Sundhed og museer i 2.0
Skrevet af Morten Hillgaard Bülow 
den 29-10-2009
Tagged Under : forebyggelse, Museum 2.0, Patient 2.0, sundhedsfremme
En aktuel diskussion for tiden handler om brugerinddragelse i sundhedssystemet. Man taler ligefrem om en ‘patient 2.0′ på linie med et ‘web 2.0′ eller ‘museum 2.0′ som et udtryk for det fokus på brugerinddragelse, brugerdreven innovation og brug af nye teknologiske muligheder til at skabe fællesskaber, som er blevet et mantra i mange forskellige sammenhænge.
På mange måder synes 2.0-tanken at være positiv: Det er en bevægelse væk fra en énvejskommunikation fra sundhedspersonale-patient eller museumsformidler-publikum og hen mod en mere dialogisk form, hvor ‘brugeren’ (af sundhedssystemet eller museet) inddrages og bliver medskaber og medansvarlig for sin egen sundheds-/museums-oplevelse. Sat på spidsen kan man måske formulere det som en bevægelse væk fra en tanke om en autoritativ opdragerstemme hen mod hvad man kan kalde et fokus på brugerens ‘personlige udvikling’. Det er individet, der er i fokus, og ikke institutionen.
Men denne ‘empowerment’ af individet har også nogle potentielle negative konsekvenser. Særligt fordi det risikerer at skjule, at sundhedssystemet/museet har nogle interesser i at styre retningen af individets udvikling. Brugeren skal inddrages, ja, men til hvad? Og i hvis interesse?
Iben Charlotte Aamann havde i sidste weekend en artikel i Dagbladet Information med titlen “Sundhed skal styre“, hvor hun analyserer Danmarks Radios serie “By på skrump” ud fra et magtperspektiv. Artiklen i sin helhed er et skarpt og interessant indspark i en debat om individualiseringen af sundhedsfremme, som også patient 2.0 problematikken kredser om. Som Aamann skriver: “(…) nutidens adfærdsregulering virker gennem selvteknologier, hvor individet ledes til selvledelse via det, der ofte betegnes ‘personlig udvikling“.
I hendes perspektiv bliver dette problematisk fordi den ‘blide, normaliserende disciplinering’, som foregår i programmets ‘hjælp’ til overvægtige borgere ‘tager form som omsorg og støtte’, men netop fordi det fremstår som en hjælp til selvudvikling bliver magtudøvelsen (i programmet udført af en psykolog, en diætist og en kendt sundhedsguru) usynlig, hvilket umuliggør kritik.
“By på skrump” er ifølge Aamann “et godt eksempel på, at den enkeltes livsstil er et nøglebegreb i tidens sundhedsfremme-diskurs, mens spørgsmålet om levevilkår er tilsidesat. Det genererer en blindhed over for de strukturelle forhold, der belaster folkesundheden og den enkeltes livskvalitet. Symptomatisk er det således også, at Forebyggelseskommissionen, der tidligere på året fremlagde sine 52 anbefalinger, eksplicit var pålagt at vægte den enkeltes personlige ansvar. (…) Ud over at man fra politisk side dermed unddrager sig at iværksætte gennemgribende strukturelle forbedringer (…) er det bekymrende, at vægtningen af det personlige ansvar akkompagneret af fordringen om at udvikle sig personligt medfører øget risiko for at marginalisere bestemte borgere.”
Flere citater kunne fremdrages, men læs hellere artiklen selv. Artiklens kritiske vinkel på den stigende vægtning af personligt ansvar i sundhedsfremme har også vægt i forhold til en bredere diskussion af patient 2.0 tanken, som eksempelvis Finn Olesen beskæftiger sig med. Det er en diskussion, hvor der som nævnt også kan fremhæves positive aspekter – det handler i høj grad om graden af refleksion over egen magtposition og viljen til at tage patienten alvorligt.
I forhold til museum 2.0-tanken maner kritikken i mine øjne til refleksion over (mindst) to ting:
For det første, at selv hvis et museum ønsker en større grad af kommunikation, interaktivitet og inddragelse af deres publikum, så er der stadig institutionelle mål og rammer – og implicitte eller eksplicitte didaktiske formål med udstillinger! – som kommer til at styre interaktionen. En museumsinstitution eller museumsinspektør er en magtudøver i kraft af sin autoritet og sit valg af medie, og der er grænser for, hvor meget og i hvilken retning, publikum kan være medskabere af en udstilling, et community, eller andet. Muligvis vide grænser, men grænser, det nok er værd at reflektere over for sin egen og publikums skyld.
For det andet, at alle publikum måske ikke altid har lyst til at blive inddraget – og at et fokus på inddragelse også kan placere mere traditionelle museumsgæster i en fremmedgjort eller marginaliseret position. Ligesom museum 2.0 er nyt for museerne er det også nyt for en del publikum, så et fokus på museum 2.0 praksisser vil også henvende sig til nogle publikummer og ikke andre. Så, kort sat op: Hvilke didaktiske intentioner har museet, hvor går grænsen for brugerinddragelse og til hvem henvender museet sig?
Tak for den gode blogpost! Den rammer nogle virkelig interessante problemstillinger.
Især den sidst problemstilling rammer en bekymring jeg også deler. Jeg husker en god udstilling på Roskilde Museum for nogle år siden, der handlede om Roskilde-freden. Grunden til at jeg synes, at den var god, var at den var meget didaktisk, havde interessante genstande og var fri for interaktive elementer. En stor styrke ved museet som institution er, at museet er et sted, der kan fordre fordybelse. Et særligt rum, hvor man uforstyrret kan komme tæt på genstande der normalt ligger langt fra ens hverdag.
Der er noget dybe befriende ved udstillinger der er fri for al slags tekniske gadgets og forsøg på brugerinddragelse. Jeg er ikke i tvivl om, at brugerinddragelse kan mange ting, men der er noget dybt tilfredsstillende ved at overgive sig til den ”objektive” kuratorstemmen der taler gennem genstandsteksterne, samtidigt med, at man forholder denne stemme til den genstand man betragter.
Det var tilfældet med udstillingen om Roskilde-freden. Jeg kendte ikke meget til emnet, men følte at jeg efter mit besøg, havde fået en dybere forståelse for den kontekst freden voksede ud af. Med andre ord, søgte jeg didaktikken, jeg ønskede at få ”fakta”.
Den forventning tror jeg ikke at jeg er alene med. Faktisk tror jeg, at en stor del af det museale publikum besøger de kulturhistoriske museer, for at få en større forståelse for en given tematik eller et given emne og at de forventer og ønsker at få denne indsigt, ved at studere genstandene i fred og ro. Jeg tror de fleste vil være enige i, at man får en større forståelse af en given tematik ved at læse en bog om denne, i forhold til, hvis man så et dokumentarprogram om samme tematik. På samme måde, opnår man en særlig indsigt ved, i ro og mag, at læse en genstandstekst i forhold til, at blive inddraget i udstillingen…måske?
Engang i mellem kan jeg godt komme til at føle mig utrolig konservativ når det kommer til kulturhistoriske udstillinger, men under alle omstændigheder er diskussionen væsentlig for alle museer. Det ville være super med flere input.
Ja Jonas. Du ER utroligt konservativ
Eller altså, det er du jo ikke, men jeg synes ikke at det er givet at der ikke er tematiker hvor en dokumentar kunne give mere indsigt.
Det er for mig at se et spørgsmål om at forskellige medier kan forskellige ting, hvilket måske ikke i sig selv er nogen opsigtsvækkende pointe. Det vigtige er bare at man ikke uovervejet vælger sit medie, men istedet skræddersyer sin formidlingsform til det man ønsker at formidle. Jeg kan sagtens forestille mig at brugerinddragelse i mange sammenhænge – også i forbindelse med udstillinger – vil have en engagerende effekt. Og engagement er ofte en god forudsætning for at lære og huske hvad man har set, læst og lært.
Det skal dog ikke være nogen hemmelighed at jeg heller ikke er fan af “hovedløs” interaktivitet. Der skulle gerne være en mening med galskaben, så at sige -og jeg synes bestemt også at en vigtig del af museumsformidling er den didaktiske dimension. Det er dog værd at bemærke at du selv føler trang til at sætte ord som “objektiv” og “fakta” i citationstegn, hvilket (måske?) vidner om at selv den klassiske “autoritative” museumsformidling ikke er så indiskutabel som den kan virke og at “kuratorstemmen” ikke nødvendigvis har det sidste ord omkring udstillingen og dens betydning. Men vi er skam helt enige om, at de der står for en udstilling forhåbentligt ved mere om emnet end folk der kommer ind fra gaden og dermed har en vis autoritet på området. En autoritet som de ikke partout skal opgive “bare” for at være inddragende.
I sidste ende er kernen i problemstillingen i mine øjne, at det er et spørgsmål om at vælge sine værktøjer med omhu. Man siger jo, at hvis man kun har en hammer kommer alle problemer til at ligne søm, hvilket givetvis er rigtigt. Så jeg synes bestemt det er værd at udvide værktøjskassen.
På den anden side får man ikke slået mange søm i med et vaterpas og jeg er altså også stor fan af den didaktiske hammer.
Puha, det blev lidt en lang smøre og meget af det har du jo hørt når vi har snakket “live”, men her kom det altså igen. Håber ikke det var alt for trættende