MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

Sidder man alligevel i Nyhavn og nyder en kold drink i den tropiske sommervarme, er der god grund til at bevæge sig videre rundt i kvarteret og f.eks. gå en dejlig tur ned i Frederiksstaden, der ikke kun huser Amalienborg og Marmorkirken, men mange andre prægtige bygninger, heriblandt naturligvis Medicinsk Museion.

Det er en historisk og kontrastfyldt rejse og sjovt at tænke på, at Nyhavn, hvis udgravning blev iværksat af Christian d. 5 i 1671, engang primært var det muntre tilholdssted for sømænd fra alle 7 verdens have og et sted, hvor de kunne få afløb for deres drifter, synge drukviser og slå til Søren på diverse bæverdinger. I dag er disse steder mere eller mindre blevet udskiftet til fordel for eksklusive spisesteder.

Bevæger man sig så ned af Bredgade, som i høj grad har været og er kvarteret for det bedre borgerskab, og væk fra” sømandskvarteret”, er noget af det første man bemærker nok de fantastisk smukke guldkupler, der besmykker den russisk-ortodokse kirke Skt. Aleksander Nevskij.

Dens opførelse blev foranlediget af, at prinsesse Dagmar, som var datter af den danske kong Christian d. 9., giftede sig med den russiske Tronfølger Storfyrst Aleksander (Den kommende Kejser Aleksander d. 3.), og derved senere blev kejserinde af Rusland, kendt under navnet Maria Fjodorovna.  Ægteskabet med den kommende kejser indebar, at Dagmar konverterede til den ortodokse Kirke og derfor ønskede sig at have en kirke i København, hun kunne frekventere under sine utallige besøg i Danmark.  Da Aleksander d. 3. havde besteget tronen, anskaffede Den Russiske regering derfor et lille stykke jord i Bredgade og gav 300.000 Guldrubler til opførslen af kirken. Kejseren gav yderligere 70.000 guldrubler af sine private midler.

 Befinder man sig nu alligevel i Bredgade vil det også være naturligt at slå et smut om Amalienborg slotsplads og evt. se det nyistandsatte Frederik d. 8.s Palæ, der i disse dage, frem til d. 8. august, er åbent for publikum, inden det i fremtiden skal danne rammen om kronprinsparrets private hjem og diverse administrative og repræsentative opgaver.  

Sidst og ikke mindst vil det selvfølgelig være ganske oplagt at slutte denne hyggelige lille udflugt med at komme ind forbi os her på Medicinsk Museion Bredgade 62, hvor vi på sin vis samler trådene fra de forskelligartede miljøer i området.

 Foto af ældre dato af Medicinsk Museoins facade mod Bredgade, det tidligere Kongelige Kirurgiske Akademi.

På særudstillingen 6 Ting og Sager er der nemlig ikke kun mulighed for at beskue en sømandstatovering af ældre dato i glasbeholder, men også det royale islæt fra kvarteret er repræsenteret i form af Kejserinde Dagmars flotte rejseapotek fra ca. 1900-tallet. Det har fulgt hende på alverdens ture rundt om i det russiske rige og i Europa, og kan for øjeblikket opleves her på museet til den ringe sum af 20 kr. Derudover er der 4 andre interessante genstande på særudstillingen, som er værd at se ved samme lejlighed.

Man ved at Hippokrates blev født i 460 f.Kr., men man ved ikke hvornår han døde, kun at han blev meget gammel.
Man ved heller ikke hvordan han ældedes, men mon ikke han har måttet opleve et og andet fra denne hippokratiske liste på egen krop?

Aforisme III, 31:
”De gamles lidelser er: åndenød, halskatar med hoste, besvær og forstyrrelse ved vandladningen, ledsmerter, nyresygdomme, omtågethed, apopleksi, træthed, kløe over hele kroppen, søvnløshed, inkontinens, rindende øjne, næsedryp, svagsynethed, grå stær og tunghørhed.”

De følgende aforismer tegner et billede af robuste gamle grækere:
Aforisme II, 39: ” Gamle mænd er som regel sjældnere syge end unge, men de kroniske sygdomme som de får, er oftest nogle de dør med.”
Aforisme II, 49: ”De som har vænnet sig til at bære de byrder som lægges på dem, kan lettere bære dem, selv når de er svage eller gamle, end stærke, unge mennesker som ikke er vant til det.”

Aforisme I, 14:
“De som stadig vokser, har mest af den medfødte varme. De behøver derfor mest næring, ellers udsultes deres krop. Hos de gamle er varmen svag, og derfor har de kun brug for lidt brændstof. Hvis de får meget, kvæles flammen nemlig. Det er også derfor, febersygdomme ikke udvikler sig så akut hos gamle, kroppen er nemlig kold.”

Den store spændvidde i de hippokratiske skrifter gør at man kan finde en teoretisk baggrund for denne betragtning om livsvarmen i et andet af skrifterne som bærer den engelske titel ”Fleshes”.

1. ”Jeg benytter mig af almene synspunkter, både andres før mig og også mine personlige til brug for denne afhandling. For det er nødvendigt at antage et fælles udgangspunkt for synspunkterne, når man vil sammenfatte en sådan afhandling om lægekunsten som den følgende. Om det himmelske behøver jeg ikke tale undtagen for at påvise hvordan mennesket og de andre dyr formedes og blev til.” – - -

2. ”Det er min opfattelse, at det som kaldes varme, er uforgængeligt, og at det rummer al tanke og ser og hører og ved alt, både det nuværende og det kommende. Dengang alting var under forandring, bevægede størstedelen af denne varme sig ud til den øverste periferi. Det var nok det som vore forgængere gav navnet æteren. Den anden del nedenunder kaldes jorden, og den er kold og tør og i stor bevægelse, og meget af varmen findes inde i den. Den tredje del som er luften (aër) nærmest ved jorden, er meget fugtig og tæt.”

Efter denne indledning følger en detaljeret beskrivelse af hvordan mennesket er blevet til som et andet stykke bagværk under indflydelse af varmen.

Den græske titel (perì sárkon) kunne på dansk gengives med ”Om legemliggørelsen” med undertitlen: en lægelig skabelsesberetning fra antikken.

 Hver dag i sommerferien på museets åbningsdage er der mulighed for at tage børnene med på Medicinsk Museion og få en børnevenlig omvisning. (Målgruppen er ca. 7-12 år) I dag gik jeg lidt for sjov med på en af disse børneomvisninger for blandt andet at få indblik i, hvordan børnene reagerer på de til tider lidt barske sygdomsfortællinger fra gamle dage og deres interesse for de genstande, der har været brugt til behandling af f.eks. psykisk sygdom, tandproblemer og til fødsler mm.  Jeg var også lidt spændt på deres reaktion på de humane præparater, der står fremme i form af hjerter, lunger, dissekerede hoveder, skeletter og kranier mm. men det gik rigtig fint og blev iagttaget med stor interesse suppleret med spørgsmål som ”er hovederne ægte”? Dernæst fulgt af ”ej hvor sejt”!

 Et enkelt ”add” blev dog også udbrudt i forbindelse med at omviser, Lasse Bruun, på museets flotte apotek fortalte om, hvordan man bla. førhen har kunnet købe mos fra et menneskekranium og menneskefedt på apoteket, i troen på at det gav ekstra styrke og kraft..

Det var faktisk kun de to brødre, Gustav og Frederik på henholdsvis 9 år og 13 år, som i dag var repræsentanter for børnepublikummet i børneomvisningen. De var således på museumsudflugt med deres bedsteforældre og syntes begge to, at det havde været sjovt og spændende at være med rundt herinde. Især tandlægerummene fra en tid, hvor bakterierne virkelig fik frit spil og et kranie, hvori, der er boret et hul (trepanering til at normalisere trykket i hjernen), så ud til at give stof til eftertanke.. Også det lille barneskelet med engelsk syge fra udstillingen 6 Ting og Sager vakte stor interesse.

Frederik og Gustav kigger her på museets model over det Kongelige Frederiks Hospital, hvor kunstindustrimuseet i dag har adresse.

Alt i alt virkede det som om, de havde en fornøjelig tur, så hvis man ikke lige ved, hvad man skal underholde ungerne med under hele den lange sommerferie, kunne en rundvisning herinde (kl.13 på åbningsdage frem til d. 8/8) måske være sagen.. Tak til dem begge fordi jeg måtte bruge billedet af dem.

Hospitalspræst på Rigshospitalet, Christian Busch, gæsteblogger med en historie om et fotografi fra Fødselsstiftelsen i Amaliegade, København. Dette er det andet af to kapitler.

Historien om et fotografi, af hospitalspræst Christian Busch (Christian.busch@rh.regionh.dk)

Lørdagsdåb i Den kongelige Fødselsstiftelses dåbskapel.

Som nævnt i det forrige kapitel viser fotografiet dåb af de børn, der af hemmeligtfødende kvinder var overladt til stiftelsen. Så vidt jeg har kunnet finde ud af, så var der hver lørdag dåb af ugens ”høst” af hemmeligtfødende kvinders børn, som var efterladt på Fødselsstiftelsen. Fotografiet viser en sådan lørdagsdåb omkring år 1900. Jeg har set fotografiet gengivet i forskellige publikationer. I nogle publikationer står der, at billedet viser jordemoderelever, der bærer hemmeligtfødende kvinders børn til dåben. Jeg er ikke klar over, om det er det oprindelige fotografi, der hænger på mit kontor, men bag på fotografiet står: ”På præstens højre side frk. Dalsgaard, til højre igen frk. Agnes Bolen”. Jeg antager, at de to i næppe er jordemoderelever. Tværtimod er de formodentlig ledende jordemødre, og ser også noget ældre ud end de øvrige.

En af de interessante ting ved fotografiet er de genstande, man kan ane på fotografiet. Indenfor de seneste år er det lykkedes at genfinde de genstande, der ses på fotografiet. 

Dåbsfad og –kande

Dåbskanden som ses på fotografiet og dåbsfadet, som anes på døbefonden, findes stadig på Rigshospitalet. For omkring 10-12 år siden lykkedes det at indlemme Den kongelige Fødselsstiftelse tindåbsfad og tindåbskanden i Rigshospitalets samling af kirkelige genstande fra de institutioner, som er sammenlagt med Rigshospitalet. De havde indtil da været opbevaret på oversygeplejerskens kontor op Obstetrisk klinik.

Tindåbsfadet er meget skrøbeligt, og opbevares almindeligvis i en boks, fordi det ikke tåler daglig brug. Indskriften på dåbsfadet er ”Den Nye Fødelses-Stiftelsens Døbefad Anno 1787”. Dåbskanden, som ligeledes er af tin, har indgraveret Frederik 6.’s monogram (1808-39), og er således formodentlig af lidt senere herkomst.

Alterbillede

På fotografiets ses på dåbskapellets bagvæg et alterbillede. I mange år har alterbilledet været anset for at være gået tabt, og man havde blot kunstnerens skitse og fotografiet af lørdagsdåben tilbage. Imidlertid dukkede alterbilledet atter op for et par år siden på Rigshospitalet. Hospitalets ledende telefonistinde skulle flytte kontor og henvendte sig i den anledning til mig og fortalte, at hun havde et billede hængende på sit kontor, som hun mente at jeg, som præst, burde have på mit kontor.

Stor var min overraskelse, da jeg så, at det var alterbilledet fra Fødselsstiftelsen. Hun havde for mange år siden fundet det i et kælderdepot, og havde fået lov til at hænge det op på sit kontor. På den måde har hun formodentligt reddet det fra en grum skæbne, og nu er det fremme i lyset igen i fin stand.

Maleriet er et oliemaleri af Lucie Marie Ingemann (1792 – 1868). Det viser Jesus siddende centralt med børn omkring sig. I baggrunden ses nogle kvinder og mænd. Under maleriet på den store ramme, er sat en indskrift: St Matthæi 18 Cap. 10 :v. ”Seer til, at I ikke foragte Een af disse små; Thi ieg siger Eder: Deres Engle i Himlene see altid min Faders Ansigt, som er i Himlene”

Billedet har sin egen charme og er næsten naivistisk i sin fremtoning med de meget ens ansigtsudtryk hos børnene. For Lucie Ingemann var maleriets væsentligste mål at give religiøsiteten udtryk, frem for at følge samtidens akademiske krav til komposition og figurtegning. Lucie Ingemanns kunst knyttes sammen med de tyske malere, kaldet Nazarenere. De havde senmiddelalderens og den tidlige renæssances kunst som forbilleder. 

Hun malede en del altertavler til sjællandske kirker. Kun få af dem er bevaret i de kirker de blev foræret til.

Lucie Ingemann var gift med salmedigteren BS Ingemann. Han respekterede og understøttede hendes interesser og gav hende mulighed for at udvikle sine kunstneriske talenter, hvilket var et særsyn i denne periode.

Den kunstneriske vurdering af hendes arbejder, især altertavlerne, har aldrig været gunstig, hverken i samtiden eller eftertiden, hvor åndsfællesskab med tysk kunst nærmest blev et tabu. Ikke desto mindre må Lucie Ingemann regnes for professionel og en pioner blandt danske kvindelige kunstnere.

I 2009 lavede historikeren Rikke Vindberg og undertegnede en lille udstilling i anledning af at det var 250 året for at Den kongelige Fødselsstiftelse blev en del af Frederiks Hospital, det senere Rigshospital. Denne udstilling, som viser de omtalte genstande og fortæller mere om Den kongelige Fødselsstiftelse og de hemmeligt fødende kvinders historie, kan besøges i Rigshospitalets forhal indtil sommeren 2010.

Over de næste uger vil hospitalspræst på Rigshospitalet, Christian Busch, gæsteblogge her på siden med en historie om et fotografi fra Fødselsstiftelsen i Amaliegade, København. Dette er det første af to kapitler.

Historien om et fotografi, af hospitalspræst Christian Busch (Christian.busch@rh.regionh.dk)

Da jeg begyndte som præst på Rigshospitalet for 20 år siden hang der et fotografi i en ramme på væggen. Jeg har altid synes, at det rummer en utrolig fortælling. Både en fantastisk bid af Danmarkshistorien, et fascinerende kapitel af kvindehistorien og en bevægende historie om menneskeskæbner.

Fotografiet viser 15 jordemødre eller sygeplejersker, der sidder eller står med hver med deres barn på armen. Blandt kvinderne sidder en præst i præstekjole. En kvinde er ved at hælde vand fra en dåbskande op i et dåbsfad. På bagvæggen hænger et billede.

Fotografiet forestiller 15 jordemødre, som bærer spædbørn til dåben i Den kongelige Fødselsstiftelses dåbskapel omkring år 1900.

Det usædvanlige ved fotografiet er, at mødrene, eller forældrene ikke er tilstede ved deres barns dåb. Årsagen til at mødrene eller forældrene ikke er tilstede er, at mødrene har født deres børn som hemmeligtfødende kvinder og overlader barnet til Fødselsstiftelsen.

Jo mere, jeg har beskæftiget mig med billedet, jo mere interessant synes jeg at det er blevet – og jeg skal senere komme tilbage til nogle detaljer i billedet. Men først og fremmest – hvad er historien bag de ordningen om de hemmeligtfødende kvinder?

Ordningen om hemmeligtfødende kvinder

I begyndelsen af 1700-tallet var der, som følge af 1600-tallets pestepidemier og krige, et stort befolkningsunderskud i Danmark. Samtidig var der en stigende værdsættelse af det enkelte menneskes liv – også af ufødte børns og spædbørns liv. Kong Frederik 5. (1723 – 1766) og regeringen blev opmærksomme på, at en del spædbørn enten blev dræbt eller udsat som følge af de mange fødsler, der foregik i hemmelighed, fordi kvinden var ”kommet i ulykke”.

For at mindske antallet af spædbørnsdrab og henrettelser af kvinder, der var blevet afsløret i at ombringe deres nyfødte børn, påbød kong Frederik 5. i et reskript fra 1750, at der skulle oprettes et jordemoderhus, ’Det Frie Jordemoderhuus”i Gothersgade, hvor 2 jordemødre skulle modtage hittebørn og hjælpe kvinder, der ønskede at føde i hemmelighed. Hvis jordemødrene røbede de hemmeligtfødende kvinders navne, kunne de som straf landsforvises. Barselshjælpen skulle for uformuende være gratis. Der blev ligeledes oprettet en plejestiftelse, hvor de hemmeligtfødte børn skulle opholde sig indtil de kunne sendes i pleje hos en familie på landet.

Som der står i det reskript Frederiks 5. udsendte i 1750:

Altsaa, siden vi til at forekomme Misgierninger, som drager Guds Vrede og Straf over Lande og Riger intet heller ønskede, end at den saa ofte forekommende Barnefødsel i dølgsmaal og ofte derpaa følgende Fostrenes ombringelse kunde forebygges, have Vi allernaadigst funden for got, at anordne og befale at tvende godt bekiendte Jordemødre skal antages, til at betiende Dem, som enten af Undseelse ey ville have Deres Besvangrelse bekiendt, eller af Uformuenhed ingen hielp vide sig naar de giøre Barsel, da saadanne i forveien maa have Friehed til hemmelig at raadføre sig med disse Jordemødre.(kilde: Reskript – i Rigsarkivets arkivpakke: Samling af de for Fødselsstiftelsens og Frederiks Hospitals gældende retsregler 1750-1808.)

I 1759 blev fødselsstiftelsen overflyttet til det nyåbnede Frederiks Hospital (det nuværende Kunstindustrimuseum imellem Bredgade og Amaliegade) og i 1787 fik Den kongelige Fødselsstiftelse sin egen bygning i Amaliegade. I 1910 blev Den kongelige Fødselsstiftelse integreret i Rigshospitalet og flyttede til bygninger på Rigshospitalets nuværende beliggenhed.

I Fødselsstiftelsen førtes tre protokoller. En Fødselsprotokol med registrering af de fødte børn. Hvis moderen var hemmeligtfødende, stod der et nummer ud for moderens navn. Ligeledes førte man en protokol over de hemmeligtfødende kvinder. Ud for barnets nummer angav man moderens navn. Moderen blev lovet anonymitet til “evig tid”. I praksis betød det, at indtil 1908 skulle der gå 100 år før moderens navn måtte oplyses. Efter 1908 kunne barnet få moderens navn oplyst 18 år efter sin fødsel. I 2007 blev arkivloven ændret, så offentligheden kunne få adgang til protokollerne på samme måde som til andre personoplysninger. Den tredje protokol var en dåbsprotokol. Børn, der blev efterladt af moderen med henblik på bortadoption, blev døbt i Fødselsstiftelsens dåbskapel, som fotografiet viser.

Det var en i europæisk sammenhæng enestående ordning. Mange kvinder, der var ”kommet i ulykke” søgte til Den Kongelige Fødselsstiftelse for at føde deres barn i dølgsmål. I fødselsstiftelsens protokoller over de hemmeligtfødende kvinder findes kvinder fra hele Danmark, alle de nordiske lande, fra de Baltiske lande og Rusland.

Den svenske forfatter Astrid Lindgren er et af de sene eksempler på en kvinde, der henvendte sig til Rigshospitalet for at føde sit barn i dølgsmål. Som 18-årig og journalistelev ved lokalavisen Vimmerbytidningen blev hun gravid. Barnets far, avisens chefredaktør, ville gifte sig med hende. Hun afslog og flyttede til Stockholm. Sønnen Lars (Lasse) blev født den 4. december 1926 på Rigshospitalet i København. Han døde i 1986. Hun havde fået hjælp fra en advokat til at klare formaliteterne, og Rigshospitalet viste sig at være det eneste sygehus i Skandinavien, der tog imod fødende kvinder uden at orientere myndighederne, således at hun undgik at oplyse, hvem faren til barnet var. Sønnen var i familiepleje de første år, før han blev hentet hjem til Stockholm i 1929, efter hans danske fostermor var blevet syg (kilde: http://da.wikipedia.org/wiki/Astrid_Lindgren, 2. januar 2009 )

Fortsættes…

Der er den første hippokratiske aforisme, og så er der alle de 411 andre. Den første er meget berømt og aldeles med rette. Den lyder sådan:
”Livet er kort, kunsten lang, øjeblikket tilspidset, forsøget usikkert, afgørelsen vanskelig. Man skal ikke blot selv yde sin pligt, når man griber ind, men også få den syge og de tilstedeværende og de ydre omstændigheder til at samarbejde.”

Den første aforisme er en vellykket sammenfatning af de holdninger som er gennemgående i de hippokratiske skrifter, selv om de er nedskrevet af flere forskellige forfattere.

Den er i tidens løb blevet oversat på forskellige måder, fordi nogle af de græske ord er vanskelige at gengive uden kommentarer:
”øjeblikket” står for det helt rigtige øjeblik, men ordet kan også bruges om den helt rigtige mængde - 
”forsøget” er ikke så meget det at foretage et eksperiment som at indsamle erfaring fra hvert enkelt tilfælde (forsøg hedder på græsk peîra, heraf empiri).

Et par eksempler fra de andre aforismer kan illustrere at de handler om stort og småt uden større indbyrdes sammenhæng.
I, XIII ”Gamle klarer lettest faste, dernæst modne mennesker, mindst de unge og allermindst børn, især den slags som er usædvanligt livlige.”
II, 46 ”Hvis to lidelser rammer samtidig, men ikke på samme sted, fordunkler den værste den anden.”
VI, 28 ”Eunukker får ikke podagra og bliver heller ikke skaldede.”
VII, 56 ”Uro, gaben og kuldegysninger afhjælpes ved at drikke vin iblandet lige dele vand.”

Aforismeformen har været populær hos de hippokratiske læger og deres elever.
Skrifterne ”Nutriment”, ”Dentition”, ”Prorrhetic I” og ”Coan Praenotions” er også i aforismeform.
En aforisme fra ”Dentition”:
”Ikke alle børn dør, hvis de får kramper under tandbruddet. Mange redder sig igennem.”

Det giver anledning til at spekulere over hvad betegnelsen aforisme dækker. Oprindelig betyder det afgrænsning og er det samme ord på græsk som definition på latin, men aforismerne er ikke definitioner, men citater eller undertiden blot noter, revet ud af deres sammenhæng.

Aforisme II, 22 er en lidt forenklet udgave af den hippokratiske regel om at det modsatte behandles med det modsatte (contraria contrariis curantur).
”De sygdomme som er forårsaget af overfyldning, behandles med udtømning, og de som er forårsaget af mangel, behandles med opfyldning. På samme måde består også i andre tilfælde behandlingen i det modsatte.” Reglen forklares i større sammenhæng i skriftet ”Om åndedrætsluft”.

Den sidste aforisme VII, 87 er næsten lige så kendt som den første:
”De sygdomme som farmaka ikke kan kurere, kurerer kniven. De som kniven ikke kan kurere, kurerer ilden (brændejernet). De som ilden ikke kan kurere, må regnes for uhelbredelige.”

Nynke Birgitte Genee, kandidatstuderende i dansk på KU, skrevet for en tid siden en opgave på kurset i kurset ‘Anvendt museologi’ med titlen ‘En sanselig og poetisk oplevelse af biomedicinen: om den æstetiske formidlingsform i udstillingen i det medicinskhistoriske museum Medicinsk Museion’. Kurset fokuserede på det tekstlige niveau i udstillinger, især genstandstekster, men man arbejdede også med narratologi som metode til at analysere udstillingers æstetik. Vi har fået lov at gengive Nynkes opgave her:

• Indledning
• Den refleksive udstilling
• Ny museologi
• Analyse af udstillingen Del og Hel
• Mellem kunst og videnskab
• Den narrative og den poetiske model
• Fra deskriptiv til berettende fremstillingsform
• Et flerperspektivisk blik på biomedicinen
• En sanselig udstillingsoplevelse
• Vurdering
• Konklusion
• Litteraturliste

Indledning

Genstanden for denne opgave er udstillingen Del og Hel. Brudstykker fra biomedicinens tid vist på det medicinskhistoriske museum, Medicinsk Museion, i perioden juni 2009 til april 2010. Udstillingen bliver af museet selv betegnet som en “materielt og visuelt eksperimenterende udstilling” . Den canadiske kunstner Martha Flemming har fungeret som udstillingens hovedkurator. At en kunstner har været inde over udstillingen, har sat sit tydelige præg på udstillingens koncept og formidlingsform, der ikke er traditionel videnskabelig, men æstetisk funderet. Den æstetiske formidlingsform, mener jeg, anvendes ikke blot som middel til at nå ind til biomedicinen, men også til at sætte museets egne udstillingsmetoder i fokus. I forlængelse heraf kan man kalde Del og Hel en metaudstilling eller en refleksiv udstilling. Den refleksive udstillingsform, som sætter sig igennem i udstillingen, lader sig i stigende grad spore i flere moderne vestlige museer. I dansk sammenhæng kan bl.a. nævnes Det Kongelige Biblioteks skitseudstilling Everything you think of is true fra 2008/2009, kurateret af kunstner og teaterinstruktør Robert Wilson, eller Københavns Bymuseums legetøjsudstilling StorbySpilopper fra 2009/2010, kurateret af værten fra børnetime på DR1, Shane Brox. Kendetegnende for begge udstillinger var deres iscenesættelse af genstandene i et eventyrligt, næsten disneyagtigt univers. Med æstetikken i fokus synliggjorde udstillingerne deres egen ramme som værende et formgivende element i hele udstillingen.

Med udstillingen Del og Hel som genstand vil jeg i denne opgave undersøge, hvordan æstetikken kan bruges som indgangsvinkel til videnskaben. Jeg vil se på, hvordan udstillingen igennem dens blanding af æstetik og videnskab kan være med til sætte nye perspektiver på videnskaben og således bidrage til dannelsen af ny betydning. At blande to distinktive områder som æstetik og videnskab med hinanden kan have en frugtbar indvirkning på forståelsen af udstillingens genstande, men bliver æstetikken for markant, kan den også lede opmærksomheden væk fra indholdet. Dette ser jeg som en fare ved den æstetiske formidlingsform, som også kommer til udtryk i Del og Hel. Et andet aspekt ved opgaven vil således også være at undersøge, hvor den æstetiske formidlingsform har sine begrænsninger. De to nævnte undersøgelsesområder kan således samles til det, der skal udgøre opgavens overordnede spørgsmål: hvorledes er den æstetiske formidlingsform med til at ‘åbne’ henholdsvis ‘lukke’ for genstandenes betydning?
Read the rest of this entry »