Jeg har sagligt redegjort for, hvorfor intranettet er lukket, og hvordan brugerne har været inddraget i udviklingen af intranettet, som svar på dine indlæg. Din sidste kommentar bidrager ikke til en videre konstruktiv fortsættelse af dialogen, så jeg synes vi skal stoppe udvekslingen her.

Bedste hilsner

Anders

På mig virker det ærligt talt lidt foruroligende, at du fremhæver at du “allerede i 2005″ tog et kursus i brugerinddragelse, og at udviklingen inden for netmediet derfor ikke er gået helt hen over hovedet på dig og kollegerne.

Foruroligende, fordi 99% af al web 2.0-udvikling jo netop er foregået i de sidste 5 år, dvs. efter at du gik det kursus. Så mon ikke det havde været mere præcist at sige at fordi du ikke har taget kursus i brugerinddragelse på IT-universitetet siden 2005, så har udviklingen inden for netmediet desværre gået hen over hovedet på kommunikationsafdelingen

Dvs. du bekræfter min oprindelige fornemmelse af at den centrale kommunikationsafdeling er præget af en ret traditionel kommunikationskultur. Jeg kan give flere eksempler, men dem vil jeg vende tilbage til hvis vi kører den her diskussion videre.

Gode hilsner,

Thomas

Jeg er lidt ærlig over at blive sat i bås som tilhænger af en ”traditionel opfattelse af informationsflow” i modsætning til dem som ”tror på, at brugerne er kompetente til selv at filtrere i informationen”.

Sagen er nemlig den, at vi faktisk har bestræbt os på at lytte til og lære af brugerne i intranetprojektet. Vi har blandt andet lavet en foranalyse, hvor vi interviewede over 180 personer på universitetet (studerende, forskere, undervisere, administrative medarbejdere, danske, udenlandske).
Et gennemgående træk i brugernes tilbagemelding var, at de nok var kompetente til at sortere i informationen, men at de gerne ville bruge deres tid på vigtigere ting såsom at studere eller forske. Med andre ord, brugerne ønsker relevant information, hvilket vi blandt andet forsøger at løse ved at personalisere intranettet – og det forudsætter login.

Vi har også inddraget brugerne undervejs i selve intranetprojektet. Vi har lavet workshops med udvalgte brugergrupper, hvor vi sammen har udarbejdet prototyper til intranettet. Efterfølgende har vi brugertestet prototyperne af intranettet og rettet til, hvor der var problemer. Og vi lavet yderligere en brugetest af det næsten færdige system, for at sikre de nye løsninger faktisk virker.

Jeg hævder ikke, at vi har lavet det perfekte intranet, eller et der bare kommer tæt på. Men at brugerne har været inddraget, og at vi har taget deres behov og ønsker alvorligt, kan der ikke være tvivl om. Og så kan jeg i øvrigt fortælle, at jeg allerede i 2005 tog kursus i brugerinddragelse på IT-Universitet, så udviklingen inden for netmediet er ikke gået helt hen over hovedet på os i kommunikationsafdelingen.

Bedste hilsner

Anders

Først om ‘open access’: der er godt nok blevet skrevet meget om ‘open access’ specifikt i forbindelse med adgang til videnskabelige artikler bag betalingsmure. Men som du bl.a. kan se på Wikipedia (http://en.wikipedia.org/wiki/Open_access), så bruges betegnelsen ‘open access’ tit meget bredere, fx. som “access to material via the Internet in such a way that the material is free for all users to read and use”.

Hvor meget skal skjules på intranet bag passwords? Selvfølgelig findes der indhold, fx. personfølsomme oplysninger, som ikke skal spredes offentligt. Men den almene erfaring er, at det meste som lægges på intranet sagtens kan tåle dagens lys. Jo større organisation vi taler om, jo sværere er det for øvrigt at holde indholdet på intranettet hemmeligt, og så kan man alligevel lige så gerne lægge det åbent frem. Når det lille ITU, som nemmere ville kunne opretholde hemmelighederne på intranettet, alligevel vælger at lægge det meste ud på internettet, så bør ville det være oplagt at det store KU gjorde detsamme,

Jeg tror at den afgørende skillelinje i den her diskussion er, hvorvidt man vil holde fast i en traditionel opfattelse af informationsflow som noget, der skal tilrettelægges og lægges ind bag password-murer — eller om man tror på at brugerne er kompetente til selv at filtrere informationsflowet.

Dit sidste argument — at KU’s intranet vil gøre det muligt at begrænse informationsflowet til “de nyheder, systemadgange og links, som er relevante for brugeren frem for at vise alt for alle” — er lige præcis udtryk for en sådan traditionel kommunikationsopfattelse. Som bruger vil jeg faktisk selv afgøre hvad der er relevant for mig; det er ikke noget som kommunikationsafdelingen skal afgøre på mine vegne via mit IP-nummer.

Grunden til at ITU har åbnet deres intranet er jo fordi de er med på vognen når det gælder bruger-dreven internetkommunikation. Det var allerede i 2004 som Tim O’Reilly lancerede begrebet ‘web 2.0′, og i de efterfølgende fem år har flere og flere webbrugere internaliseret ideen som en selvfølge.

Jeg vil foreslå at kommunikationsafdelingen begynder at følge med tiden — fx ved at tage på et fælles grundkursus i bruger-dreven internetkommunikation. Måske ville ITU kunne arrangere et kursus for jer?

Som projektleder for det kommende intranet, vil jeg svare på din sidste kommentar.

Jeg er også tilhænger af open access. Men som jeg forstår begrebet, handler det om at gøre forskningspublikationer alment tilgængelige. Og KU’s kommende intranet skal ikke bruges som depot for forskningspublikationer, men først og fremmest til at understøtte interne arbejdsprocesser.

Når vi ”gemmer” intranettet bag login har det primært to årsager:

For det første har det været et udbredt ønske blandt institutter og fakulteter, som i dag er nødt til at bruge eksterne sider til intern information i mangel af et egentlig intranet. Det kan dreje sig om referater, personlige oplysninger eller andet, som man ikke ønsker at dele med hele omverden – eller at blande med den eksterne kommunikation.

For det andet gør et login til intranettet det muligt at personalisere intranettet, fordi vi kan identificere den enkelte bruger. På den måde kan vi nøjes med at vise de nyheder, systemadgange og links, som er relevante for brugeren frem for at vise alt for alle. På Københavns Universitet – som både målt på antallet af ansatte og studerende – er 20 gange så stort som IT-Universitet, er det afgørende for at gøre intranettet overskueligt. Det mener vi er god kommunikationspolitik.

Med venlig hilsen

Anders Lindskov

Tak for din kommentar. Men du forholder dig ikke til pointen i mit indlæg. Mit navneforslag handlede ikke om at vinde en konkurrence — men om at sætte fokus på at KU’s nye intranet går imod den globale trend i retning af open access.

At lukke dele af universitetets information inde bag password-beskyttede mure er et rigtigt dårligt signal. Selvfølgelig findes der personfølsomme oplysninger og andet som ikke bør lægges ud i det offentlige rum. Men ellers kan faktisk stort set det meste af det der nu ligger på intranettet gøres åbent tilgængeligt.

IT-universitetet foregår med godt eksempel. De giver alle besøgende næsten fuld adgang til deres intranet, uden password.

Mener du at ITU’s åbne intranet er dårlig kommunikationspolitik?

Mange hilsner,

Thomas
PS: det var selvfølgelig forkert af mig at påstå at det var kommunikationsasfdelingen alene som havde udvalgt de fem finalistnavne. Vicedirektøren for kommunikation og forskningsformidling havde, som du rigtigt påpeger, tre andre personer til at hjælpe med udvalget af de fem fantasiløse navne.

Det er ikke kommunikationsafdelingen, der har udvalgt de fem finalistnavne men et dommerpanel bestående af studenterrådsformand Anne Bie Hansen, fakultetsdirektør Marianne Rønnebæk, vicedirektør for Kommunikation og forskningsformidling Jasper Steen Winkel og intranetekspert Mads Richard Møller (Intracom). Læs mere på http://intranetguide.ku.dk/navnekonkurrence/dommerpanel/ Når de ikke udvalgte lige netop dit forslag kan en af forklaringerne måske være, at de også skulle lytte til de 1888 andre forslagsstillere og prøve at tage hensyn til de kommende brugere.

Mvh Anna Høxbro Bak, kommunikationsmedarbejder KU