MuseionblogMedicinsk Museion blogger om arbejdet med den medicinske kulturarv

Da jeg tidligere i dag gik rundt med vores samlingsleder og konservator Ion for at se på de druknede genstande, beroligede han mig med, at der på trods af de omfattende vandskader ikke for alvor var gået noget tabt. Efter sidste uges hasteudrykning har han og de øvrige konservatorer nu overblik over omfanget af skader efter oversvømmelserne den 21. august.

De druknede genstande kan deles i tre typer: 1. Genstande man var ved at arbejde med, og som derfor lå fremme. 2. En samling fra psykologisk laboratorium, som var vandskadet da vi hentede den. 3. Genstande som befandt sig i de rum, hvor et læk vandrør forårsagede oversvømmelser under gulvene.

Medicinsk Museion ligger på et areal, der oprindeligt var strandeng. Det betyder, at vi har et meget højt grundvandsniveau. Vi er derfor normalt meget opmærksomme at placere de genstande, som grundet pladsmangel havner i kældrene, på paller eller reoler, der er hævet over gulvet. Og som Ion udtrykte det, så bruges kældrene kun af nød og aldrig til klenodier.

Næste fase er rensning og konservering. Hver enkel genstand har individuelle krav til tørringsprocessen. Trærammer, som dem på billedet, kan give sig hvis man tørrer dem for hurtigt, mens en for langsom tørringsproces kan medføres svampeangreb. Papir buler når det tørrer, og lægges derfor i pres, men samtidig mindsker dette den enkelte sides fordampningsevne, og den langsomme tørring medfører igen risiko for angreb af mikroorganismer. Man er simpelthen nødt til at gå det hele igennem, og prioritere hvad der skal reddes først, ud fra hensyn til materialesammensætning, kulturhistorisk vigtighed og formidlingsmæssigt potentiale.

Den eneste alvorlige sag er således ikke et unikt klenodie, men en gammel bog med mange flotte og interessante billedopslag, som ville være ideel at have med i en udstilling. Da papiret i bogen er af god kvalitet, kan skjolderne faktisk vaskes af med demineraliseret vand og stor forsigtighed. Nyere bøger har et større indhold af celluloseholdigt træslib, og mange af dem er glittede, hvilket tilsammen gør, at siderne klæber ubehjælpeligt sammen, når de bliver våde.

Det sidste billede viser bunken med kasseret materiale. Selvom om Ion nægter at kassere ting, der er interessante i museumsøjemed, bare fordi de er vanskelige at rense, så vil han heller ikke bruge tid på at tørre ting, der ikke har nogen museal værdi. Derudover findes meget af det trykte materiale i flere eksemplarer, så hvis en bog har alvorlige skader, er det som regel muligt at skaffe et nyt eksemplar.

Næste afsnit af føljetonen om vandskaden kommer til at handle om storblomstrende mikroorganismer, gummihandsker og sprit.

Jeg besøgte Det Kongelige Bibliotek forleden med det formål at se deres netop åbnede udstilling om Flådens historie. Desværre var det lidt af den skuffelse. Historien fejlede ikke som sådan noget, men den overvejende del af udstillingen bestod af reproduceret papir – stik, tegninger, akvareller – og skuffelsen over denne udbredte brug af kopier gjorde det virkelig svært for mig at nyde udstillingen. Til gengæld fik jeg så en overraskelse i diamantens kælderlokaler, hvor der viste sig at gemme en flere måneder gammel udstilling produceret af teatergruppen Hotel Pro Forma, der fuldstændig er forbigået min opmærksomhed. “Undercover – biblioteket som fysisk fortælling” er titlen på udstillingen, og jeg skal hermed anbefale alle udstillingsinteresserede at skynde sig forbi Christians Brygge inden den lukker 11. september.

Det er en udstilling om biblioteket som kulturarvsinstitution, og som sådan ikke den første “selvbiografiske” udstilling på det seneste. Både Nationalmuseets  konservatorudstilling “Bevar mig vel” og Statens Museum for Kunsts “Rammens kunst” er  udstillinger, der har sat fokus på museumsinstitutionerne selv. Som museumsansat er jeg selv meget interesseret i de indre linier, og her på Museion bruger vi også, bl.a. med denne blog, tid på at fortælle om arbejdet bag kuliserne. Det er helt klart en tendens til, at dette arbejde i sig selv bliver vores budskab, og jeg tror, der er et behov i museumsverden for at forklare og synliggøre vores arbejde, fordi vi oplever at blive presset på vores eksistens. Vi vil på en eller anden måde gerne retfærdiggøre det meget omkostningstunge og besværlige arbejde, der er forbundet med at bevare fortidens efterladte materialer. Men jeg er ikke helt overbevist om, at det er så voldsomt interessant for et bredere publikum – i længden, og jeg tror, vi skal passe på ikke at blive alt for selvoptagede i den forstand. Vi har jo så udfattelig mange andre gode historier i det vi går og gemmer på, som vel først og fremmest burde fortælles…

Trods dette forbehold for emnet vil jeg alligevel udtrykke min store begejstring for Hotel Pro Formas version af en udstilling om Det Kongelige Bibliotek som kulturbevarende institution. For det er en meget spændende udstilling, der formåede at engagere mig i emnet. Udstillingen har en barsk scenografi – kælderrummets beton træder frem i al sin upolerede råhed, og det virker lidt som om, der ikke er blevet gjort rent efter sidste udstilling – helt sikkert med vilje. Det gennemgående træk i udstillingen er lytteposter, hvor publikum kan placere sig og høre stemmen af et af de mange mennesker, der arbejder på biblioteket. Fortællerne træder samtidig frem i fuld størrelse som levende projektioner på de grå søjler, der holder loftet på plads, og således kan man – næsten – få øjenkontakt med sikringschef Claus Friis, bevaringschef Marie Vest og de andre ansatte, der fortæller om deres arbejde. Det er tangerer noget ekstremt nørdet, men det er interessant og medrivende – fx at høre, hvordan en sikringschef tænker: ” En åben dør er for mig en adgang. Som udgangspunkt sidder der en dør, fordi den skal være lukket. Udstillingen gør det muligt at få indblik i en fremmed verden, og det er spændende at høre engagerede mennesker fortælle om, hvilke problemer de bruger deres arbejdstid på.

Udover mødet med bibliotekets personale rummer udstillingen også få, men omhyggeligt udvalgte originale eksempler på det materiale, der opbevares for eftertiden. En serie af anatomiske skrifter minder publikum om, at biblioteket først og fremmest opbevarer billeder af os selv, og en en række småskrifter, som teaterkataloger og NETTO reklamer viser, at det også er det, vi finder allermest almindeligt, der med tiden bliver til værdifulde skatte i bibliotekets magasiner. 

Hotel Pro Forma har iscenesat og anskueliggjort biblioteket, så det er muligt at dvæle ved de udstillede bøger. Modsat flådeudstillingen er det originalerne, der er hentet frem til udstillingen, men det er langt fra alle elementer i udstillingen er original-versioner. Der bliver til gengæld  leget med det fotografisk materiale, fx som projectioner på endevæggene – og dermed bruges reproduktionerne på en legende og kreativ måde, så det gør ikke noget, at disse billeder ikke er med på udstillingen i deres “originale form”. Det får mig til at drømme om, hvad der kunne være sket, hvis Hotel Pro Forma var blevet sat sammen med folkene bag flådeudstillingen. Jeg er begejstret for udstillingen Undercover fordi det er en Udstilling med stort U. Rummet, de udstillede genstande og udstillingens øvrige elementer er iscenesat for at give os i oplevelse netop der. Jeg går ikke hjem med en fornemmelse af, at jeg lige så godt kunne have læst bogen eller set filmen. Jeg har set noget helt enestående. Og det er lige præcis sådan jeg vil have det, når jeg har besøgt en udstilling.

Lederen af Wellcome Collections ‘Public Programmes team’ Ken Arnold har den sidste måned været gæsteprofessor her på stedet. Han har kun nået en tiendedel af det han havde planlagt, men har til gengæld fået mange uventede og interessante samtaler med forskere og museumsfolk i København. Så selv om 18 af de 20 medbragte bøger kommer med hjem igen, ulæste, så har Ken alligevel fået masser af inspiration med i bagagen. Både til museumsarbejdet og til hans kommende bog, der handler om museal formidling inden for det medicinhistoriske felt og om hvordan museer både skaber og deler ideer.

Jeg talte med Ken et par dage før han rejste tilbage til London, og han fortalte meget positivt om sit ophold. Selv regnvejret kunne han lide. Og cyklerne. Og ikke mindst dansk smørrebrød. Han beskrev den behagelige følelse, han havde mens han var i København som følelsen af at være ”comfortably foreign”. Her var han hverken indfødt eller turist, men befandt sig i en slags mellemposition. Han var ikke fremmed i byen, men kunne alligevel nyde den med friske øjne.

Bare det at være væk hjemme fra gav ideerne friere spil. Han karakteriserede danskernes måde at tale om og dele ideer på som præget af fænomenet ”happy accident”. Her er man ikke så målorienterede, men udveksler tanker, fordi man tilfældigvis kender hinanden, eller opdager et interessefællesskab. Det har selvfølgelig sine fordele og ulemper, men for Ken var det en behagelig forandring.

For os på museet har det også været både hyggeligt og interessant at have Ken Arnold på besøg. På seminarer og i køkkenet er der blevet talt om genstandenes frigørelse, lugten af museer, udstilling som politisk faktor og forholdet mellem forskning og formidling. Som en sidste bemærkning nævnte Ken, at han overvejer at kopiere vores mandagsmødetradition, hvor alle har egen deres egen frokost med, og museet bliver forvandlet til en slags storfamilie.

Medicinske museer mødes: Medicin og helbred er for vigtige emner at overlade til videnskabsfolk alene. Det er et af udgangspunkterne for Wellcome Collection i London, der i tre år har arbejdet med at skabe udstillinger, som kreativt formidler sundheds- og biovidenskabelige emner og historier. Alle udstillinger har et medicinsk indhold, men de er aldrig udelukkende medicinske. F. eks blev udstillingen ’War and Medicine’ ledsaget af videoinstallationer af sårede soldater, skabt af en udsendt britisk kunstner i Afghanistan.

Faglighed og formidling: Medicinsk Museion afholdt i dag et uformelt seminar med Wellcome Collections senior curator James Peto og event manager Lisa Jamieson. En af de ting der blev talt om, var forholdet mellem forskning og public engagement. På den ene side skal forskning i tilknytning til et museum være relevant hvordan vi formidler viden til offentligheden, på den anden side skal formidlingen være baseret på forskning og rig på upoppet videnskabelighed.

Genoplivning af genstande: På Wellcome Collection har de flere events ugentligt, for at åbne udstillingerne op og for at invitere publikum til at tage stilling til dem. Udstillinger med ægte, opgravede skeletter eller events som live streaming af en hjerteoperation direkte fra hospitalet til museets auditorium, er nogle af de ting der kan få folk til at opfatte museer som andet og mere end informationsstandere og støvede gamle genstande. Derfor afsætter eventholdet altid en tredjedel af tiden til diskussion og spørgsmål. Events kan genoplive de historiske genstande, og kan få selv museets egne kuratorer til at se deres samling i et nyt lys.

Det sanselige museum: Vores introstipendiat Anette Stenslund gav et kort oplæg om sit arbejde med ufrivillige, fysiske lugte i forhold til de lugte vi frivilligt parfumerer og omgiver os med. Det førte til en interessant diskussion af museets æstetiske og sansemæssige dimensioner. Målet er ikke bare at videregive information, men at give publikum en oplevelse, og derigennem mere effektivt skabe en forståelse for udstillingens emne. Lydene, lugtene og det visuelle spiller en stor rolle i det moderne museum. På Wellcome Collection får sanserne frit spil, når samlingens gamle nodebøger bliver spillet live af hornorkestre i forhallen, eller man inviterer en slagter til at afholde en anderledes anatomitime. Der kommer man ikke uden om at bruge alle sine sanser.

Tid til at opleve: Det er også vigtigt at publikum får et personligt forhold til de udstillede genstande. Da Wellcome Collections første udstilling om hjertet kom op for tre år siden, var en af de udstillede genstande det kasserede hjerte fra en vellykket transplantation. Et par dage efter åbningen kom den tidligere ’ejer’ af hjertet og kunne opleve sit eget organ som objekt i en museumsmontre. En anden måde at skabe kontakt mellem objekt og beskuer på er ved at tvinge dem til at bruge tid på den enkelte genstand. Man kan minimere antallet af genstande, eller som vores postdoc Lucy Lyons gør, få folk til at tegne det de ser. Processen med at tegne en ting, er netop at tage tingen til sig og forstå den, for at kunne udtrykke dens essens i to dimensioner.

Se video fra seminaret her: http://www.youtube.com/user/medicalmuseion?feature=mhum

Ved Medicinsk Museions sommerfest i går blev vores nye kæmpekøleskab indviet med stil. Den store, hvide boks i kælderen var nøje indstillet til fem grader celsius og efter en kort, faglig introduktion blev indholdet; tre kasser kølige pilsnere, afsløret under stor jubel.

Køleskabet skal fremover huse syntetiske og fotografiske genstande, der enten er for vanskelige eller for kostbare at konservere. Den lave temperatur og luftfugtighed i køleskabet forsinker materialernes nedbrydning, og udsætter det uundgåelige forfald, som vores samlingsleder Ion Meyer udtrykker det.

Plastik er overraskende nok et af de materialer som let forgår. Det består ofte af ustabile, langkædede polymerer, og bliver enten helt stift, eller krakelerer og ender som pulver. Især nyere medicinske plastgenstande, der er beregnet til engangsbrug, nedprioriterer holdbarheden.

I fotoafdelingen gælder det også, at nyere genstande faktisk kan være sværere at bevare end ældre. Hvor de gamle røntgenbilleder på glas forholdsvis nemme at konservere, er det straks sværere med nyere opfindelser som film og negativer. Så de kommer i køleskabet.

Også naturgummi, der allerede blev anvendt medicinsk i midten af 1800tallet, skal opbevares med forsigtighed. Til eksempel kan nævne museets samling af kondomer, der naturligvis er af meget tyndt og smidigt gummi. Kondomerne har derfor en relativt stor overflade, og er særligt udsatte for nedbrydning fra ultraviolet lys og oxidering. Hvis man ønsker at bevare særligt mindeværdige eksemplarer af slagsen anbefales det altså at bruge køleskabet.

For flere billeder af ting der skal i fryseren se: http://www.flickr.com/photos/53284874@N02/sets/72157624810201086/

Mandag morgen ankom konservatoren til Medicinsk Museions bagbygning, og satte som sædvanlig kurs mod kælderen for at fortsætte sit arbejde med rensning af nogle af samlingens gamle knogler, der havde fået lettere skader. Hun gik et par trin ned i mørket, og stod i vand til anklerne. 

Ligesom så mange andre steder på Sjælland havde lørdagens uhæmmede regnudladninger fået uventede konsekvenser for Medicinsk Museion. Langt størstedelen af museets enorme samling af medicinske apparater, præparater og kuriositeter ligger gemt i lagerrum og kældre udenfor offentlighedens øje. Det er kun en brøkdel, der er plads til på udstillingshylderne.

Ugen startede med udrykning. Hundrede år gamle, velbevarede sorthvid fotografier lignede skjoldede efterårsblade, som de lå ud over bordene for at tørre. Bøger blev sat i tørreskabe eller i pres mellem skruetvinger og under jernlodder.

Flere af museets rum omdannedes hurtigt og effektivt til feltlazaretter for vandskadede bøger og fotografier. Vandet blev fejet tilbage i afløbene, og forskningen fortsatte på de højere etager. Næste skridt bliver en oversigt over de druknede genstande.

Se flere billeder af de vandskadede genstande på: http://www.flickr.com/people/53284874@N02/

Som tidligere annonceret her på bloggen holder jeg sammen med min specialemakker Marie-Louise Holm et oplæg om vores speciale, arrangeret af Historisk Samfund, Købenahavns Universitet. Specialet omhandler bl.a. retsmediciner og seksualbiolog Knud Sands forskning fra 1920′erne, som Museion p.t. udstiller et par genstande fra i særudstillingen 6 Ting og sager – men vi kommer også ind over kønshormonforskningen i 1940′erne og forskning i kønskromosomer i 1960′erne.

Knud Sands høns – inden de blev en del af udstillingen

Datoen for oplægget er torsdag den 2. september 2010, kl. 17.00 i Holberg-salen, Det Kongelige Bibliotek (Diamanten). Historisk Samfunds program og manchet for oplægget kan findes her.

Af alt det som er bevaret med tilknytning til Hippokrates, har lægeløftet haft det længste liv. 
Mange steder i verden aflægger læger stadig efter endt uddannelse et løfte som er mere eller mindre inspireret af ”Den hippokratiske ed”.
I Danmark bruger man det løfte som blev formuleret i 1815 af den senere medicinske professor og overlæge ved Det kongelige Frederiks Hospital, Johan Daniel Herholdt (1764 – 1836).

Det oprindelige græske løfte (Hórkos) findes oversat til latin under titlen ”Iusiurandum” som forkortes ”Jusj.”, på engelsk hedder det ”The Oath” og på dansk ”Eden”.

Løftet er oversat til dansk af filologen J.L. Heiberg i 1892 (genoptrykt i 1929), men også af Hartvig Frisch i 1918 og af mig til brug for min artikel i Bibliotek for Lægers temanummer om lægeløftet, dec. 2007.
Da tekstgrundlaget ikke er ændret (det er Heiberg selv som har stået for den internationale udgivelse på græsk i Corpus Medicorum Graecorum fra 1927), er der ikke anden forskel på de tre oversættelser end sprogbrugen.

Indholdsmæssigt kan ”Eden” opdeles i en indledning med påkaldelse af guderne, en første del, som indeholder lægens forpligtelser over for lægekollektivet, og en anden del, som opregner de individuelle etiske regler.
 
”Jeg sværger ved lægeguden Apollon og Asklepios og Hygeia og Panakeia og samtlige guder og gudinder og sætter dem som dommere over, at jeg efter evne og skøn overholder følgende ed og kontrakt:

Jeg vil sætte den, som har oplært mig i denne kunst, lige med mine forældre, og jeg vil dele min livsførelse med ham og stille mine midler til rådighed for ham, hvis han har brug for det.
Jeg vil regne hans afkom for mine egne brødre og uden aflønning og kontrakt undervise dem i denne kunst, hvis de ønsker at lære den.
Jeg vil give adgang til både instruktion og forelæsning og hele den øvrige faglige kunnen for mine egne og min lærers sønner og for de elever, der har skrevet under og aflagt ed efter den lægelige konvention, men ikke for nogen anden.

Jeg vil udføre behandlingerne til gavn for de syge efter evne og skøn, men vil afholde mig fra at bruge dem til skade og uret.
Jeg vil ikke udlevere noget dødbringende lægemiddel til nogen, selv hvis jeg bliver bedt om det, og jeg vil ikke stille min ekspertise til rådighed for noget sådant.
På samme måde vil jeg heller ikke give en kvinde et fosterfordrivende indlæg.
Rent og fromt vil jeg forvalte mit liv og min kunst.
Jeg vil på ingen måde heller skære for sten, men jeg vil overlade det til de mænd, der har denne beskæftigelse som håndværk.
I hvert hus, hvor jeg får min gang, vil jeg træde ind til gavn for de syge og holde mig fjernt fra enhver bevidst uret og fortræd – ikke mindst seksuelle overgreb – over for kvinde- og mandekroppe, både frie og slaver.
Hvad jeg får at se og høre under lægegerningen, ja også i livet uden for lægegerningen, af noget, som man ikke skal omtale videre, vil jeg tie om og regne den slags ting for at være underkastet tavshedspligt.
Hvis jeg holder dette løfte og ikke bryder det, lad mig da have glæde af min livsførelse og min lægekunst ved at have et godt ry hos alle mennesker til evig tid.
Men hvis jeg overtræder det og sværger falsk, skal det modsatte ske.”

Fra 1. august 2010 er Ken Arnold tilknyttet Medicinsk Museion som gæsteprofessor i medicinsk forskningsformidling och museologi. Den næste måned vil han være at træffe i København og til næste år vender han efter planen tilbage på et længere ophold.

Ken Arnold er til daglig leder af  Public Programmes team som har ansvaret for den kreative udvikling af Wellcome Collection i London. Stedet har de seneste tre år tiltrukket over 1 million gæster til udstillinger og arrangementer, der beskæfter sig tværfagligt med medicin. I øjeblikket kan man fx se en udstilling om hud – Skin - der udforsker “Det mest oversete organ” (citat fra Wellcome Collections hjemmeside) som det er kommet til udtryk i alt lige fra det 16. århundredes anatomi til moderne samtidskunst. Sideløbende med udstillingen afvikler Wellcome Collection en række arrangementer med afsæt i hudtemaet, og det er netop gennem denne sammenblanding af udstillinger, der trækker på historie, antropologi og kunst, og arrangementer, at Wellcome Collection er blevet en stor succes.

Ken Arnold har en naturvidenskabelig B.A. fra Cambridge University og en Ph.D. i videnskabshistorie fra Princeton University, og han har arbejdet med museer både i Europa og U.S.A., før han blev ansat hos Wellcome Trust i 1992. Han har skrevet om museumshistorie og om forbindelsen mellem kunst og videnskab og bl.a. udgivet monografien Cabinet for the Curious. Looking Back at Early English Museums (2006).

Her på Medicinsk Museion er vi meget glade for, at vi har fået denne mulighed for at trække på Ken Arnolds store erfaring, og vi glæder os meget til at samarbejde med ham i de kommende år.
(Fotocredit: LabforCulture, www.labforculture.org)

Der findes en hel del portrætter af ”Lægekunstens Fader”, men ligner de ham?
Det er lige så svært at besvare som spørgsmålet om han selv er forfatter til bare et eneste af de skrifter som bærer hans navn.

Ikke desto mindre er der folk som har arbejdet seriøst med begge dele, og som kan argumentere for at noget kan tillægges ham, og andet afvises.

De portrætter som stort set kan afvises som fiktive, er skulpturer og bogillustrationer identificeret før 1940, hvor man fandt et marmorhoved på en læges familiegrav i Roms havneby, Ostia. Dette hoved ligner ikke de indtil da accepterede portrætbuster.

Ostiahovedet kan dateres som en romersk kopi fra 1.årh.e.Kr. af en græsk original fra 3.årh.f.Kr. Det var ganske sædvanligt at romerne lod græske skulpturer kopiere til udsmykning af deres hjem og deres grave. Der findes fire andre kopier af den samme græske original, deriblandt en på Glyptoteket i København (I.N. 1795).

Til hovedet hører en basis med en indskrift: ”Livet er kort, lang er tilværelsen under jorden.” Denne indskrift fandt man så beslægtet med den første hippokratiske aforisme at man mente at identifikationen af hovedet nu var sikker. Det regnes stadig for det mest autentiske portræt af Hippokrates, men indskriften er ikke identisk med aforismen hvilket blev understreget af Thuri Lorenz i hans disputats fra 1965 ”Galerien von griechischen Philosophen und Dictherbildnissen bei den Römern”. Lorenz argumenterede for at hovedet derimod kunne forestille den stoiske filosof, Kleanthes.

I 1965 kom også G.M.A. Richters trebindsværk ”The Portraits of the Greeks”. Hun brugte ikke kun den mangelfulde indskrift som argument for identifikationen, men også at hovedet er fundet på en lægegrav, og at det ligner Hippokrates på de romerske bronzemønter fra 1.årh.f.Kr. man i det 16.årh.e.Kr. fandt på den græske ø, Kos, hvor den hippokratiske lægeskole holdt til. Hun regnede det for sikkert at man i 3.årh.f.Kr. har kunnet skabe et æresportræt som lignede Hippokrates på grundlag af skitser fra hans levetid i 5.årh.f.Kr.

De samme argumenter brugte M.V. Barrow i sin udmærkede artikel ”Portraits of Hippocrates” i tidsskriftet Medical History 16 fra 1972.

Jacques Jouanna kommer i sin store og pålidelige bog om Hippokrates (engelsk oversættelse i 1999) også ind på portrætterne, men går meget diplomatisk til værks: han anerkender at Ostiabusten er anset som det bedste bud, men har som forsideillustration til sin bog valgt en smuk byzantinsk miniature som skal forestille Hippokrates, i et manuskript fra 14.årh.e.Kr. på Bibliothèque Nationale i Paris (Parisinus gr. 2144). Portrættet har den skaldede isse dækket med kappen hvilket svarer til beskrivelsen i Soranus’ Hippokratesbiografi fra 2.årh.e.Kr. Problemet er kun den sene datering, og at der ifølge Richter ikke er tradition for at miniaturer skal ligne.

En statue af en siddende Hippokrates dukkede op på Kos i 1929, men da den ikke ligner de andre portrætter som er i spil, har den ikke vundet interesse andre steder end på Kos.