Museion besøger AUTOPSI
Skrevet af Jonas Paludan
den 07-10-2009
Tagged Under : Anskuelsestavler, Autopsi, Den Frie Udstillingsbygning
Morten, Jeppe og undertegnede tog for noget tid siden forbi Den Frie Udstillingsbygning (lige ved Østerport st.) for at besøge udstillingen AUTOPSI – mere end 500 anskuelsestavler.

Morten (tv) og Jeppe i udstillingen
Undertitlen på udstillingen er i høj grad rammende. Væggene i udstillingensbygningen var dækkede med anskuelsestavler som de kendes fra tidligere tiders klasselokaler (bruges de i det hele taget stadigvæk?). Tavlerne var organiseret så de hang samlet i overskuelige temaer. Biologi, historie, bibelkundskab, industri m.m. og fungerede som stumme formidlere af en spændende historie. Og her var vi vist enige om, at vi savnede mere. Selvom tavlerne var interessante i sig selv, var de fuldstændig berøvet deres originale kontekst. Således var der ingen tekst overhovedet i selv udstillingen (udstillingsteknisk set var temaerne dog klart adskilte – det virkede fint). Det er for så vidt ikke noget problem, hvis intentionen var, at tavlerne skulle ses som rene kunstobjekter og at udstillingen således var en ren kunstudstilling. Noget tyder dog på, at ambitionerne rakte videre. Således kan man på udstillingens hjemmeside læse følgende:
“Tavlerne repræsenterer tidligere epokers måde at skildre, fortolke og formidle verden på, og udstillingen sætter fokus på visuel betydning og dermed generelt vores syn på billedet som gengivelse af virkeligheden. Integreret i kunstinstitutionens rammer får beskueren mulighed for at rette opmærksomheden om den måde, man dengang og i dag producerer og formidler viden på.”
Det er en dybt interessant problemstilling, men der er ikke meget hjælp at hente for beskueren. Eksempelvis er det ikke klart, hvad begrebet ”dengang” dækker over. Eftersom der ikke er skyggen af et årstal eller en hjælpende tekst, overlades det til den besøgende selv, at gætte på, hvilken kontekst tavlerne er fremstillet i. Hvilke metadiskurser var dominerende i den periode som den enkelte tavle opstod i? Tavlerne er nok et billede på tiden men har, efter min mening, svært ved at stå alene.
Det bør dog ikke stjæle fokus fra, at tavlerne er fantastiske objekter i sig selv. De er generelt fantastisk godt udført. Ikke underligt var det de tavler der på en eller anden måde, beskæftigede sig med anatomien, der fængede undertegnede mest (det må vist være en arbejdsskade). Tag eksempelvis de to nedenstående tavler:


Interessante illustrationer af korrekt og forkert arbejdsstilling.

Anskuelsestavler der viser den menneskelige anatomi. Flere af disse findes også her på Medicinsk Museion

Et blik gennem udstillingsbygningen

Her en anskuelsestavle der viser huden. Det kunne vel lige så godt være abstrakt kunst?

Selvom den medicinske relevans er til at overse, blev hvalen her en personlig yndling

Her ses et udsnit af de historiske anskuelsestavler





Det er jo principielt set samme udstillingskoncept som i vores nuværende lille særudstilling Blikfang og blærebilleder (http://museion.ku.dk/udstillinger/saerudstillinger/blikogblar.aspx) — dvs. at tage billederne ud af deres kontekst for at sætte fokus på det æstetiske udtryk.
Det bliver nemt til en diskussion mellem kulturhistoriske og kunstneriske præferencer. Nogle er ligeglade med kontekst og forklaring fordi de vil se billederne som de er, måske for at lade fantasien løbe afsted uden for meget staffage. Andre mangler det historiske perspektiv for at skabe mening omkring billederne.
Jeg er gået fra at være superkontekstualist til at være nærmest anti-kontekstualist, selv om jeg ‘falder i’ en gang imellem. Det er den intellektuelle del af mig som vil have kontekst.
Det er noget interessant i det der skisma mellem åben og lukket kommunikation. På den ene side er en kontekstløs, men dog tematisk ordnet, udstilling en opfordring til at lade billederne tale. Der er ingen synlig kuratorstemme, der tolker billedet for os, og vi må selv tage ansvaret for at fylde mening i oplevelsen. På den anden side føler vi os snydt. Nogen ved mere – nogen ved noget, som de ikke vil dele.. Og dermed bliver formen lukket. Jeg oplever samme dobbelthed i vores egen særudstilling Del og hel. Den vil ikke trække fortolkninger ned over hovedet på sit publikum, og som konsekvens af den bevidste form, er der få tekster og kun lidt forklaring. Intentionen er at give rum for åben fortolkning, men resultatet er ofte, at publikum føler sig uden for. “man skal nok have en omvisning, for at få noget ud af udstillingen..” hørte jeg nogen sige dernede forleden. Så kunne man ønske, at publikum havde lidt mere selvtillid og lod sig gribe af det, som Thomas kalder – “at lade fantasien løbe”.. at de netop ikke efterlyser en skjult mening, som kuratorer har placeret i udstillingen, men istedet selv forsøger at skabe en mening alene ud fra det, de ser og de tanker, det bringer frem.. Så spørgsmålet er: er vi gode nok til at gøre udstillingen åben for fortolkning?
Historier fra videnskaben er jo ofte meget mere syrede og vilde end vores egen fantasi, men de kvaliteter dør tit, når de skal sættes i en pædagogisk og didaktiv ramme – eller når de slet ikke bliver sat i nogen ramme, som det er tilfældet i AUTOPSI. Endo-ecto var egentligt et meget godt eksempel på vellykket forskningskommunikation i og med at kunstneren fik skabt et rum, hvor vi kunne interagere med lægen, og få hans idéer og tanker præsenteret i en kontekst, der i højere grad handlede om fantasi og forestillinger end om vidensoptagelse.
Problemet med AUTOPSI er, at der ikke er skabt en god nok kontekst, der gør det muligt få beskueren at få gang i sin fantasi og indlevelse på en kreativ måde. Istedet lukker værkerne sig om sig selv.
Så som Bente rigtigt skriver, så handler det om at få konstrueret rammen på en måde, så den balancerer mellem den lammende pædagogiks Scylla og den afvisende kontekstløsheds Charybdis.
Ja, jeg synes bare hvalen var sjov
[...] dag skrev jeg en blogpost om udstillingen AUTOPSI i Den Frie Udstillingsbygning ved Østerport. Den affødte en række gode kommentarer som jeg gerne [...]