MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

I en tidligere blogpost viste jeg at betegnelsen går tilbage til den antikke græske læge Galen (129- ca.216), og jeg antydede hvordan Galens tankegang bag det mærkelige navn gav mening og kunne videreføres i middelalderens monotheisme. (Betegnelsen kom på latin til at hedde: “sex non naturales”).
Galens livsværk har i de sidste 30 år været genstand for et væld af udgivelser, og flere er på vej. Dels omvurderes hans indsats fra blot at være en Hippokrateskommentator, og dels kommer nye tekster til, men indtil videre er standardudgaven de 22 bind med græsk tekst og paralleloversættelse til latin som lægen K.G. Kühn redigerede og kommenterede i 1821-1833.
Galen var så produktiv at hans forfatterskab er det mest omfangsrige vi har bevaret fra antikken, til trods for at ca. halvdelen af publikationerne er gået tabt.
Allerede mens han levede, gik store dele af hans bibliotek tabt ved en brand ved Fredstemplet i Rom i år 192, men han var slået stærkt igennem i det store romerske rige, og kopier af hans skrifter fandt vej til Konstantinopel/Byzants hvor de konsulteredes og kopieredes respektfuldt i århundreder, og ligeledes til biblioteket i Alexandria hvor dygtige lærde sammenfattede dem til en form som desværre ikke er bevaret på græsk, men kun i oversættelser til latin, syrisk, hebræisk og arabisk.
I midten af det 9.årh. samlede den kristne syriske læge i Baghdad, Hunain ibn Ishaq, alle de Galenskrifter han kunne opspore, udvalgte de bedst overleverede og oversatte dem til syrisk og siden arabisk. Med sin oversættelsesbedrift skabte han et fagsprog som kunne gengive Galens græske lægesprog.
De arabiske læger tog Galen til sig og videreudviklede og systematiserede lægekunsten. Dette gælder især Avicennas Canon fra omkring år 1000.
Mange af de nye tekster som i vore dage føjes til Galens værk, er oversættelser af filosofiske tekster som nu kun er bevaret på arabisk.
Men da vestlige læger (i Salerno og Toledo) i det 11.årh. ønskede at udvide den traditionelle latinske tekstsamling Articella ved at genoversætte Galen fra de arabiske oversættelser, og da det samme skete i det 13.årh. (i Paris og Montpellier), blev resultatet ofte en forvanskning af Galen.
Derfor betød Byzants’ fald i 1453 en mulighed for at vende tilbage til den oprindelige Galen.
Da græske flygtninge fra Byzants søgte tilflugt omkring Ravenna, bragte de nemlig håndskrifter med sig som de kunne få penge for. Interesserede læger opkøbte dem og begyndte at oversætte dem direkte fra græsk til latin.
Dermed fik Galen omsider sin renæssance, og den første trykte samlede udgave med græske typer udkom i 1525. Den bekostelige investering betalte sig dog ikke, for der var ikke mange som kunne læse græsk, men et væld af nye oversættelser til latin fulgte.
I mange universitetsuddannede lægers verden blev Galen detroniseret i 1543, da Vesalius publicerede sin kritik af hans anatomiske viden, men i den øvrige lægeverden blev Galen brugt og misbrugt til midt i det 19.årh.
Læren om ”non-naturals” er stadig gyldig.
I vore dage kunne man måske kalde dem ”de 6 områder for ikke-nedarvede helbredspåvirkninger”.

Her på Museionblog beskæftiger vi os mest med nutidens arbejde med den medicinske kulturarv. Det er sjældent at vi går langt tilbage i tiden. Her er Kirsten Jungersens fremstilling af de hippokratiske skrifter dog en kærkommen undtagelse (se det seneste eksempel her).

Da jeg netop er ved at læse en bog om korstogene fandt jeg et interessant eksempel på, hvordan korsfarernes lægekunst blev opfattet af en arabisk læge. Det er en god skildring som jeg hermed tillader mig at dele. I Lars Peter Visti Hansens bog Korstogene. Idé og virkelighed (s. 94) finder vi følgende beskrivelse: 

Den sysirske læge Thabit beretter, i Usama ibn Munqidhs erindringer, om en oplevelse fra korsfarerrigerne omkring 1140.

De bragte mig en ridder med en byld på benet og en kvinde, der led af feber. Jeg lagde et lille grødomslag på ridderen; hans byld åbnede sig og blev bedre. Hvad kvinden angik, forbød jeg hende visse spiser, og jeg sænkede hendes temperatur- Jeg var tilstede, da en frankisk læge ankom og sagde: “Den mand kan ikke helbrede dem!” Så spurgte han, henvendt til ridderen: “Hvad foretrækker du: at leve med et enkelt ben eller dø med begge ben?”. Ridderen svarede: “Jeg foretrækker at leve med et enkelt ben”. “Så bring en stærk ridder og en skarp økse hid”, sagde lægen. Det varede ikke længe, før ridderen og øksen kom. Jeg var til stede. Lægen strakte patientens ben ud på en træblok og sagde så til ridderen: “Skær hans ben af med øksen; hug det af med et eneste slag!” . For mine øjne huggede ridderen kraftigt til, men skar ikke benet af. Han gav den ulykkelige mand et hug til, som fik marven til at løbe ud af knoglen, og patienten døde øjeblikkeligt.

Hvad kvinden angik, undersøgte lægen hende og sagde: “Det er en kvinde med en djævel i hovedet, som har besat hende. Rag hendes hår af hovedet.” Det gjorde de, og hun begyndte igen at spise som hendes landsmænd, hvidløg og sennep. Hendes feber blev værre. Da sagde lægen: Djævelen er kommet ind i hendes hovede.” Idet han tog ragekniven, skar han et kors i hendes hovede og flåede huden i midten så dybt, at hovedeskallen blev blotlagt. Så gned han hendes hoved med salt. Kvinden derimod udåndede øjeblikkelig. Efter at have spurgt dem, om min tjeneste stadig var påkrævet, of efter at have fået negativt svar, vendte jeg tilbage, idet jeg havde lært noget om deres medicinske forhold, som jeg hidtil havde været uvidende om. “

Det er en fantastisk interessant beskrivelse af kulturmødet mellem de to læger. Dog er jeg en smule overrasket over beskrivelsen af amputationen. Når man viser rundt i vores samlinger her på Museion fortæller man ofte om kirurgernes arbejde. Her beskriver man, hvordan kirurgen ville gennemskære huden og musklerne, eksempelvis med et segl, hvorefter han ville save knoglen igennem. I ovennævnte beskrivelse lyder det til, at kirurgen anbefaler et hug direkte gennem både bløddele og knogler. Mit spørgsmål er så; hvilken af de to metoder anses for at have været den mest udbredte?