Døden på Medicinsk Museion?
Skrevet af Jonas Paludan
den 30-01-2009
Tagged Under : Døden fra Lübeck, ligvogn, Medicinsk Museion, udstilling
En af de gode ting ved denne blog er, at det er muligt at smide sine ideer ud i det blå uden at filtrere dem alt for meget. Tidligere nævnte jeg muligheden af, at lave en udstilling om smerte og her er endnu en ide.
Hvad med en udstilling om døden? Det var et emne Oldetopia kort berørte, men emnet kunne sagtens stå for sig selv. Bymuseet i København havde, for ikke så længe siden, en udstilling om liv og død i et flerkulturelt København. Den var dybt interessant. Her på stedet har vi, i kraft af de fantastiske samlinger, mulighed for at lave en udstilling med et andet sigte.
Centrale omdrejningspunkter kunne være: Hvad sker der fysisk når vi dør? Hvad dør vi af? Og i forlængelse heraf: hvorfor dør vi? Hvordan forholder vi os til den døde krop? Med andre ord: tusindvis af gode vinkler på det emne.
Ideen til en udstilling om døden opstod en sen fredag eftermiddag, da jeg stødte ind i en af dødens kulturelle kendetegn på gaden – lige uden for Museion. Det var ikke manden med leen (heldigvis), men derimod en ligvogn, der stod parkeret foran Sct Ansgars kirke. Således er døden overalt omkring os og det er den eneste ting der kommer til at ramme os alle.
Eller gør den?





Da vi lavede Oldetopia om alder og ikke mindst aldring, sagde vi ofte til hinanden, at det netop ikke handlede om døden. Faktisk synes vi selv, at døden var næsten fraværende i den udstilling – fordi den handlede om at leve stadig længere. Den var svær at komme uden om, men vi afveg helt bevidst fra at inddrage døden direkte i udstillingen. De eneste døde, der optrådte på udstillingen, var fra Alcor Life Extensions Foundation – der jo netop tror på muligheden for en dag at genopvække de døde til et videre liv.. og derfor – måske – ikke er helt døde..
Men du har ret, Jonas – det er et super emne for en udstilling og det kunne være rigtig spændende at se spørgsmålet behandlet ud fra vores medicinske vinkel.