MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

I de hippokratiske skrifter fra 5. og 4. årh. f. Kr. har ordet krise ikke kun den negative betydning som det har nu, men det betyder at der fældes dom over sygdommen. En dom som lige så godt kan gå i positiv som i negativ retning (helbredelse eller død).
De kritiske dage er de dage hvor denne afgørelse finder sted – som regel i forbindelse med en renselse (kátharsis) som opstår naturligt ved menstruation, opkastning, ophostning, afføring, vandladning, udskillelse af pus eller stærk svedafsondring.

Sygdommens drama udspiller sig næsten som et drama på teateret hvor et omslag i handlingen (ofte i form af en genkendelse), afslører for tilskuerne om der bliver en lykkelig afslutning eller ej.
Ved en krise er det ikke lægen som fælder en dom, hans opgave er at udlægge den og give en prognose ud fra et grundigt kendskab til lignende sygdomsforløb.
I ”Epidemics I – VII” beskrives mere end 450 sygehistorier med deres kriser. (Et par sent nedskrevne skrifter med titlerne ”Om kriser” og ”Om de kritiske dage” består kun af gentagelser fra tidligere værker).

”I farlige tilfælde skal man holde øje med alle rettidige og velfordøjede udsondringer alle vegne fra eller med gode og betydningsfulde affaldsprodukter. Det velfordøjede tilkendegiver en snarlig krise og en sikker helbredelse, men det rå og ufordøjede og det som bliver til dårlige affaldsprodukter, tyder på udeblivende krise, smerte, langvarighed, død eller gentagelse af det samme. Hvad af dette som vil være mest sandsynligt, må ses af andre tegn. Man skal lære sig at kunne gøre rede for forhistorien, forstå den øjeblikkelige situation og forudsige hvad der kommer til at ske.” (”Epidemics I, 11”).

De hippokratiske læger forventede i de fleste sygdomme en stor regelmæssighed i forekomsten af kriser – formentlig ud fra erfaringer med malaria som kan forløbe regelmæssigt med en eller to feberfri dage mellem anfaldene, men også optræde med uregelmæssige anfald.
”Uregelmæssighed i sygdom varsler et langt forløb. Det er krisen som er befrielse for sygdom.” (”Precepts” XIV).

De navngivne patienter i ”Epidemics I, 20” kunne have flere kriser som ikke altid forløb lige regelmæssigt, men lægerne registrerede alligevel omhyggeligt alle sygdommens faser (i dette tilfælde en smertefuld hævelse ved ørerne):
”Med hensyn til kriserne som vi jo vurderer ud fra, forløb de enten ens eller forskelligt, som med de to brødre som begge begyndte på samme tid, og som lå syge ved Epigenes’ sommerbolig. Af dem fik den ældste krise den sjette dag, og den yngste den syvende. Sygdommen vendte tilbage for dem begge to på samme tid efter fem dage, og efter tilbagefaldet kom der krise for begge to samtidig på den syttende dag. For de fleste faldt krisen på sjettedagene, sygdommen gik i stilstand i seks dage, og efter tilbagefald kom der krise på femtedagene. Nogle som havde krise på syvendedagene, havde stilstand i syv dage, og efter tilbagefaldet havde de krise på tredjedagene. Nogle som havde krise på syvendedagene, havde stilstand i tre dage og havde krise på syvendedagene. Nogle som havde krise på sjettedagene, havde stilstand i seks dage, sygdom i tre dage, stilstand i en, sygdom i en dag og dernæst krise som Euagon, søn af Diatharses. Nogle som havde krise på sjettedagene, havde stilstand i syv dage. Efter tilbagefald var der krise på fjerdedagen, som hos Aglaidas’ datter.”

Medicinsk Museion rummer jo ganske mange humane præparater i form af kranier, skeletter, børnefostre i glasbeholdere, patologiske organer mm, men sjældent har jeg oplevet så mange væmmelsesudbrud som i forbindelse med fremvisningen af tatoveringen på udstillingen 6 ting og sager. Jeg har undret mig lidt over, hvad det skyldes, ikke mindst i lyset af vores øvrige samlinger, men måske er det netop det meget velbevarede livagtige stykke hud med kunst på, der ser ud som om, det lige er blevet fjernet fra en arm, der gør udslaget. Derudover er tatoveringsudsmykning nok noget, som de fleste kan relatere sig til i dag, i modsætning til den tid som præparatet stammer fra. Det er nok også derfor, at den har udgjort en del af den patologiske præparatsamling fra 1898, da tatoveringen har været anset som lidt af en kuriøs raritet på den tid.

 Den berømte danske forfatter og storyteller Karen Blixen (1885-1962) har blandt andet også udtalt følgende om denne sjældnere kunstart:

”Jeg sætter min lid til tatoveringskunsten. Da jeg, for min brodersøns skyld, søgte nærmere oplysning om dens udøvere, viste det sig at være et mystisk laug: En art frimureri. Deres vigtigste klientel er sømænd og konger, folk, som vel endnu den dag i dag maa have sans for ritual.”

Til trods for at tatoveringsudsmykningen fra omkring 1800-tallet og et pænt stykke op i 1900-tallet navnlig har været forbeholdt særlige befolkningsgrupper herhjemme (konger og sømænd), er tatoveringen en af de ældste kunstformer, som kan dateres ca. 5000 år tilbage i tiden. Der er mange bud på, hvilke betydninger folk har lagt i tatoveringerne gennem tiderne. Nogle har signaleret en særlig status for de personer, som bar dem, såsom hos slaver og kriminelle i det gamle Grækenland, eller de har haft en magisk eller religiøs betydning.

 I det sydlige Sibirien i Altaibjergene har man blandt andet, som følge af permafrosten, kunnet finde 2400 år velbevarede mumier med tatoveringer af forskellige fabeldyr som griffer, drager og andre magiske figurer. Dermed også sagt at de tatoverede motiver i høj grad afspejler den tid, og den kultur, de er frembragt i – og vores flotte sømandstatovering på udstillingen er ingen undtagelse. Den letpåklædte kvinde med dannebrogsflaget ved sin side må nemlig siges at være et temmelig markant udtryk for 1800-tallets opblomstrende nationalisme i Danmark og i det øvrige Europa. Jeg tror i hvert fald, at det er de færreste, der lige ville vælge dannebrog som motiv på armen i vore dage, hvor det at kunne fremvise en tatovering et eller andet sted på kroppen, næsten er gået hen og blevet mere reglen end undtagelsen.

Det er ikke så ofte, man får et indblik i arbejdet bag museumsudstillinger – med mindre man arbejder på et museum eller følger med på denne blog. Min første erfaring med at skrive udstillingstekster var teksten til Knud Sands høns i Museions særudstilling 6 Ting og Sager. Det vil sige, på en måde føler jeg ikke rigtig ejerskab over teksten, da den startede som et udkast fra Camilla Undén, blev skrevet om af mig og derefter redigeret til en noget kortere version af Bente Vinge Pedersen. Men det er en del af processen.

En specifik udfordring ved lige netop denne tekst var desuden, at den omhandler kønshormonforskningens begyndelse, hvor retsmediciner og seksualbiolog Knud Sand forsøgte at ‘løse kønnets gåde’ og finde dén biologiske årsag til alle kønslige variationer. Knud Sand var en dygtig forsker ud fra datidens positivistiske videnskabsideal, men lige præcis dette faktum, kombineret med hans kønssyn, gør det svært at skrive en tekst på ca. én A4-sides længde, når man som jeg hverken ønsker at gentage Sands videnskabsidealer og kønssyn ukritisk eller ønsker at kritisere fortiden på nutidens præmisser.

Akvarel af en af Knud Sands høns, der i udstoppet version for tiden er udstillet på Medicinsk Museion

Hvordan undgår man at gentage Sands på sine præmisser logiske og forførende ræsonnementer – som man med et nutidigt videnskabsteoretisk perspektiv kan se flere kritikpunkter i? Og hvordan undgår man at skabe et billede af fortidens forskning som ‘dårlig’ eller ‘mangelfuld’, hvis man lader sin kritik skinne igennem?

Hvis man både vil vise logikken i den historiske forskning, det drejer sig om, og samtidig på en respektfuld og ikke-fordømmende måde vise ‘hullerne’, så kræver det en del overvejelse – og måske mere plads og tid, end man normalt har til rådighed. Om det er lykkedes i denne omgang er jeg stadig usikker på, men nysgerrige skal være velkommen til selv at vurdere resultatet af nævnte proces på væggen bag hønsene i udstillingen – og måske dele tanker med os andre her på bloggen.

Denne problematik er ikke særegen for udstillingstekster – den findes i næsten al formidling af medicin og videnskabshistorie, vil jeg mene. Men udstillingstekstens længde-begrænsninger, og genrens implicitte ideal om en neutral faktaformidlende fortællestemme – der i hvert fald lå i undertegnedes baghoved – gør det til en særlig problemstilling i museal sammenhæng.

Måske er det bare et spørgsmål om øvelse, men når nu man i andre former for medicinhistorisk akademisk skrivning har gjort grundigt op med ideen om en neutral fortællestemme, kunne man måske også overveje at afsøge eller skabe nye genrer inden for udstillingstekstmediet?

Kan den teknisk dygtige Hippokrates som har lagt navn til de meget saglige kirurgiske værker i samlingen, være den samme som den Hippokrates man begejstres for i de mere argumenterende værker som f.eks. ”Ancient Medicine”, ”Airs, Waters, Places”, ”Epidemics”, ”Prognostic”, ”The Sacred Disease” og ”The Art”?
Det spørgsmål finder ikke noget endegyldigt svar, men citater fra de tre kirurgiske værker ”On Fractures”, ”On Joints” og ”Mochlikón” (”Instruments of Reduction”) viser de samme holdninger bag sagligheden som i den anden type skrifter.

For det første undgår den hippokratiske læge overdrivelser.
Han er både tilbageholdende med at amputere og at årelade, og han bruger ikke en maskine, bare fordi han har anskaffet den.
”Det er forkert og imod lægekunsten at bruge en maskine uden at den har en god virkning.”
Det er ikke hos ham, den hippokratiske bænk har udviklet sig til et torturredskab.
En syg eller nyopereret patient bør ikke give maven for store udfordinger, men ved visse lidelser behøver patienterne ikke skånekost, og så ”er der ingen grund til at sulte dem.”
Han er også i stand til at bruge den meget giftige nyserod i så små doser at den har en gavnlig effekt på nyopererede.

Dette mådehold medfører naturlighed – man bør undgå al den kunstige opstyltethed og den jagen efter nyheder som åbenbart stortrivedes i det uorganiserede sundhedsmarked.
”De roser det usædvanlige før de ved om det dur, frem for det velkendte som de allerede kender nytten af, og det mærkelige frem for det indlysende.”
Den rette opbinding af et vanskeligt albuebrud vil ganske enkelt være i den stilling patienten selv viser armen frem, man skal nemlig tage hensyn til individuelle variationer.
”Der er forskel på armens naturlige stilling i spydkast, slyngekast, stenkast, nævekamp og i hvile.”
”Det vigtigste i hele lægekunsten er, at du gør den syge rask. Hvis det er muligt at gøre rask på mange måder, skal du vælge den der giver mindst ubehag.”

Holdningen til de syge er lige professionelt hensynsfuld over for alle, men den er ikke sentimental. Lægen skal have modet til at træffe vanskelige beslutninger, og han er ikke forpliget til at påtage sig behandlingen af en patient, hvis der er stor risiko forbundet med det.
”Sådanne tilfælde skal man i allerhøjeste grad undgå, hvis man har en god undskyldning.”

Det som især blev betydningsfuldt for lægekunstens videre udvikling, var erkendelsen af det vigtige i åbent at fremstille egne og andres fejl for at lære af dem.
”Også forsøg som viser sig ikke at føre til noget, og hvorfor de ikke gjorde det, giver gode erfaringer.”

De følgende citater antyder at den hippokratiske læge havde en hemmelig viden om menneskets anatomi fra dissektion.
Et sted taler forfatteren om at sætte et led på plads indefra og ud ”som man kan gøre på et dødt, men ikke på et levende menneske.”
Indledningen til ”On Joints” handler om skulderluksationer og i den anledning står der:
”Hvis man blottede overarmen for kød ved oversiden af skulderen, og man også blottede den der hvor musklen går op, og blottede senen som strækker sig ved armhulen og kravebenet mod brystet, ville overarmens hoved rage kraftigt fremad uden at være gået af led.”

Tatovering - præpareret hud fra afdød - udstillet i vores aktuelle særudstilling "6 ting og sager"

Her på Medicinsk Museion udstiller vi adskillige eksempler på det, der på engelsk har den fine betegnelse “human remains” – menneskelige rester. Vi bruger ofte den lidt mere distancerede benævnelse ”humane præparater”, der ikke bare fortæller, at det er menneskelige rester, men at de er bevidst forarbejdede med henblik på bevaring for eftertiden, men man kunne jo også kan kalde det døde kroppe eller kropsdele. Når man omgås sådan materiale dagligt, er den etiske dimension om, hvorvidt det er i orden at udstille rester fra afdøde, ikke videre fremtrædende. Som institution har vi allerede etableret en forståelse af, at man godt kan. Men det betyder ikke, at vi ikke gerne vil deltage i en bredere diskussion af museumsetik i relation til, hvordan vi behandler afdøde i museumssammenhæng. Sidste fredag havde den danske afdeling af den internationale museumsorganisation ICOM sat emnet på programmet ved et seminar på Københavns Museum. Vores museumschef Thomas Söderqvist deltog i debatten og sagde bl.a.:

“Der er fokus på døde og levende kroppe alle vegne; fra popkultur, der promoverer Ekstreme make overs til kosmetiske indgreb og organer som reservedele. Offentligheden tager det stille og roligt, så hvorfor har museerne så stort et problem med de døde kroppe?”

Thomas synspunkt er, at den etiske diskussion ofte er en kamufleret politisk diskussion, som man ikke tør tage. Hans synspunkter er refereret i dagens Information i en artikel af journalisten Maria Skov.

PS. For nærmere at uddybe, hvordan vi arbejder med problematikken her på Medicinsk Museion, inviterede Thomas efterfølgende journalisten til at deltage i en tegnesession med vores nyligt ansatte postdoc Lucy Lyons. Det kommer der forhåbentlig også en artikel ud af, og jeg vil vende tilbage til emnet, når den bliver trykt.

Dagbladet Politiken bringer i dag en interessant artikel om den typiske museumsgæst. 55 år gammel, folkeskolelærer og bor i hovedstadsområdet for blot at nævne et par karakteristika. Undersøgelsen er udarbejdet af Kulturarvsstyrelsen (se mere her). Jeg glæder mig til at nærlæse rapporten, men umiddelbart var det noget helt andet der sprang i øjnene. Især dette citat:

Undersøgelsen beder også museumsgæsterne om at give forskellige elementer af deres besøg karakter. Og på alle tre slags museer – både kunstmuseerne, de kulturhistoriske og de naturhistoriske museer – giver publikum netop ’muligheden for at deltage aktivt’ den laveste karakter (her citeret fra Politiken)

Det undrer mig ikke det mindste at spørgsmålet er blevet stillet, men var svaret ikke temmelig åbenlyst? Nej, de danske museer giver kun i ringe grad publikum “muligheden for at deltage aktiv”, men skal de overhovedet det? Er det specielt ønskværdigt?

Elektroniske læringsmedier er kommet for at blive, men alligevel har jeg en sund skepsis overfor den mediering der uundgåeligt følger, når en computerskærm eller en mobiltelefon benyttes til formidling af kulturhistoriens materielle genstande.

Netop formidlingen og bevaringen af kulturens materielle genstande er museernes raison d’etre, men jeg kan ikke lade være med at føle en vis frygt for, at den stigende fokus på digitale medier og interaktive elementer i de fysiske udstillinger i stedet for at virke fremmende for forståelsen af vores fælleskulturelle arv, kommer til at overskygge det egentlige – nemlig genstandene selv.

Denne tendens hænger formentligt sammen med den øgede fokus på oplevelsesøkonomi. Det er mit indtryk at de danske museer endnu ikke helt har fundet deres ben i diskussionen om museets rolle i denne nye økonomi (som desuden er svær at definere), men umiddelbart få det mine nakkehår til at rejse sig. Selve termen oplevelsesøkonomi indikerer nemlig, at der er nogen som skal tjene penge på vores fælleskulturelle arv. Som de fleste der har fulgt med i debatten efter kulturministerens (undskyld, den forrige kulturministers) varsling af mulige museumslukninger vil vide, kan konsekvenserne for museer med få besøgende være ganske alvorlige (se artiklen Kulturministeren vil lukke museer).

Noget af det jeg hæfter mig ved et dette citat fra den forrige kulturminister:

»Formidling er et tema, der optager alle. I de her år bliver vi bombarderet med smarte, hurtige tilbud, så det kan være lidt svært at få nogen ind på et museum, hvor tingene måske har stået stille i mange år, hvor formidlingen er små gule sedler, og der ligger flintøkser og står jydepotter over det hele. Det er op ad bakke. Vi skal have kunsten ud og møde borgerne, der hvor de er«, siger Carina Christensen.

Min første tanke er, at den tidligere kulturminister må have besøgt nogle utrolig kedelige museer. Jeg kan faktisk ikke huske at jeg på noget tidspunkt har besøgt et museum, hvor formidlingen bestod af små gule sedler og hvor der stod…flintøkser og jydepotter over det hele.

Anyways.

Det museale rum har en sjælden mulighed for at give lejlighed til fordybelse og eftertanke. I en mere stresset og forjaget hverdag, er der en sjælden befrielse ved at besøge et museum, hvor man har mulighed for at fordybe sig - måske endda uden alt for smarte formidlingstiltag. Faktisk kunne man hævde at det museale rum kunne være en slags “helle” fra de smarte hurtige tilbud som kulturministeren omtaler. Men her er der selvfølgelig mulighed for at jeg misforstår noget. 

Jeg er helt med på at det kan give mening at bringe kulturen ud til folket, men hvis fremtidens kulturpolitik kommer til at forme sig således, (En spegepølse til 25, 95 og et kig på Grauballemanden) så er der grund til at være bekymret.

Hvad siger I?

Den fine indre øreknogle fra udstillingen er her tegnet af konservator Nanna Gerdes under en tegneøvelse med Medicinsk Museions tegner Lucy Lyons.

Som tidligere lovet, vil der i den kommende tid komme mere baggrundsinformation til hver af de 6 genstande fra udstillingen 6 ting og sager, og nu er turen kommet til den indkapslede øreknogle. 

Den flamske anatom og læge Andreas Vesalius (1514-1564) nævnes ofte som grundlæggeren af den moderne anatomi og var den første til at udtage det samlede øre til undersøgelse af dets knoglebygning.

Siden har den store danske anatom Thomas Bartholin (1616-1680) som den første herhjemme beskrevet ørets anatomi, men hans beskrivelser rummer flere misforståelser.

Den udstillede øreknogle illustrerer det indre øres labyrintiske anatomi hos mennesket. Den stammer imidlertid ikke fra en person med normal hørelse, men er taget fra en samling af øreknogler fra 55 døve, der var elever på Det Kongelige Døvstumme-institut, hvilket måske godt kan lyde en smule makabert. Den er fremstillet i perioden 1824-1836 og taget fra Den Ibsen-Mackeprangske Samling.

Den er opkaldt således efter den danske anatomiprofessor Ib Pedersen Ibsen (1801-1862) og huslægen Mackeprang, som arbejdede på Døvstumme-Instituttet og foretog de relevante dissektioner, hvor øreknoglerne blev fjernet.

Den dygtige præparator og anatom Ib Pedersen Ibsen (1801-62) har dernæst stået for det grundige arbejde i at fremstille de enkeltstående øreknogler, som er blevet fint indkapslet og monteret i glas. Han har desuden stået for langt størstedelen af de normal-anatomiske præparater på Medicinsk-historisk museion.

Hans vej til karrieren som anatomiprofessor må siges at være en pudsig fortælling. Oprindeligt var Ibsen nemlig sømand, men efter en faldulykke, hvor han brækkede begge underben, blev han indlagt på det Kgl. Frederiks Hospital. Her fik han amputeret venstre ben under knæet og blev forsynet med et træben. Hans interesse for lægevidenskaben blev sandsynligvis oplivet som følge heraf og, held i uheld, blev han optaget som elev på Kirurgisk Akademi og endte med at blive en højt respekteret præparator blandt fagfæller rundt om i Europa. Præparater fremstillet af Ibsen forefindes således også på museer i både England og Frankrig.

Skønt Ibsen ikke just er kendt for sine publikationer, indleverede han også en større afhandling ”Om det indre Øres Anatomi, betragtet fra et sammenlignende Standpunkt” til Videnskabernes selskab. De lod sig imidlertid ikke begejstre over værket, som de forkastede.

Afslaget fik Ibsen til at miste modet og droppe det videre arbejde med afhandlingen, men, til alt held, opdagede patolog Peter Ludvig Panum (1820-1885) værket efter Ibsens død og sørgede for at få det udgivet posthumt.

Værket fik international anerkendelse og ansås endda for at være et banebrydende værk om forståelsen af øreknoglernes opbygning og betydning.

Det humane øre er et meget kompliceret organ, hvormed vi kan registrere frekvenser, lydtryk og retning. Det består af 3 dele: det ydre øre, mellemøret og det indre øre.

Det indre øre (labyrinten) er et hult væskefyldt knogleorgan, der er formet som et sneglehus. Her findes også balanceorganet, der består af tre væskefyldte buegange. Hvis man har en sygdom i øret kan det altså, udover at påvirke hørelsen, også påvirke balanceevnen.

Læs i øvrigt mere om 3 af de 6 genstande her:

Kejserinde Dagmars rejseapotek:http://www.museionblog.dk/et-klenodie-kejserinde-dagmars-rejseapotek/

Barneskelet med rachitis:http://www.museionblog.dk/barneskelet-med-rachitis/

Knud Sands høns:http://www.museionblog.dk/h%c3%b8ns-k%c3%b8n-og-testosteronforskning-pa-diamanten-den-154/

Dette spørgsmål drev i søndags tv-værten Jacob Riising rundt i de seneste 100 års historie om sundhed og førte ham til sidst til Medicinsk Museion, hvor vores samlingsleder Ion Meyer løste gåden. 

Programmet “117 ting du absolut bør vide om.. sundhed” er udformet som en top ti over de vigtigste indslag i de seneste 100 års sundhedshistorie. Undervejs taler Jacob Riising med forskellige aktører fra historien, og der bliver vist gamle filmklip fra DRs enorme arkiver. Blandt de emner, der havde fundet vej til listen, var rygestop, madpyramiden, røntgenteknologi og polioepidemien. Det er i forbindelse med sidstnævnte, at jernlungen kommer på banen, i og med at jernlungen i Medicinsk Museions samling blev brugt under polioepidemien i 1953. Ion får fortalt lidt af den historie til sidst i udsendelsen.

Patient i jernlunge.

Jernlungen har været udstillet før i tiden her på museet, men lige nu er den på magasin. Vi havde den dog fremme til en mindre udstilling i Bella Center for et par år siden, hvor anæstesilæger fra hele verden holdt møde. I den forbindelse fortalte vi hele historien om udviklingen af vejrtrækningsteknikker i forbindelse med polioepidemien, hvor danske læger var førende. Jernlungen var i virkeligheden ikke specielt velegnet til de poliopatienter, der var så alvorligt lammet, at de ikke kunne trække vejret selv. Som Ion fortæller i udsendelse døde 90 % af de patienter, der lå i jernlungen, hvorimod en lang række patienter blev reddet af en håndventilationsteknik, der også omtales i udsendelsen.

Udstyr til håndventilation. Fra udstillingen i Bella Center 2008

Men jernlungen er et fascinerende bekendtskab – den er  tung (vejer så vidt jeg husker omkring 500 kg – en af grundende til, at vi ikke lige udstiller den igen), og den har den flotteste grønne farve, så det er forståeligt, at programtilrettelæggerne gik efter at finde den og ikke de mindre, men nok mere poliorelevante, håndventilatorer. Desuden får seerne af programmet lejlighed til at komme med på skattejagt i Medicinsk Museions magasiner. Se udsendelsen her.

De kirurgiske værker udgør en ganske betragtelig del af den hippokratiske skriftsamling, og deres ægthed betvivles sjældent. Deres form kan dog virke lidt sammenstykket med gentagelser og overlapninger, men de enkelte dele er brillante.
Foruden ”In the Surgery”, ”Physician”, ”Ulcers”, ”Haemorrhoids”, ”Fistulas” og ”On Wounds in the Head” indgår ”On Fractures”, ”On Joints” og ”Mochlikón” (”Instruments of Reduction”) i denne gruppe.
Der ligger en imponerende erfaring og teknisk dygtighed bag disse værker, og de giver et klart billede af Hippokrates som læge.

Kirurgi (cheirurgía) betyder håndarbejde (eller håndværk), og som titlerne antyder, består arbejdet i håndtering af knoglebrud og andre læsioner og medfødte lidelser (Behandlingen af klumpfod i ”On Joints”, stk. LXII er berømt).
Arbejdet udføres ved hjælp af lægens og hans assistenters håndflader og muskelkraft (en enkelt gang tages foden til hjælp), foruden bandager, instrumenter og store maskiner til at sætte forvredne led på plads.
Titlen ”Mochlikón” betyder et apparat med løftestang, og i ”On Fractures”, stk. XIII beskrives ”den hippokratiske bænk” som er et leje af træ hvorpå patienten kan fastgøres og i lodret eller vandret stilling udsættes for træk i den nødvendige retning.
”Hvis man er læge i en stor by, er det bedst at anskaffe sig et apparat af træ i hvilket der er indrettet alt det nødvendige med henblik på behandling af alle brud og alle luksationer ved udstrækning og hævning.”
Den medicinske side af lægens arbejde træder her lidt i baggrunden, men farmaka og diætetiske forskrifter bruges med lige så stor overbevisning som håndgrebene.
”Alt i alt bør diæten være desto mere nøjagtig og langvarig, jo voldsommere skaden er.”
Det viser sig at være svært at få patienter med en velanlagt bandagering med skinne til at ligge på langs og holde sig til skånekost i den foreskrevne periode. Lægen beklager at dette går ud over helingen, men han er i øvrigt ganske klar over at led og muskler har bedst af at blive brugt.
”I hovedsagen vil alle dele af kroppen som er skabt til en funktion, blive sunde og veludviklede og ældes smukt, når de bruges med måde og trænes med øvelser de hver især er vant til. Hvorimod de bliver sygelige og uudviklede og ældes hurtigt, hvis de ikke bruges, men får lov at hvile.”
Om nødvendigt foretages amputation, helst i led hvor det er mindst smertefuldt. Der omtales ikke nogen form for bedøvelse. Metoden beskrives ikke nærmere, men det fremgår at små knogler hugges af, og større saves af. Her som ved andre større operationer står lægen med den fod nærmest patienten oppe på en lille skammel og vægten på den anden fod.
Den store sikkerhed i behandlingerne forudsætter en god anatomisk viden som kun af og til udfoldes i teksten.
Brachíon er betegnelsen for overarmen, pêchys for underarmen og cheír for hånden. Som så ofte i den antikke litteratur bruges cheír også om hele armen (dette stiltræk kaldes pars pro toto eller synecdoché).
Underarmens knogler karakteriseres blot, de navngives ikke, men den rette behandling af albueleddet regnes for den fornemste kunst.
Kæbekirurgi er også for specialister og folk som kan tænke sig om:
”Det er ikke let at beskrive kirurgien i sin helhed skriftligt – man må selv tage fantasien til hjælp ud fra det skrevne.”