MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

Der er ingen tvivl om at de hippokratiske læger fra 5. og 4. årh.f.Kr. var meget interesserede i den forvandling (metabolé) som maden undergår på sin vej igennem kroppen.
De anså nemlig rådgivning om kost og motion som et af deres vigtigste lægelige virkemidler, og de havde samlet erfaring ved at studere alle kroppens udsondringer.

Den hippokratiske kriselære og de forskellige teorier om kropsvæsker som senere blev til humoralpatologien, bygger ligeledes på fordøjelsens betydning for helbredelse i form af en afbalanceret væskeblanding (krâsis).

Ikke desto mindre finder man sjældent i de hippokratiske skrifter nogen nærmere beskrivelse af denne vigtige proces, men kun at det var en slags kogning (pépsis). De indre organer nævnes heller ikke i denne sammenhæng, men betegnelsen bughulen (koilíe) kan anvendes om hele det fordøjelsessystem som følger efter munden (stóma) og spiserøret (stómachos).

Derfor virker det meget lovende, når man i et skrift uden for den hippokratiske samling kan læse denne sætning: ”Dette er hvad Aristoteles mener angående Hippokrates”.

Sætningen står i en papyrus fra ca.100 e.Kr. hvorpå en skriver har kopieret og refereret nogle ældre forelæsningsnotater. Da der ikke er angivet nogen ophavsmand til notaterne, kalder man ham ”Anónymus”, og da papyrus’en blev erhvervet af British Museum (i 1890), kalder man den ”Anónymus Londinénsis”.

Den pågældende sætning holder ikke uden videre hvad den lover: i stedet for Aristoteles (4.årh.f.Kr.) skal man forstå hans elev Menon, og Hippokrates er muligvis heller ikke den rigtige Hippokrates (5.årh.f.Kr.). De udsagn der tillægges ham (om sygdomsårsager) findes nemlig stort set kun i skriftet om åndedrætsluft som sædvanligvis ikke regnes for hippokratisk.

Sidste del af denne papyrus handler om teorier om åndedræt og fordøjelse som også hørte sammen i det hippokratiske skrift ”Nutriment”. Der nævnes læger som virkede efter Hippokrates’ tid (de berømte Erasistratos og Herophilos), men man kan her få et indtryk af hvad Hippokrates havde forestillet sig om fordøjelsen efter sønderdelingen i munden af ”skæretænderne” og ”mølletænderne”:

”Vi hævder at føden både bliver gjort flydende i bugen og også gennemgår en bearbejdning og en forvandling til noget lignende, når den passerer disse varmere regioner. Det må nødvendigvis gå ligesom med vand – når det flyder gennem landområder, optager det deres særpræg og får den samme karakter som dem. For hvis disse områder er præget af jordbeg, bliver vandet også af en begagtig karakter, og hvis de er svovlgule, ændrer vandet sig også og bliver svovlgult.”

”Anonymus” tilføjer at næringen siver ud i kroppen gennem nogle små sprækker (araiómata), og at den også optages via blodet.

Han gør opmærksom på at ”også fra tarmene foregår der næringsoptagelse. Indholdet i den tynde tarm er nemlig mere tyndt og fugtigt og i den udrettede tarm mere tørt og tykt.”

De sidste rester udskilles gennem kolon som afføring hvorefter menneskets afføring er næring for mindre dyr som ædes af større dyr, og derefter igen kan blive næring for mennesker.

Ved udgravning af oldtidskulturer har man fundet kranier med et cirkelformet hul som er helet pænt i kanterne, hvilket betyder at personen har overlevet skaden. Det tolkes som bevis på at læger allerede dengang var i stand til at foretage vellykkede indgreb gennem hjerneskallen (trepanation).

”Wounds in the Head” er en skriftlig overlevering om sådanne indgreb.
Skriftet er blandt de få i den hippokratiske samling som næsten ubestridt kaldes ægte, hvormed man mener at det er nedskrevet af Hippokrates selv i 5.årh.f.Kr.

”Wounds in the Head” er en gennemgang af fem forskellige former for kraniebrud og deres behandling. Forfatteren viser et ret nøje kendskab til kraniets opbygning og suturer (hjerneskallens knoglesømme), men hans beslutning om indgreb hviler på et overraskende grundlag som han ikke kommenterer yderligere:
”De værste hjernerystelser og brud trænger mindst til trepanation.”

Før et eventuelt indgreb skulle lægen omhyggeligt undersøge skadens omfang og tilstand med en sonde og forhøre sig om den sårede havde været bevidstløs eller blev omtåget og faldt om.
Hvis lægen ud fra sygdomsbilledet forudså en dødelig udgang, skulle han videregive den prognose.

Efter rensning og tørring af bruddet for at undgå betændelse kunnne man perforere hjerneskallen med et bor (trýpanon hvoraf betegnelsen trepanation) eller fjerne et stykke hjerneskal med en cylindrisk sav (príon). Vi ved fra andre forfattere at man roterede instrumenterne ved hjælp af en buestreng.

”Når man trepanerer, skal man ofte tage saven ud og dyppe den i koldt vand på grund af opvarmning af knoglen, for saven bliver hed af rotationen og brænder kraniet ved at varme og udtørre det og fjerner derved mere af den omgivende knogle, end det var hensigten.”
”Man skal holde inde med trepanationen, når meget lidt mangler at blive savet igennem, og knoglestykket allerede er til at rokke.”
Stykket bliver dødt som et potteskår midt i alt det blodfyldte og levende og kan forsigtigt lirkes op.

Det anbefales at vælge stedet omhyggeligt der hvor knoglen er tykkest, så man ikke beskadiger hjernehinden (mêninx). Det er ikke tilrådeligt at lægge boringen i suturerne og heller ikke i tindingerne, da det kan give kramper.
”Hvis venstre tinding gennembores, angriber krampen i højre side, og hvis højre tinding gennembores, angriber krampen i venstre side.”

Aristoteles afslører i ”Historia Animalium” I,7 at han ikke har læst hvad Hippokrates skrev om kraniets suturer i ”Wounds in the Head” eller om hjernens funktion i det hele taget i andre hippokratiske værker – eller måske har Aristoteles ikke ønsket at lade sig belære af en praktiker som ikke formulerer det teoretiske grundlag for trepanation.

Pandeben! Godt det gror!
Bag ved det forstanden bor.
Den vil læse, den vil lære,
bringe dig i agt og ære,
sidde som en holden en
bag det stolte pandeben.

H.C. Andersens digt er børnelærdom for os, men det er ikke umiddelbart indlysende hvad den grå masse bag pandebenet er, og det tog de gamle grækere mange århundreder at få det på plads.

Det hippokratiske skrift ”Den hellige sygdom” fra 5. årh.f.Kr. viser en helt klar forståelse af hjernen som kommandocentral, og det samme gør ”Places in Man” fra 5. eller 4. årh.f.Kr.

Ikke desto mindre findes der skrifter i den hippokratiske samling som undervurderer hjernemassen, måske under indflydelse af Aristoteles’ biologiske værker fra 4. årh.f.Kr.

Det gælder det hippokratiske skrift ”Glands” som på latin har titlen ”De glandulis”. På græsk hedder kirtler adénes.
Ifølge ”Glands” er hjernen (encéphalos) kirtelagtig ud fra denne begrundelse:
Kirtler er forbundet med hårvækst. Det sted hvor der er mest hårvækst, er oven på hovedet, altså er hjernen en stor kirtel. Når der ikke vokser hår ved de indvendige kirtler, skyldes det den megen fugtighed som er ødelæggende for hårvækst.

Hjernen virker altså som en kirtel. Hvis den lider skade, kan det påvirke sindet (nóos) så patienten mister taleevnen og er ved at kvæles. Denne sygdom kaldes apopleksi. Hjerneskade kan også bevirke at fornuften (gnóme) forstyrres.

Hjernen har sin betydning i kraft af syv strømme (rhoíai eller rhóoi) af væske som flyder fra den ned til næsebor, ører, øjne, bryst, rygmarv, hvirvler og led.
Denne beskrivelse af de syv strømme findes i et afsnit af ”Places in Man” hvor den ikke harmonerer helt godt med den klare erkendelse af hjernens funktion som dette skrift udtrykker i de andre afsnit.

I ”Glands” derimod passer den tilsvarende beskrivelse af de syv strømme fint ind i den systematiske helhed hvor de enkelte kirtler og deres funktion og udseende diskuteres. F.eks. beskrives et mandebryst som et tætvævet, tykt tæppe at se på og berøre, og et kvindebryst som blødt og porøst som en uldtot på grund af kønnets inaktivitet og brystets evne til at transportere mælk.

Tallet syv er ofte magisk, og de syv strømme vækker alene derved forestillinger om en ukritisk og traditionsbunden tænkemåde.
En anden ting som kunne gøre ”Glands” ældre end 4. årh.f.Kr., er brugen af betegnelsen ”stómachos” i stedet for ”oisophágos” om spiserøret. Termen ”oisophágos” er brugt som begrundelse for at datere ”Places in Man” til 4. årh., så med den begrundelse burde ”Glands” omvendt dateres til 5. årh.f.Kr.
”Glands” er således meget svær at datere, og Jacques Jouanna siger da også i sin bog om Hippokrates at denne afhandling om kirtler kan være fra 5., 4. eller 3. årh.f.Kr.