandt og publicerede i 1798.

Winsløw døde ugift i 1811.  

Medicinsk Museion ejer ud over busten også et maleri af denne smukke mand.

Skulptøren kender jeg ikke, men maleriet er af Jens Juel og var med i Medicinsk Museions udstilling om læge­por­træt­ter i 2004.   

Heinrich Callisen blev født 1740 i Holsten og døde i 1824.

Det er ham der har givet navn til Callisensvej i Hellerup som man på de kanter udtaler på en speciel måde (Callísen).

Han var ved indvielsen af akademiet professor i kirurgi ved Universitetet og dermed en samlende figur i ”Kirurgiens Ophjælpning” som man kaldte det, men blev af de andre kirurger set som en forræder, fordi de ikke ønskede den kirurgiske undervisning lagt under Universitetet. Det var dog retfærdigvis ham og ikke Kölpin der i 1794 blev Generaldirektør for Kirurgien til 1805.  

Callisen var en god forelæser, og det er i hans periode Museions anatomiske præparat af et mandshoved med indfarvede blodkar er fremstillet. 

Han forelæste på tysk, idet mange elever som han selv kom fra Hertugdømmerne og Nordtyskland. Tyske forelæsninger fortsatte sammen med danske til akademiets ophævelse i 1841, så den brogede sproglige situation i København kan fortsat skildres med Chr. Wilsters beskrivelse af forholdene på Holbergs tid (Digtninger 1827):

”Hver Mand, som med Kløgt gik i Lærdom til Bund, / Latin paa Papiret kun malte, / med Fruerne Fransk, og Tydsk med sin Hund, / og Dansk med sin Tjener han talte.”

Hans buste indtager førstepladsen blandt de kronologisk opstillede kirurger i Medicinsk Museions auditorium, men han har sandsynligvis ikke stået der fra indvielsen i 1787, for busten figurerer på et fotografi fra omkring 1900 af det anatomiske instituts bibliotek.

Desuden fortæller Knud Faber i sine erindringer fra 1943 at det var ham der fik den stillet op i en ellers tom niche i auditoriet.

Den er en afstøbning af franskmanden Jean-Baptiste Lemoyne II’s broncebuste af ham.

Dennes kunstneriske kvaliteter ufortalte vinder busten ikke ved naboskabet med Andreas Weidenhaupts fremstillinger i en lidt større skala af kirurgisk akademis tre fædres flotte kødfulde ansigter.  

Ikke desto mindre er placeringen velbegrundet. Det var nemlig hos samme ”Jacques-Bénigne Winslow” i Paris at Simon Crüger fik sin inspiration til at forbedre kirurgernes uddannelse i Danmark.

Egentlig var Jacob Winsløv ikke selv kirurg, men anatom, d.v.s. universitetsuddannet mediciner med særlig interesse for studiet af menneskets sunde og syge anatomi som den kan afsløres ved dissektion.

Han var en religiøs mand og konverterede til katolicismen i 1699 hvorved han antog navnet Bénigne efter sin åndelige vejleder.

Siden da virkede han i Paris hvor han opnåede stor international anerkendelse og bl.a. gav navn til ”Foramen epiploicum Winslowii” som dog nu benævnes ”Foramen omentale”. Man kan læse om hans position i en artikel om ”Jardin du Roi” i Paris i Dansk Medicinhistorisk Årbog 2008, side 66.

Et af hans skrifter vakte stor opmærksomhed, også herhjemme. Det handlede om usikkerheden ved dødstegn og den dermed forbundne risiko for levende begravelse af skindøde.

I 1745 indviede Winsløv et anatomisk teater som stadig kan findes bag mindepladen for ham i Rue de la Bucherie 13.

Tre af dem er udført af billedhuggeren Andreas Weidenhaupt og må være bestilt som en hædersbevisning for de pågældendes betydning for opførelsen af huset.

Det drejer sig om Simon Crüger, Hans Frederik Wohlert og Alexander Kölpin som er opstillet i niche nummer to, tre og fire. 

Simon Crüger levede fra ca. 1687 til 1760 og var således for længst død ved indvielsen, men var ikke desto mindre uomgængelig som forudsætning for projektet.

Fra 1720 til han i 1728 faldt i unåde og blev landsforvist, var han hofkirurg. Hjemkommen igen oprettede han i 1736 uafhængigt af medicinerne på Universitetet et ”Theatrum Anatomico-Chirurgicum” i Købmagergade som erstatning for det nedbrændte anatomihus på Frue Plads. Derved skabte han et nyt niveau for uddannelse af kirurger ved at supplere den tidligere udelukkende praktiske undervisning med systematiske demonstrationer og eksamen i anatomi, kirurgi og operative øvelser som han selv havde oplevet det i Paris. Han var ligeledes involveret i oprettelsen af Det Kongelige Frederiks Hospital i Bredgade der åbnede i 1757. Det blev den naturlige nabo til Kongeligt Kirurgiske Akademi som indviedes i 1787.

Hans Frederik Wohlert var født 1703 i Kiel og døde 1779. Han var derfor heller ikke til stede ved indvielsen.

Han havde været hofkirurg fra 1746 til 1768, og det var ham der forestod operationen på Dronning Louise for indeklemt navlebrok som endte med at hun døde 27 år gammel, gravid for 6. gang. Ved den lejlighed mistede den lille knap treårige prins, den senere Christian 7., sin mor. Ifølge Ulrik Langens nye bog om ham med titlen ”Den afmægtige” fik det stor betydning for hans udvikling.

Efter at Wohlert var pensioneret som hofkirurg, drev han privat praksis i Slesvig, men blev i 1773 kaldt til København for at foretage en hjerneoperation på den syge Christian 7. Han frarådede dog indgrebet.  

Alexander Kölpin blev født 1731 i Holsten og døde ugift 1801 i København. Han afløste Wohlert som hofkirurg, var hovedmanden bag oprettelsen af Kongeligt Kirurgisk Akademi og blev professor der fra 1785 til 1794.

Han må således have haft embedsbolig i den dejlige professorbolig der var indrettet på etagen under auditoriet. Det tilfaldt ham at holde indvielsestalen 25. oktober 1787, naturligvis på latin. Nok var han kirurg af uddannelse, men han havde suppleret med eksamen i medicin på Universitetet efter at have passeret studentereksamen samme år.

Efter Simon Crügers indsats for at højne kirurguddannelsen var det blevet mere almindeligt at man tog eksamen i både medicin og kirurgi, men først i 1838 blev det bestemt ved et dekret at kun studerende der havde bestået studentereksamen, kunne indstille sig til ”examen medico-chirurgicum”.

I 1842 blev de to uddannelser endelig lagt sammen under Det lægevidenskabelige Fakultet.

Studenterne kom ind ad de mindre indgange foroven og strømmede derfra ned på de umagelige bænkerader som var uden rygstød og hynder. Sådanne differentierede indgangsforhold havde man også i antikkens teatre som lokalets form minder om.

Ved hovedindgangen har den udsmykkende kunstner Andreas Weidenhaupt sat et gipsrelief som forestiller lægeguden Æsculap i selskab med Universitetets skytsgudinde Minerva. Selv om man ifølge sagens natur ikke ved hvordan de har set ud, findes en ganske fast tradition for at skildre dem med hensyn til alder og ved hjælp af særlige kendetegn.

Minerva som på græsk hedder (Pallas) Athene, er en ung tænksom kvinde med krigerisk udstyr: en hjelm og et karakteristisk skjold. Hun kan også have en lille ugle som symboliserer hendes visdom.

Æskulap som på græsk hedder Asklepios, er en ældre mand med en slangestav, en såkaldt æskulapstav, som også i dag bruges til at signalere sundhedsmæssige sammenhænge. Slanger var i den græske oldtid religiøse symboler og indgik i den behandling som udøvedes af præsterne ved Asklepios­helligdommene. Asklepios ses meget ofte i selskab med en kvinde, men det plejer at være hans datter, Hygieia (sundhed). Athene er valgt for at knytte forbindelse mellem kirurgernes hus og Universitetet hvor medicinerne blev uddannet.

Der er en vis forbindelse mellem Asklepios og de to antikke læger Hippokrates (5. århundrede f.Kr.) og Galen (2. århundrede e.Kr.), selv om de begge repræsenterede den rationelle tilgang til lægekunsten og ikke den magiske.

Hippokrates var Asklepiade, d.v.s. at hans slægt hævdede at nedstamme fra guden Asklepios. Dette lyder utroværdigt, men grækerne var åbne for at forfædre kunne blive genstand for heltedyrkelse eller ligefrem blive guddommeliggjorte.

Galen var født i Pergamon i det græske Ionien, som nu er Tyrkiets vestkyst. Pergamon var på hans tid en stor og vigtig by. Det var der man opfandt at behandle skind så det kunne bruge til at skrive på, det såkaldte pergament, som blev en alvorlig konkurrent til Ægyptens papyrusproduktion. Pergamonfrisen i Pergamonmuseet i Berlin stammer fra byens akropolis (højby) og vidner om byens storhed. I den nedre bydel lå bl.a. en stor Asklepioshelligdom hvis tempel var en efterligning af Pantheon i Rom, men kun i halv størrelse.

Medicinsk Museions auditorium har også en kuppel og nicher til indsætning af buster på samme måde som Asklepioshelligdommen i Pergamon og Pantheon i Rom.

Billedhuggeren

Der var på det tidspunkt stor forskel mellem kirurger og medicinere. Medicinerne regnede sig for de fineste, idet de havde hele den skriftlige tradition i ryggen og blev uddannet på universitetet, hvor Hippokrates og Galen stadig studeredes på latin sammen med en latinsk oversættelse af Avicenna og andre læger som virkede under den arabiske kultur.

Kirurgerne var derimod håndværkere som blev uddannet ved mesterlære, og først i 1842 blev uddannelsen af kirurger og medicinere slået sammen under det lægevidenskabelige fakultet.

De 8 buster i auditoriets nicher forestiller berømte kirurger, og da de tre af dem er værker af Andreas Weidenhaupt, kan man regne med at de var bestilt til lokalet straks fra indvielsen.

Det har ikke været mig muligt at finde en beskrivelse af den oprindelige opstilling, men noget tyder på at de øvrige fem nicher stod tomme som en opfordring til de studerende om at kvalificere sig til pladsen.   

Medens busterne af kirurgerne har portrætlighed, er fremstillingen af Hippokrates og Galen et pudsigt fænomen, for man vidste ikke hvordan de så ud. Men da deres navne er sat på med græske bogstaver, er der ingen tvivl om hensigten. De store græske bogstaver ligner næsten de danske, så det er ikke svært at læse.
Den største forskel er at grækerne ikke havde det store bogstav H, så navnet HIPPOKRATES begynder med I. Det som til gengæld ser ud som et H på næstsidste plads er på græsk et langt E. 

Dette forekommer også i indskriften GALENOS. De græske bogstaver pi for P i HIPPOKRATES og gamma for G i GALENOS er forholdsvis velkendte.  

Betoningen lå på græsk anderledes end på dansk: de hed Hippokrátes og Galenós, men den udtale bruger vi ikke på dansk.Vi har en lang tradition for at latinisere græske navne, og derfor bliver den danske form: Hippókrates og Galén (af det latinske Galénus).   

Der findes mange andre sene portrætteringer af de to berømte græske læger, og fælles for dem er, at de afbildes som et par nydelige ældre herrer.

Galens udseende kender man stadig ikke, men for Hippokrates’ vedkommende har man en tradition som kan spores tilbage til romertiden (de første århundreder efter Kristus). Man har nemlig i det 16. århundrede på hans tilholdssted påøen Kos fundet romerske mønter med billedet af en skaldet, skægget mand hvis identifikation sikres af hans navn.

I 1944 har man ligeledes ved hjælp af en indskrift identificeret en buste i Roms havneby Ostia som Hippokrates. Den er fundet i en grav fra første århundrede e.Kr. En gengivelse af den findes på Ny Carlsberg Glyptoteket (I.N. 1795).

Fra litteraturen ved vi om Hippokrates at han blev meget gammel – nøjagtigt hvor gammel kan ikke bestemmes, da hans dødsår er usikkert. Vi ved også (fra Platon) at han var kendt som en ikke ret høj mand.

De berømteste lå i Padua, Bologna og Leiden, men også København havde et ”Domus Anatomica” som lå ved Universitetet på Frue Plads. Det var i anvendelse i perioder fra åbningen i 1645, til det brændte i 1728.
Man kan læse en udførlig og rigt illustreret beskrivelse af dette og andre anatomiske teatre i Europa i en bog af Niels W. Bruun og Hans-Otto Loldrup: Thomas Bartholin: Anatomihuset i København. Loldrups Forlag 2007. 

Til erstatning for det nedbrændte teater indrettedes i 1736 et ”Theatrum Anatomico-Chirurgicum” til 200 personer i Købmagergade, og det fungerede indtil indvielsen i 1787 af den nuværende bygning i Bredgade ”Academia Chirurgorum Regia” som danner rammen om Medicinsk Museion ved siden af “Det Kongelige Frederiks Hospital”, nu Kunstindustrimuseet. 

Det anatomiske teater minder med sin kuppel om Pantheon i Rom, men Pantheon har mange efterlignere, og arkitekten, Peter Meyn, hentede sin inspiration i to bygninger i Paris: det anatomiske teater i “l’Académie Royale de Chirurgie” fra 1775 bygget af arkitekten J. Gondoin og kirken St. Geneviève af arkitekten J.G. Soufflot. 

 I 1842 blev det lægevidenskabelige Fakultet dannet, og medicinerne skulle undervises i anatomi sammen med kirurgerne. Dette foregik fortsat i det kirurgiske akademis anatomiske teater, indtil 1942 hvor undervisningen flyttedes til Universitetets anatomiske Institut på Nørre Fælled. 
Nu bruger Medicinsk Museion teateret som et smukt og stemningsfuldt auditorium, men det er i sig selv de medicinhistoriske samlingers fornemste udstillingsgenstand.

Fra uropførelsen af Labyrinthitis. Loftet i Medicinsk Museions auditorie med Jacob Kirkegårds højtalerinstallation

I september 2007 havde den danske lydkunstner Jacob Kirkegaard premiere på sit spektakulære værk ’Labyrinthitis’ på Medicinsk Museion.

Værket var bestilt af Medicinsk Museion, og blev opført i auditoriet søndag den 2. september 2007. Senere har Jacob fremført ‘Labyrinthitis’ i Museum of Jurassic Technology i Culver City, September 2008.

Nu kan du købe ’Labyrinthitis på CD fra TouchShop. Læs mere om værket på http://www.corporeality.net/museion/2008/10/25/music-from-the-inner-ear-2/