MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

Theobald Steins muskelmand i Medicinsk Museions forhal.

Til lykke med erhvervelsen af ”den skrællede mand” som fint forener kunst og lægevidenskab i Museions indgangshal.
Det gør den på flere måder. 

Kongeligt Kirurgisk Akademi, nu Museion, leverede ofte anatomiundervisning til de studerende på Kunstakademiet. Således var anatomen Sophus Stein både professor på Kunstakademiet og ved Universitetet med embedsbolig i det Kongelige Kirurgiske Akademi. Her må billedhuggeren Theobald Stein (1829-1901) være vokset op, for professor Sophus Stein var hans far.

Disse bygningers udsmykkende kunstner Andreas Weidenhaupt (1738 – 1805) havde før Theobald Steins tid skabt en lidt mindre og mere stilfærdig écorché til Kunstakademiet. Steins figur må være en afløser af denne. 
Motivet, en mand med blotlagte muskler, kan spores helt tilbage til den græske mytologi.

Her lyder historien i meget kort form sådan:
Fabelfiguren Marsyas som var en silen, d.v.s. en gammel satyr (et menneske med dyriske træk), begik to forseelser mod guderne:  Han formastede sig til at samle Pallas Athenes kasserede dobbeltfløjte op, og med den udfordrede han Apollon til en musikalsk dyst på henholdsvis fløjte og lyre. Han blev naturligvis erklæret for taberen, og Apollon flåede ham levende til straf. 

Fortællingen om Marsyas var et meget populært motiv i den hellenistiske periode (323 – 31 f.Kr.), og det er nærliggende at forestille sig at populariteten skyldtes en viden om hvad der foregik på Museion i det græske Alexandria i Ægypten. Her gjorde de dygtige læger videnskabelige studier af menneskets anatomi ved dissektion, ja, de foretog måske endda vivisektion på forbrydere.

Også i renæssancen hvor man igen dissekerede, har motivet været inspirerende for kunstnere.  Tizian (1488/90 – 1576) har malet en uhyre dramatisk skildring af selve flåningen, og Michelangelo (1475-1564) har i sit billede af dommedag i det Sixtinske Kapel vist den kristne martyr som led samme skæbne som Marsyas. Han hed Bartholomæus, og det dramatiske ved billedet er, at han, så vidt jeg husker, bærer Michelangelos eget ansigt, og at huden kom af i et helt stykke.

Professorer og andre honoratiores gjorde deres entré i det anatomiske teater i kirurgernes hus (nu Medicinsk Museion) ad en korridor fra hovedtrappen og indtog de særlige stole i første række.

Studenterne kom ind ad de mindre indgange foroven og strømmede derfra ned på de umagelige bænkerader som var uden rygstød og hynder. Sådanne differentierede indgangsforhold havde man også i antikkens teatre som lokalets form minder om.

Ved hovedindgangen har den udsmykkende kunstner Andreas Weidenhaupt sat et gipsrelief som forestiller lægeguden Æsculap i selskab med Universitetets skytsgudinde Minerva. Selv om man ifølge sagens natur ikke ved hvordan de har set ud, findes en ganske fast tradition for at skildre dem med hensyn til alder og ved hjælp af særlige kendetegn.

Minerva som på græsk hedder (Pallas) Athene, er en ung tænksom kvinde med krigerisk udstyr: en hjelm og et karakteristisk skjold. Hun kan også have en lille ugle som symboliserer hendes visdom.

Æskulap som på græsk hedder Asklepios, er en ældre mand med en slangestav, en såkaldt æskulapstav, som også i dag bruges til at signalere sundhedsmæssige sammenhænge. Slanger var i den græske oldtid religiøse symboler og indgik i den behandling som udøvedes af præsterne ved Asklepios­helligdommene. Asklepios ses meget ofte i selskab med en kvinde, men det plejer at være hans datter, Hygieia (sundhed). Athene er valgt for at knytte forbindelse mellem kirurgernes hus og Universitetet hvor medicinerne blev uddannet.

Der er en vis forbindelse mellem Asklepios og de to antikke læger Hippokrates (5. århundrede f.Kr.) og Galen (2. århundrede e.Kr.), selv om de begge repræsenterede den rationelle tilgang til lægekunsten og ikke den magiske.

Hippokrates var Asklepiade, d.v.s. at hans slægt hævdede at nedstamme fra guden Asklepios. Dette lyder utroværdigt, men grækerne var åbne for at forfædre kunne blive genstand for heltedyrkelse eller ligefrem blive guddommeliggjorte.

Galen var født i Pergamon i det græske Ionien, som nu er Tyrkiets vestkyst. Pergamon var på hans tid en stor og vigtig by. Det var der man opfandt at behandle skind så det kunne bruge til at skrive på, det såkaldte pergament, som blev en alvorlig konkurrent til Ægyptens papyrusproduktion. Pergamonfrisen i Pergamonmuseet i Berlin stammer fra byens akropolis (højby) og vidner om byens storhed. I den nedre bydel lå bl.a. en stor Asklepioshelligdom hvis tempel var en efterligning af Pantheon i Rom, men kun i halv størrelse.

Medicinsk Museions auditorium har også en kuppel og nicher til indsætning af buster på samme måde som Asklepioshelligdommen i Pergamon og Pantheon i Rom.

Når man sidder til et foredrag i Medicinsk Museions gamle auditorium fra 1787, kan blikket glide op ad væggen overfor hvor der foroven er to medaljoner med de græske læger Hippokrates (5. århundrede f.Kr.) og Galen (2. århundrede e.Kr.).  
Billedhuggeren Andreas Weidenhaupt som har stået for udsmykningen af lokalet, har her sat dem til at vogte over undervisningen i kirurgernes hus.

Der var på det tidspunkt stor forskel mellem kirurger og medicinere. Medicinerne regnede sig for de fineste, idet de havde hele den skriftlige tradition i ryggen og blev uddannet på universitetet, hvor Hippokrates og Galen stadig studeredes på latin sammen med en latinsk oversættelse af Avicenna og andre læger som virkede under den arabiske kultur.

Kirurgerne var derimod håndværkere som blev uddannet ved mesterlære, og først i 1842 blev uddannelsen af kirurger og medicinere slået sammen under det lægevidenskabelige fakultet.

De 8 buster i auditoriets nicher forestiller berømte kirurger, og da de tre af dem er værker af Andreas Weidenhaupt, kan man regne med at de var bestilt til lokalet straks fra indvielsen.

Det har ikke været mig muligt at finde en beskrivelse af den oprindelige opstilling, men noget tyder på at de øvrige fem nicher stod tomme som en opfordring til de studerende om at kvalificere sig til pladsen.   

Medens busterne af kirurgerne har portrætlighed, er fremstillingen af Hippokrates og Galen et pudsigt fænomen, for man vidste ikke hvordan de så ud. Men da deres navne er sat på med græske bogstaver, er der ingen tvivl om hensigten. De store græske bogstaver ligner næsten de danske, så det er ikke svært at læse.
Den største forskel er at grækerne ikke havde det store bogstav H, så navnet HIPPOKRATES begynder med I. Det som til gengæld ser ud som et H på næstsidste plads er på græsk et langt E. 

Dette forekommer også i indskriften GALENOS. De græske bogstaver pi for P i HIPPOKRATES og gamma for G i GALENOS er forholdsvis velkendte.  

Betoningen lå på græsk anderledes end på dansk: de hed Hippokrátes og Galenós, men den udtale bruger vi ikke på dansk.Vi har en lang tradition for at latinisere græske navne, og derfor bliver den danske form: Hippókrates og Galén (af det latinske Galénus).   

Der findes mange andre sene portrætteringer af de to berømte græske læger, og fælles for dem er, at de afbildes som et par nydelige ældre herrer.

Galens udseende kender man stadig ikke, men for Hippokrates’ vedkommende har man en tradition som kan spores tilbage til romertiden (de første århundreder efter Kristus). Man har nemlig i det 16. århundrede på hans tilholdssted påøen Kos fundet romerske mønter med billedet af en skaldet, skægget mand hvis identifikation sikres af hans navn.

I 1944 har man ligeledes ved hjælp af en indskrift identificeret en buste i Roms havneby Ostia som Hippokrates. Den er fundet i en grav fra første århundrede e.Kr. En gengivelse af den findes på Ny Carlsberg Glyptoteket (I.N. 1795).

Fra litteraturen ved vi om Hippokrates at han blev meget gammel – nøjagtigt hvor gammel kan ikke bestemmes, da hans dødsår er usikkert. Vi ved også (fra Platon) at han var kendt som en ikke ret høj mand.