MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

Prognoser spillede en større rolle for de hippokratiske læger end at kunne sætte navn på en sygdom.
Det gav tryghed og tillid hos patienterne og respekt blandt kollegerne, hvis man kunne udpege de vigtigste symptomer og forudsige en akut sygdoms forløb ud fra erfaring med lignende tilfælde.
Det er også det bedste udgangspunkt for behandling, men ”at gøre alle syge raske er umuligt,” siger en af lægerne, ”det ville ellers være endnu bedre end at forudsige hvad der kommer til at ske.”
Arbejdet med indsamling af erfaring i form af sygdomsbeskrivelser ses mange steder i den hippokratiske skriftsamling. Det gælder bl.a. skrifterne med titlen prognoser.

”Prognostic”, ”Prorrhetic I ”og ”Prorrhetic II” er fra 5.årh.f.Kr., mens et fjerde skrift er en senere genudgivelse af visse dele af dem. Det er ikke med i den samlede engelske udgave, derfor betegner jeg det med titlens latinske oversættelse: ”Coacae Praenotiones”, d.v.s. ”Prognoserne fra Kos” (hvor Hippokrates havde sin lægeskole).

”Prognostic” er ifølge de antikke kilder af Hippokrates. Det er i så fald en meget nøgtern og besindig Hippokrates.
Der er ingen udspekulerede teorier om legemsvæsker eller andre skjulte årsager, men omhyggelig og systematisk iagttagelse af patienternes befindende.
Det er her man finder den berømte beskrivelse af ”Facies Hippocratica” (det dødsmærkede ansigt med dets spidse næse, hule øjne og indfaldne tindinger m.m.). Han er realistisk nok til at gøre opmærksom på at det samme udseende kan skyldes søvnløshed, diarré eller voldsom sult.
Forfatteren leder efter regelmæssige perioder i sygdomsforløbene som ved malaria, men konstaterer at de ikke kan udregnes i hele dage: ”Heller ikke året eller månederne kan tælles i hele dage.”
Han overvurderer ikke betydningen af klimatiske forhold, men kan stolt fortælle: ”De ovenfor beskrevne symptomer har vist sig holdbare i Libyen, på Delos og i Skythien”. (Libyen ligger mod syd, øen Delos var den græske verdens midte og Skythien ligger mod nord.)

Prorrhetic I er en liste med sygdomsbeskrivelser og prognoser, især gældende sindslidelser. De er uden kommentarer, men forfatteren røber ofte sin forskernatur ved spørgsmål som f.eks. her:
”Smerte i hjertet med hypochondrieregionen anspændt samt hovedpine er ondartet og ledsages undertiden af åndenød. Vil sådanne patienter dø pludseligt som i tilfældet med Lysis fra Odessos?” (nu Varna i Bulgarien) ”Hans urin blev voldsomt skummende og højrød.”

Prorrhetic II viser efter min mening bl.a. hvordan det store fokus på prognoser gjorde forebyggelse til en naturlig ting for en hippokratisk læge. Grækerne var meget opmærksomme på kroppen, og mange af lægerne havde erfaring med at sætte sunde mennesker i topform ved arbejde med elitesportsudøvere som trænede til Olympiaderne og de andre sportskonkurrencer.
Afsnit 4 handler om hvordan lægen kan sikre sig at hans ”patient” følger de anviste leveregler ved at aflægge hjemmebesøg flere dage i træk ved solopgang, d.v.s. før han har spist og motioneret, men efter hans tidlige gåtur og afføring. På det tidspunkt af dagen er både patienten og lægen skarpest.

Den 8/2/2010 åbner Medicinsk Museions nye udstilling, Healthy Aging - a lifespan approach, i Panums Instituttets vandrehal. Derfor har der bag Museions mure, på det seneste, været heftig aktivitet. De Sorte Drenges uvurderlige bidrag til denne udstilling har været, i samarbejde med Jonas Paludan, at påmontere de sorte akrylplader, der nu sidder bag på Liv Carlé Mortensens portrætserie fra 2007; 100 lysår, der også indgik i Musei0ns udstilling Oldetopia. Dette har ikke været nogen let opgave. Det blev overvejet om  dobbeltklæbende klisterbånd ville kunne klare opgaven, men dette blev valgt fra, da den nok ikke havde en tilstrækkelig bæreevne. I samråd med Museions Akademiske Konservator Ion Meyer blev det besluttet, at billedernes rammer ikke var museeums genstande og at kun billederne var museale genstande.  Dette muliggjorde at rammerne og pladerne kunne indgå i en symbiose holdt sammen med knofedt og skruer. Til denne krævende opgave anvendtes der blandt andet en skrue-/boremaskine, et håndbor, en syl, flere forskellige skruetrækkerere, måleværktøjer og hårdt arbejde.

Resultatet af alle vores anstrengelser kan man se i den kommende tid i Panums vandrehal!

Hvad har sygekassebriller, elfenbensgebisser, et høreapparat indbygget i en dametaske og en masse stokke til fælles? De har naturligvis det til fælles at de alle kan ses i den kommende udstilling Healthy Ageing, der åbner i Panum Bygningens vandrehal d. 8. februar.
De briller, gebisser, høreapparater og stokke der er en del af udstillingen repræsenterer de aldersrelaterede behov for hjælpemidler, der kan kompensere for kroppens ældning. Genstandene er udvalgt i Medicinsk Museions store samlinger og illustrerer udviklingen gennem de sidste par hundrede år.
De tidligste briller, pincenez’er og lorgnetter, tilhørte den mere velstillede del af befolkningen. Det samme gælder et par briller hvor stængerne er velegnede hvis brugeren har en stor paryk, eller en monokel fastklemt om det ene øje. Først med sygekassebrillerne bliver det mere tilgængeligt for en større del af befolkningen, at kunne se tydeligt i en høj alder. Brillerne er præget af de skiftene tiders mode og kan fremhæve brugerens position. Det understreges af at en del af brillerne har almindeligt glas, og ikke bæres for at korrigere for synsfejl.
De tidligste gebisser er fremstillet i tand, ofte elfenben, og er skåret mere eller mindre groft ud. Der er ofte tale om en hel over- eller undermund, men der er også en række eksempler på delproteser men en eller få tænder i samlingerne. Flere af proteserne har indsatte mennesketænder, som i perioder har været handlede. Proteserne kan være hæftet på en gane af metal. Senere bliver protesefremstillet af kautsjuk, der udvindes af rågummi, og i 1900-tallet bliver acryl det foretrukne materiale.
De første hørerør har ikke en forstærkende lydoplevelse, men blot den funktion at de samler lyden og leder den ind i øret. Effekten er begrænset og udviklingen af høreapparater medførte en væsentlig forbedring, også for ældre borgere med aldersrelaterede høretab. Der er mange eksempler på høreapparater skjult i andre beklædningsgenstande, for at dækker over et, måske tidligt, høretab.
Til forskel for de øvrige genstande har stokke været anvendt gennem flere tusinde år. Udstillingen viser et udvalg af stokke der har været benyttet på Københavns Kommunehospitals geriatriske afdeling.
Udvalget af genstande er ikke tilfældigt. Det kræver et kendskab til museets samlinger og et veldefineret mål for den formidling de skal indgå i. Til denne udstilling er der udvalgt genstande der har været anvendt ved aldersrelaterede funktionsnedsættelser. De skal samtidig vise den teknologiske udvikling og modens skiftende luner gennem de seneste generationer, og så skal genstande passe til hinanden, ”tale sammen”, så det også bliver en æstetisk oplevelse at se udstillingen. Se selv om det er lykkedes.

Tallet syv spiller en vigtig rolle i flere af de hippokratiske skrifter – syv dage, syv måneder, syv år eller syv strømme. Således også  i ”Fleshes” (på latin ”De carnibus”, d.v.s. om kroppens bløddele).

En stor del af ”Fleshes” handler om hvordan menneskets kropsdele oprindeligt blev til under indflydelse af varme og kulde, og hvordan tallet syv spiller ind, f.eks. ved opdeling i livsaldre.
Barndommen varer indtil ”de første tænder” falder ud. ”De næste tænder skal blive gamle med personen – med mindre de ødelægges af sygdom.” De blivende tænder er udvokset efter den anden syvårsperiode hvor barnet bliver epídelos (d.v.s. får en tydelig form), i den tredje periode bliver han en neanískos (en ung mand), men fortsætter med at vokse i den fjerde og femte periode. I den fjerde periode får mange mennesker yderligere ”de såkaldte visdomstænder”. Ved de 35 år slutter vækstperioderne, og der gøres ikke rede for det videre forløb.

Jacques Jouanna daterer skriftet som eventuelt førhippokratisk, altså før 5.årh.f.Kr., og der er både indholdsmæssige og ordvalgsmæssige træk som underbygger en så tidlig datering, bl.a. brug af ordet stómachos i stedet for oisophágos og phrénes i stedet for diáphragma, og skildringen af hørelsen som et ekko inde i hovedet. Det præciseres at det ikke kan være hjernen som giver ekko, ”for den er fugtig og omgivet af en fugtig og tyk hinde med ben uden om.” Denne beskrivelse er ældre end den i ”Places in Man” som kender hørenerven. 

Der er en fin beskrivelse af evnen til at tale: hvis tungen ikke leddeler luften indefra ved hele tiden at slå imod ganen og tænderne, kan man ikke tale tydeligt, men kun sige lyde. Det er luften indefra som giver lyden. Hvis en skærer sig i halsen, kan han måske leve, men ikke tale – med mindre nogen strammer halsen sammen, så kan han tale igen.

Tilbage til syvtallet og skildringen af fosterets tilblivelse i afsnit 19 af ”Fleshes”: 
”Når sæden (gónos) er kommet ind i livmoderen, udvikler den i løbet af syv dage alle kropsdelene. Hvis man undrer sig over hvordan jeg ved det, så har jeg lært meget på følgende måde: De prostituerede som har megen erfaring, kan mærke om de er blevet besvangret, når de har været sammen med en mand, og i så fald fremkalder de abort. Når det er dødt, falder det ud som et stykke kød. Hvis man kaster dette kød i vand og betragter det i vandet, vil man finde at det har alle delene, både øjeæblerne og ørerne og lemmerne, både fingrene på hænderne og benene og fødderne og tæerne, og kønnet og hele resten af kroppen er tydeligt.”

Lægen har ikke kun rådspurgt de prostituerede, men også jordemødrene, og jeg tror ikke han er klar over at de nok ikke ønsker at blotlægge alle kvindeverdenens hemmeligheder.
Det er i øvrigt en helt usædvanlig betegnelse han bruger om en jordemoder: akestrís, som kommer af akéstra, en synål. Jordemoderkunsten som Sokrates sagde han havde lært af sin mor, kaldes den majeutiske kunst, forløsningskunsten, men i ”Fleshes” er jordemoderen en kvinde der reparerer eventuelle skader på den fødende.

Til september når Golden Days festivalen igen rammer København og omegn, skal vi iklædes parykker og venetianske masker og gå ombord i 1700-tallets farverige verden. Som optakt til løjerne havde festivalsekretariatet i dag (tirsdag d. 26. januar) inviteret repræsentanter fra alle mulige hjørner af kulturlivet til et informationsmøde her på Medicinsk Museion. Vores hvide auditorium, der stod færdig i 1787,  fik lov at danne rammen om mødet, hvor festivalens leder Ulla Tofte præsenterede idegrundlaget. Under overskriften 1700-tallet - Det åbne og det lukkede land vil København i tidsrummet mellem d. 3. og 26. september summe af arrangementer, der sætter spot på et århundrede, “hvor Danmark for alvor mødte verden”, for at citere oplægget.

Mødet blev afsluttet med kaffe og helt overdådige kager fra Konditori-Antoinette, der bidrog til en let og inspirerende stemning. Jeg skal beklage det lidt utydelige billede, men jeg tror godt man kan fornemme, at det var helt utrolig smukt pyntede kaloriebomber, der blev sat på bordet. Mon jeg var den eneste, der straks begyndte at tænke på, hvilken maske eller paryk,  jeg skal have tryllet frem til den store åbningsfest, og jeg tror det lover godt for festivalprogrammet, at arbejdet er blevet skudt så sanseligt igang.

Hvad Medicinsk Museion skal bidrage med, er endnu uvidst, men der vil blive fokus på vores bydel, Frederiksstaden – både arkitektur og mennesker i området - så vi bliver nok involveret på den ene eller anden måde.

Det 23. nordiske medicinhistoriske møde vil blive afholdt 25. – 27. maj 2011 (!) på Nasjonalt medisinsk museum / Norsk Teknisk Museum i Oslo. Mødet vil være åbent for bidrag inden for et bredt temaområde, fx. ·

Studier av kunnskap, også innenfor ulike profesjoner, på det helse- og medisinhistoriske området.
Grenseoppganger mellom helse- og medisinhistoriske kunnskapsfelt og andre
kunnskapsfelt.
Innsamling og bruk av muntlig kildemateriale innenfor helse- og medisinhistorie.
Medisinske bilder. Bildediagnostikk, utvikling og bruk av ulike visuelle framstillinger
og framstillingsmåter.
Kunnskapshistorie innenfor nevrologi og hjerneforskning.

Men andre forslag er ok. Deltagerafgift ca. 1600 kroner. Flere oplysninger fra Olav Hamran, Nasjonalt medisinsk museum, medisin@tekniskmuseum.no.

Som Ion omtalte i går, er vi igang med at forberede den næste udstilling på Panum-instituttet, og blandt de ting der skal udstilles, er et større udvalg fra vores meget store brillesamling. Derfor jeg har i den seneste uge været i nærkontakt med vores registreringssystem for at finde ud af, hvor gamle de udvalgte briller er, og om der i øvrigt findes interessante oplysninger om dem.
   

Sådan et arbejde er ofte en smule frustrerende. Jeg er sikker på, at dem, der har indsamlet brillerne til museet og nedskrevet registreringen, har gjort det med stor omhyggelighed og seriøsitet, men ofte mangler der lige præcis de oplysninger, som kan kaste et historisk lys over genstanden. I brillesamlingens tilfælde er materialet og brillernes styrke omhyggeligt beskrivet, men der udover er der som regel ikke mange oplysninger. Jeg synes fx det kunne have være interessant at vide, hvem der havde ejet dem (hvis det en person, der har bået brillen), eller hvis det er en demonstrationsmodel fra en butik, kunne det have været interessant at vide, hvor den har været solgt, og hvad den har kostet.. men den slags oplysninger er ikke fulgt med genstanden, de er ikke blevet bevaret for eftertiden.. 

I denne udstillingssammenhæng har valgt at lave en skrabet genstandstekstning, hvor oplysningerne om brillerne overvejende begrænser sig til en datering. Det var for at få at årstallene på plads, at jeg gik ombord i registreringsmapperne. Og her fik jeg endnu et indblik i registreringens sære verden. Af en eller anden grund, som jeg ikke helt kan gennemskue, har man nemlig valgt at bruge et kodesystem for årstal. Som det kan ses på billedet her, står der under kategorien “DATE” på denne brille: 7,7.  og på andre stod der 7,6 eller 7,8. Der findes selvfølgelig en nøgle til koden, men jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, at nogen på et tidspunkt har syntes at det var en smart måde at notere det på. Det er muligt, at det hænger sammen med, at disse kort er fra en tid, hvor registreringen blev overført til EDB, og derfor skal jeg ikke udelukke, at koden giver mening i det elektroniske system, men jeg synes på den anden side, at det er et tankevækkende eksempel på, at det er en vanskelig disciplin at lave systemer, der giver mening. Og nogle gange vælger man løsninger, der for udeforstående ihvertfald, forekommer temmelig ulogiske og besværlige.

PS. I aften kl. 18.25 sender DR2 “Historien om brillen”, hvor Medicinsk Museions tidligere gæstekurator Mogens Norn medvirker. En del af udsendelsen er optaget her – man kan lige skimte auditoriesæderne på det hurtige snapshot fra udsendelsen, som jeg tog med min mobiltelefon sidste gang udsendelsen var på skærmen.

Tusindvis af studerende, ansatte, samarbejdspartnere og gæster i Panum-Bygningen har siden begyndelsen af september 2009 fået ny viden om proteinforskningens udvikling. Det er sket gennem informative tekster og inspiration af de smukke genstande i udstillingen “Primary Substances: Treasures from the history of protein research”, den første udstilling i de nye udstillingsmontrer i vandrehallen. Men alt har sin tid, og nu skal proteinmaterialet erstattes med en udstilling om Sund Aldring der laves i samarbejde med Center for Sund Aldring.
I disse dage får alle der går gennem udstillingsområdet et kort blik af de aktiviteter der ligger bag produktionen af en udstilling. En god udstilling kræver mange forberedelser. Der skal være et klart og aktuelt tema og en god udstillingsidé, faglig viden og faglige ressourcer, økonomisk støtte, mulighed for praktisk indretning, inddragelse af arkitekt og designer, et markedsføringsprogram og ekspertise til at udvælge, klargøre og konservere de genstande der skal bruges.

I disse dage tømmes montrerne af medarbejdere fra Medicinsk Museion for genstande der kommer fra museets egne samlinger, men også i stort omfang er lånt udefra. Der er lånt et større antal genstande fra Novo Nordisk History and Art Collection, Carlsberg Laboratory, Carlsberg Arkiv og Uppsala Medicinhistoriske Museum, samt genstande fra andre private firmaer og fra afdelinger på KU. Der er tale om unikke genstande. Genstandene, museets egne såvel som de lånte, er indsamlet og bevaret til forskning og formidling, der skal dokumentere den relevante udvikling og fortælle historie, men de skal også bevares for femtiden. De er blevet renset og hvis nødvendigt konserveret før udstillingen, og skal behandles med forsigtighed både under håndtering, transport og under selve udstillingen. Genstandene er udført i mange forskellige materialer, og en del af dem har tydelige tegn på nedbrydning efter mange års anvendelse og opbevaring. Det kræver konserveringsfaglig viden at sikre, at disse genstande kan anvendes til deres formål og samtidig bevares for fremtiden, samt praktisk erfaring for at kunne håndtere dem uden at der sker skader. Det sidste er der mulighed for at opleve lige nu hvor udstillingen tages ned, og igen når udstillingen Healthy Ageing åbner i begyndelsen af februar.

Proteinudstillingen har været et godt eksempel på museumsformidling og -udstilling i det offentlige rum. Interessen har været stor og det mærkes tydeligt på alle de spørgsmål der kommer fra de forbipasserende, men vi kan berolige med at der åbner en ny udstilling i forbindelse med Healty Ageing-projektet d. 8. februar.