MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

Dansk Blindesamfund fyldte 100 år den 8. juni 2011 og lod sig fejre med åbningen af udstillingen “iSee? Kommunikationssamfundets blinde vinkler” på Post og Telemuseet. Medicinsk Museion har en lille andel i udstillingen, idet vi for nylig har overtaget Blindehistorisk Museum og dermed nu råder over mange af de apparater, der er med  Derfor var vi også en lille flok fra Medicinsk Museion forbi åbningsreceptionen – selvfølgelig for at ønske samfundet tillykke, men også for at se, hvordan vores genstandene tager sig ud i den færdige udstilling. Her ses den skrivekugle, som vores konservator Charlotte tidligere har fortalt om her på bloggen. Ved siden af opfinderen Rasmus Malling-Hansen hænger kuglen sikkert og fint i glasmontren, og sådan skal det jo være, når det er museumsgenstande, vi har med at gøre. Jeg kan dog alligevel ikke lade være med at synes, at det er lidt trist. Det ville have givet mere mening, hvis publikum kunne have rørt ved kuglen og oplevet, hvordan kuglen har fungeret for dem, den er udviklet til. Ingen tvivl om, at det er en smuk genstand at se på, men er det også en smuk genstand at røre ved? Den oplevelse kan ikke udstilles, når man ikke må røre ved genstandene. 

Det er ikke Post og Telemuseets skyld – de gør, som de skal og udstiller, så genstandene er beskyttet fra fedtede pilfingre – og udstillingen indeholder i øvrigt også flere ting, som man godt må røre ved og afprøve, men det er overvejende eksempler på nyere teknologi, som seende hermed får lejlighed til at afprøve. De historiske genstande er bag glas, og kan man ikke se, må man tage til takke med at få dem beskrevet af andre. Det er helt klart ærgerligt, netop fordi det er en udstilling om kommunikationsmidler udviklet til blinde. Men man kunne også sige, at denne samling af genstande fra blindehistorien sætter et klassiske museumsdilemma på spidsen. På et museum er som oftest vi allesammen frataget muligheden for at opleve genstandenes taktile dimension - vi må lade øjet føle for os.

256 år efter dets åbning har Esbønderup Sygehus behandlet sin sidste patient. Det er derfor et stykke Danmarkshistorie der ophørte i denne måned. I anledning af afviklingen blev Medicinsk Museion kontaktet vedrørende en mulig overtagelse af sygehusets egen samling af historiske genstande, der var blevet indsamlet og udstillet  i forbindelse med Esbønderup Sygehus 250 års jubilæum.

Esbønderup Sygehus jubilæumsudstilling kort før den tømmes

Det var en indsamlingsmulighed Medicinsk Museion ikke kunne se bort fra, og derfor blev studentermedhjælperne (Simon og jeg) sendt på udflugt i det grønne.

Esbønderup Sygehus personale virkede meget bevidst omkring husets lange liv, og var derfor glade for at vi havde mulighed for at overtage en del af deres historie, inden den definitivt lukkede og forsvandt.

Sygehuset udstilling bestod af forskellige operationsredskaber. En del desinficeringsudstyr samt personaleuniformer der havde været brugt på stedet. Derudover indsamledes der også genstande af nyere dato, som gangstativer og optræningsudstyr, så sygehusets nyere historie også kunne illuderes.

Alt i alt fik vi føjet 12 kasser plus større løse genstande til Medicinsk Museions samling.

Imens Medicinsk Museion har taget sig af den kulturelle arv er Esbønderup Sygehus’ funktioner blevet overflyttet til Frederikssunds hospital. Det gamle bygningskompleks skal nu sælges.

Det forlængst nedlagte dissektionsrum blev også afsøgt for historiske genstande

 Skrevet af : Simon Hansen og Malthe Bjerregaard

Når vores konservator Charlotte får en genstand ind til rensning og konservering, melder der sig en række spørgsmål: Hvor skal man begynde? Hvor meget skal renses af? Hvor meget skal man lade blive som en del af genstandens historie?

Da jeg kom forbi konservatorværkstedet i sidste uge, sad Charlotte med et gammelt, gulnet kranie, der lignede noget fra en sørøverfilm. Bagest på kraniets isse var en mørkt hul, hvor noget engang var blevet stukket gennem kraniet.

Dette hul gav Charlotte anledning til at stille nogle helt andre spørgsmål end hun var vant til, og blev starten på et lille detektivarbejde. Se med her:

Adam og jeg var en tur ude i undervisningsverden forleden. NTS-center Hovedstaden fyldte 1 år og havde inviteret grundskolelærerne i regionen til en eftermiddag med inspiration og workshop. NTS står for natur, teknik og sundhed, og ideen bag NTS-centrene er at “at styrke interessen for, rekrutteringen til og kvaliteten af undervisningen i natur, teknik og sundhed i det danske uddannelsessystem”. Vi havde sagt ja til at bidrage til en workshop om kroppen sammen med folk fra Statens Naturhistoriske Museum og Experimentarium.

Workshoppen var opdelt i tre. Først lod Experimentarium deltagerne gennemfører en dissektion af et sæt lunger og et hjerte fra nyslagtede får og grise, som det ses på billedet her til venstre. Derefter fortalte Adam og jeg om tre forskellige videnskabelige kropsopfattelser og til sidst demonstrerede SNM en del af deres undervisningstilbud om tænder. Overordnet set var det 3 meget forskellige input, men de supplerede hinanden godt. Hvor SNM og Experimentarium tilbød en hands on oplevelse med fokus på videnskabens praksis, gav Adam og jeg et lille foredrag med udgangspunkt i museumsgenstande. Vi gjorde på forhånd klart, at vi ikke præsenterede et undervisningstilbud, der kunne overføres direkte til lærernes daglige undervisning, men derimod ønskede at give stof til eftertanke ved at introducere en anden måde at beskæftige sig med kroppen på. Ved at tage udgangspunkt i de historiske genstande og deres materielle udtryk ville vi demonstrere, hvordan vi tænker  krop og sundhed på Medicinsk Museion.

Vores oplæg kom omkring den humorale krop, den anatomiske krop og den kemiske krop – tre forskellige medicinhistoriske kropsforståelse, som vi udfoldede med genstande. Hovedpointen i vores præsentation var, at kroppen ikke er en entydig størrelse, og at der fx er sammenhæng mellem den måde man forstår kroppen på, og den måde man undersøger og behandler den på. Den humorale forståelse, der var herskende i lægevidenskaben fra antikken og helt frem til midten af 1800-tallet, så kroppens velbefindende som afhængig af balancen mellem fire kropsvæsker. Sygdom kunne være udtryk for ubalance og derfor udviklede man metoder til at tappe væske for at genoprette balancen – fx et kopsætningssæt, som blev brugt til at tappe blod. Den anatomiske kropsforståelse, som workshoppens deltagere med den føromtalte dissektion af hjerte og lunger meget passende selv havde fingrene i, lod vi genstandsmæssigt repræsentere med et sektionssæt af knive. Den anatomiske krop blev videnskabeligt kortlagt fra renæssancen og frem gennem udforskning af den døde krop. Kroppens opbygning blev beskrevet i enkeltdele, der blev – og bliver – forstået udfra deres funktion i kroppen, fx hjertet, der pumper blod. Knivsættet vidner om disciplinens håndværkspræg og om den præcission, der kræves, når kroppens dele bliver skildt fra hinanden. Endelig præsenterede vi den kemiske krop. I dagens medicin leder man bl.a. efter årsagerne til sygdomme i generne - dvs. de molekyler, der udgør vores arvemateriale. Som genstand med relation til den kemiske krop havde vi bl.a. taget genchips med. Hver chip indholder en undersøgelse af 24 personers genom for ganske særlige genetiske variationer, hvilket man ikke umiddelbart kan se, men det netop pointen med den kemiske kropsforståelse: det hele foregår på et niveau, der er usynligt for øjet. Hvis man vil fortælle noget om, hvordan vi forstår kroppen i vore dages medicin, er genchippen et håndgribeligt udgangspunkt.

Det var en sjov eftermiddag, og jeg håber vores indslag satte tanker igang hos de garvede naturfagslærere, der måske ikke lige tænker historisk eller materielt på denne her måde til dagligt. I sidste uge (d. 31. maj) gentog vi oplægget i en forkortet version for NTS-centrets referencegruppe, som Medicinsk Museion også er en del af. Vores indspark var ment som oplæg til diskussion af, hvordan S’et i NTS skal videreudvikles, så der kan komme mere konkrete initiativer igang.

Malling-Hansens skrivekugle til blinde er et smukt instrument fra 1800tallet, som blandt andet har vundet priser på datidens verdensudstillinger. Jeg besøgte vores konservator Charlotte, som har renset og finpudset instrumentet, og fik lov til at se det lille mekaniske og æstetiske vidunder:

Skrivekuglen skal udstilles i forbindelse med, at Dansk Blindesamfund i år fejrer 100 års jubilæum Læs mere her.

Den er vanskelig at iagttage med det blotte øje. Den er svær at pege på og måle. Alligevel kan den fornemmes. Næsten øjeblikkeligt. Vi mærker, når vi træder ind i den og ud af den, eller når den bliver en anden. Den slår stemningen an og kan give os en følelse af behag eller ubehag. Atmosfæren. Den er omkring os, overalt, og samtidig intet sted specifikt.

Man behøver ikke øjne for at registrere, at man er på et hospital. Heller ikke øre. Man kan naturligvis se og høre hospitalet, men man kan også lugte det. Hospitalets atmosfære taler til alle sanser, og sanseindtrykkene kompletterer hinanden, når de danner grobund for humør og mavefornemmelse.

I mit ph.d.-projekt undersøger jeg, hvordan atmosfæren på hospitalet erfares. Atmosfæren kan og skal ikke nødvendigvis forstås og forklares. Snarere kan den sanseligt fornemmes, og i den forstand får projektet æstetisk karakter. Æstetik kommer af græsk (aisthetike) og betyder oprindeligt sansning. I min måde at referere til æstetikbegrebet på, kommer det derfor ikke til at handle om, hvad der er særligt skønt og smukt, derimod handler æstetikken i denne sammenhæng om vores sansebaserede engagement i verden.

Et hospitalsophold kan gøre stort indtryk. Mindet om det første besøg sidder, selv efter mange år, printet i hukommelsen – og i kroppen. Hospitalsminder er tilsyneladende så slagkraftige, at de kan give såvel myrekryb, koldsved og sug i maven. Synet af lange gange og plejepersonale i kitler; lyden af gummitræssko mod linoleumsgulve og sagte stemmer; lugten af desinfektion, sprit, kloramin blandet med ostemad, kaffe, rød saft og fæcalposer – det hele i ét bidrager til, hvordan vi trives, hvilket også er grunden til den stigende interesse, der har rejst sig for patientens oplevelse og oplevelseskvalitetens helende effekt.

Sygdomsforløb, behandlingsprocedurer og interrelationelle magtasymmetrier personale og patienter imellem bidrager ikke alene til hospitalsoplevelsen, og derfor vover jeg i projektet at rette opmærksomhed mod mange af de forhold, der normalt forbigås refleksive vurderinger. Forhold, som ikke desto mindre indvirker på vores oplevelsesunivers. Projektet peger på, at der er mere at fatte interesse for end diagnosticeringsteknik, behandlingsprocedure, pleje- og omsorgsarbejde. I et forsøg på at fornemme en del af de hidtil forbigåede dimensioner af det oplevede hospital, retter jeg opmærksomhed imod, hvordan steder, rum, kroppe, kropsfunktioner, instrumenter og genstande sanses og påvirker os stemningsmæssigt.

Hospitalslugten får en væsentlig tyngde i projektet. Det gør den på trods af, at der i dag er bred enighed om, at mennesker er multisensoriske væsner, som benytter sig af flere sanser samtidig. I forskningssammenhænge har der dog eksisteret en vis skævvridning, når det kommer til, hvordan menneskers sanselige liv er blevet håndteret. Interessen for visuelle og senest også for auditive fænomener er stor, mens lugt, smag og berøring har fået en mere lemfældig behandling. Menneskelugt har været et af de største tabuer siden middelalderen, og det har sat sine spor i forskningen, som stort set er blevet ’lugtfri’. I det aktuelle projekt tager jeg udfordringen op. Jeg argumenterer for, at et multisensorisk perspektiv fordrer en midlertidig ’olfaktocentrisme’, således at lugtens aktualitet sikres og bliver dagsordenssættende på linje med de øvrige sanser.

Æstetik og sanselighed udgør fænomener, som er vigtige at forholde sig til musealt. Også på et medicinsk museum, som det, hvorved jeg er så privilegeret at være tilknyttet, står emnet centralt. Æstetikken er vigtig, fordi, det for de fleste museer handler om at give besøgende de rigeste og mest fyldige oplevelser af udstillede genstande som muligt. Ambitionen er ikke blot at formidle en faglig og historisk viden om udstillede genstande, men den består også i at skabe rum for sanseligt fornemmede udstillingsgenstande og miljøer – in casu medicinske miljøer.
Som en slags tredje krydderi tillægger jeg derfor sansestudiet en yderligere dimension, som handler om, hvordan det sansede og følte medicinske miljø kan kommunikeres musealt. Således forholder jeg mig eksplorativt til alternative måder, hvorpå projektet kan gives form og fremstilles på. Blandt andet lader jeg mig inspirere af kulturgeografiens rum- og stedsbegreber ligesom jeg arbejder med præsentationsformer i kunst og litteratur.

Dansk Blindesamfund fejrer sit 100-års jubilæum med en udstilling på Post & Tele Museum. I udstillingen indgår denne smukke skrivekugle med blindskrift fra Medicinsk Museions samling. En skrivekugle er en slags skrivemaskine, hvor tastaturet er formet som en halvkugle, og papiret ligger på en rulle under halvkuglen. På denne specielle skrivekugle er hver tast et bogstav i Louis Brailles’ blindealfabet.

Den oprindelige skrivekugle (uden blindskrift, men med bogstaver) blev opfundet af danskeren Rasmus Malling-Hansen, og er af verdens første skrivemaskiner. Den smukke og praktiske maskine vandt medaljer på verdensudstillingerne i Wien og Paris i henholdsvis 1873 og 1878.

Skrivekuglen med blindeskrift er en del af den over 4.000 genstande store blindehistoriske samling, som vi overtog fra Blindehistorisk Museum for lidt over et år siden. For at gøre den klar til udstillingen har vores konservator Charlotte rengjort mekanikken samt hver enkelt tast med fugtigt japanpapir. Hun har desuden haft træpladen under selve kuglen af, og renset den med sprit.

Som rosinen i pølseenden af Science Communication-føljetonen kommer her – en dag forsinket – Nanna Gerdes’ præsentation af sig selv:

Siden august 2009 har jeg været tilknyttet Medicinsk Museion, og d. 1.februar 2011 blev jeg ansat som konservator under Science Communication. Inden da var jeg i 1 1/2 år ansat på Nationalmuseets Bevaringsafdeling i forskellige projektansættelser i Afdelingen for arkæologiske fund.
Jeg er uddannet kulturhistorisk konservator, cand.scient.cons, fra Konservatorskolens Kulturhistoriske linje, Det Kongelige Danske Kunstakademi med speciale i arkæologisk rav. Desuden er jeg bachelor i Nærorientalsk Oldtidskultur/arkæologi med Klassisk Arkæologi fra Københavns Universitet.

Mit arbejdsområde som konservator har primært fokus på genstande vedrørende det metaboliske område fra Medicinsk Museions samlinger, samt fra nyindsamlinger.

Arbejdet omfatter præventiv og aktiv konservering herunder forberedelse, klargøring, dokumentation, pakning og montering af medicinhistoriske og nyere tids biomedicinske genstande til hhv. kuratering, magasin, arkivalier og udstilling, bl.a. var jeg ansvarlig for konserveringen og opsætningen af de metabolismerelaterede genstande til udstillingen: The Chemistry of Life i Vandrehallen på Panum Instituttet.

Endvidere omfatter mit arbejde som konservator udvikling og opretholdelse af bevaringsprincipper med udgangspunkt i fyldestgørende dokumentations- og registreringsteknikker, tilstands- og risikovurderinger, klimavurdering og – målinger for fortsat sikring og bevaring af metabolismegenstande og arkivalier fra Medicinsk Museions medicinhistoriske og biomedicinske samlinger.

Sådan, Nanna! Og dermed slutter denne præsentationsrunde!

Her kommer endnu en præsentation i serien af Science Communication-ansatte på Museion – Niels Christian Vilstrup-Møller:

Jeg startede på Medicinsk Museion som museumsinspektør den 1. maj 2010, efter at jeg var blevet færdig som historiker i starten af året. I den første periode reviderede jeg arkivregistranten, begyndte oprydningen i magasinerne og tog mig af forskellige forespørgsler fra forskere og private. I forbindelse med opbygningen af udstillingen Chemistry of Life kom mit arbejde meget til at bestå af genstandshåndtering med fokus på metabolisme. Siden da har jeg arbejdet med opdatering af samlingernes metabolismegenstande og arkivalier, dels ved at finde frem til genstandene, gruppere dem, eventuelt registrere og gøre dem tilgængelige på nettet. Medicinsk Museion har over 250.000 genstande i samlingerne, men manglende prioritering af området har medført, at overskueligheden er meget lav. Samlingerne rummer mange klenodier og hverdagsting, for eksempel mange August Krogh-genstande, som kan bruges i forskningskommunikationen, men det kræver at vi kender deres eksistens og proveniens. Endelig har oprydningen i magasiner og arkiver også til formål at give plads til nyindsamling af metabolismerelaterede genstande. De senere år har Medicinsk Museion fokuseret på biomedicinske genstande, men registreringen har haltet en del. Nu arbejder jeg med at føre registreringen op til den øjeblikkelige indsamling, ligesom jeg arbejder med at udvikle principperne for nyindsamling af metabolismegenstande. En af de store udfordringer er, at de relevante folk skal kende til Medicinsk Museions interesser indenfor nyindsamling, så vi kan nå at indsamle genstande og oplysninger, før de går tabt. Dette kendskab skal blandt andet etableres blandt laboratorieteknikere på Panum og i private virksomheder.

I morgen præsenterer Nanna Gerdes sig selv og sit arbejde som konservator!

Her følger Anettes præsentation af sig selv og sit spændende projekt!

Jeg startede som ph.d.-studerende 1. februar 2011 og arbejder på et projekt om hvordan atmosfæren inden for diverse medicinske miljøer opleves – hvordan steder, rum, kroppe, kropsfunktioner, instrumenter og genstande føles, sanses og påvirker os stemningsmæssigt. Med andre ord foretager jeg et fænomenologisk sansestudie af hospitalsmiljøet. Når vi taler om sanseoplevelser, så er det klart, at mennesket erfarer synæstetisk, dvs. samsansende. Alligevel skænker jeg lugtoplevelser en særlig opmærksomhed i projektet. Det gør jeg, fordi olfaktoriske aspekter af menneskers erfaringsverden har været stort set forbigået i forskningssammenhænge hidtil.

Jeg er uddannet cand.scient.soc. på sociologi ved det Samfundsvidenskabelige Fakultet. Her har jeg særligt beskæftiget mig med socialfilosofi og fænomenologiske studier af seksualitet. Jeg skrev speciale om forførelse, og folk spørger mig af og til undrende, hvilken forbindelse det så lige har, til hvad jeg laver nu.
Der er, for mig at se, en klar forbindelse mellem seksualitet og atmosfæriske oplevelser af medicinsk kultur. Det handler jo om følelser; om tiltrækning og fascination – eller om frastødelse, gru og væmmelse. Tag nu for eksempel et fænomen som hospitalslugten. Den har fået en nærmest mytisk karakter i folkemunde, og den figurerer i folks beskrivelser af hospitalsophold, som var den karakteristisk og velkendt for enhver. Når der tales om til hospitalslugten, kan det ses, som et dramaturgisk kneb, der giver beretninger fra hospitalsverdenen lidt ekstra krydderi. Hvorfor er det mon sådan? Hvad er det, der gør hospitalslugten så markant, frygtindgydende og fæl? Hvilke lugte tiltrækker og fryder, og hvilke lugte virker frastødende? En sådan diskussion handler jo i bund og grund om aspekter ved forførelsen. Lugtens forførelse. Under hvilke omstændigheder virker lugten af medicinsk kultur forførerisk, legende og tillokkende, og hvornår virker den modsat ækel og afskyelig? Det er meget tænkeligt, at vi er særligt ømfindtlige og sanseligt påvirkelige over lugte, når vi befinder os i eksistentielt udsatte situationer – situationer, som hospitalet huser, tager vare om og hjælper os med.

Der er så mange spørgsmål at tage fat på. Ikke mindst er der mange snifferier at gøre i den kommende tid.

I morgen præsenterer vi monsieur inspecteur Niels Christian Vilstrup-Møller!