Kontekst eller ej?
Skrevet af Jonas Paludan 
den 12-10-2009
Tagged Under : Anskuelsestavler, Autopsi, eurocentrisk, kontekst i udstillinger
Forleden dag skrev jeg en blogpost om udstillingen AUTOPSI i Den Frie Udstillingsbygning ved Østerport. Den affødte en række gode kommentarer som jeg gerne vil følge lidt op på. Bl.a. er diskussionen om kontekst interessant.
Personligt vil jeg som regel gerne have et indtryk af den enkelte genstands oprindelse og kontekst. Det gælder eksempelvis dette billede som kunne ses i udstillingen:
Hvad er baggrunden for dette billede?
Som sagt var udstillingen AUTOPSI fuldstændig blottet for tekst, hvilket havde den positive effekt, at der var bedre mulighed for at vurdere de enkelte anskuelsestavler ud fra deres rent æstetiske fremtræden. Den negative bivirkning ved denne formidlingsform er, at billeder som det ovenstående tydeligvis rummer en historie, som bliver overladt til fantasien. Her savner jeg noget så positivistisk som….fakta. Hvornår er billedet fra? Hvem stod bag produktionen af billedet? Og, lad mig da bare sige det, i hvilken kontekst blev billedet benyttet?
De associationer jeg får når jeg ser på billedet er umiddelbart ikke videre positive. Jeg tolker det på den måde, at vi her har at gøre med en rest af eurocentrisk kolonialisme. Den hvide mand på billedet er det naturlige centrum, omgivet som han er af mere eller mindre, ædle vilde. Disse vilde bærer tegn på deres etniske oprindelse (fjer hos indianeren og hårpisk hos kineseren) og stirrer alle væk fra beskueren. Den eneste der kigger direkte frem er europæeren og ud fra hans tøj, vil jeg umiddelbart skyde på, at vi befinder os engang i slutningen af 1800tallet eller starten af 1900tallet.
Det er på ingen måde sikkert at disse associationer er korrekte. Er det tværtimod mig der ligger en fuldstændig forkert tolkning ned over billedet? Det ved jeg desværre ikke, og udstillingen gav mig desværre ikke nogle svar. Adam rammer med sin kommentar sagens kerne når han siger: “Problemet med AUTOPSI er, at der ikke er skabt en god nok kontekst, der gør det muligt få beskueren at få gang i sin fantasi og indlevelse på en kreativ måde. Istedet lukker værkerne sig om sig selv.”
Jeg er helt enig og ærgrer mig over, at de mange fantastiske historier der ligger bag anskuelsestavlerne, desværre havde svært ved at komme til deres ret.
Hvis man insisterer på at blive vejledt synes jeg altid at ethvert materiale skal ses i fremstillingsårets tidsånd. Hvis man nyfortolker sagerne får man kun den nuværende tidsånd til at præge indholdet. Og den tidsånd er under konstant udvikling.
Her fx en beskrivelse af Italienere fra et leksikon anno 1918:
Norditalienere er høje og lyshårede individer … små helt igennem mørkhårede og mørkøjede syditalienere.
Åndelig set kan Italieneren karakteriseres ved en hurtig opfattelsesevne, en stor åndslivlighed, et lidenskabeligt temperament, en stærk fantasi og en vis ubeherskethed i offentlig optræden.
… næsten snudfornuftig forstand der midt i følelseslivets … tillader ham at beregne hvad der i det enkelte øjeblik mest tjener hans fordel.
Naturlig ynde og næsten barnlig munterhed samt en mærkelig og udpræget kunstsans. Men skyggesider mangler ikke. Uvidenhed, dovenskab mangel på udholdenhed, uærlighed, lavhed overfor sin modstander, kynisme i kærlighedforhold og råhed i behandlingen af dyr er egenskaber der hos gennemsnitsitalieneren desværre er alt for hyppige.
Hej Benny,
Tak for kommentaren! Den slags henvisninger er jeg helt vild med. Når man først går på opdagelse i gamle leksika er der mange skatte at finde.