Kirurgi (cheirurgía) betyder håndarbejde (eller håndværk), og som titlerne antyder, består arbejdet i håndtering af knoglebrud og andre læsioner og medfødte lidelser (Behandlingen af klumpfod i ”On Joints”, stk. LXII er berømt).
Arbejdet udføres ved hjælp af lægens og hans assistenters håndflader og muskelkraft (en enkelt gang tages foden til hjælp), foruden bandager, instrumenter og store maskiner til at sætte forvredne led på plads.
Titlen ”Mochlikón” betyder et apparat med løftestang, og i ”On Fractures”, stk. XIII beskrives ”den hippokratiske bænk” som er et leje af træ hvorpå patienten kan fastgøres og i lodret eller vandret stilling udsættes for træk i den nødvendige retning.
”Hvis man er læge i en stor by, er det bedst at anskaffe sig et apparat af træ i hvilket der er indrettet alt det nødvendige med henblik på behandling af alle brud og alle luksationer ved udstrækning og hævning.”
Den medicinske side af lægens arbejde træder her lidt i baggrunden, men farmaka og diætetiske forskrifter bruges med lige så stor overbevisning som håndgrebene.
”Alt i alt bør diæten være desto mere nøjagtig og langvarig, jo voldsommere skaden er.”
Det viser sig at være svært at få patienter med en velanlagt bandagering med skinne til at ligge på langs og holde sig til skånekost i den foreskrevne periode. Lægen beklager at dette går ud over helingen, men han er i øvrigt ganske klar over at led og muskler har bedst af at blive brugt.
”I hovedsagen vil alle dele af kroppen som er skabt til en funktion, blive sunde og veludviklede og ældes smukt, når de bruges med måde og trænes med øvelser de hver især er vant til. Hvorimod de bliver sygelige og uudviklede og ældes hurtigt, hvis de ikke bruges, men får lov at hvile.”
Om nødvendigt foretages amputation, helst i led hvor det er mindst smertefuldt. Der omtales ikke nogen form for bedøvelse. Metoden beskrives ikke nærmere, men det fremgår at små knogler hugges af, og større saves af. Her som ved andre større operationer står lægen med den fod nærmest patienten oppe på en lille skammel og vægten på den anden fod.
Den store sikkerhed i behandlingerne forudsætter en god anatomisk viden som kun af og til udfoldes i teksten.
Brachíon er betegnelsen for overarmen, pêchys for underarmen og cheír for hånden. Som så ofte i den antikke litteratur bruges cheír også om hele armen (dette stiltræk kaldes pars pro toto eller synecdoché).
Underarmens knogler karakteriseres blot, de navngives ikke, men den rette behandling af albueleddet regnes for den fornemste kunst.
Kæbekirurgi er også for specialister og folk som kan tænke sig om:
”Det er ikke let at beskrive kirurgien i sin helhed skriftligt – man må selv tage fantasien til hjælp ud fra det skrevne.”

Da jeg netop er ved at læse en bog om korstogene fandt jeg et interessant eksempel på, hvordan korsfarernes lægekunst blev opfattet af en arabisk læge. Det er en god skildring som jeg hermed tillader mig at dele. I Lars Peter Visti Hansens bog Korstogene. Idé og virkelighed (s. 94) finder vi følgende beskrivelse: 

Den sysirske læge Thabit beretter, i Usama ibn Munqidhs erindringer, om en oplevelse fra korsfarerrigerne omkring 1140.

De bragte mig en ridder med en byld på benet og en kvinde, der led af feber. Jeg lagde et lille grødomslag på ridderen; hans byld åbnede sig og blev bedre. Hvad kvinden angik, forbød jeg hende visse spiser, og jeg sænkede hendes temperatur- Jeg var tilstede, da en frankisk læge ankom og sagde: “Den mand kan ikke helbrede dem!” Så spurgte han, henvendt til ridderen: “Hvad foretrækker du: at leve med et enkelt ben eller dø med begge ben?”. Ridderen svarede: “Jeg foretrækker at leve med et enkelt ben”. “Så bring en stærk ridder og en skarp økse hid”, sagde lægen. Det varede ikke længe, før ridderen og øksen kom. Jeg var til stede. Lægen strakte patientens ben ud på en træblok og sagde så til ridderen: “Skær hans ben af med øksen; hug det af med et eneste slag!” . For mine øjne huggede ridderen kraftigt til, men skar ikke benet af. Han gav den ulykkelige mand et hug til, som fik marven til at løbe ud af knoglen, og patienten døde øjeblikkeligt.

Hvad kvinden angik, undersøgte lægen hende og sagde: “Det er en kvinde med en djævel i hovedet, som har besat hende. Rag hendes hår af hovedet.” Det gjorde de, og hun begyndte igen at spise som hendes landsmænd, hvidløg og sennep. Hendes feber blev værre. Da sagde lægen: Djævelen er kommet ind i hendes hovede.” Idet han tog ragekniven, skar han et kors i hendes hovede og flåede huden i midten så dybt, at hovedeskallen blev blotlagt. Så gned han hendes hoved med salt. Kvinden derimod udåndede øjeblikkelig. Efter at have spurgt dem, om min tjeneste stadig var påkrævet, of efter at have fået negativt svar, vendte jeg tilbage, idet jeg havde lært noget om deres medicinske forhold, som jeg hidtil havde været uvidende om. “

Det er en fantastisk interessant beskrivelse af kulturmødet mellem de to læger. Dog er jeg en smule overrasket over beskrivelsen af amputationen. Når man viser rundt i vores samlinger her på Museion fortæller man ofte om kirurgernes arbejde. Her beskriver man, hvordan kirurgen ville gennemskære huden og musklerne, eksempelvis med et segl, hvorefter han ville save knoglen igennem. I ovennævnte beskrivelse lyder det til, at kirurgen anbefaler et hug direkte gennem både bløddele og knogler. Mit spørgsmål er så; hvilken af de to metoder anses for at have været den mest udbredte?