For et par uger siden blev vores ecorche, populært kaldet muskelmanden, installeret på sin nye plads i udstillingen af anatomiske modeller. I videoen nedenfor kan man få et indtryk af den omfattende og krævende proces det var, at få muskelmanden godt på plads i sit nye hjem.
Konservatoren Charlotte fortæller om opsætningen: “ Well, jeg kan fortælle, at det var nervepirrende at samle muskelmanden, for tænk hvis et organ faldt ud mens jeg fandt det næste frem, der skulle monteres… Eller hvis han væltede undervejs… “
“Jeg vil tro, jeg havde en puls, som hvis jeg lige var kommet i mål efter et maratonløb på under 3 timer. Men det var meget spændende, efter al den tid jeg har brugt på at rense figuren (ca. 75 timer), at samle den og se det færdige resultat.”
Muskelmanden indgår i den nye anatomiske udstilling, som viser forskellige undervisningsmodeller fra 1700- og 1800tallet. I udstillingen indgår et bredt udvalg af anatomiske modeller, fra plancher og todimensionale voksfigurer til tredimensionale figurer i gips og papmache.
De kirurgiske værker udgør en ganske betragtelig del af den hippokratiske skriftsamling, og deres ægthed betvivles sjældent. Deres form kan dog virke lidt sammenstykket med gentagelser og overlapninger, men de enkelte dele er brillante.
Foruden ”In the Surgery”, ”Physician”,”Ulcers”, ”Haemorrhoids”, ”Fistulas” og ”On Wounds in the Head” indgår ”On Fractures”, ”On Joints” og ”Mochlikón” (“Instruments of Reduction”) i denne gruppe.
Der ligger en imponerende erfaring og teknisk dygtighed bag disse værker, og de giver et klart billede af Hippokrates som læge.
Kirurgi (cheirurgía) betyder håndarbejde (eller håndværk), og som titlerne antyder, består arbejdet i håndtering af knoglebrud og andre læsioner og medfødte lidelser (Behandlingen af klumpfod i ”On Joints”, stk. LXII er berømt).
Arbejdet udføres ved hjælp af lægens og hans assistenters håndflader og muskelkraft (en enkelt gang tages foden til hjælp), foruden bandager, instrumenter og store maskiner til at sætte forvredne led på plads.
Titlen ”Mochlikón” betyder et apparat med løftestang, og i ”On Fractures”, stk. XIII beskrives ”den hippokratiske bænk” som er et leje af træ hvorpå patienten kan fastgøres og i lodret eller vandret stilling udsættes for træk i den nødvendige retning.
”Hvis man er læge i en stor by, er det bedst at anskaffe sig et apparat af træ i hvilket der er indrettet alt det nødvendige med henblik på behandling af alle brud og alle luksationer ved udstrækning og hævning.”
Den medicinske side af lægens arbejde træder her lidt i baggrunden, men farmaka og diætetiske forskrifter bruges med lige så stor overbevisning som håndgrebene.
”Alt i alt bør diæten være desto mere nøjagtig og langvarig, jo voldsommere skaden er.”
Det viser sig at være svært at få patienter med en velanlagt bandagering med skinne til at ligge på langs og holde sig til skånekost i den foreskrevne periode. Lægen beklager at dette går ud over helingen, men han er i øvrigt ganske klar over at led og muskler har bedst af at blive brugt.
”I hovedsagen vil alle dele af kroppen som er skabt til en funktion, blive sunde og veludviklede og ældes smukt, når de bruges med måde og trænes med øvelser de hver især er vant til. Hvorimod de bliver sygelige og uudviklede og ældes hurtigt, hvis de ikke bruges, men får lov at hvile.”
Om nødvendigt foretages amputation, helst i led hvor det er mindst smertefuldt. Der omtales ikke nogen form for bedøvelse. Metoden beskrives ikke nærmere, men det fremgår at små knogler hugges af, og større saves af. Her som ved andre større operationer står lægen med den fod nærmest patienten oppe på en lille skammel og vægten på den anden fod.
Den store sikkerhed i behandlingerne forudsætter en god anatomisk viden som kun af og til udfoldes i teksten.
Brachíon er betegnelsen for overarmen, pêchys for underarmen og cheír for hånden. Som så ofte i den antikke litteratur bruges cheír også om hele armen (dette stiltræk kaldes pars pro toto eller synecdoché).
Underarmens knogler karakteriseres blot, de navngives ikke, men den rette behandling af albueleddet regnes for den fornemste kunst.
Kæbekirurgi er også for specialister og folk som kan tænke sig om:
”Det er ikke let at beskrive kirurgien i sin helhed skriftligt – man må selv tage fantasien til hjælp ud fra det skrevne.”