MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

Vores lille særudstilling “6 ting og sager” skulle egentlig have heddet “7 ting og sager” – eller det var i hvert fald, hvad vi i lang tid troede. Da Ud & Se holdet var på besøg tidligt i januar, tog de nemlig billeder af 7 genstande, som journalisten Anette K. Nielsen havde udvalgt til billedserien. Inden Ion og jeg gik rundt i museets magasiner med Anette, havde vi gjort os overvejelser om, hvordan vi kunne vise et så bredt et udsnit af samlingen so, muligt for hende. Vores mere eller mindre skjulte dagsorden – tør jeg godt afsløre nu – var, at reportagen ikke skulle blive alt for fokuseret på de dele af samlingen, der “ude i byen” har givet os ry for at være stedet med en masse uhyggeligt i kælderen. Vi var godt klar over, at det ville blive svært, men Anette var heldigvis meget forstående og lydhør, og hun kunne sagtens se udfordringen. Medicinsk Museions samlinger rummer mange humanpræparater: skeletter, organer i glas, vokskonserverede lemmer, men vi har også en stor samling af medicinsk teknologi, som vi stadig arbejder med at holde opdateret. De seneste år har vi fokuseret meget på den moderne biomedicin, og denne side af vores samling, ville vi forfærdelig gerne have med i fotoreportagen.

Mens vi travede langs hylderne og op og ned af trapper fra det ene magasin til det andet, gjorde vi derfor meget ud af at understrege, hvor meget spændende nyere tids teknologisk udstyr museet også har. Vi forsøgte at få Anette og fotografen Jes til at se mulighederne i, at lade de mange apparater spille en rolle. Men vi kunne også godt mærke, at vores begejstring ikke smittede. Vi forsøgte fx at få den kunstige hjertepumpe HeartMate med, men den var ikke umiddelbart lige så fængende meget som fx barneskelettet fra en engelsk syge-patient eller hudstykket med en tatovering. Ikke desto mindre troede vi, at det var lykkedes os, at få sneget et stykke nyere medicinsk teknologi ind i reportagen: Et elektrochokapparat, nærmere bestemt en Siemens 622 Konvulsator fra Kommunehospitalet, hvor den efter al sandsynlighed er blevet brugt til elektrochokbehandlinger i psykiatrien. Apparatet blev i hvert fald klargjort til fotosessionen, og holdet brugte ret lang tid på at få taget et godt billede af det. Desuden skrev Anette en fin tekst, der afslørede apparatets historie, men kort inden Ud & Se kom på gaden fik vi at vide, at denne genstand var blevet redigeret ud af reportagen.

Fotografering af det senere fravalgte elektrochokapparat

Derfor er konvulsatoren ikke med på udstillingen, og titlen blev et nummere lavere, end vi oprindelig troede. Når man ser på de seks udvalgte genstande og den færdige reportage, synes jeg egentlig også, at det var det rigtige valg. Jeg kan godt se, at det var et lidt desperat forsøg fra vores side på at favne hele museet. Konvulsatoren ville på en eller anden måde have strittet i en forkert retning, og vores pointe med at få den med, ville nok alligevel ikke have været særlig tydelig. Men det ændrer ikke på, at vi stadig synes, at den teknologiske del af vores samling er værd at beskæftige sig med, og jeg kunne sagtens forestille mig en fotoreportage, der gik amok i apparatur. Men det må blive en anden gang. Elektrochokapparatet er båret tilbage til magasinet, mens de øvrige 6 genstande kan ses i Ud & Se’s martsnummer, samt på særudstillingen “6 ting og sager” her på Medicinsk Museion.

Det er ikke så ofte, man får et indblik i arbejdet bag museumsudstillinger – med mindre man arbejder på et museum eller følger med på denne blog. Min første erfaring med at skrive udstillingstekster var teksten til Knud Sands høns i Museions særudstilling 6 Ting og Sager. Det vil sige, på en måde føler jeg ikke rigtig ejerskab over teksten, da den startede som et udkast fra Camilla Undén, blev skrevet om af mig og derefter redigeret til en noget kortere version af Bente Vinge Pedersen. Men det er en del af processen.

En specifik udfordring ved lige netop denne tekst var desuden, at den omhandler kønshormonforskningens begyndelse, hvor retsmediciner og seksualbiolog Knud Sand forsøgte at ‘løse kønnets gåde’ og finde dén biologiske årsag til alle kønslige variationer. Knud Sand var en dygtig forsker ud fra datidens positivistiske videnskabsideal, men lige præcis dette faktum, kombineret med hans kønssyn, gør det svært at skrive en tekst på ca. én A4-sides længde, når man som jeg hverken ønsker at gentage Sands videnskabsidealer og kønssyn ukritisk eller ønsker at kritisere fortiden på nutidens præmisser.

Akvarel af en af Knud Sands høns, der i udstoppet version for tiden er udstillet på Medicinsk Museion

Hvordan undgår man at gentage Sands på sine præmisser logiske og forførende ræsonnementer – som man med et nutidigt videnskabsteoretisk perspektiv kan se flere kritikpunkter i? Og hvordan undgår man at skabe et billede af fortidens forskning som ‘dårlig’ eller ‘mangelfuld’, hvis man lader sin kritik skinne igennem?

Hvis man både vil vise logikken i den historiske forskning, det drejer sig om, og samtidig på en respektfuld og ikke-fordømmende måde vise ‘hullerne’, så kræver det en del overvejelse – og måske mere plads og tid, end man normalt har til rådighed. Om det er lykkedes i denne omgang er jeg stadig usikker på, men nysgerrige skal være velkommen til selv at vurdere resultatet af nævnte proces på væggen bag hønsene i udstillingen – og måske dele tanker med os andre her på bloggen.

Denne problematik er ikke særegen for udstillingstekster – den findes i næsten al formidling af medicin og videnskabshistorie, vil jeg mene. Men udstillingstekstens længde-begrænsninger, og genrens implicitte ideal om en neutral faktaformidlende fortællestemme – der i hvert fald lå i undertegnedes baghoved – gør det til en særlig problemstilling i museal sammenhæng.

Måske er det bare et spørgsmål om øvelse, men når nu man i andre former for medicinhistorisk akademisk skrivning har gjort grundigt op med ideen om en neutral fortællestemme, kunne man måske også overveje at afsøge eller skabe nye genrer inden for udstillingstekstmediet?

Tatovering - præpareret hud fra afdød - udstillet i vores aktuelle særudstilling "6 ting og sager"

Her på Medicinsk Museion udstiller vi adskillige eksempler på det, der på engelsk har den fine betegnelse “human remains” – menneskelige rester. Vi bruger ofte den lidt mere distancerede benævnelse ”humane præparater”, der ikke bare fortæller, at det er menneskelige rester, men at de er bevidst forarbejdede med henblik på bevaring for eftertiden, men man kunne jo også kan kalde det døde kroppe eller kropsdele. Når man omgås sådan materiale dagligt, er den etiske dimension om, hvorvidt det er i orden at udstille rester fra afdøde, ikke videre fremtrædende. Som institution har vi allerede etableret en forståelse af, at man godt kan. Men det betyder ikke, at vi ikke gerne vil deltage i en bredere diskussion af museumsetik i relation til, hvordan vi behandler afdøde i museumssammenhæng. Sidste fredag havde den danske afdeling af den internationale museumsorganisation ICOM sat emnet på programmet ved et seminar på Københavns Museum. Vores museumschef Thomas Söderqvist deltog i debatten og sagde bl.a.:

“Der er fokus på døde og levende kroppe alle vegne; fra popkultur, der promoverer Ekstreme make overs til kosmetiske indgreb og organer som reservedele. Offentligheden tager det stille og roligt, så hvorfor har museerne så stort et problem med de døde kroppe?”

Thomas synspunkt er, at den etiske diskussion ofte er en kamufleret politisk diskussion, som man ikke tør tage. Hans synspunkter er refereret i dagens Information i en artikel af journalisten Maria Skov.

PS. For nærmere at uddybe, hvordan vi arbejder med problematikken her på Medicinsk Museion, inviterede Thomas efterfølgende journalisten til at deltage i en tegnesession med vores nyligt ansatte postdoc Lucy Lyons. Det kommer der forhåbentlig også en artikel ud af, og jeg vil vende tilbage til emnet, når den bliver trykt.

Kvarteret omkring Medicinsk Museion er påfaldende mere befolket for tiden. Hver formiddag inden kl. 11 kan man se en lang kø af menneske stillet op i Amaliegade, og årsagen er naturligvis fremvisningen af kronprinsparrets nyistandsatte bolig: Frederik VIIs palæ på Amalienborg.

I den forbindelse vil jeg komme med et lille forslag. Har man efter endt besøg i palæet ikke fået nok af det kongelige, kunne man jo kigge forbi os her på Medicinsk Museion i Bredgade. Vi har netop åbnet den lille udstilling 6 ting og sager, og blandt de udstillede genstand er intet mindre end et medicinhistoriske klenodie med kongeligt præg: Kejserinde Dagmars rejseapotek.

Medicinsk Museion har åbent onsdag, torsdag, fredag og søndag kl. 13-17, og særudstillingen kan ses i hele åbningstiden. Det er muligt at købe en særbillet til 20 kr. udelukkende til særudstillingen 6 ting og sager, mens et fuld besøg på museet, inklusiv omvisning i de permanente udstillinger koster 50 kr.

I fredags d. 12. marts blev vores lille særudstilling med genstande, der i denne måned er portrætteret i Ud & Se endelig færdig. Sammenlignet med de seneste udstillinger her i huset, er det en ganske lille produktion, men resultatet er vi ganske godt tilfredse med. Vi har nemlig grebet en meget oplagt mulighed for at få lov at udstille seks enestående ting og sager, som normalt ikke er tilgængelige for offentligheden.

Medicinsk Museions Ion Meyer viser institutleder Mette Madsen, Institut for Folkesundsvidenskab, skelettet fra et barn, der led med engelsk syge.

Journalisten Annette K. Nielsen har valgt de 6 genstande efter en omfattende rundtur i museets magasiner. Der er ikke umiddelbart nogen sammenhæng mellem de enkelte genstande, og på den måde fremstår udstillingen som fragmenter fra vores store samling. Hver genstand repræsenterer gode historier, som bliver fortalt i bladet, men i udstillingen har vi valgt at nedtone fortællingerne omkring hver genstand og kun komme med enkelte uddybende oplysninger. Der kunne sagtens siges meget mere om de seks genstande, men vi ville ikke ikke drukne dem i tekst. Til gengæld vil vi i de kommende måneder skrive om genstandene her på museionblog.dk. (Nanna har allerede skrevet om konserveringarbejdet, der er gået forud her)

De seks ting og sager, som hermed er hentet frem fra magasinerne er: En række anatomiske præparater: en lungeafstøbning, et skelet fra et barn med rachitis (også kaldet engelsk syge), en tatovering og en øreknogle. Desuden viser vi Knud Sands hønsefugle, der ikke umiddelbart er, hvad de giver sig ud for at være.  Og endelig er Kejserinde Dagmars rejseapotek udstillet for første gang.

Udstillingen “6 ting og sager” er stillet op i museets receptionslokale, og der er adgang for besøgende i museets almindelige åbningstid.

I den kommende særudstilling foranlediget af en artikel om Medicinsk Museion i martsudgaven af DSB’s passagermagasin: ”UD & SE”, indgår seks nøje udvalgte genstande fra den medicinske kulturarv. Det er seks smukke genstande med hver sin historie, der indtil nu har været omhyggeligt opbevaret i Medicinsk Museions omfattende samlinger. Blandt disse seks genstande er et af museets største klenodier præsenteret:

 Kejserinde Dagmars rejseapotek.

Kejserinde Dagmar (1847 – 1928) var født dansk prinsesse, datter af Europas svigerfar; Christian IX. Hun blev gift med den senere russiske Zar Alexander III, hvor hun ved ægteskabets indgåelse fik navnet Maria Feodorovna. Med Zar Alexander III fik hun bl.a. sønnen Nicolaj, der senere blev til Zar Nicolaj II og dermed også Ruslands sidste zar. Zar Nikolaj II og hele hans familie blev myrdet af bolsjevikkerne i Jekaterinburg i 1918. I 1919 flygtede Kejserinde Dagmar fra Krim over England til Danmark, hvor hun tilbragte sine sidste leveår på slottet Hvidøre i Klampenborg, nord for København. Ved sin død i 1928 blev hun stedt til hvile i Roskilde Domkirke for i 2006 at blive forenet og genbegravet ved siden af sin mand Zar Alexander III i Peter og Paul Katedralen, Sankt Petersborg.

Kejserinde Dagmars rejseapotek fra ca. år 1900 har været igennem en turbulent tilværelse fra at have ledsaget en meget berejst Kejserinde på rejser til flugten i 1919. Senere er den gået i arv til hendes datter, Storfyrstinde Olga. Denne overdrog i 1948 i forbindelse med sin emigrering til Canada rejseapoteket til familiens læge Børge Scheibel, hvis søn skænkede det til Medicinsk Museion i 2005.

Det umiddelbare indtryk af rejseapoteket er en stor slidt og ridset kuffert af kraftigt brunligt læder, der lukkes i siderne med læderstropper og messingspænder. En gylden messingplade på låget med de indgraverede stiliserede kyrilliske bogstaver ”EИB” kronet med den kejserlige russiske krone vidner om et betydningsfuldt tilhørsforhold. Først ved åbning af det omtalte kuffertlignende ”rejseovertræk” bliver rejseapotekets særlige betydning for alvor klar. Midt på en sort skindbetrukket trækasse med gyldne messingbeslag og -forstærkninger, som har været godt beskyttet af ”rejseovertrækket”, ses store kyrilliske guldprægede bogstaver: ”ЕЯ ИМПЕРАТОРСКАГО ЕЛИЛЧЕСТВА” kronet af den kejserlige russiske krone, der tilkendegiver, at rejseapoteket har tilhørt ”Hendes Kejserlige Højhed”. Mere interessant er, at indeni denne skindbetrukne kasse, præsenteres en sort lærredsbetrukket indsatsbakke med 67 små rum beklædt med vinrødt velourstof. Disse rum er optaget af flasker, flakoner og glasbeholdere i forskellige størrelser, der er mere eller mindre fyldt op med oprindelige medicinske medikamenter. Etiketter på russisk præsenterer indskriften ”Hendes Kejserlige Højheds Apotek”, samt beholderens indhold. I kassens nederste rum er en samling kirurgiske instrumenter, tandlægeinstrumenter, injektionssprøjter, vægte med lodder og meget mere.

Kejserinde Dagmars rejseapotek dokumenterer et bredt velopdateret udstyrs- og medikamentindhold til håndtering og behandling mod alskens sygdomme omkring år 1900, hvilket var en kejserinde værdigt. Her er alt lige fra æter til opium og zinksulfat, fra sovemidler til midler for malaria og tyfus, for lungebetændelse og hjertesygdomme. Der er desinfektionsmidler, gigt- og gigtfebermidler, hoste- og smertestillende midler. 

Rejseapoteket er således ikke kun et unikt klenodie for Medicinsk Museion, men også et unikum for den medicinsk- og farmacihistoriske kulturarv. Det dokumenterer omfanget og typen af medicinske medikamenter og udstyr, der blev bragt vidt omkring med en så betydningsfuld person som Kejserinde Dagmar. Ydermere er det et vidnesbyrd om, hvordan medikamenterne blev doseret, blandet og efterfølgende håndteret i en tid, hvor apotekeren spillede en signifikant rolle i forhold til nutidens industrielt fremstillede medikamenter.

Disse vigtige unika er sammen med det kulturhistoriske og endda håndværksmæssige aspekt et afgørende grundlag for sikring og bevaring af Kejserinde Dagmars rejseapotek for eftertiden. Således har konservatoren taget hånd om rejseapoteket med tanke på formidlingsaspektet; at være en betydningsfuld person, nemlig Kejserinde Dagmar fra det magtfulde og storslåede russiske zardømme, værdig.

Det indledende arbejde forud for konservatorens arbejdsproces med rejseapoteket, har været et omhyggeligt dokumentationsarbejde i form af en detaljeret registrering af hver enkelt genstand i rejseapoteket med angivelse af placering, udseende, størrelse, materiale og evt. indhold, samt en tilstands- og skadesvurdering suppleret med fotodokumentation. Dermed opbygges et detaljeret fyldestgørende overblik over hver enkelt detalje i de enkelte genstandes historie, funktion, udseende og bevaringstilstand. Dette er fundamentale elementer, som udgør det næste skridt i konservatorens arbejdsproces; restaureringsarbejdet med nøje dokumentation af indgreb understøttet af fotodokumentation, så fremtidens konservatorer er informeret. Under restaureringsarbejdet tilstræbes det at gøre så lidt som overhovedet muligt. Dette til trods for at tidens tand har sat sine tydelige spor på Kejserinde Dagmars rejseapotek.

Rejseapoteket fremstod som helhed meget smudsigt og støvet, hvilket i sig selv var det største problem. Den omfattende mængde af smuds- og støvpartikler bidrog visuelt til et kedeligt gråligt fejlslagent indtryk af rejseapoteket og dets funktion. Ydermere var de en stor nedbrydningsfaktor, idet de kan indeholde skadelige partikler fra blandt andet luftforureningen i form af gasser, såsom svovloxider, nitrogenoxider, ozon og svovlbrinter, samt være glimrende grobund for mikroorganismer. Alt i alt faktorer, der kan forårsage uoprettelig ødelæggende fysisk og kemisk skade på rejseapoteket, hvilket skal undgås.

Det første skridt var således en omhyggelig tørrensning af rejseapotekets enkelte genstande vha. pensel og forsigtigt støvsug. Vanskelige smudsige områder blev renset med vatpind/klud fugtet med demineraliseret vand. Resultatet af denne omfattende rensningsproces var meget tydelig, idet det synliggjorde et detaljeret billede af rejseapotekets enkelte genstandes bevaringstilstand, både fysisk og kemisk. Dette lettede banen for restaureringsarbejdets næste skridt, nemlig at foretage nødvendige indgreb og at tilføje så lidt som muligt til gavn for Kejserinde Dagmars rejseapotek fremtidige bevaring.

De afrevne læderstropper på rejseovertrækket blev fæstnet til deres oprindelige plads. Løse og hængende beklædningspartier på den skindbetrukne kasse, på den indvendige indsatsbakke og på æsker med udstyr blev lagt tilbage på overfladen. Dette gælder også løse og krøllede papiretiketter på flere af flaskerne og beholderne i indsatsbakken, som blev rettet ud og lagt tilbage. Rust- og kobberkorrosionspletter på hhv. stål- og messingoverflader blev forsigtigt afrenset, så overfladen blev stabiliseret. Desuden blev skæve og løse hængsler rettet ud og skruet fast.

Forsidens højre læderstrop før og efter indgrebet. Læderstroppen er restaureret med en syntetisk limfilm, BEVA 371, billede 2. Dernæst er der foretaget en retouchering med brunt indfarvet japanpapir, billede 3. På det sidste billede ses det færdige resultat.

Billedet til venstre viser den sorte skindbetrukket trækasses  løse og hængende beklædningspartier, samt skæve og løse hængsler før fastlægning og udretning. Til højre ses det færdige resultat.   

Desværre kunne alt ikke lade sig gøre restaureringsmæssigt, idet Kejserinde Dagmars rejseapotek også repræsenterer konserveringsmæssige udfordringer. Nemlig de syntetiske materialer, som her tilhører den første generation af plastiske materialer. På de mange flasker og flakoner i indsatsbakken ses rødlige kapper af naturgummi, som mere eller mindre er bevaret. Naturgummiet har med tiden undergået kemiske forandringer, således det er gået fra at være et blødt og smidigt til et hårdt og skrøbeligt materiale, der nemt splintrer. Desværre er der konserveringsmæssigt ikke udviklet metoder til aktiv konservering af naturgummiet, udover at der må tys til præventiv konservering i form af opbevaring i mørke i et stabilt køligt klima for at reducere nedbrydning af naturgummiet.    

Efter ca. 3 måneders restaureringsarbejde inklusive dokumentation i form af rapport med supplerende fotos fremstår Kejserinde Dagmars rejseapotek stabiliseret og vil under de rette opbevaringsforhold være sikret for eftertiden. Således kan en unik historie med et kultur -, medicin- og farmacihistorisk aspekt for fremtiden formidles på Medicinsk Museion værdigt for en russisk danskfødt kejserinde fra et af verdens mest magtfulde og storslåede riger, Det Russiske Zardømme.