Det er for mig at se et spørgsmål om at forskellige medier kan forskellige ting, hvilket måske ikke i sig selv er nogen opsigtsvækkende pointe. Det vigtige er bare at man ikke uovervejet vælger sit medie, men istedet skræddersyer sin formidlingsform til det man ønsker at formidle. Jeg kan sagtens forestille mig at brugerinddragelse i mange sammenhænge – også i forbindelse med udstillinger – vil have en engagerende effekt. Og engagement er ofte en god forudsætning for at lære og huske hvad man har set, læst og lært.

Det skal dog ikke være nogen hemmelighed at jeg heller ikke er fan af “hovedløs” interaktivitet. Der skulle gerne være en mening med galskaben, så at sige -og jeg synes bestemt også at en vigtig del af museumsformidling er den didaktiske dimension. Det er dog værd at bemærke at du selv føler trang til at sætte ord som “objektiv” og “fakta” i citationstegn, hvilket (måske?) vidner om at selv den klassiske “autoritative” museumsformidling ikke er så indiskutabel som den kan virke og at “kuratorstemmen” ikke nødvendigvis har det sidste ord omkring udstillingen og dens betydning. Men vi er skam helt enige om, at de der står for en udstilling forhåbentligt ved mere om emnet end folk der kommer ind fra gaden og dermed har en vis autoritet på området. En autoritet som de ikke partout skal opgive “bare” for at være inddragende.

I sidste ende er kernen i problemstillingen i mine øjne, at det er et spørgsmål om at vælge sine værktøjer med omhu. Man siger jo, at hvis man kun har en hammer kommer alle problemer til at ligne søm, hvilket givetvis er rigtigt. Så jeg synes bestemt det er værd at udvide værktøjskassen.
På den anden side får man ikke slået mange søm i med et vaterpas og jeg er altså også stor fan af den didaktiske hammer.

Puha, det blev lidt en lang smøre og meget af det har du jo hørt når vi har snakket “live”, men her kom det altså igen. Håber ikke det var alt for trættende

Især den sidst problemstilling rammer en bekymring jeg også deler. Jeg husker en god udstilling på Roskilde Museum for nogle år siden, der handlede om Roskilde-freden. Grunden til at jeg synes, at den var god, var at den var meget didaktisk, havde interessante genstande og var fri for interaktive elementer. En stor styrke ved museet som institution er, at museet er et sted, der kan fordre fordybelse. Et særligt rum, hvor man uforstyrret kan komme tæt på genstande der normalt ligger langt fra ens hverdag.
Der er noget dybe befriende ved udstillinger der er fri for al slags tekniske gadgets og forsøg på brugerinddragelse. Jeg er ikke i tvivl om, at brugerinddragelse kan mange ting, men der er noget dybt tilfredsstillende ved at overgive sig til den ”objektive” kuratorstemmen der taler gennem genstandsteksterne, samtidigt med, at man forholder denne stemme til den genstand man betragter.

Det var tilfældet med udstillingen om Roskilde-freden. Jeg kendte ikke meget til emnet, men følte at jeg efter mit besøg, havde fået en dybere forståelse for den kontekst freden voksede ud af. Med andre ord, søgte jeg didaktikken, jeg ønskede at få ”fakta”.
Den forventning tror jeg ikke at jeg er alene med. Faktisk tror jeg, at en stor del af det museale publikum besøger de kulturhistoriske museer, for at få en større forståelse for en given tematik eller et given emne og at de forventer og ønsker at få denne indsigt, ved at studere genstandene i fred og ro. Jeg tror de fleste vil være enige i, at man får en større forståelse af en given tematik ved at læse en bog om denne, i forhold til, hvis man så et dokumentarprogram om samme tematik. På samme måde, opnår man en særlig indsigt ved, i ro og mag, at læse en genstandstekst i forhold til, at blive inddraget i udstillingen…måske?
Engang i mellem kan jeg godt komme til at føle mig utrolig konservativ når det kommer til kulturhistoriske udstillinger, men under alle omstændigheder er diskussionen væsentlig for alle museer. Det ville være super med flere input.