Invitation til professor Helle Johannesen
Skrevet af Jonas Paludan 
den 29-09-2009
Tagged Under : alternativ behandling, Professor Helle Johannesen, videopodcast
For ganske nyligt så jeg et videopodcast om professor Hanne Johannesen der er leder af forskningsenheden for Helbred, Menneske og Samfund på Syddansk Universitet. Videopodcast er i sig selv en interessant måde at lave forskningsformidling på da de nærmest fungerer som små miniforelæsninger og giver en kort introduktion til et forskningsfelt. Til forskel fra en normal forelæsning er der dog ikke mulighed for at stille uddybende spørgsmål til professoren og det er selvfølgelig en smule ærgerligt.
Men hvorfor ikke tage spørgsmål og debat her på bloggen? Hvem ved, der kunne være andre der også var interesseret i alternativ behandling og det kunne være interessant at afprøve blogmediets muligheder. Derfor har jeg netop sendt en mail til professor Johannesen og inviteret hende til en lille webbaseret dialog om alternativ behandling. Der er med andre ord tale om en åben blogpost i stil med et åbent brev.
Om Johannesen vil tage imod invitationen kan jeg ikke sige, men jeg håber det meget. Lad os få forskningsformidling 2.0 i gang.
Lets go!
Kære Hanne,
Tak for et interessant podcast! Her på Medicinsk Musieon har vi nogle fantastiske samlinger der relaterer sig til den medicinske kulturarv, men ikke så meget til alternativ behandling. Det videopodcast man kan se på Center for Kunst og Videnskab’s hjemmeside affødte en række spørgsmål, som jeg håber du kan besvare. Forhåbentlig finder du også denne form for webbaseret dialog interessant. Det er en om jeg så må sige, alternativ måde at bedrive forskningsformidling på, så jeg håber du er frisk på at være med.
Derfor hopper jeg lige ud i det: hvordan formår I på forskningsenheden for Helbred, Menneske og Samfund at holde en kritisk distance til det forskningsfelt i studerer? Er der ikke en reel chance for at I går “native”? Grunden til at jeg spørger, er på grund af de to eksempler du anvender.
Dels det om brugen af bukkehornsfrø som behandling mod en splint i fingeren og dels eksemplet med den ældre mand der var plaget af gigt, men genvandt en del af sin førlighed. Umiddelbart opfattende jeg det på den måde, at du selv mener at alternativ behandling kan bidrage med meget, men hvor stopper den personlig interesse og hvornår tager den professionelle forsker over?
Du nævner også, at der er brug for forskningsmetoder der møder alternative behandling på deres egne præmisser og som samtidigt kan anerkendes i det videnskabelige samfund. Men hvad mener du med at møde den alternative behandling på dens egne præmisser? Hvilke præmisser er der tale om, og hvorfor skal man gå ind på deres dem? Er det overhovedet nødvendigt?
Du nævner også brugen af forsøg, eller mangel på samme. Hvis man ikke kan bruge kliniske forsøg til at af- eller bekræfte om alternativ behandling virker, hvordan forholder I jer så til det? Jeg forstår godt, at alt ikke kan bevises eller modbevises i det kliniske laboratorium, men hvordan arbejder I så med det?
Du siger; “Mange mennesker får rigtig meget ud af det og oplever en positiv effekt” Er det godt nok?
Tak for din tålmodighed. Jeg afventer med spænding dit svar.
Jonas Paludan
Kære Jonas Paludan,
Tak for din interesse. Jeg er ikke en blogger – da jeg synes nettet bruger alt for meget af min tid, men jeg kan jo ikke sidde din invitation overhørig. Så her er et svar.
Først: Jeg hedder ikke Hanne, men Helle.
Og så til dine spørgsmål/kommentarer:
Om jeg er gået ‘native’? Nej, tværtimod, vil jeg sige. Jeg er gennem årene blevet mere og mere kritisk overfor alternative forklaringsmodeller. Men med de to eksempler, prøver jeg at vise, at der er folk, der helt konkret oplever positive effekter, og alt en sådan oplevelse var af betydning for, at jeg begyndte at forske i dette felt. Det betyder dog ikke, at jeg tror på alverdens alternative forklaringer. Det betyder heller ikke, at jeg mener at det virker overfor alt. Jeg tror ikke, at urter generelt virker bedre end lægemidler, men der er visse urter, der har en (ofte svag) virkning – som lægemiddelindustrien iøvrigt har bygget videre på i udviklingen af lægemidler.
Når jeg nævner at der er brug for metoder, der ser på fænomenet alternativ behandling på feltets egne præmisser, henviser jeg til at et grundprincip i mange alternative behandlingsformer er, at hvert enkelt menneske skal behandles unikt. Det indebærer, at to mennesker der lider af et ensartet symptom (fx en bihulebetændelse) ikke nødvendigvis skal have samme behandling, idet der kan være forskellige årsager til symptomet. Traditionelle kliniske forsøg er bygget op omkring ensartede medikamenter til personer med ensartede symptomer/sygdomme, men også indenfor moderne lægevidenskab er man begyndt at interessere sig for individualiserede behandlinger (eller ‘personalised treatments’, som de kalder det i engelsktalende lande), og der arbejdes med udvikling af det kliniske forsøg, så man kan arbejde med at deltagende patienter får forskellige behandlinger. Her er et stort potentiale for de behandlinger, der hidtil har haft problemer med kontrollerede forsøg – og det gælder jo også for fx sygepleje, ergoterapi, fysioterapi og almen lægepraksis.
Jeg mener at vi har brug for kliniske forsøg, og at de også skal være kontrollerede. De kan også blindes i et vist omfang (det er svært at blinde patienter og behandlere i forsøg om zoneterapi, men man kan blinde den, der opgør data, så længe der er tale om kvantitative data).
Men… der er brug for tværfaglige teams, som går ind og ser på ‘virkningen’ på mange forskellige måder, så vi kan blive klogere på, hvad det egentlig er, der foregår.
Der er rigtig mange patienter, der overfor mig, har givet udtryk for, at de oplever en positiv effekt. Mange af dem lider af sygdomme, som det etablerede system har svært ved at helbrede – altså kroniske sygdomme. Selvom der måske ikke er fysiologisk effekt af behandlingen, vil det være interessant, hvis den kan forbedre livskvaliteten og funktionsevnen. Den form for virkning har betydning for den enkelte patient, men har også potentiel betydning i et samfundsmæssigt perspektiv, da der kan være mange penge at spare på sygedagpenge etc.
Med venlig hilsen
Helle Johannessen
Kære Helle,
Tusind tak for dit venlige svar. Jeg er glad for at du valgte at tage debatten og jeg har fuld forståelse for, at du er travlt optaget af andre ting og derfor ikke blogger normalt. Selv tror jeg at blogmediet har muligheden for at bringe forskningen tættere på folket (for nu at sige det lidt højtideligt) og dermed kan mindske kløften mellem universiteterne og det omgivende samfund. At der med andre ord kan være et vist demokratisk element i brugen af mediet.
Først vil jeg dog gerne give dig min uforbeholdne undskyldning fordi jeg skrev dit navn forkert. Det er selvfølgelig ikke professionelt. Jeg er glad for at du, på trods af min fejltagelse, alligevel valgte at svare.
Jeg må indrømme at jeg fik det indtryk at du var endog meget positiv over for alternativ behandling, men det kan måske skyldes den form som podcastet har? Det eksempel du bruger med bukkehornsfrøene var noget af det jeg huskede bedst efter at have set interviewet. Det er interessant at du mener, at du er blevet mere kritisk som tiden er gået. At gå ”native” er vel en reel risiko for enhver forsker og jeg kan levende forestille mig, at det kan være svært at holde distancen. Især fordi det må være en utrolig stærk oplevelse, at sidde overfor mennesker som har oplevet en gavnlig effekt, som er vanskelig at måle. Hvad siger man til dem og hvordan spørger man ind til det? Det må være nogle interessante interviews der kommer ud af det.
Med hensyn til tværfaglige teams er jeg fuldstændig enig. Den meget skarpe afgrænsning mellem fag giver næppe meget mening længere og jeg tror kun at der er noget at vinde ved at arbejde tværfagligt. Jeg anerkender desuden gerne at der er patienter der kan opleve en positiv effekt af den alternative behandling og at dette også har betydning i et samfundsmæssigt perspektiv.
Når snakken falder på at gå ind på den alternative medicins egne præmisser synes jeg at det er interessant, men jeg er nu ikke helt overbevist. Skåret helt ind til benet er det vel, generelt set, ikke nødvendigvis en forskningsmæssigforudsætning at man skal studere genstandsfeltet på feltets egne præmisser? Valget af metoden er vel afledt af den erkendelsesmæssige interesse man har som forsker? Hvis man er interesseret i at undersøge hvorvidt alternativ behandling faktisk virker, er det klart at man må inddrage de præmisser behandlingen forgår på, men jeg kan ikke se at det nødvendigvis skal ske på den alternative behandlings præmisser. Er det ikke en væsentlig forskel eller taler vi blot forbi hinanden?
Hvad jeg mener er, at hvis man gerne vil belyse hvilken selvforståelse de alternative behandlere har, giver det naturligvis mening at inddrage behandlingens præmisser, men hvis man vil undersøge om behandlingen virker (hvordan man så ellers undersøger det), behøver det vel ikke ske på den alternative behandlings præmisser. Eller tager jeg helt fejl? Jeg må indrømme at jeg er en tabula rasa på det her felt, så når jeg spørger, er det af ren nysgerrighed. Jeg ved det ganske enkelt ikke.
Endnu en gang tak fordi du valgte at svare, og endnu en gang undskyld for min klodsede fejltagelse.
Jonas Paludan